Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Rejseliv

I monstertruck til jordens indre - en islandsk gletsjertur du aldrig glemmer

Hos vores broderfolk i 63-66° nord kan du se vulkaner, lavalandskaber, nordlys og gejsere. Du kan køre monstertruck hen over en gletsjer, hvorfra du kan komme ned i verdens største menneskeskabte isgrotte. Ikke langt fra Danmark venter eventyret på dig.

Efter at have kørt på Langjökull-gletsjeren kører vi på grusveje i det sneklædte landskab.
Efter at have kørt på Langjökull-gletsjeren kører vi på grusveje i det sneklædte landskab.

Den sprøde frostsne knirker under monstertruckens overdimensionerede dæk. Vi er kørt op på Langjökull – Europas næststørste gletsjer – efter at have lukket store mængder luft ud af de traktorlignende dæk. Under vores bløde sutter befinder der sig nu en kappe af 540 kubikkilometer ren is med en gennemsnitlig tykkelse på 600 meter. Gletsjeren ligger oven på to vulkansystemer og er en såkaldt dalgletsjer, hvilket betyder, at den fremstår helt plan på overfladen. Så plan, at det føles, som om vi kører op ad en bar bjergside med puddersne på toppen.

Verdens største menneskeskabte isgrotte åbnede i 2015 her i gletsjeren, og jeg er taget på monstertruckudflugt fra Reykjavik for at komme ned i den. Regnen har væltet ned over hovedstaden dagen forinden, men i dag er himlen knaldblå uden en eneste sky. Det er sidst på efteråret. Et tidspunkt, hvor der normalt næsten er garanti for gråvejr. Men himlen har altså nu heldigvis samme kulør som en nøgen smølf i Vesterhavet.

»I må ikke selv vandre rundt oven på gletsjeren,« formaner guiden med rynkede bryn. Tynde snebroer på den ellers så plane overflade kan skjule store gletsjerspalter, som man – selv som gående – risikerer at styrte ned i, får vi at vide. Alligevel parkerer alle chaufførerne deres tunge monstertrucks helt oppe ved grotteindgangen, og lidt efter lander der sågar en helikopter og sætter et par turister af. Desuden fragtes turister hen over gletsjeren med et ottehjulet specialombygget Nato-missilaffyringskøretøj, der vejer 25 ton. Så jeg tænker, at kloge ingeniører nok har målt islagets tykkelse igennem og sikret sig, at der ingen spalter er, der hvor grotten er bygget og de tunge køretøjer kører.

Inde i isgrotten under Langjökull-gletsjeren skifter isen farve, jo dybere man kommer ned.
Inde i isgrotten under Langjökull-gletsjeren skifter isen farve, jo dybere man kommer ned.

Inde i grotten skifter isens farve fra hvid til blå, jo dybere vi bevæger os ned. Avancerede boremaskiner har konstrueret højloftede korridorer og tilstødende forsamlingsrum dybt nede i isen. Her er sågar et lille kapel, hvor særligt udvalgte par kan blive gift. Inde i et af de store, lyseblå rum fortæller guiden om de stolte islandske sangtraditioner. Grottens fortræffelige akustik overvælder os, da han pludselig bryder ud i sang. Udenfor rammer solens stråler uhindret toppen af gletsjeren, og nede i grotten falder store vanddråber ned og rammer os tungt i ansigterne. Eksperter vurderer, at hele gletsjeren kan være smeltet om 150 år, og i disse tider med massive klimaforandringer føles det lidt underligt at gå rundt dybt nede i en dryppende gletsjer.

Fra en af grottegangene er der til min overraskelse pludselig frit udsyn til en enorm gletsjerspalte. Jeg får guiden til at kravle lidt ind i spalten og oplyse sig selv med sin lommelygte, så jeg kan bruge ham som målestok, da jeg tager et foto, der gerne skal vise, hvor høj og dyb den er. At bore holdbare tunneller gennem en smeltende gletsjer med store indvendige spalter er lidt af en ingeniørmæssig bedrift, tænker jeg. Og håber, at de kloge ingeniører har regnet rigtigt.

