Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Himalayas hellige højder

På et trek i den lille indiske delstat Sikkim kommer vi ikke blot tæt på verdens tredjehøjeste bjerg, Kangchenjunga – vi kommer også tæt på den buddhistiske kultur i et gammelt kongerige, hvor befolkningen tilbeder bjergene som guder.

Den sidste nat, inden vi når passet Goecha La, slår vi teltet op ved den lille hytte her. Næste morgen fortsætter vi op i dalen og ind mod verdens tredjehøjeste bjerg, Kangchenjunga, som man lige kan skimte flanken af i venstre side i billedet.
Den sidste nat, inden vi når passet Goecha La, slår vi teltet op ved den lille hytte her. Næste morgen fortsætter vi op i dalen og ind mod verdens tredjehøjeste bjerg, Kangchenjunga, som man lige kan skimte flanken af i venstre side i billedet.

Vejen ender her. Vil man længere mod nord, foregår det til fods på stier, der slynger sig op og ned ad bjergsiderne, ind i kløfter og over alpine enge dybt under Himalayas bjergtinder. Langs stien minder blafrende bedeflag om, at vi er i en buddhistisk del af Indien – et helt anderledes Indien end det længere nede på de kao-tiske, overbefolkede sletter. Den indiske delstat Sikkim ligger i det nordøstlige hjørne af landet og putter sig mellem Bhutan, Nepal og Tibet. Sikkim var et buddhistisk kongerige indtil 1975, hvor området blev en indisk delstat, og vi lægger Yuksom, Sikkims første hovedstad, bag os.

Læs mere: Et ægte Havana - midt i Miami

Bjergsiderne er en eksplosion af grønne nuancer, for når sommerens formidable monsunstorme ruller ind over Indien, pøser den ufattelige mængder vand ned over Himalayas sydvendte skråninger. Vi er i 1.700 meters højde, men selv her midt på vinteren risler og pibler vand ned allevegne i den subtropiske skov. Fugle kvidrer muntert, og græshopper spiller ufortrødent på violin. Et sted dybest nede i dalen bruser en flod. Vi er allerede milevidt fra Indiens normale hurlumhej. Vi er i Himalaya. På vej ind til foden af verdens tredjehøjeste bjerg, Kangchenjunga.

Kongelige yakokser

I Sikkim må man ikke vandre uden en guide, så vi har allieret os med Pritam; en lokal guide på 22 år, der stikker af ind mellem de høje mosbeklædte træer på stien forude i et rasende tempo. Stien slynger sig op og op, indtil vi sidst på eftermiddagen når landsbyen Tshoka. Her har bjergforeningen i Sikkim en vindblæst hytte. Vores ly for natten. Her ligger også et par simple træhuse på en lille eng. De huser en håndfuld tibetanske familier, men alle på nær én af familierne er trukket længere ned i dalene for at overvintre. Familien har en lille butik, hvor de sælger kiks, chokolade, uldne vanter og hatte, og de inviterer indenfor i hjemmet til aftensmad. Der er dunkelt. Moderen har langt, sort hår i tykke fletninger og store turkisøreringe. Hun sidder i hjørnet og rører i en gryde på bålet, der kaster lange, flakkende skygger på væggene. En lille pige med kinder så sprukne af sol og vind, at de bløder en lille smule, valser rundt i en alt for stor, lilla sweater og et par røde damesko. Hun jager en sky kat, der panisk forsøger at undgå hendes kluntede kærtegn.

Bedeflag flankerer stien, da vi sætter ud fra Yuksom på trekkets første dag. Landsbyen var den første hovedstad i Sikkim og er i dag et fint, fredeligt sted at bruge en dag før eller efter trekket.
Bedeflag flankerer stien, da vi sætter ud fra Yuksom på trekkets første dag. Landsbyen var den første hovedstad i Sikkim og er i dag et fint, fredeligt sted at bruge en dag før eller efter trekket.

