Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Høj puls og sved på panden

Få pulsen op i den newzealandske natur med en vandretur mellem gletsjere eller på to hjul langs den krystalklare Wanaka-sø.

De sneklædte bjerge omfavner Lake Wanaka, hvor vinmarkerne strækker sig hele vejen ned til søbredden. Fotos: Anders Park Egedal
De sneklædte bjerge omfavner Lake Wanaka, hvor vinmarkerne strækker sig hele vejen ned til søbredden. Fotos: Anders Park Egedal

Støvet hvirvler op bag bilen, og grusvejen står sløret i bakspejlet. På vores ene side kaster små vandfald sig ud over klippevæggene, og på den anden side skærer floden sig gennem grønne græsmarker. En støvsky indhenter os og glider op langs bilen, da en forhindring på vejen kræver et stop og et nærmere eftersyn.

Et tre-fire meter bredt vandløb passerer hen over vejen, og i den stærke vandstrøm er det svært at vurdere, om den lave frihøjde på vores Renault Clio tillader os at køre igennem. En våd og fodkold måling viser en vanddybde til lige under knæhaserne, og det er med en vis forsigtighed, at vi prøver at køre gennem vandløbet. En vellykket aktion fejres med en high-five, men glæden er kortvarig, da vi få hundrede meter fremme støder på endnu et vandløb – og derefter seks mere.

Den blinde grusvej med de mange vandløb er indgangen til en håndfuld vandre- og klatreture i Mount Aspiring nationalparken, som slænger sig langs vestkysten på den newzealandske Sydø.

Nationalparken blev etableret i 1964 og fik navn efter bjerget Mount Aspiring, som strækker sig godt 3.000 meter op mod himmelen. Den største by i området deler navn med den 42 km aflange sø – Wanaka, hvor bjergene spejler sig i overfladen og vandet funkler indbydende til en kølig dukkert eller en uforstyrret fisketur. Nationalparken blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 1990 og er et slaraffenland for aktive naturelskere, uanset om du foretrækker at vandre, klatre, fiske, ride, cykle, springe i faldskærm eller stå på ski.

Omgivet af gletsjere

På parkeringspladsen drypper vandet af bilen. En god time tog det at tilbagelægge de 54 km fra Wanaka, hvoraf 30 km var på grusvej med krydsende får og vandløb. Det er tydeligt at se, hvor højt vandet er gået op, og med nyvaskede forlygter kan det virke forbavsende heldigt, at vandet aldrig er nået ind i bilen.

Vandresporet begynder et stenkast fra parkeringspladsen, hvor den turkisblå Matukituki-flod buldrer parallelt med stien. Floden får sin kraft fra seks tilstødende floder, som er smeltevandet fra områdets gletsjere. Mere end hundrede gletsjere er aktive i nationalparken, og blandt de mest tilgængelige er Rob Roy-gletsjeren, som er dagens mål.

Vandfaldene kaster sig ud over kanten, mens knagende isblokke vrister sig løs og skurer ned mod bjergdalen.
Vandfaldene kaster sig ud over kanten, mens knagende isblokke vrister sig løs og skurer ned mod bjergdalen.

Stien løber over græsmarkerne, hvor fårene ser ud til at nyde livet i dagens varme solstråler. Luften er frisk og kølig, men varmen indfinder sig hurtigt i kroppen i det kuperede landskab. Lige fremme slår grusstien et 90 grader knæk og fører op til hængebroen, som krydser Matukituki-floden. På den modsatte side starter den blide opstigning gennem bjergdalen og ind ad skovstien, langs en af smeltevandsfloderne.

Vandresporet er jævnt og stabilt, og selv familiens yngre medlemmer kan nemt være med – så længe de er i stand til at gå turens samlede 10 kilometer. Vandreturen frem og tilbage tager tre-fire timer i normalt gåtempo med et par små vandpauser undervejs.

Mellem skovens træer kommer Rob Roy-gletsjeren mere og mere til syne, og for enden af stien udgør det åbne landskab med store klippestykker et naturligt vendepunkt og frokoststop. På den modsatte side af den snævre bjergdal springer vandfaldene ud over klippeskråningerne, og vandet leger med solens stråler og danner små, farverige regnbuer. Med 260 meter ned til bunden af dalen er det kun en brøkdel af vandet der rammer neden under udspringet, da vinden forstøver vandet, og bærer dråberne rundt i dalens utilregnelige vinde.

Gletsjeren ligger som en hvid dyne på bjergets skråninger og starter næsten ved toppen af det godt 2.600 meter høje bjerg. Den blålige gletsjeris fyldte engang hele dalen og dominerede generelt hele nationalparken, som bærer tydeligt præg af gletsjernes mangeårige formning af landskabet.

