Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kurs mod græske kyster

Et krydstogt i det græske øhav bringer enhver passager om bord helt ned i tempo for en stund. Rejseliv stak til søs med Naviga 1.

Det er en særlig følelse at stå ved roret.
Det er en særlig følelse at stå ved roret.

Jeg tager en dyb indånding af den salte havluft. Der er varmt under fødderne på det skibstrædæk, hvor jeg sidder med min kuffert og kan se marinaen i tyrkiske Bodrum komme til syne. Den samme havn, hvorfra min far og jeg drog ud på vores krydstogt syv dage tidligere.

Jeg har badet i bølgerne. Sejlet på bølgerne. Blundet til bølgernes bevægelser. Og Sjældent har jeg været så afslappet som i den seneste uge, hvor stress, pligter og hverdagens spekulationer har været langt, langt væk. Det eneste, der flyder gennem mig nu, er lyden af bølgeskvulp mod skibet og den søde eftersmag af rosévin.

Vi rejser med engelsk-hollandske SCIC Sailing, der har en flåde på ni træsejlskibe, som sejler langs den tyrkiske kyst og de græske øer. Der er sejlskibe med plads til otte, 14 og 16 passagerer ad gangen. Vi er på Naviga 1, der er en af dem til 16 mand.

Snart ligger vi fortøjet i havnen, og så er ferien slut. Jeg havde ingen forestilling om, at krydstogtet ville være så sundt for sjælen, da jeg steg ombord for præcis en uge siden.

Afslapning med naturen i baggrunden

Under sejladsen er der mulighed for at sole sig på dækket eller blunde i skygge af sejlet.
Under sejladsen er der mulighed for at sole sig på dækket eller blunde i skygge af sejlet.

Der er god vind, og Naviga 1 er i sit es. Vi forlod Tyrkiet for et par timer siden og befinder os nu i det græske øhav på vej mod vores første landgangssted: Det populære turistmål Kos.

Jeg har fundet en plads i solen på en solseng, der er gjort fast til dækket, og ligger fladt på ryggen og kigger på havet og himlen over mine tæer. Horisonten dukker op. Forsvinder. Dukker op igen. Sådan fortsætter det i takt med, at skibet ruller på bølgerne.

Mit hår løftes let fra mine skuldrer i vinden, mens jeg betragter det blå hav og de golde øer, vi passerer. Bag mig kan jeg se min far stå fornøjet ved roret. Han hjælper kaptajnen, siger han. Jeg tror nu, det er omvendt. Kaptajnen hjælper ham med at komme helt ned i tempo.

Da vi når Kos, smider vi hver 20 euro på bordet og hopper på en bus, der kører os op i bjergene til en lokal vinproducent. Familiens rød- og hvidvin har vundet flere priser, og dessertvinen føles så blød og cremet på tungen, at vi køber en flaske med hjem.

Men det er først, da vi kommer tilbage på Naviga 1 et par timer senere, at jeg for alvor kan mærke feriestemningen og roen ramme mig, da jeg sidder med min far i en lille sofa med et glas rosévin i hånden.

»Bare vent, så skal du se,« siger han. »Om en halv time er der en fantastisk solnedgang over bjergene.«

Jeg kan høre, han glæder sig. Han er naturelsker helt ind til benet. En af dem, der kan sidde i timer og se ud over vandet uden at foretage sig noget. Bare lytte. Til bølgerne, når de ruller af sted og brusende knækker over. Til dørken, der knirker, når passagerne går hen over det. Til havmågerne, der skriger til hinanden 20-30 meter over os, når de spejder efter føde i Middelhavet.

Imens forvandler solen sig til et knaldrødt kirsebær, der synker ned i vandet. Vi bestiller endnu et glas rosévin, for her kan man godt sidde og betragte himlens forvandling et par timer mere.

Havets oplevelser

Det azurblå vand indbyder til en dukkert, men byder undervejs på turen også på delfin show, dykning og fiskeri.
Det azurblå vand indbyder til en dukkert, men byder undervejs på turen også på delfin show, dykning og fiskeri.

»Delfin. Delfiiiiiin,« råber en af skibsdrengene næste dag, mens vi alle ligger og bager i solen på fordækket.

Revet ud af vores eftermiddagslur styrter vi hen til rælingen ved bagbord. 30 meter fra båden plasker en delfin rundt i bølgerne og springer legesyg rundt i overfladen.

Nogle passagerer leder febrilske efter kameraerne. Andre står og måber over synet, der kommer bag på de fleste.

Henrykte over oplevelsen viser vi hinanden de skygger, kameraerne nåede at fange.

Oplevelsen giver Karen, en af feriegæsterne fra England, lyst til at fiske. Middelhavet må have andre spændende skabninger at byde på. Besætningen finder fiskestang og madding frem, og hun stiller sig forventningsfuldt ved rælingen og kaster linen ud.