Familierne her i landsbyen kom til Sikkim for over 45 år siden som flygtninge fra Tibet. Det var kongen af Sikkim, der tog imod dem, og det var på engen uden for husene, de tog sig af de kongelige yakokser. De flygtede til Indien fra det kinesiske styres undertrykkelse i Tibet og håbede på snart at vende tilbage til Tibet. Sådan er det ikke gået. Den slags historier er det nordlige Indien fuld af. Der er så mørkt i huset, at det er svært at se, hvor mange mennesker vi egentligt er. Jeg tæller tre tyste drenge, og efter en halv time dukker en kvinde op af mørket i det ene hjørne. Hun fortæller, at hendes datter er gift med en mand i Kuala Lumpur, hvor hun læser på universitetet. Kuala Lumpurs himmelstræbende skyline føles meget langt væk. Ligesom den verden, vi kender derhjemme. Og så alligevel. Da en af drengene tænder for transistorradioen, skærer Axel Roses skingre stemme gennem mørket:

’Welcome to the jungle, we’ve got fun and games…’

På kanten af verden

Næste morgen vandrer vi gennem tæt rododendronskov, hvor skoven lukker sig over vores hoveder. Forkrøblede grene snor og vrider sig som skovens egne fabeldyr, og skyer trækker ind og indhyller landskabet. Vi går på kanten af bjergsiden; det føles som kanten af verden. Her er musestille, og stien er tom. Der er næsten ingen, der vandrer her så sent på sæsonen. Pludselig hører vi klokker dingle, og tre store dzo, en krydsning mellem en yakokse og en ko, kommer prustende ud af suppedasen. Så forsvinder de igen som spøgelser.

I går bagte vi i solen. Nu hænger der istapper fra rododendronbuskene. Vi er i 4.000 meters højde, og sidst på eftermiddagen dukker en enlig hytte op i en fordybning i landskabet. Endnu en af bjergforeningens hytter. Den ligger indhyllet i skyer, og vi hopper i soveposerne. Snart snorksover vi.

Læs mere: Tyrol for stamgæster

Mit vækkeur dingler klokken 4.30. Vi skal have solopgangen med. Omtumlet og søvndrukken koger jeg te. Hælder den på termoflasken. Titter ud. Halvmånen lyser, og stjernerne tindrer på en frostkold himmel. For første gang ser jeg bjergene. De står som urokkelige silhuetter mod nattehimlen. Vi vandrer op på en bakkeknold og ser et bølgende hav af silkebløde skyer ligge i dalene dybt under os. Himlen gløder. Og så sker det: Kangchenjunga kommer til syne. Bratte, forrevne klippevægge med sprækkede gletsjere strækker sig til toppen, der er indhyllet i en kalot af strømlinede skyer. Bjerget står som en katedral mod himlen.

»Alle bjergene heroppe er opkaldt efter guddomme og hellige inkarnationer. Hvert år vandrer munkene fra klostrene herop og beder til, at bjergene beskytter os,« fortæller Pritam.

Vil dø i klosteret

Som en fjerdedel af Sikkims befolkning er Pritam buddhist. I barndomshjemmet har de et bederum, hvor de hver dag udfører puja’er, buddhistiske ceremonier, hvor de reciterer mantraer og beder om et godt liv. Som mange andre drenge blev Pritam sendt i kloster, da han var fem år gammel. Det er en gammel tradition, at mindst én dreng fra familien bliver sendt i kloster. Pritam var kun i klosteret, til han var otte år. Familien syntes, han skulle have en moderne uddannelse, men han er stadig venner med nogle af drengene fra klosteret.

Mama bor alene i en stenhytte dybt inde i Himalaya, hvor folk plejede at se fodspor fra den afskyelige snemand. Han ved dog ikke, hvordan bæstet ser ud.
Mama bor alene i en stenhytte dybt inde i Himalaya, hvor folk plejede at se fodspor fra den afskyelige snemand. Han ved dog ikke, hvordan bæstet ser ud.

»Da de havde været i klosteret i otte år, tilbragte de tre år, tre måneder, tre dage, tre timer, tre minutter og tre sekunder i enemeditation. Alene i et rum. Det eneste menneske, de så, var deres spirituelle leder. Hver dag udførte de 7.000 glidefald. De mediterede. Spiste ikke, mens solen var oppe, og spiste kun simpel mad som ris, tsampa og smørte,« fortæller han.

Læs mere: Herretur i Dublin

Kunne du mærke en forskel på dem, da de kom ud igen?

»Ja! De havde opnået klarhed i sindet. De var kloge og kunne vejlede andre i at leve et godt liv og optjene god karma. De kendte til kunsten at leve.«

Han fortæller, han selv vil vende tilbage til klosteret, når han bliver 50 år.

»Det er der, jeg vil dø.« siger han.

Først vil han gerne bestige Mt. Everest og vinde en guldmedalje ved OL. Han er dog ikke helt sikker på, hvilken disciplin, han skal satse på.

Snemanden?