Midtvejs oppe på bjerget stopper gletsjeren brat, og stejle isvægge hænger faretruende ud over bjergskråningerne. En knagende lyd er første indikation af en isblok, som er ved at fravriste sig, og kort efter kan man følge isen ud over skråningen og ned mod bjergdalen, som den rammer med et ordentlig bulder og brag. Isblokke knækker jævnligt af gletsjerne og skurer ned mod bjergdalen, hvor isen splintres mod klipperne som et raketfyrværkeri mod himmelen.

Mætte af hjemmesmurte sandwich og med sol i ansigtet læner vi os tilbage og nyder bjergdalens mange lyde fra vandfaldene, gletsjerne og kea-papegøjerne – inden turen går tilbage til parkeringspladsen.

Et koldt gys

Tilbage på grusvejen kører vi langs Matukituki-floden, som på sine brede stykker flyder i et mere afdæmpet tempo. Det krystalklare smeltevand lokker til en forfriskende dukkert, inden turen går tilbage mod Wanaka.

Den turkisblå flod skærer sig gennem grønne græsmarker og lokker med en forfriskende dukkert.
Den turkisblå flod skærer sig gennem grønne græsmarker og lokker med en forfriskende dukkert.

Vandtemperaturen har i dagens solskin sneget sig op på tre grader, og for den utrænede vinterbader er det kolde gys et chok, som sætter gang i ukontrollerede vejrtrækninger og et panisk forsøg på at komme hurtigt op af vandet igen.

Varmen suser dog hurtigt tilbage i kroppen og giver gløden tilbage til kinderne. En usammenlignelig belønning, som sender smilet op under ørene og giver fornyet energi til morgendagens oplevelser.

Vågn op med naturen

Vi er tidligt oppe. Solen er også lige stået op, og er kravlet over bjergtinderne og rammer teltdugen og varmer kabinen, som ellers havde ligget i bjergenes skygge. Det har været en kølig nat, og den første varme føles behagelig, men der går ikke længe før temperaturen inde i teltet får det til at føles som en lunken sauna.

Morgenmaden er den samme som hjemme i Danmark – havregryn med frugt – men køkkenbordet er skiftet ud med en bænk med udsigt ud over Lake Wanaka. Søens kyst snor sig ind og ud i landskabet og gemmer på utallige små bugter, som pirrer nysgerrigheden og frister den eventyrlystne.

Mere end 750 kilometer afmærkede cykelspor er blevet anlagt, og ruternes niveau strækker sig fra nybegyndere på mountainbikes til halsbrækkende ekstremsportsudøvere, som flyves op i bjergene med deres cykler. Der gøres en stor indsats i Wanaka for at vedligeholde og etablere nye vandrestier og cykelruter i området, som kan trække endnu flere besøgende til byen. Seneste nyåbnede cykelspor er Newcastletrack langs Clutha-floden, hvor flodbredden det ene øjeblik er lige ved din side og det næste øjeblik er 30 meter under dig.

I et lavt gear har vi fået en høj puls, mens vi klatrer op ad cykelsporets stejle stigninger. De løse småsten knitrer under cykeldækkene, og lejlighedsvis husker vi at kigge op og nyde udsigten ned langs floden med de sneklædte bjerge i baggrunden. Vi er heldigvis ikke langt fra toppen, som er vores udpegede frokoststop på dagens 45 kilometer lange cykelrute langs Clutha-floden og Wanaka-søen.

Cykelsporet løber langs søbredden, hvor der er en flot udsigt til bjergene.
Cykelsporet løber langs søbredden, hvor der er en flot udsigt til bjergene.

Få kilometer fra Wanakas bymidte afløses de smalle og kringlede cykelspor af bredere grusveje. På skråningerne ned mod søen står vinrankerne på række og suger solens varme til sig. Ud til vejen står et skilt med en invitation til vinsmagning på den nærtliggende vingård. Et fristende tilbud, som på trods af trætte ben lokker os op ad endnu en stejl grusvej.

Oppe på bakketoppen ligger Rippon Vine-yard, som har tilhørt Mills-familien siden 1913. Den tredje familiegeneration er så småt ved at give taktstokken videre til familiens yngre kræfter, som allerede er dybt engageret i den biodynamiske vinproduktion.

Udsigten til de vuggende vinmarker, søen og de sneklædte bjerge indrammer de seneste dages oplevelser. Men selv om kroppen føles brugt og træt, så vandrer øjnene alligevel nysgerrigt rundt i landskabet på jagt efter nye eventyr i Wanakas overdådige natur.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.