Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Japans kejserby – mellem tradition og fremtid

Kyoto er flere gange kåret som en af de helt store must-see metropoler. Turisterne kommer for at opleve romantikken ved den historiske storby, der gradvist møder en modernisering, der passer til det 21. århundrede

Byodo-in templet til venstre har dannet skole med sin byggestil, men turister valfarter også hertil pga. de mange nationalskatte, det rummer.
Byodo-in templet til venstre har dannet skole med sin byggestil, men turister valfarter også hertil pga. de mange nationalskatte, det rummer.

Det er en sprød solskinsmorgen. Piletræernes grene duver som et fint forhæng i den varme vind langs den lille Shirakawa-kanal, der løber parallelt med Gion-kvarterets hovedgade, Shoji Dori. De flere hundrede år gamle træhuse, machiya, ser ud, som om udvikling og modernisering er gået i en stor bue uden om denne bydel, og deres spartanske facader med bambusgardin for døråbningen er med til at holde liv i myten om det traditionelle japanske liv.

Det er den perfekte kulisse for opfyldelsen af alle romantiske forestillinger om det gamle Japan, og i netop dette øjeblik er det svært ikke at blive forelsket i Kyoto. Som var det et stikord, kommer det smukkeste brudepar gående i deres sorte og hvide tøj langs kanalen for at blive foreviget til fotoalbummet i skyggen af kanalens afblomstrede kirsebærtræer og vajende hængepile. Det unge par er næppe klar over, at de kan takke den tidligere amerikanske krigsminister Henry L. Stimson for, at de kan stå her i dag – både som efterkommere og som kulturbærere.

Byen gik fri af bomber

Kyoto stod nemlig øverst på listen over de byer, som amerikanerne ville ramme med atombomber hen imod slutningen af Anden Verdenskrig. Begrundelsen var byens status som intellektuelt center; amerikanerne mente nemlig, at indbyggere ville kunne forstå atomvåbnets alvor og betydning. Mere konkret handlede det også om, at byen var knudepunkt for den japanske jernbanedrift.

Krigsministeren havde imidlertid tidligere været på bryllupsrejse i Kyoto og havde efterfølgende besøgt byen i diplomatiske ærinder i Mellemkrigstiden. Han bad derfor personligt præsident Truman om at fjerne Kyoto fra listen, og i stedet blev Nagasaki gjort til bombemål. Byen blev desuden skånet for almindelige bombetogter, så den 1.000 år gamle kejserby overlevede med sine kulturskatte og kvarterer som dette ved Shirakawa-kanalen. Siden Anden Verdenskrigs afslutning er turismen i Kyoto taget til, og igen og igen er Kyoto har udviklet sig til at være en by, der er et must-see i Japan. Et besøg hertil anbefales af både rejseprofessionelle og brugere på de sociale medier med den begrundelse, at byen er en fuldkommen oplevelse af japansk skønhed og historie.

Her i 2017 er Japan ydermere højaktuel for os danskere, når Danmark og Japan fejrer 150-året for oprettelsen af de diplomatiske forbindelser og den gensidige kulturelle inspiration mellem de to lande under temaet ’Tradition og Innovation’. Det kommende OL i Tokyo i 2020 vil også sætte fokus på Japan som rejsedestination.

Ligesom hele kvarterer i Tokyo må vige for OL-byggeriet i disse år, er Kyoto også præget af forandring og modernisering. Således forsvandt 13 pct. af byens traditionelle machiyaer-træhuse mellem 1993 og 2003 på grund af brandfare eller frygt for jordskælv, og siden er flere af de tilbageblevne huse blevet forvandlet til delvis stål- og betonhuse, men med den samme smalle facon.

Geisha-romantik

Gion-kvarter bliver måske den sidste bastion, der falder for byfornyelsen. På hovedstrøget, Shoji Dori, ligger boutiquehoteller og museer som moderne arkitekturkasser side om side med nogle af de oprindelige huse i en sjov og broget blanding. Men bevæger man sig ned i de smalle gader, der ligger til begge sider, kommer man ind i en labyrint af velbevarede træhuse fra Middelalderen, der er forvandlet til tehuse (ochaya), gourmetrestauranter i den virkelig dyre ende (kaiseki ryori) og luksus-bed and breakfasts (ryokan). Her har tiden tilsyneladende fået lov til at stå stille.