De næste dage vandrer vi gennem en ensom, storslået verden af sten, bjergtinder, is og gletsjere. Vi er hævet over skyerne, der ligger dybt i dalene. Solen skinner fra en koldblå himmel. Landskaberne måler sig fuldt ud med dem, jeg har set fra stierne i Nepal – bl.a. i områderne ved Mt. Everest og Annapurna – men forskellen er, at her har vi det hele for os selv. Vi møder ikke et menneske. Det kan godt være, nætterne er kolde, men det er utroligt at traske gennem bjergverdenen, som var det ens private baghave.

Læs mere: På tur i Ingas Island

På fjerdedagen når vi en bred dal med en isnende vind. Vi slår teltet op ved siden af en ensom stenhytte. Her bor Mama; en enlig hyrde iklædt en blå heldragtspyjamas. Håret er pjusket. Øjnene varme og venlige. De bare fødder er kulsorte af snavs. En skrøbelig petroleumslampe kaster skygger på væggen, og Mama koger en kop tynd te, som vi varmer os ved. Hans stemme er fantastisk; lyse toner knækker over i dybe, og når han griner højt, smitter det.

Et buddhistisk tempel i landsbyen Tshoka. Byens indbyggere flygtede fra Tibet for et par generationer siden og bosatte sig her, hvor de tog sig af kongens yakokser, dengang Sikkim stadig var et kongerige.
Et buddhistisk tempel i landsbyen Tshoka. Byens indbyggere flygtede fra Tibet for et par generationer siden og bosatte sig her, hvor de tog sig af kongens yakokser, dengang Sikkim stadig var et kongerige.

»Hører I nogensinde historier om yetien heroppe,« spørger jeg med Pritam som tolk, for jeg ved, at myten om snemanden lever i bedste velgående i mange øde egne af verdens mægtigste bjergkæde.

Læs mere: Danskerne vil til stranden i miniferien

»For 20 år siden blev dens fodspor ofte set. Der gik historier om, at den boede heroppe. Folk var bange for den, men jeg ved ikke, hvordan den ser ud,« fortæller han.

»Det var tilbage i Gudernes Tider, men nu er vi i det 20. århundrede,« griner Pritam.

Højt i Himalaya

Vinden hyler natten lang, og teltdugen smælder. Jeg vågner klokken 3.30. Udenfor er vandet i vores gryde frosset til is. Jeg varmer teltet lidt op med gasbrænderen, inden vi kryber ud af soveposerne. Det gør det lidt nemmere at komme i tøjet. Vi spiser grød og gør Pritam og Mama selskab i hytten. De spiser ristede riskorn, som de propper i teen og hælder indenbords i en mageløs slubrekonkurrence, der runger helt ud i hyttens trangeste kroge. Vi har en lang dag forude. Vi skal op til passet Goecha La, som er så langt, vi har tilladelse til at gå. Derefter kommer man for tæt på den tibetanske grænse, og da forholdet mellem Indien og Kina ikke altid er det bedste, må vi ikke komme for tæt på. Udenfor er der tyst. Nattehimlen lyser landskabet op. Vi hører vores støvler mod gruset og vores tunge åndedræt. Ellers intet. Det tager timer, inden solens første stråler rammer de snedækkede tinder. På et tidspunkt kigger jeg op og ser en af mine medvandrere lidt foran mig. Hun står på en lille bjergkam i perfekt silhuet mod en overvældende mur af is og sne; Kangchenjunga.

På de stejle skråninger omkring Darjeeling i Vestbengalen vokser den te, der gør byen berømt. Byen er indgangsporten til Sikkim, og på en klar dag kan man se Kangchenjunga i horisonten 75 kilometer mod nord.
På de stejle skråninger omkring Darjeeling i Vestbengalen vokser den te, der gør byen berømt. Byen er indgangsporten til Sikkim, og på en klar dag kan man se Kangchenjunga i horisonten 75 kilometer mod nord.

Endelig rammer solens varmende stråler os. Vi går langsomt nu. Tager et skridt ad gangen. Iltindholdet i luften er næsten halveret heroppe i små 5.000 meters højde, og hjertet banker løs i brystet. Det er hårdt, men der er noget vidunderligt over det. Kroppen tilpasser sig. Luften er ren. Udsigterne fantastiske. Vi er i en verden af klippe og is, og endelig, seks timer efter vi forlod Mamas hytte, ser vi bedeflagene blafre forude. Goecha La. Vi er nået så højt, vi skal, men toppen af Kangchenjunga troner stadig mere end tre en halv lodrette kilometer over os. Tænk, at et bjerg kan være så smukt. Selvfølgelig tilbeder folk i Sikkim bjergene. Hvordan kan man andet?

Læs mere: 5 vinbarer i Berlin

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.