Uden gummistøvler og regntøj

I kortege kører turgruppens mange firhjulsmonstertrucks tilbage ned over iskappen. Udsigten ned over gletsjeren med det rå islandske eventyrlandskab i baggrunden er formidabel. Først nu, midt på dagen, kigger de første skyer så småt frem på himlen. På grusveje kører vi gennem rå, sneklædte lavalandskaber omgivet af vulkaner og forrevne bjerge på en af de smukkeste køreture, jeg har oplevet.

Den ret specielle udsigt inde fra vores firhjulstrækker, da vi kører ned over gletsjeren.
Den ret specielle udsigt inde fra vores firhjulstrækker, da vi kører ned over gletsjeren.

Egentlig skulle vi slet ikke have været i Island. Men da det gik op for mig, at vores flybilletter hjem fra USA med Icelandair kostede præcis det samme, om vi gjorde ophold i op til syv dage i landet eller bare fløj direkte videre, var beslutningen nem. Fra vores hyggelige, lille hotel helt inde i hjertet af Reykjavik – verdens nordligste hovedstad – tager vi hver dag på nye udflugter. Jeg har taget min kæreste og vores to børn med hertil, og forventningsfulde drager vi hver dag af sted i vores lille Hyundai i30-udlejningsbil.

»Tag op til Seljalandsfoss,« siger damen, der bestyrer vores hotel. »Der kan man gå inde i klippen bag vandfaldet uden at blive våd.« Uden skyggen af en gummistøvle eller et lille regnslag til børnene befinder vi os derfor, et par timers kørsel senere, på vej ind bag vandfaldet. Til gengæld har vi medbragt to paraplyer af allerbedste kineserkvalitet, hvis afstivningspinde få øjeblikke senere desværre stritter i alle retninger og ligner et netop påbegyndt spil mikado. Den tilhørende skærm ligner tilsvarende mere en trompetsvamp end en traditionel paddehat. Det stormer, og vandet vælter inde bag vandfaldet ned over os og vores iturevne paraplyer, men børnene tager det heldigvis i stiv arm. Næsten helt gennemblødte og med fuld kraft på bilens varmeblæser fortsætter vi vores dagstur forbi Eyjafjallajökull (ø-fjelds-gletsjeren), som huser den vulkan, der i 2010 med sin askesky fik det meste af Europas flytrafik til at stå stille. Til sidst ender vi i Vik, Islands sydligste by, hvor man om sommeren kan spotte søpapegøjer.

Verdens ældste gejser

»Hvis du ikke kan lide vejret, så bare vent fem minutter,« siger de lokale i Island.

Island ligger lige akkurat under polarcirklen, der hvor Ishavet møder Atlanterhavet, hvilket medfører et klima, der kan give meget abrupte vejrskift. Et pludseligt vejrskift er lige, hvad vi trænger til nu. Vi er nemlig på sidste etape af en lang jordomrejse gennem varme lande og har næsten intet varmt tøj med. Vi har derfor iført os alt vores medbragte tøj, da vi på næste dags udflugt går tænderklaprende rundt og besigtiger Geysir-området, mens himlen er askegrå og den isnende kolde vind går gennem marv og ben.

’Store Geysir’ er verdens ældste gejser, og alle verdens gejsere er derfor navngivet efter den. Den springer dog kun et par gange om dagen, og det har vi ikke tålmodighed til at vente på. Nabogejseren, der hedder ’Strokkur’, udspyr heldigvis noget mere samarbejdsvilligt sin varme vanddamp omtrent hvert femte minut.

Kun 10 minutters kørsel fra Geysir ligger Gullfoss – Islands mest berømte vandfald. Det sner let, da vi nærmer os, og stien ned til vandfaldet er glat af is. Vandet løber i en kløft, der slår et skarpt sving, der hvor vandet plasker 32 meter ned. Når man betragter det oppe fra parkeringspladsen, kan man næsten ikke se kløften, der leder vandet væk, hvilket skaber den særprægede illusion, at vandet fra vandfaldet forsvinder direkte ned i jordens indre.