Stemningen er fortryllende om aftenen, når mørket falder på, og det sparsomme lys skinner inde fra de små huse. Gaderne myldrer med velbeslåede gæster på vej til disse etablissementer, men også med nærmest paparazzi-agtige turister, der står på spring for at få et foto eller blot et glimt af Gions mest prominente indbyggere, geishaerne – eller ’geiko’, som de hedder på kyotosk.

Der er størst chance for at se dem lige før spisetid på den mest mondæne af alle sidegaderne, Hanami-koji, men hvor de før trippede i små grupper med deres karakteristiske kimonoer og hvidsminkede ansigter under det sirligt satte hår, bliver de nu kørt til dørtrinnet af det tehus eller den restaurant, hvor de enten skal optræde med sang og strengeleg eller konversere med den gæst, som har titusinder af kroner på budgettet til en aften i hendes platoniske selskab.

På alle hjemmesider, som beskæftiger sig med geiko-romantikken, opfordres man til at behandle kvinderne med respekt og ikke stå på lur med sit kamera. Men paradoksalt nok markedsfører hele kvarteret sig med kimono-leje for en dag til turister og fælles logo for hele forretningsgaden, som er et typisk geisha-ansigt.

Kulturelt dilemma

Gion er meget mere end templer og træhuse. Vi skal kun ned for enden af Shoji Dori og over på den anden side af Kamogawa-floden, før bydelen under navnet Karasuma begynder at ligne det moderne Tokyo med blinkende neon og kædebutikker, stormagasiner og et museum om den berømte japanske tegneserieform manga.

Men her finder vi også Nishiki-madmarkedet, der har solgt friske råvarer siden 1310, og endnu en atmosfærefyldt smal gyde, Pontocho, der løber parallelt med Kamogawa-floden. Her kan man spise med udsigt over vandet.

Det er som en maggi-terning af Kyotos dilemma om at bevare fascinationen af i 1.000 år at have været Japans hovedstad – inden magten flyttede til Tokyo i 1868 – og samtidig afspejle det 21. århundrede, så den ikke ender som en ren museumsby.

Dét, som de fleste turister kommer her for at se, er der så meget af, at det kan være svært at vælge, hvilke af de tilsammen 2.000 stenhaver, templer og shinto-helligdomme, man vil lægge vejen forbi. Hver af dem er unikke i historie, betydning og udsmykning, så vi vælger at besøge nogle af de steder, hvor man prøver at integrere modernismen.

Man får den i rigt mål allerede ved ankomsten med toget til Kyoto Station, hvor den monumentale bygning ligger som en selvstændig science fiction-miniby af stål, stål og atter stål. Hvis man ville, kunne man få hele dagen til at gå her med at bo på hotel, shoppe og spise under jorden og på de ti etager, der er over de skinner, der er lagt til højhastighedstoget Shinkansen, lokalbanen og den i øvrigt nemme og effektive metro.

Fortid og fremtid mødes ved den idylliske Shirakawa-kanal, som ikke kun er et yndet motiv for turister på jagt efter essensen af Kyoto, men også brudepar som moderne kulturbærere.
Fortid og fremtid mødes ved den idylliske Shirakawa-kanal, som ikke kun er et yndet motiv for turister på jagt efter essensen af Kyoto, men også brudepar som moderne kulturbærere.

Templer og modernisme

Vi tager lokaltoget til den lille by Uji i udkanten af Kyoto for at se Byodo-in-templet, der har ligget der i 1.000 år. Det er så ikonisk, at det pryder 10 yen-mønten. Og som det ligger der og spejler sig i Ajike-dammen, ser det ud, som om det flyder. Det blev opført i 998 som sommerresidens for en magtfuld politiker. Efter hans død gjorde hans søn det til et tempel ved at få opført det, der i dag er kendt som Føniks-hallen pga.de to fuglestatuer, der pryder på taget.

Stilen fik stor indflydelse på senere tempelbyggeri, men da man i 1960erne ønskede at udvide med et decideret museum, fik arkitekten Akira Kurya lov til at skabe en moderne og abstrakt version af hovedbygningen i glas, stål og cement. Det lyder brutalt, men dels er Hoshokan, som den nye fløj hedder, integreret harmonisk i landskabet, og dels er opbygningen af lys og skygge omkring de nationale skatte, som det huser, gjort med enkelt dramatisk effekt, så man bliver suget ind i oplevelsen af bl.a. 26 buddha-statuer.

