Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

I John Waynes spor

At køre fra nord til syd i Arizona er en overvældende naturoplevelse; hele vejen med følelsen af at køre igennem kulisserne til en cowboyfilm – hvor John Wayne venter rundt om hjørnet.

Klokken er fem om morgenen. Det er mørkt i Phoenix, Arizona, og de meterhøje Saguaro-kaktusser, der vogter over såvel vejsider som bjergsider, er stadig kun silhouetter, der som forstenede eventyrfigurer står og venter på dagens livgivende lys.

Næste: The Grand Canyon!

Det er alt for tidligt til andet end at snue under dynen, men alligevel står jeg foran hotel Mesa Hilton og venter på den minibus fra Scenic Tours, der i løbet af dagen skal fragte os de godt og vel 800 km tur-retur til Grand Canyon, verdens største dalkløft, skabt af Colorado-floden, der gennem mange tusinde år har skåret et gigantiske gab i jorden på sin lange rejse fra udspringet i The Rocky Mountains til den Californiske Golf i Mexico.

Men før vi når så langt, stopper bussen i Sedona. Byen der af USA Today er kåret til »verdens smukkeste by«. Hvilket i sandhedens navn nok burde rettes til »verdens smukkest beliggende by«, for hvor selve byen Sedona er til at overse, både hvad angår størrelse og skønhed, slår få ting Sedonas orangerøde klippemastodonter, der nærmest gløder, når solen rammer dem. 

Klipperne, der har fået navne efter det, de ligner: Cathedral Rock, Coffee Pot, Bell Rock, Submarino Rock – og sågar Snoopy Rock, efter Radisernes Nuser, der ligger og snuer på sit rød-hvide hundehus – får dig til at føle dig lillebitte, omgivet af en skønhed, der næsten er overnaturlig. Det er ikke svært at forstå, hvorfor kunstnere og kreative hoveder som Max Ernst, Orson Welles og Walt Disney gennem tiden er søgt til Sedonas naturlige kunstværker efter inspiration til deres egne bidrag til kunst- og kulturhistorien, mens velbjærgede stjerner som Sharon Stone, Ted Danson og Tom Cruise har fundet et fredfyldt andet hjem i byen.

I skarp modsætning til klippernes næsten overjordiske skønhed står Sedonas turistede hovedgade, der er mere særlig end smuk i al sin kunstige cowboycharme. Flere steder står statuer af fyrige heste og stolte cowboys, og er man på udkig efter den »ægte« vare, promenerer mænd med læderbukser og cowboyhatte op og ned ad gaden som blev de betalt for det – hvad de sandsynligvis også gør. I byens lillebitte filmmuseum kan du se klip fra nogen af de over 80 spillefilm, der er optaget i området, og som gør at hele scenariet, trods den for skandinaver så eksotiske natur, virker beroligende velkendt.

Men Sedona er ikke bare wild west-kulisse og overnaturligt smukke klipper. Byen er også Arizonas new age-centrum, hvilket en række lys-turkise træbygninger med flippede vægmalerier tydeligt signalerer på vej ind i byen. De mange healere og sandseere som Dr. Rain og Angel Lightfeather er lokket hertil af standhaftige teorier om, at der umiddelbart udenfor Sedona befinder sig tre såkaldt »vortex«’er – hotspots for ekstrem høj koncentration af naturlige energier. Følsomme mennesker har berettet, hvordan de føler luften vibrere omkring de særligt koncentrerede steder, der efter sigende skulle være særligt gunstige for at skabe spirituel balance og en højnet bevidsthed.

Og de er ikke alene. Allerede Yavapai-Apache-stammen betragtede Sedona som et helligt sted og ser stadig området som deres Edens have. Ifølge deres overlevering var det her, den første kvinde parrede sig med solen og dermed grundlagde hele menneskeracen.
Stående i Sedona en helt almindelig torsdag sen-formiddag er det nu svært at føle andre energier end en vedholdende rumlen i maven, der bliver stilnet af en overdimensioneret sandwich – stillet til rådighed af Scenic Tours, der er klar over, at føde for øjnene ikke kan gøre det alene. Sandwichen er samtidig signal om, at det er tid til at komme videre.

Næste: The Grand Canyon!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.