Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kirsten Birgits guide til det kulturelle Europa

Seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun fra Radio24syvs populære satireprogram ’Den Korte Radioavis’ udkommer i juli med rejseprogrammet ’Se Europa og dø’. Her fortæller seniorkorrespondenten om programmet og om sit rejseliv.

› Hvad handler rejseprogrammet ’Se Europa og dø’ om?

Programmet handler om at få set det europæiske kontinents kultur, før det er for sent. Jeg har haft fornøjelsen, men tænk på alle de unge mennesker, der for fremtiden må forholde sig til Thomas Kirche i Leipzig eller kulturbyen Weimar som vi allerede nu er tvunget til at forholde os til oldtidsbyen Palmyra (vigtig arkæologisk ruinby i Syrien, som er blevet plyndret og hærget af IS, red.). Den arabiske kultur har jo ingen respekt for fortiden, selv om de tydeligvis selv stadig lever i middelalderen. Det har de aldrig haft, tænk bare på, hvordan ottomanerne allerede i 1687 brugte Parthenon på Akropolis som krudtlager og sprængte hele lortet i luften. Og nu er jeg ikke engang gået i gang med den katastrofale europæiske økonomi…

› Hvilke rejsemål besøger I i ’Se Europa og dø’?

Vi besøger Reichsparteitagsgelände i Nürnberg – Tysklands renæssanceby og en af hovedbyerne i det Tysk-Romerske Rige. Vi tager til Sigmaringen, der var kulisse i en af de mest underfundige episoder under 2. Verdenskrig, levende beskrevet i Celines mesterværk ‘Fra det ene slot til det andet.’ Vi besøger hunden Falcor fra Michael Entes mesterværk ‘Den Uendelige Historie.’ Mussolinis husarrest Villa Feltrinelli ved Gardasøen, Mediciernes Firenze, ’City of Lights’ – Paris og helvedesbyen Bruxelles.

› Hvilke seværdigheder burde efter din mening optræde, hvis man lavede en slags ’rejsekulturkanon’?

Vandtårnet i Sorø. Jeg elsker Per Arnoldi. Stærke, markante, maskuline farver. Når jeg rejser ned gennem Europa i Up’en, så kører jeg altid over Fyn i stedet for at tage færgen for at få lejlighed til at se et af hans mesterværker – vandtårnet i Sorø. Så sænker jeg farten til 80 km/t og vender blikket op mod højre for at se de markante farver. Den kongeblå, den lidt falmede gule og den stærke, røde farve. De abrupte takker, der snor sig op af Sorø-vandtårnet som en subtil hommage til børsens symbolske kalmaruniondrager. Det er så smukt, at jeg nogen gange kommer til at græde. Cattedrale di Santa Maria del Fiore i Firenze er også pæn.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/sydsvenskernes-eget-ferieparadis

Vandtårnet i Sorø, dekoreret af Per Arnoldi, rører Kirsten til tåre.
Vandtårnet i Sorø, dekoreret af Per Arnoldi, rører Kirsten til tåre.

› Hvad er dit favoritsted i Europa?

Jeg holder meget af Norditalien. Maden er fremragende, men man kan også få syn for sagn om, hvordan Europa ville have set ud uden den protestantiske arbejdsmoral. Det er ikke noget rart prospekt.

Jeg holder også usigeligt af de sydtyske alper. Det er, som om jeg har et slægtskab med bjergene. Det ligger uden for mit begrebsapparat at forklare hvorfor, men der falder en nærmest mystisk ro over mig, når jeg ankommer. Mere overtroiske væsner end mig selv – her tænker jeg på Ulla Terkelsen – mener, at jeg må have været alpehyrde i mit tidligere liv. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have fidus til at give hende ret. Jeg tror, min affinitet med området måske bunder i, at de er så dygtige til at dække deres grøntsager i et tykt lag smeltet ost.

› Hvilket er dit favorithotel?

Villa Feltrinelli ved Gardasøen. Mussolini sad i husarrest i den gamle papirhandler-villa i to år i 1940erne. Han hadede det, og det er et af de få områder, hvor han og jeg er uenige. Det er absolut elegance og luksus. Citronhave, fire badebroer til hotellets maks 40 gæster og tætte, grønne plæner generøst beplantet med støvede oliventræer. Det minder om åbningssekvensen i en James Bond-film. Så ligger der også en 2-stjernet Michelinrestaurant i stuen.

