Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Industriel bred bliver Londons nye luksuskvarter

Et stort område syd for Chelsea er ved at blive totalrestaureret for mere end 100 milliarder kroner. Omdrejningspunktet skal være nogle af verdens mest eksklusive butikker, kontorer, kulturtilbud og lejligheder for mangemillionærer i Battersea Power Station, den med grisen.

LONDON: »Battersea Dogs & Cats Home« står der på et stort skilt. Internatet har ligget op til den sydlige bred af Themsen siden 1871 i et lidt hengemt kvarter, som har været fyldt med industri og tilsodede virksomheder, og som ingen rigtig har regnet med. Et passende sted for herreløse kæledyr, men nu er de på tærsklen til at få en eksklusiv adresse, som rigmænd og -kvinder vil misunde dem.

I øjeblikket er Nine Elms et drømmeland, der bliver til virkelighed for arkitekter og designere. Bag de høje afskærmninger er to kvadratkilometer af Londons centrum ved at blive omformet til et helt nyt kvarter, og den tårnhøje ambition er, at det skal kunne konkurrere med de mest attraktive byområder i verden.

Mere end 150 milliarder kroner pumper især malaysisk baserede investorer i projektet. Alene totalrestaureringen af »Battersea Power Station« og det omkringliggende område har et budget på omkring 90 milliarder kroner. Nogle læsere vil måske kunne få omridset af kraftværket frem på nethinden, når de tænker på rockbandet Pink Floyds berømte pladecover fra albummet »Animals« med den lyserøde griseballon spændt ud mellem to skorstene.

Det kulfyrede kraftværk fra 1936 blev taget ud af drift 47 år senere, men i mellemtiden havde aktivister sikret en fredning. Så en af den britiske hovedstads mest monumentale bygninger skabt i art deco-stil af omkring seks millioner røde mursten og med de fire 50 meter høje, hvide skorstene på toppen af hvert hjørne fik lov at stå. Indenfor i bygningen er arealet stort nok til, at der ville være plads til hele St. Pauls Cathedral.

I »gamle dage« ville kraftværket være på den »forkerte« sydlige side af Themsen, men ligesom København er London i fuld gang med at udvikle den gamle industribred. Beliggenheden med den store Battersea Park lige ved siden af det mondæne Chelsea lige over for og Westminster med Big Ben en kilometer oppe ad Themsen har skiftet hele Nine Elms-områdets status fra at være – med borgmester Boris Johnsons ord – »en engang glemt, negligeret del af hovedstaden« til at være uopdyrket, ekstremt frugtbart entreprenørland midt i det hastigt voksende nyrige centrum.

Man kan ikke sige, at bygherrerne nu vil frede det interne af Battersea Power Station, hvor man er i gang med at bygge tre etager med butiksareal og kulturtilbud inklusive biografer, cafeer, restauranter, en sal med plads til 2.000 tilskuere, et hotel og et særligt område for talentfulde modedesignere. Alt bliver tænkt så eksklusivt som overhovedet muligt frem til den planlagte åbning i 2019.

Hertil kommer seks kontoretager suppleret med 254 luksusboliger, for dem øverst oppe omgivet af en taghave 50 meter hævet over resten af London. Ved siden af selve kraftværket er man i gang med at bygge lejlighedskomplekser i nytænkende arkitektoniske udformninger og også her med haver på det flade tag. Prisen er omkring 30 millioner kroner for en toværelses. Herefter går priserne stejlt opad. Lejlighederne vil have hver deres helt særlige præg, og de fleste vil være rummelige med højt til loftet, lover sælgerne. En af de gode treværelses koster omkring 80 millioner kroner. Hvis man ønsker en af de større lejligheder, er prisen i nærheden af 150 millioner kroner. Så er det også med privat have. Den store Penthouse-lejlighed mellem de to tårne ud mod Themsen har ikke nogen fast pris, men er åben for bud.