Jeg ligger i skygge af genuaen, det forreste sejl, få meter derfra og betragter hende. Jeg døser ind imellem hen, men vågner igen, når hun råber, at hun har bid.

Det har hun nu ikke. Fiskene smutter med maddingen og efterlader en tom line.

»Jeg har bid! Jeg har bid!«

Pludselig er der gevinst. Jeg kigger over mod rælingen og får øje på en lille fisk på 20 centimeter, der mest af alt ligner en stor sild, som har bidt sig fast og spræller vildt i luften. Karen råber glad på besætningen, og kokken kommer løbende og piller dagens fangst af krogen. Den er næppe stor nok til at udgøre aftenens hovedmåltid, men han tager den beslutsomt med ned i kabyssen. Det er tydeligt, at han har en plan med det lille bæst.

Fem minutter senere går han rundt med et fad og serverer sushi til alle.

Det simple liv

Besætningen serveres alle de drikkevarer, man kan drikke, under sejladsen.
Besætningen serveres alle de drikkevarer, man kan drikke, under sejladsen.

»Er det tirsdag?« spørger jeg min far.

Dagene flyder sammen herude på havet. Vi har sovet ude i den friske luft på dækket under stjernehimlen, og nu er det blevet lyst.

Bag øjenlågene kan jeg fornemme en stor skygge nærme sig og dække for solen. Jeg åbner lidt irriteret det højre øje – nu var jeg lige blevet varmet godt op af solens stråler, der stikker på benene og gyldner min blege hud – men opdager, at et andet stort sejlskib, der ligner en tro kopi af »The Black Pearl« fra Pirates of the Caribbean, sejler forbi.

Vores kaptajn står ved roret og råber kommandoer ned til de tre skibsdrenge. Vinden er vendt, og der skal krydses for ikke at sejle for tæt på det andet skib. De har travlt. Nogle reb skal slækkes, andre skal strammes for at sejlene får fat i vinden og trækker skibet i den modsatte retning.

Jeg har ingen tidsfornemmelse, for jeg har bevidst pakket mobiltelefon og ur væk. Man kan godt være online, wifi koster 35 euro. Men jeg har valgt ikke at gøre det for at leve lidt i nuet. Jeg spørger de andre passagerer, hvad klokken er, men før de når at svare, ringer en af skibsdrengene med en klokke, og jeg mærker, min mave rumler. Frokosten er serveret, og det er alt, jeg behøver at vide.

Da jeg sætter mig ved bordet, står tunsalat, pasta, stegt aubergine og tzatziki klar på små fade. Den ældste skibsdreng, der ved måltiderne fungerer som kok, fortæller lidt om, hvordan retterne er tilberedt. Pastaen er lavet med tomatsovs, og auberginen er stegt med citronsaft og krydderier.

Vi smiler taknemmeligt og jonglerer fadene rundt til hinanden. Selv om man ikke bestiller sin livret fra et menukort, er der altid noget for enhver smag.

Mens verden passerer forbi

Naviga ligger til havn ved den italienske ø Simi. Rundt omkring i havnen ligger der mange små restauranter, man kan besøge om aftenen.
Naviga ligger til havn ved den italienske ø Simi. Rundt omkring i havnen ligger der mange små restauranter, man kan besøge om aftenen.

Sidst på ugen sejler kaptajnen os til øen Symi, hvor vi går fra borde for at se øens aktive vulkan. Vi vandrer ned i krateret – iført sko med tykke såler, ikke desto mindre kan jeg med det samme mærke varmen fra jordskorpen trænge igennem dem. Lugten af fosfor sætter sig i næsen, og det ryger voldsomt fra et hul i kraterets ene ende. Da jeg nærmer mig, kan jeg se, hvordan havvandet i det cirka en kvadratmeter store hul bobler.

Det er en varm oplevelse, og da vi er tilbage på skibet er det en lettelse at kunne hoppe i vandet. Selv om udflugterne er spændende og et fint dagligt tre timers afbræk, er det sejladsen og opholdet om bord, vi er her for.

Det bliver jeg også mindet om, da vi sejler videre til en lille, mennesketom bugt ved Symi, hvor de nøgne klipper spejler sig i vandet. Som er så krystalklart, at jeg fra skibsdækket kan se bunden 10-15 meter længere nede, da vi gør holdt for at spise et af vores sidste måltider om bord.

Jeg drages mod vandet og hopper i med snorkel. Sorte fisk svømmer tre-fire meter under mig. De er så tydelige, at jeg kan se deres gæller. Jeg rækker ud for at røre dem, men det klare vand snyder min afstandsbedømmelse, og jeg må nøjes med at betragte dem fra oven. Den eneste lyd, der runger i mit hoved, er mit eget åndedræt. Ved siden af mig glider en anden af Navigas passagerer lydløst forbi i en kajak. Det her er livet.

Rejseliv var inviteret af SCIC Sailings.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.