Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Irland set fra en hestevogn

En af de skønneste måder at opleve Irland er at køre rundt på den smukke ø i en hestetrukken beboelsesvogn. En anderledes og rigtig sjov ferieform for både store og små.

Hesten Molly, og Sean viser vej rundt i den skønne natur.
Hesten Molly, og Sean viser vej rundt i den skønne natur.

Det kan kun blive en rigtig god ferie for både voksne og børn. Vi skal køre mellem hyggelige landsbyer i det irske grevskab Mayo i farvestrålende, hestetrukne beboelsesvogne af træ. Vi skal besøge traditionelle pubber og bade i søer. Og vi skal cykle ud på opdagelse.

Allerede natten inden vi skal begive os ud på vores tredages-tur på de irske landeveje, sover vi i vognen, der er smukt malet i gule, røde og blå farver. Den er en kopi af de beboelsesvogne, som omkringrejsende håndværkere i gamle dage brugte, når de drog fra gård til gård efter arbejde.

Vognen, der holder hos Mayo Horsedrawn Caravan Holidays ved den lille by Belcarra, har ikke megen plads, men er indrettet med alt det, man har brug for: køkken med gaskomfur, et køleskab, som vi fylder med den mad, vi har købt til de næste dage, håndvask, opbevaringsplads, siddepladser, der kan slås ud til senge, og bord. Dertil kommer cyklerne.

De stærke irske arbejdsheste går ude på et nærliggende græsningsområde og kigger nysgerrige på os, da vi kommer forbi for at hilse på.

Vi og en belgisk familie, der også skal på tur, samles om Sean Nestor , der fortæller os lidt om områdets historie og natur – og ikke mindst, hvor vi skal køre rundt de næste dage.

»I kommer til at køre nogle timer om formiddagen og skal følge de gule markeringer, der er langs ruten,« siger han.

Møde med Molly

Næste morgen er det tid til at gøre klar. Der er en hel liste med ting, vi skal ordne, inden vi er klar til at spænde hesten for og rulle ud på landevejene.

Vores hest hedder Molly, og hun har gjort det hér i mange år. Thomas Geraghty hjælper os med at indfange hende, og med en håndfuld nødder lokker vi hende ind i stalden, hvor seletøjet opbevares.

Vi børster Molly fri for halm, og Thomas viser, hvordan seletøjet skal sidder, og fortæller, hvad de forskellige dele hedder. Herefter bakker vi hende op mod vognen, som vejer mere end et ton, og spænder kæderne fast.

Vi er tre vogne, som skal af sted i dag, og den første vogn med hesten Darrah og en belgisk familie med to børn er allerede klar til afgang.

Thomas ledsager dem det første stykke, og en skraldebil kører hjælpsomt ind til siden for at lade følget passere.

Imens får vi hjælp af Sean.

»Der skal hele tiden sidde mindst én af jer på kuskesædet og styre vognen, mens en anden person går ved siden af på vejen og holder fast i kørelinen,« siger han: »Lad hesten slå over i trav nedenfor bakkerne, så vognen kommer lidt op i fart. Og brug ikke bremsen; lad hesten selv holde vognen tilbage.«

Herefter følger Thomas, der er vendt tilbage, nu os den første bid vej. Han forlader os igen, da vi kommer ind på en mindre landevej, der løber mellem marker og gårde. Nu må vi selv klare os herfra.

Det er højsommer; langs vejen står løvtræer krone mod krone og under dem gror hvide mjødurt og lyserøde orkideer.

Molly drejer nysgerrigt hovedet ind mod de små sideveje, vi kommer forbi, og virker interesseret i alt, hun ser langs vejen. Vi har fået et kort med, som vi skal følge, og holder udkig efter de gule markeringer.

Hesten kender ruten

Det er dejligt afstressende sådan at køre ad de tomme landeveje i ro og mag.

Nedad bakke er Molly meget forsigtig og går utroligt langsomt – indimellem standser hun helt.

Hesten kender tydeligvis ruten bedre, end vi gør, og ved et vejkryds, hvor vi mener, at vi skal dreje til venstre, nægter Molly og vil i stedet til højre. Det viser sig, at hun har ret, eftersom vi skal forbi Ballintubber Abbey, der blev grundlagt i 1216 og er en af Irland ældste kirker, og først derefter dreje af til venstre.

Byen Ballintubber ligger på pilgrimsruten til Croagh Patrick, der er Irlands hellige bjerg, og her kigger Thomas og hans bror forbi i bil for lige at se, hvordan det går.

Da vi kommer til en stigning, overtager Thomas og lader Molly slå over i trav. Hun ved, at vi snart er fremme ved den først dags mål, og så går det hurtigt op ad bakken.

Vi når snart en gård med en venlig familie, som har heste, køer, får, høns, ænder, flere hunde og en påfugl. Molly er dækket af sved efter dagens arbejde, så vi tager straks seletøjet af hende og får hende skyllet af. Derpå giver vi hende lidt nødder og lukker hende ud til de andre heste.

Hygge på pubben

Der er hedebølge i Irland i disse dage, så vi tager cyklerne frem for at køre ned til en badestrand, der skulle ligge et lille stykke borte. Efter et par kilometer når vi frem til en gammel ruin, hvor der er et skilt, der fortæller, at der ikke er adgang til området for uvedkommende.

En kvinde i nærheden siger til os, at hun tror, at det er bedre at bade ved et sted, der hedder Moore Hall, så vi cykler atter af sted ad de smalle landeveje.