»Den vil være foran helt alene, og det er den eneste af sin slags,« siger kvinden med et smil, der indikerer, at hun ikke forventer et bud fra denne artikels forfatter.

Et hovedargument for de dramatiske ændringer er, at hele bygningen var ved at forfalde og truede med at styrte sammen. Det ydre vil fortsat fremstå som Sydlondons gamle kendingsmærke, lover entreprenørerne. I øjeblikket er man i gang med at bygge én af de fire skorstene op igen »fra bunden«.

»Vi har fået lov til at tage den ned for at vise, at vi kan gøre det. Til sommer vil man så kunne se alle fire nye skorstene,« siger en kvinde fra kraftværkets salgshold.

Der er også tænkt i at reservere en mindre del af de 18.000 lejligheder i det samlede Nine Elms-projekt til »boliger, som folk har råd til«, men alle er klar over, at det ikke ligefrem er her, at man vil afhjælpe Londons store og voksende boligmangel. Selv hvis man lever op til intentionerne om omkring 20 procent billigere boliger, vil efterspørgslen være enorm, og det er svært at se, hvordan man kan holde priserne nede.

Allerede sidste år vakte det opsigt, da en bolig købt for en million pund blev sat til salg igen for halvanden million pund – lidt over 16 millioner kroner med den nuværende kurs. Inden lejligheden er blevet bygget. For at imødegå noget af kritikken er de fleste lejligheder i første omgang sat til salg i Storbritannien.

»Det er vores politik, men de dyreste penthouse-lejligheder er blevet solgt til kunder i eksempelvis Hong Kong, Malaysia, Singapore, Tyrkiet og Mellemøsten. I 2011 var der ikke mange her, som havde økonomi til at købe dem. Det er jo også et frit marked for de øvrige lejligheder, og vi ved, at mange er blevet solgt videre, og at beboerne nu har en ret anderledes profil,« fortæller en af sælgerne i den del af Nine Elms- projektet, der er ved at være færdigt, og som støder op mod Vauxhall Station og stedet, hvor man er i gang med at bygge USAs nye ambassade med fokus på både sikkerhed og miljøvenlig udformning.

En del boliger er solgt til investorer med udleje i tankerne. Her i udkanten af området og længst væk fra Battersea Power Station skal man regne med omkring 11.000 kroner om ugen for en treværelses lejlighed. Toværelses koster i øjeblikket omkring 8.000 kroner om ugen, fortæller sælgerne.

Der er advarsler om, at man er ved at skabe et rigmandskvarter uden sjæl, og som ofte vil være øde, fordi mange beboere kun vil have lejlighederne som én blandt flere boliger rundt om i verden. Til det siger David Twohig, head of design & placemaking for Battersea Power Station, at man ønsker at gøre Nine Elms og især kraftværket til et sted, hvor både folk fra London, andre briter og tilrejsende fra hele verden vil søge naturligt hen i hovedstaden i jagten på oplevelser i topklasse inden for restauranter, forretninger, kultur og banebrydende mode og design:

»Det her sted betyder virkelig noget for folk. Da vi holdt åbent hus i en weekend i 2013, inden vi begyndte restaureringen, blev vi væltet helt bagover af 40.000 mennesker, som mødte frem og stod i kø i timevis.«

De fire medlemmer af det nu opsplittede Pink Floyd-band kom ikke og har ikke være der, selv om de er blevet inviteret.

Måske vil Pink Floyd-medlemmerne betakke sig. Deres »Animals«-sange var en kritik af kapitalismen. På den anden side har deres musik indspillet så mange penge, at de er blandt den eksklusive skare, der rent faktisk har råd til andet end bare at drømme om at bo mellem Londons mest berømte skorstene.

De herreløse hunde og katte får foreløbigt lov at være her og giver lidt bund for tanken om at skabe miljø og holde fast i noget af det oprindelige. Dronningen har netop været på besøg for at indvie nye »topkvalitet«-kenneler i stedet for de udtjente gamle fra Victoria-tiden. Så vil det måske også passe bedre ind med de nye naboer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.