Som nabo til et af det centrale Kyotos yngste templer, Heian, der blev opført i traditionel stil i 1895 til minde om 1.000 år som Japans hovedstad, ligger den diametrale modsætning Momak. Det er forkortelsen for byens officielle museum for moderne kunst, der blev grundlagt som en filial af det nationale i Tokyo allerede i 1960erne.

Det ligger lidt anonymt som en del af museums-milen op til templet, men vinder absolut, når man går indendørs, hvor store panoramavinduer gør udvalgte skulpturer og naturen udenfor til kunstværker

Hoshokan-tilbygningen til Byodo-in templet er abstrakt modernisme integreret i landskabet.
Hoshokan-tilbygningen til Byodo-in templet er abstrakt modernisme integreret i landskabet.

Verdensarv i zen

På jagt efter det tidløse tager vi toget ud til stenhaven i Ryonji-michi i det nordvestlige Kyoto. Den er verdensarv, Japans mest kendte og en af de mest besøgte af sin slags.

Den er på 248 kvm og består af 15 høje sten med mos omgivet af nøje revet, tilsyneladende ens småsten i sirlige mønstre, som kun kan ses fra terrassen af Hojo, præsteboligen, så man for en gangs skyld kan undgå, at nogen stikker sin smartphone, kamera eller sig selv inden for i motivet.

Det er uvist, hvornår haven blev anlagt, men man regner med, at det skete for ca. 500 år siden, mens det tilhørende tempel var villa for en aristokrat, indtil det i 1450 blev overtaget af en zen-buddhistisk sekt. Både haven, templet og Yudofuya-restauranten i den lille park er eksempel på tidløs minimalisme, som tiltrækker mange arkitekter og andre, der har brug for at tænke en stille tanke om meningen med livet.

Tidløs luksus

Vi fortsætter turen i Kyotos tidløse og minimalistiske område og bevæger os hen over Togetsu-kyo-broen, hvorfra vi kan se det stille vand under os fra Oigawa-floden.

Det er populært at komme herud og se de skiftende årstider i det bjergrige vest, og det har det været siden 800-tallet, hvor det kejserlige aristokrati brugte resorts på skråningerne til at koble af.

Et af dem er vi på vej hen til, da vi bliver samlet op af en båd efterfulgt af et kvarters sagte sejlads, der fører os hen til Hoshinoya i Rankyo-kløften, der kun kan nås ad vandvejen. Tjenere står parat på pontonbroen, De bukker og viser vej op til den gule hovedbygning, som ved første øjekast ikke umiddelbart ser ud af noget.

Den blev bygget som en privat traditionelt japansk bed & breakfast for 100 år siden til en af Kyotos største forretningsmænd, Ryoi Suminokura, og efter en periode uden brug, har hotelkoncernen bag Hoshinoya-konceptet pustet liv i den igen som luksusresort.

Nænsom restaurering af den traditionelle arkitektur er blevet tilsat en moderne fortolkning af det autentiske Japan ved at bruge det bedste af de originale håndværk i hovedhuset og i de 25 villaer, som alle har udsigt over floden. Indretningen balancerer mellem avantgarde og respekt for fortiden og minder nærmest om noget fra et boligmagasin.

Så er det, at vi opdager, at der hverken er tv eller wifi på værelserne. Men det er skam helt med vilje.

»Vi vil gerne give gæsterne essensen af den japanske oplevelse. Det skal være et sted, hvor man kan trække sig tilbage fra verden og hvile i sig selv et sted mellem modernitet og tradition,« forklarer Yoko Matsumoto fra hotellets ledelse. Men han lover, at der er signal i lobbyen, hvis vi absolut ikke kan undvære omverden.

150-året for oprettelsen af de diplomatiske forbindelser og den gensidige kulturelle inspiration mellem de to lande under temaet ’Tradition og Innovation’. Det kommende OL i Tokyo i 2020 vil også sætte fokus på Japan som rejsedestination.

Ligesom hele kvarterer i Tokyo må vige for OL-byggeriet i disse år, er Kyoto også præget af forandring og modernisering. Således forsvandt 13 pct. af byens traditionelle machiyaer-træhuse mellem 1993 og 2003 på grund af brandfare eller frygt for jordskælv, og siden er flere af de tilbageblevne huse blevet forvandlet til delvis stål- og betonhuse, men med den samme smalle facon.