› Hvor i Europa får man det bedste måltid?

Det gjorde man tidligere på Pauls restaurant i udkanten af Lyon. Men jeg synes, han er faldet af på den. Jeg er faktisk meget begejstret for de yngre kokkes idérigdom. På Villa Feltrinelli i år fik jeg en ret, som faktisk annullerede min aftale med kaninerne. 100 blade fra 100 forskellige urter, samt 50 blade fra 50 forskellige blomster. Hver eneste bid var – grundet de uendelige kombinationsmuligheder – en unik smagseksplosion. Det er det tætteste, jeg er kommet på at finde Prousts madeleine-kage fra ‘På sporet af den tabte tid’ uden for litteraturen. Jeg blev med ét rykket tilbage til min barndom på gården på bakken uden for Søften.

› Du er jo svært glad for Paris. Hvad skal man ikke snyde sig selv for på en rejse til byernes by?

Panthéon! (mausoleet i Paris, ikke at forveksle med Pantheon i Rom, red.) Ikke så meget fordi Napoleon og en masse andre notable franskmænd ligger begravet her, men fordi der ikke ligger en offentlig institution. I Danmark har vi jo ladet styrelser og ministerier besætte alle vores historiske bygninger. Når jeg står og kigger på det enorme mausoleum i ‘City of Lights’ så tænker jeg altid; Havde den ligget i Danmark, så havde Fødevarestyrelsen ligget dér. Det gør den heldigvis ikke.

› Hvordan holder du typisk ferie?

Det er meget forskelligt. Det afhænger fuldstændigt af mit humør, da jeg ikke har behov for at bekymre mig om det monetære aspekt.

Min sommerferie i år bliver såmænd bare holdt på min ø, Birgit Ø, hvor jeg skal gøre mig de sidste forberedelser inden den muslimske invasion. Jeg er det, man populært kalder en ‘prepper’.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/5-nordiske-musikoplevelser

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun fra Radio24syvs populære satireprogram ’Den Korte Radioavis’ udkommer i juli med rejseprogrammet ’Se Europa og dø’. Her ses lidt stemningsbilleder fra deres researchtur rundt i Europa.
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun fra Radio24syvs populære satireprogram ’Den Korte Radioavis’ udkommer i juli med rejseprogrammet ’Se Europa og dø’. Her ses lidt stemningsbilleder fra deres researchtur rundt i Europa.

› På hvilken måde plejer du at rejse?

I Up’en, hvis jeg da ikke skal krydse et ocean. Jeg kan godt lide selv at kunne bestemme hastigheden og finde hullerne i trafikken. Det er i øvrigt Jason Watt, der har lært mig rigtig at køre bil. Det var naturligvis, før han blev lam fra hoften og ned. Jeg driller ham altid med, at mit pedalarbejde er bedre, end hans nogensinde bliver.

› Hvad kan du godt lide at lave, når du er ude at rejse?

Jeg kan godt lide, hvis jeg kan slippe for at se på kinesiske turister.

› Hvad har du altid med i kufferten?

Det er vist min og Betty Dodsons (amerikansk sexology, red.) lille hemmelighed. Men det er en massagestav og en adapter, så den kan gå i alle stik.

› Hvad er dit bedste ferieminde?

Jeg vil ikke have været foruden mine oplevelser under krigen i Tjetjenien. Når man har oplevet de frygtelige ting, som jeg gjorde dernede, så kommer man styrket ud på den anden side. Det kan jeg godt fortælle. Jeg skulle dog lige igennem en 20 årig lang depression først, men de minder hænger altså ved.

Det var godt nok ikke en decideret ferie, men jeg forsøger altid at kombinere business and pleasure, så jeg kan trække hele lortet fra.

› Du har set store dele af verden som seniorkorrespondent. Hvad er det mærkeligste land, du har været i?

Sverige. Det er mig en gåde, hvordan den politiske korrekthed har haft held til at fordærve en hel nation indefra.

› Hvor kunne du godt tænke dig, at din næste rejse skal gå hen?

Jeg kunne godt tænke mig, at den gik tilbage til den 29. maj 1913. Nærmere bestemt til uropførelsen af Stravinskys ‘Le Sacre du Printemps’ i Théâtre des Champs-Élysées; med et lille smut forbi vandtårnet i Sorø.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.