Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hongkong – Asiens ultimative storby

Hongkong er lige dele eksotisk eventyr og vestlig komfort. Byens geografi gør, at du kan du starte dagen med en vandretur på en bjergryg og en dukkert på en ensom strand og slutte den af på en cocktailbar på toppen af en skyskraber med udsigt til en skyline, der får New Yorks til at blegne.

Fifi tager som altid beslutningen, da vi andre tøver. Vi står foran trappe­opgangen til The University of Hongkong, handlingslammede efter en lang aftenforelæsning på universitetet.

»Kom. Jeg kender et sted siger hun,« og begynder at vise vej gennem Hongkongs smalle gyder. Hun fører os ned ad en af de uendelige, udendørs trapper, der i Hongkongs stejle, bakkede landskab kiler sig mellem bygningerne og gør det ud for vertikale gågader og ned mod havnen. Hver anden bygning er en nybygget skyskraber, der tårner sig op overbyen; resten er lave, faldefærdige beboelsesejendomme i beton, der er ved at blive ædt op af luftfugtigheden.

Som en af de eneste lokale hongkongere på studiet – en kandidat i international politik befolket af europæiske og kinesiske studerende – er Fifi den naturlige leder af gruppen. Hun fører os ned ad Sai Ying Pun-kvarterets hovedgade Centre Street, hvor franske bistroer, italienske restauranter og skjulte cocktailbarer langsomt er ved at skubbe de traditionelle kantonesiske nudel-barer, blikkenslagere og madbutikker ud. De engelsktalende gæster på de tætpakkede restauranter fylder gaden og natten med larm og latter. Fifi går ned ad Kwai Heung Street, hvor de kantonesiske spisesteder ligger side om side, og stopper foran en neonoplyst restaurant med tre plastikborde indenfor, et par akvarier med levende fisk i og kantonesiske skilte på væggen.

»Bedste dim sum tæt på universitetet,« siger hun og begynder at bestille for hele bordet. Vi har endnu ikke lært at sige noget på kantonesisk, og de færreste ejere af de traditionelle, lokale restauranter taler engelsk. En af fiskene bliver taget op af akvariet og ud i køkkenet, og kort efter begynder de første dampede dim sum-tallerkener at ankomme; reje-dumplings, grøntsager, barbecue-boller med svinekød og komave for de knap så kræsne.

På toppen af sporvognen

Efter middagen går vi ned til Des Voeux Road, hvor sporvognen går. Gaden er tætpakket med butikker, der sælger tørrede fisk, og lugten hænger tungt i luften, der hvor vi står og venter på sporvognen. Da den endelig kommer rokkende, stiger vi på og sætter os på overetagen, hvorfra man kan betragte gadelivet, mens man langsomt kører forbi.

»Det er den gamle politistation. Og et der er en ny beboelsesejendom. Lejlighed­erne der er nogle af de dyreste i Hongkong,« fortæller Fifi og peger på bygninger, vi passerer.

»De lave huse dér er ikke blevet revet ned og erstattet af skyskrabere endnu, fordi mange døde af pest på grunden, og det bringer uheld at bygge et hus oven på et sted, hvor mange er døde. Og dét der er China Club, det er en restaurant og en rigmandsklub, man kan kun få adgang til, hvis man er meget rig og meget vigtig,« fortsætter hun.

»Du burde være tour guide, Fifi, du ved så meget om byen,« siger Stefan, et diplomat­barn med mange pas og flere hjemlande.

Fifi, der er tidligere nyhedsvært, men i gang med et karriereskift, trækker op­givende på skuldrene.

»Jeg ville gerne være guide og fortælle folk om min by, men der er for meget, jeg ikke kan snakke om. Hvis jeg begyndte at snakke om politik, ville jeg nok forsvinde,« siger hun grinende, men hun snakker om et dystert emne.

Et lukket styre

Hongkong overgik fra at være britisk koloni til en såkaldt ’særlig administrativ region’ under Kina i 1997, og allerede dengang var der frygt for, at Kinas hårdhændede, autokratiske regering ville sætte Hongkongs demokratiske friheder under pres. Frygten har vist sig at være begrundet: De seneste år er flere forlagsejere og journalister, der udgiver kritisk litteratur eller bedriver kritisk journalist om Kina forsvundet, fundet myrdede og blevet udsat for voldelige overgreb, de store folkelige protester for mere selvstyre og politisk indflydelse og mindre indblanding fra Kina har ikke båret frugt – Kina håndplukker stadig langt størstedelen af de tunge, politiske poster.

Luftfugtigheden rammer som et slag med et vådt håndklæde i ansigtet, da jeg morgenen efter træder ud af den aircondition-kølede lobby. Tanken om at tilbringe dagen i det trafikale kaos og mylder af mennesker, der gør Hongkong til et af klodens tættest befolkede steder, er uudholdelig. Heldigvis har jeg andre planer. Jeg sætter kurs mod havnen i Central, finder den rigtige kaj og køber en billet til færgen. Mindre end 30 minutters sejltur og 20 kroner senere ankommer jeg til Lamma Island, hvor pulsen er lavere, menneskemylderet mindre tæt, og hvor temperaturerne holdes nede af brisen fra havet.

Hovedgaden, der ligesom resten af øen er bilfri, består af Bob Marley-spillende helsecaféer, yogacentre og boghandlere, der har bøger med hinduistiske guruer i vinduet. Der er en verden til forskel mellem dette sted og den pulserende storby, som de fleste af øens beboere pendler til hver dag for at arbejde. En af dem er min kollega Dan. Han er på vej hjem til USA efter at have tilbragt et år på Time Magazine’s asiatiske bureau og holder afskedsreception i sit hjem på Lamma Island i aften – en oplagt grund til at tage herud og udforske en af byens mange vandreruter i løbet af dagen.