Geisha-romantik

Gion-kvarter bliver måske den sidste bastion, der falder for byfornyelsen. På hovedstrøget, Shoji Dori, ligger boutiquehoteller og museer som moderne arkitekturkasser side om side med nogle af de oprindelige huse i en sjov og broget blanding. Men bevæger man sig ned i de smalle gader, der ligger til begge sider, kommer man ind i en labyrint af velbevarede træhuse fra Middelalderen, der er forvandlet til tehuse (ochaya), gourmetrestauranter i den virkelig dyre ende (kaiseki ryori) og luksus-bed and breakfasts (ryokan). Her har tiden tilsyneladende fået lov til at stå stille.

Stemningen er fortryllende om aftenen, når mørket falder på, og det sparsomme lys skinner inde fra de små huse. Gaderne myldrer med velbeslåede gæster på vej til disse etablissementer, men også med nærmest paparazzi-agtige turister, der står på spring for at få et foto eller blot et glimt af Gions mest prominente indbyggere, geishaerne – eller ’geiko’, som de hedder på kyotosk.

Der er størst chance for at se dem lige før spisetid på den mest mondæne af alle sidegaderne, Hanami-koji, men hvor de før trippede i små grupper med deres karakteristiske kimonoer og hvidsminkede ansigter under det sirligt satte hår, bliver de nu kørt til dørtrinnet af det tehus eller den restaurant, hvor de enten skal optræde med sang og strengeleg eller konversere med den gæst, som har titusinder af kroner på budgettet til en aften i hendes platoniske selskab.

På alle hjemmesider, som beskæftiger sig med geiko-romantikken, opfordres man til at behandle kvinderne med respekt og ikke stå på lur med sit kamera. Men paradoksalt nok markedsfører hele kvarteret sig med kimono-leje for en dag til turister og fælles logo for hele forretningsgaden, som er et typisk geisha-ansigt.

Hængepile langs Kamogawa-floden med udsigt til de originale gamle træhuse på modsatte bred, der danner den berømte restaurant-smøge Pontocho.
Hængepile langs Kamogawa-floden med udsigt til de originale gamle træhuse på modsatte bred, der danner den berømte restaurant-smøge Pontocho.

Kulturelt dilemma

Gion er meget mere end templer og træhuse. Vi skal kun ned for enden af Shoji Dori og over på den anden side af Kamogawa-floden, før bydelen under navnet Karasuma begynder at ligne det moderne Tokyo med blinkende neon og kædebutikker, stormagasiner og et museum om den berømte japanske tegneserieform manga.

Men her finder vi også Nishiki-madmarkedet, der har solgt friske råvarer siden 1310, og endnu en atmosfærefyldt smal gyde, Pontocho, der løber parallelt med Kamogawa-floden. Her kan man spise med udsigt over vandet.

Det er som en maggi-terning af Kyotos dilemma om at bevare fascinationen af i 1.000 år at have været Japans hovedstad – inden magten flyttede til Tokyo i 1868 – og samtidig afspejle det 21. århundrede, så den ikke ender som en ren museumsby.

Dét, som de fleste turister kommer her for at se, er der så meget af, at det kan være svært at vælge, hvilke af de tilsammen 2.000 stenhaver, templer og shinto-helligdomme, man vil lægge vejen forbi. Hver af dem er unikke i historie, betydning og udsmykning, så vi vælger at besøge nogle af de steder, hvor man prøver at integrere modernismen.

Man får den i rigt mål allerede ved ankomsten med toget til Kyoto Station, hvor den monumentale bygning ligger som en selvstændig science fiction-miniby af stål, stål og atter stål. Hvis man ville, kunne man få hele dagen til at gå her med at bo på hotel, shoppe og spise under jorden og på de ti etager, der er over de skinner, der er lagt til højhastighedstoget Shinkansen, lokalbanen og den i øvrigt nemme og effektive metro.

Templer og modernisme

Vi tager lokaltoget til den lille by Uji i udkanten af Kyoto for at se Byodo-in-templet, der har ligget der i 1.000 år. Det er så ikonisk, at det pryder 10 yen-mønten. Og som det ligger der og spejler sig i Ajike-dammen, ser det ud, som om det flyder. Det blev opført i 998 som sommerresidens for en magtfuld politiker. Efter hans død gjorde hans søn det til et tempel ved at få opført det, der i dag er kendt som Føniks-hallen pga.de to fuglestatuer, der pryder på taget.

