Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Holland er landet, hvor man kan gå på vandet

Gennem århundreder har Holland kæmpet mod Nordsøens høje bølger med diger, dæmninger, vindmøller og pumpestationer. Det har skabt attraktioner med natur, museer og moderne arkitektur omkring Amsterdam.

Fra Aviodrome kan du f.eks. komme på en tur med propelfly over det omkringliggende område.
Fra Aviodrome kan du f.eks. komme på en tur med propelfly over det omkringliggende område.

1. Det store delta

Halvanden times kørsel syd for Amsterdam ligger det unikke museum Watersnood. Det ligner fire betonbunkere – og det er det også. De var tilovers fra de allieredes invasion af Normandiet under Anden Verdenskrig, så de blev brugt mod vandmasserne under den store Nordsø-stormflod i 1953, som blev en national katastrofe, da diget sprang ved den nærliggende by Ouwerkerk. Til minde om de omkomne og som monument over hollændernes evige kamp mod vandet åbnede museet i de fire bunkere i 2001.

Hvad: Watersnood Museum
Hvor: Ouwerkerk

2. Det nye land

En halv time nordøst for Amsterdam ligger det nye land, som er et målrettet resultat af kampen mod vandstanden. I 1920erne havde man fundet metoden til at opdæmme 1.800 kvadratkilometer af Zuider-søen. Dels for at hævde sig og dels for at skaffe mere plads til den voksende hovedstad. Nieuw Land-museet fortæller om det store arbejde med landvindingen, hvor man bl.a. fandt 450 gamle skibsvrag, og man kan se en rekonstruktion af et af dem, Batavia, for enden af molen bag ved museet. Her er også udsigt til en 25 m høj tråd-skulptur af Anthony Gormley, der er en del af et moderne Land Art-projekt, et af verdens største, som markerer ingeniørbedriften.

Hvad: Batavia Land
Hvor: Lelystad

Skibet, der er rekonstrueret her, var blandt de 450, der blev fundet, da Zuider-søen blev opdæmmet.
Skibet, der er rekonstrueret her, var blandt de 450, der blev fundet, da Zuider-søen blev opdæmmet.

3. Den unge by

Det er vildt at tænke sig, at man nærmest går på vandet, når man er i Almere, kun 25 minutters kørsel i tog eller bil fra Amsterdam. Efter Flevoland var blevet etableret oven på søbunden, begyndte byplanlægningen, og i 1976 tog man de første skridt til opførelsen af Almere, som siden er blevet en af Europas hurtigst voksende byer og en populær forstad til Amsterdam. Det blev en legeplads for nogle af Hollands største arkitekter med Rem Koolhaas som konceptudvikler. Det var vigtigt for ham, at byen blev fodgængervenlig, og for at skabe dynamik på det flade land er der flere niveauer i infrastrukturen, ligesom bygningerne, selv om de tilsyneladende er bygget op som klodser, har forskellige former og, for manges vedkommende, en regnbue af farver.

Hvad: Almere
Hvor: Flevoland

4. Den gamle by

For endnu bedre at forstå hverdagen i det truede område omkring Zuider-søen er det en god idé at besøge Enkhuizen nord for Amsterdam. Det er en tidligere fiskerlandsby, der i middelalderen blev forvandlet til en af Hollands rigeste og mest indflydelsesrige byer som medlem af Hollandsk-Ostindiske Selskab, og i dag står stadig flotte kirker og elegante herskabshuse som vidnesbyrd. En kort sejltur derfra ligger Zuiderzee Museum som hyggeligt, udendørs hjemstavnsmuseum à la Den Gamle By i Aarhus. Gamle, originale huse fra stormflodsområderne er flyttet og genopført, så det er som at gå rundt i en levende landsby.

Hvad: Zuiderzee Museum
Hvor: Enkhuizen

Zuiderzee Museum dokumenterer Enkhuizens fortid som fiskerby.
Zuiderzee Museum dokumenterer Enkhuizens fortid som fiskerby.

5. Det hele lidt fra oven

For helt at forstå omfanget af Hollands kamp for at holde vandet ude og skaffe mere areal til landbrugsdyrkning skal man næsten se det hele oppefra. Hovedbyen i Fleroland, Lelystad, har sin egen lufthavn, hvor man kan booke en overflyvning af provinsen med små propelfly eller helikopter, som giver en lille times sightseeing for ca. 1.400 kr. Heroppe i fugleperspektiv fatter man pludselig al snak om diger og dæmninger, når man har udsigt til det nye land og de nye byer, men også den smukke, uberørte oprindelige natur, som stadig findes i deltaerne. Er man rigtig fly-nørdet, kan man komme til vejrs i en veteran Catalina PBY-5A-vandflyver fra 1941, som også vil foretage landinger på omkringliggende søer, inden den vender tilbage i hangaren ved Aviodrome. Det er et 6.000 kvm stort museum med 70 historiske fly, som både har fløjet lokalt og internationalt.

Hvad: Aviodrome
Hvor: Lelystad Airport

Rejseliv var inviteret af Flevoland Tourism og Hollands turistkontor.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.