Vandrestien er tydeligt markeret, og mange steder er den belagt med brosten. Entreprenante lokale sælger friske forårsruller, udskåren frugt og kokosnødder til de forbipasserende familier. Til tider går ruten småstejlt op ad, men hver gang bliver man belønnet med udsigten – træklædte grønne bjerge, bugter med klart blåt vand og øerne bag Lamma i baggrunden.

Efter et par timers vandring slutter ruten ved Yung Shue Wan, hvor folk hviler sig og nyder livet på skaldyrsrestauranter med udsigt over vandet – og det knap så atmosfæriske kraftværk – før de enten tager færgen herfra til Hongkong Island eller går tilbage til Sok Kwu Wan for at tage færgen derfra. Jeg vælger det sidste og traver langsomt tilbage mod hovedbyen, hvor Dan bor, og tager en dukkert og en drink på Lo So Shing-stranden.

Jeg ankommer som en af de første gæster til min kollegas reception og kan efterfølg­ende høre de ankomne gæster udtrykke præcis den samme overraskelse som mig: Hans lejlighed er gigantisk. Hongkong ligger konsekvent i ’top 3’ over verdens dyreste boer at bo i, primært på grund af kvadratmeterpriserne, der er lige så svimlende som udsigten fra de mange penthouses, og et værelse på 10 kvm kan nemt koste 10.000 kr. pr. måned.

Efter et par timer langt fra Hongkong Island, byens bankende hjerte, tager vi den sidste færge tilbage. Lan Kwai Fong-gaderne er notorisk kendt for at lægge asfalt til en ’Jomfru Ane Gade-lignende’ gymnasiefest for midaldrende, britiske bankmænd, men bag de techno-spillende, jelly shot-sælgende barer ligger et par skjulte skatte. Vi starter på Brickhouse, et mexicansk taqueria, der ligger skjult i en gyde og serverer ambitiøse, tequila-baserede cocktails til gæsterne, der hænger ud af de åbne vinduer og står tæt i gyden udenfor. Vi går igennem Lan Kwai Fongs vanvidsfest, men tager trappeopgangen under LKF Tower, der løber langs undersiden af Wyndham Street, og ender på Le Jardin, en festlig bar, hvor taget er dækket af planter, gulvet er pakket med dansende gæster, og drinksne tømmer sig selv. Vi fortsætter til restauranten og baren Lily & Bloom i LKF-tårnet, hvor et mere modent publikum snakker afdæmpet over drinks og en midnatsmiddag – restauranten serverer international gourmetmad indtil kl.3 om natten i weekenden.

Barens klientel består af piloter, bankmænd og journalister og vidner om Hongkongs internationale natur: På grund af den lave skat og forholdsvis høje pressefrihed er byen en af bankverdenens og journalistikkens internationale hovedsæder. Fra baren er der udsigt til flere af den verdens fyrtårne: ICC-bygningen, der er verdens tiende højeste, og IFC-bygningen, verdens femogtyvende højeste, der tilsammen lægger etager til bankverdenens mastodonters Asien-kontorer. Under dem vrimler byens 7 millioner indbyggere rundt på et areal, der er mindre end Lolland.

Grå asiatiske byer

Udsigten fra skyskraberen, jeg bor i, beviser endnu engang, hvor bogstaveligt et navn ’skyskraber’ er i Hongkong: Bygningen er fuldstændig indhyllet i skyer, da jeg vågner, og fra 18. etage kan jeg intet andet se end grå dis. Alligevel lader jeg mig overtale, da bankmanden David, som jeg lejer et værelse af, foreslår at bruge søndagen på at vandre op til The Peak. Vi er langt fra de eneste, der har fået den idé; hver søndag formiddag valfarter familier fra hele Hongkong til byens tinde. Vandreruten, der tager omkring halvanden time at tilbagelægge, slynger sig rundt om bjergtinden. Hver gang, der er en åbning i den tætte junglebeplantning, belønnes man med en udsigt over Hongkongs højhuse, bjerge og øer. Det klarer op, mens vi langsomt slæber os op ad bjerget, og vi kan se helt til Kinas bjerge i baggrunden. Hele Hongkong ser du til at være repræsenteret på ruten: nogle har træningstøj og vandrestøvler på; andre bestiger det stejle bjerg i søndagskjoler og stiletter.

Folk belønner sig selv med udsigten, is, mad og shopping, når de når toppen: Der er bygget et stort indkøbscenter på plateauet med dusinvis af turistfælder. Et par restauranter skiller sig ud: En af dem er Mak’s Noodle, verdens billigste Michelin-restaurant, hvor vi bestiller en suppe med nudler og dumplings for 30 kroner. Efter vi har spist, bevæger vi os ud i luftfugtigheden igen. Et par tunge tordenskyer kommer rullende ind over bjerget, mens vi står og kigger på Hongkongs virvar af højhuse, havne og junglebeplantning. Vi kigger spørgende på hinanden, overvejer et øjeblik, om vi skal tage sporvognen ned i stedet, men beslutter at gå ned ad bjerget igen. Mindre end halvvejs nede er vi gennemblødte af troperegn, og udsigten er fuldstændig forpurret af skyer. Et lyn følger et tordenskrald og lyser skylinen op. For et øjeblik står Hongkong strålende klart frem: Lige dele kaos og komfort, natur og ekstrem urbanisering, historie og fremtid, og i perfekt balance mellem alle delene.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.