Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Japansk show: Robot på menuen

Japanerne er legesyge, når de skal spise. Selv om maden ofte er den samme, som man kan få mange andre steder i Tokyo, vil de på tema-restaurant og have en iscenesat oplevelse med larmende legetøj, næsten-dydige servitricer eller overvægtige mænd iført lændeklæder.

Japanerne elsker rollespil, og det er måske en del af forklaringen på showet.
Japanerne elsker rollespil, og det er måske en del af forklaringen på showet.

Robot

Det er ikke for madens skyld, at vi går på Robot.

Det er den mest hypede tema-restaurant i Tokyo lige for tiden, så det er for oplevelsen, at vi har løst billet sammen med 150 andre, primært udlændinge, men også japanere, der kommer for at få en festlig aften i forlystelseskvarteret Shinjuku.

Der serveres bento-bokse med sushi, hvis man har bestilt dem i forvejen, men ellers er det varme popcorn og chips, der står på menuen – og masser af øl og færdigmixede drinks på dåse.

Det kan være svært at forstå for en udenbys, at Tokyo med anslået 160.000 spisesteder, en generel æstetisk tilgang til mad og flere Michelin-stjerner end Paris, kan få så stor succes med tema-restauranter som Robot og alle de andre underholdende varianter, som kommer og går.

En del af forklaringen er japanernes store forkærlighed for rollespil og tegneserier, og derfor er det blevet så populært at spise sin mad i den totale iscenesættelse, fra det mest idylliske univers til dem, der trækker på historie, gys og gru med temaer som ninjaer, vampyrer og spøgelser.

Der er nu ikke noget at være bange for på Robot, selv om den ligger i Tokyos meget livlige red-light district Kabukicho, for alt går ærbart for sig på scenen mellem de to rækker siddepladser med fællesborde.

Showet foregår flere etager under gadeniveau fire gange om dagen og varer en god time, hvor den får alt, hvad den kan trække af neonlys og larmende musik, robotter og godzillas, ninjaer og samuraier, kimonoklædte danserinder og kække, lårkorte tambourmajorer. Det er Toy Story møder Wallmans Dinnershow, uden at der egentlig er en historie. Det voldsomme lys- og lydniveau og de japanske promiller forfører os, så vi til sidst sidder og svinger om kap med de omdelte lyssværd.

Alice i Eventyrland

Lillepige-universet på Alice-restauranterne tiltrækker mange unge kvinder.
Lillepige-universet på Alice-restauranterne tiltrækker mange unge kvinder.

Til sammenligning er det fuldstændig stilfærdigt og aldeles ærbart på Alice In Wonderland-restauranterne, som der findes fem af i Tokyo. Temaet er inspireret af Lewis Carolls figurer og fortælling, og hver af restauranterne har sit eget navn og indretning, men fælles for dem er, at man bliver lukket ind ved at banke på en kæmpestor bog, der åbner sig som en dør ind til en fantasi-verden, hvor vi er de små. Dørmanden tilbyder os hårbøjler med sløjfer eller kaninører, men det er heldigvis frivilligt, om man vil have dem på.

Alice-restauranterne er en videreudvikling af Maid Café-fænomenet, som startede i det nordlige Akihabara-kvarter i 1998. Her var trækplastret de lårkorte, semierotiske servitriceuniformer, som siden har udviklet sig til lignende ’mad-møder-fantasi’ oplevelser, f.eks. Little TGV for tog-nørder, komplet med miniaturebane, og den totalt-tøsede My Melody Cafe, hvor alt er lyserødt, uskyldigt og tegneserie-agtigt lige som Hello Kitty-figurerne, som den er inspireret af.

Alice-servitricerne har også miniskørter på, men restauranten spiller mere på fortrolig lillepige-hygge, og det er måske derfor, at det et meget populært mødested for nybagte mødre med junior i bæresele og andre kvinder, som vil spise fransk og italiensk cafémad til en afveksling. Med og uden kaninører.

Hananomai

Der er sumo-mad på menuen hver dag, men kun ægte brydere i ringen en gang om ugen på temarestauranten Hananomai.
Der er sumo-mad på menuen hver dag, men kun ægte brydere i ringen en gang om ugen på temarestauranten Hananomai.

Så er det lidt mere macho på Hananomai midt i sumo-kvarteret Sumida. Det er her, de berømte brydere holder til, når de træner og optræder, og man kan være heldig at møde dem i gadebilledet i deres karakteristiske størrelse og udseende.

Hvis ikke, kan man spise på restauranten ved Ryougoku-stationen for at få lidt af stemningen. Vi er ikke i tvivl om, hvor det er, for udenfor Hananomai er der en figur i træ af en sumobryder, man kan lade sig fotografere med, inden man går ind i det store lokale.

Temarestauranten er bygget op som den typiske japanske kro, izakaya, med mange små båse, men i stedet for at sidde afskærmet, vender alle siddepladser ud mod midten, hvor der er bygget en dohyo, en ægte sumo-ring.

Desværre er der ikke brydning hver dag under spisningen, oftest kun lørdag aften, men på menuen er bl.a. deres livret, chankonabe, en gryderet proppet med proteinrige ingredienser som tofu, fisk, kylling og oksekød blandet med grøntsager, hvis man er kørt træt i sushi, sashimi og tempura.

Når bryderne holder fri, optræder deres pensionerede, påklædte kolleger i stedet med sumo jinko, de traditionelle sange, som bliver opført ved de legendariske turneringer. Så smager det da lidt af den ægte vare.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/paa-natcykel-gennem-mumbai

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.