Efter at have passeret en kirkegård kan vi se den aflange sø på afstand. Nede ved søbredden pjasker børn rundt i det lave vand. Bunden er ret mudret, men vi er svedige efter cykelturen og bader så godt, det nu kan lade sig gøre.

På vejen tilbage standser vi ved Ballintubber Abbey. Udenfor kirken møder vi den lokale præst, som skal til at øve et forstående bryllup med brudeparret.

»Velkommen - og kig bare ind, hvis I har lyst,« siger præsten, der hedder Frank Fahey.

Vi går ind i den store, hvidkalkede kirke, der har flotte blyindfattede vinduer, inden vi slår et smut ind på pubben Corley’s, der ligger lige på den anden side af vejen.

Over et glas ale taler vi med pub-ejeren, Hugh Corley, hvis familie har boet her i byen i seks generationer. Han har tidligere boet nogle år i London, hvor han arbejdede som sygeplejer, men han længtes tilbage. Han fortæller, at der en morgen, hvor han skulle åbne pubben, udenfor stod 12 amerikanere, der alle hed Corley til efternavn.

»De havde fået et tip om, at der fandtes denne her pub i Ballintubber, og pludselig havde jeg fået en hel masse slægtinge, som jeg ikke anede eksisterede,« siger han.

De fleste af gæsterne på pubben er landmænd, og da vi atter skal undervejs, siger alle farvel og ønske os en god rejse. Irske pubber er de bedste i verden.

Overivrig heste-makker

Morgenen efter vågner vi ved, at hanen galer, og hundene gør. I haven vralter ænder og gæs snadrende rundt.

Vi henter Molly, og Thomas hjælper os atter med at få seletøjet sat ordentligt på.

Lige uden for gården er der en stejl bakke, og Molly må lægge kræfterne i for at komme op ad den med den tunge vogn.

Vi opildner hende så meget, vi kan, ved at løbe ved siden af og komme med opmuntrende tilråb.

Molly kommer op på bakketoppen, og vi hopper atter op på vognen og følger nu den vej, som vi cyklede ad i går.

Pludselig dukker hesten Darrah, der trækker den belgiske familie, op bag os. Molly sætter tempoet op, hvilket blot får Darrah til at gøre det sammen, og snart pibler sveden frem på panderne af begge vognes »hesteførere«, der nu er tvunget til at småløbe.

Belgierne prøver at holde deres hest tilbage, men det er vanskeligt, da han kun er interesseret i at komme så tæt på Molly som muligt.

Nu bliver det svært for os mennesker at følge med, så vi må op på vognen og sidde, mens Molly lægger afstand til vognen bag os.

Vi kommer forbi søen, hvor vi badede i går, og standser ved pubben Hughes’s i landsbyen Carnacon. På en mur sidder nogle børn og venter på os. En dreng, der hedder Eoin, tager fat i Molly og fører os om til en gårdsplads bag pubben.

Molly er meget svedig efter turen, og da vi efter at have vasket hende af lukker hende ind på en eng, ruller hun sig ivrigt i græsset.

Om aftenen spiller Eoin violin for os. Han er meget dygtig på violinen og går desuden til undervisning i traditionel irsk dans i Castebar. Hans søster Orlaith kommer også ud og begynder at ledsage ham på sin harmonika. Det lyder virkelig godt, og vi klapper højt og længe.

Det er lørdag aften, og vi går ind på pubben for at tale med værten, Kevin Hughes, som giver mig lov til selv at tappe min egen Guiness-øl.

»En pint Guiness skal skænkes op i flere trin og skal hver gang stå og trække i tre minutter, inden man går videre til næste trin,« siger han.

Inde i pubben sidder der en gammel mand, som Kevin plejer at give et lift til pubben, så han kan komme lidt ud. Manden drikker et par øl og slumrer lidt i sofaen, inden Kevin kører ham hjem igen.

Farvel til en god ven

Den følgende morgen går vi ud for at hente Molly, og det går fint, da vi bestikker hende med en gulerod.

Med hjælp fra Kevin og drengene Eoin og Aodhán giver vi Molly seletøj på og begiver os tilbage mod Belcarra, hvor vores tur begyndte.

Molly lunter stille og roligt derudad, men bliver lidt irriterer over hestebremserne, der summer rundt om hende. Vi drejer vognen ind til siden, da der kommer en bil. Et par små børn vinker glade til os fra bagsædet, da bilen overhaler.

I et vejkryds med en figur af Jomfru Maria vil vi lige frem, men Molly vil til højre – og så bliver det sådan.

Da vi kommer ind på vejen til Belcarra, får Molly fært af »sin« eng, så hun sætter farten op, selv om det går ned ad en bakke, hvor hun plejer at være meget forsigtig.

Molly er atter hjemme og får en håndfuld nødder, inden vi siger farvel og tak for denne gang og slipper hende ind til de andre heste.

Vi rengør vognen, inden den skal afleveres, og spiser frokost, inden vi i vores lejebil begiver os af sted ad snoede veje til broen over til øen Archill Island. Da vi når frem til campingpladsen i Keel, som også drives af Nestor-familien, hvor vi skal overnatte, får vi øje på et par farvestrålende beboelsesvogne, og det føles allerede helt hjemligt.

Vi løber ned til havet for at få en opkvikkende badetur. Bagefter sidder vi og lytter til bølgerne, der ruller ind mod stranden, og kigger på fårene, som går og græsser på en odde lidt længere væk.

Dagen afsluttes på en tætpakket pub. hvor dygtige musikere spiller den skønneste irske folkemusik.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.