Stilen fik stor indflydelse på senere tempelbyggeri, men da man i 1960erne ønskede at udvide med et decideret museum, fik arkitekten Akira Kurya lov til at skabe en moderne og abstrakt version af hovedbygningen i glas, stål og cement. Det lyder brutalt, men dels er Hoshokan, som den nye fløj hedder, integreret harmonisk i landskabet, og dels er opbygningen af lys og skygge omkring de nationale skatte, som det huser, gjort med enkelt dramatisk effekt, så man bliver suget ind i oplevelsen af bl.a. 26 buddha-statuer.

Som nabo til et af det centrale Kyotos yngste templer, Heian, der blev opført i traditionel stil i 1895 til minde om 1.000 år som Japans hovedstad, ligger den diametrale modsætning Momak. Det er forkortelsen for byens officielle museum for moderne kunst, der blev grundlagt som en filial af det nationale i Tokyo allerede i 1960erne.

Det ligger lidt anonymt som en del af museums-milen op til templet, men vinder absolut, når man går indendørs, hvor store panoramavinduer gør udvalgte skulpturer og naturen udenfor til kunstværker

Verdensarv i zen

På jagt efter det tidløse tager vi toget ud til stenhaven i Ryonji-michi i det nordvestlige Kyoto. Den er verdensarv, Japans mest kendte og en af de mest besøgte af sin slags.

Den er på 248 kvm og består af 15 høje sten med mos omgivet af nøje revet, tilsyneladende ens småsten i sirlige mønstre, som kun kan ses fra terrassen af Hojo, præsteboligen, så man for en gangs skyld kan undgå, at nogen stikker sin smartphone, kamera eller sig selv inden for i motivet.

Det er uvist, hvornår haven blev anlagt, men man regner med, at det skete for ca. 500 år siden, mens det tilhørende tempel var villa for en aristokrat, indtil det i 1450 blev overtaget af en zen-buddhistisk sekt. Både haven, templet og Yudofuya-restauranten i den lille park er eksempel på tidløs minimalisme, som tiltrækker mange arkitekter og andre, der har brug for at tænke en stille tanke om meningen med livet.

Tidløs luksus

Vi fortsætter turen i Kyotos tidløse og minimalistiske område og bevæger os hen over Togetsu-kyo-broen, hvorfra vi kan se det stille vand under os fra Oigawa-floden.

Det er populært at komme herud og se de skiftende årstider i det bjergrige vest, og det har det været siden 800-tallet, hvor det kejserlige aristokrati brugte resorts på skråningerne til at koble af.

Et af dem er vi på vej hen til, da vi bliver samlet op af en båd efterfulgt af et kvarters sagte sejlads, der fører os hen til Hoshinoya i Rankyo-kløften, der kun kan nås ad vandvejen. Tjenere står parat på pontonbroen, De bukker og viser vej op til den gule hovedbygning, som ved første øjekast ikke umiddelbart ser ud af noget.

Den blev bygget som en privat traditionelt japansk bed & breakfast for 100 år siden til en af Kyotos største forretningsmænd, Ryoi Suminokura, og efter en periode uden brug, har hotelkoncernen bag Hoshinoya-konceptet pustet liv i den igen som luksusresort.

Nænsom restaurering af den traditionelle arkitektur er blevet tilsat en moderne fortolkning af det autentiske Japan ved at bruge det bedste af de originale håndværk i hovedhuset og i de 25 villaer, som alle har udsigt over floden. Indretningen balancerer mellem avantgarde og respekt for fortiden og minder nærmest om noget fra et boligmagasin.

Så er det, at vi opdager, at der hverken er tv eller wifi på værelserne. Men det er skam helt med vilje.

»Vi vil gerne give gæsterne essensen af den japanske oplevelse. Det skal være et sted, hvor man kan trække sig tilbage fra verden og hvile i sig selv et sted mellem modernitet og tradition,« forklarer Yoko Matsumoto fra hotellets ledelse. Men hun lover, at der er signal i lobbyen, hvis vi absolut ikke kan undvære omverden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.