Efter at vi har gået en tur på de våde, sorte klipper omkring vandfaldet, vil børnene gerne tilbage i vores varme bil. Deres far vil hellere vente 10 minutter og se, om det klarer op. Men selvfølgelig er det de frysende børn og deres mor, der får deres vilje, og snart efter er vi igen på vej gennem månelandskaber med mosovergroede lavasten. Kun for at erfare, at islændingene havde ret. Ud af det blå bryder solen pludselig frem. Vores dagstur rundt til den gyldne cirkel – som islændingene kalder ruten mellem Reykjavik, Gullfoss, Geysir og Þingvellir – lever nu også vejrmæssigt op til sit navn. Jeg overvejer at vende om og køre tilbage til det nu solbeskinnede vandfald, men bliver igen nedstemt.

En dyr øl

Dagens sidste stop gør vi i Bláskógabyggð-regionen i Þingvellir-nationalparken. Kløften her markerer stedet, hvor den nordamerikanske og den eurasiske kontinentalplade mødes. Det er sammenstødet mellem disse plader, der i sin tid har skabt Island. Er man til aktiv ferie, kan man på dette historiske sted både dykke i bunden af kløften i Silfrasøen og vandre og campere i nationalparken.

Den Blå Lagune set oppefra. I baggrunden ses det geotermiske kraftværk, der forsyner lagunen med varmt overskudsvand.
Den Blå Lagune set oppefra. I baggrunden ses det geotermiske kraftværk, der forsyner lagunen med varmt overskudsvand.

Den isnende ishavsvind slår os igen ind mod kroppen, da vi trykker os sammen i lavastensalléen, der leder ind mod Den Blå Lagune – turens sidste udflugtsmål. Skydækket er nu tykt som islandsk blodbudding, og vi ryster af kulde. Vi skynder os derfor ud i det næsten 40 grader varme mineralholdige saltvand, som er overskudsvand fra det geotermiske kraftværk, som er nabo til etablissementet. Vandet er så varmt, at det dræber alle bakterier, og badning her skulle være godt mod en række sygdomme.

Midt i lagunen ligger til vores store fornøjelse en poolbar. Salg af alkohol i Island må ellers kun ske enten fra Vínbúðin – vinbutikken – eller fra barer og restaurationer med licens, men heldigvis tilhører den lille bar midt ude i det varme vand åbenbart sidstnævnte kategori. I hvert fald afslører et kig på menukortet en bred vifte af eksotiske drinks - heriblandt en, der meget passende lyder navnet ’Into the Blue’.

Alene indtægten fra drikkevarer her i Den Blå Lagune burde have kunnet afværge finanskrisen, tænker jeg, da det går op for mig, at en fadøl i et plastikkrus koster intet mindre end 1150 islandske kroner – svarende til ca. 70 danske kroner. En gin og tonic er med en prisseddel på 150 danske kroner heller ikke just et røverkøb. Med frisksmurt islandsk lagunemudder i hovedet og vores legemer nedsunket i lagunen nyder vi voksne alligevel en kold, dyr og velskænket fadøl. Vi drikker den med varme kroppe, men næsten frosne ører.

Vores sidste aften på sagaøen tilbringer vi på en restaurant lidt uden for Reykjavik. Det skorter ellers ikke på hyggelige bohemecaféer inde i centrum, men vi er kørt herud i håb om herude i forstaden i løbet af aftenen at se nordlys, som man normalt kun kan se, når man befinder sig langt fra byens lys. Fænomenet opstår, når solvinden er ekstra kraftig, det vil sige, når solen udsender flere elektrisk ladede partikler end normalt. Samtidig skal der være både skyfrit og tilstrækkeligt mørkt, så vi tror ikke rigtig på det.

Nordlys kræver, at det er skyfrit, og at solen udsender mere energi end normalt.
Nordlys kræver, at det er skyfrit, og at solen udsender mere energi end normalt.

Men søreme om ikke en tur ud for at trække frisk luft i løbet af middagen afslører en himmel, der er i brand. Trods lysende gadelamper foran restauranten slanger der sig nydelige grønne bølger af nordlys over bilerne på parkeringspladsen. I baggrunden skimter vi hovedstadens lys. Vi har set gletsjere og gejsere. Lavalandskaber og vulkaner. Jeg har kørt i monstertruck og er steget op af isen. Nu fuldender ilden i himlen billedet af eventyr i landet af ild og is. Vi kunne ikke have drømt om mere. Bortset måske fra lidt billigere øl.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.