Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Godt nyt til forsinkede flypassagerer

Hvis flyet bliver forsinket pga. tekniske problemer, har du ret til kompensation, fastslog en dom i Højesteret tidligere på ugen.

En principiel dom tyder på, at det i fremtiden bliver lettere at få kompensation for den kedelige ventetid i lufthavnen, når ens fly er forsinket pga. tekniske problemer. Foto: Colin Whittaker
En principiel dom tyder på, at det i fremtiden bliver lettere at få kompensation for den kedelige ventetid i lufthavnen, når ens fly er forsinket pga. tekniske problemer. Foto: Colin Whittaker

Hvis en lækage i brandstoftanken eller en anden teknisk fejl på flyet spolerer eller forsinker din ferie, har du nu rettens ord for, at du har ret til at blive kompenseret økonomisk af flyselskabet.

Tekniske fejl på flyet anses nemlig ikke som ’usædvanlige omstændigheder’, fastslog en principiel dom i Højesteret i mandags.

Hvis en forsinkelse skyldes ’usædvanlige omstændigheder’, er flyselskaberne nemlig fritaget fra at skulle betale kompensation, men hidtil har det været uklart, hvornår der er tale om såkaldt ’usædvanlige omstændigheder’.

Flyselskaberne har i flere tilfælde afvist at betale kompensation med den begrundelse, og det har ført til en del stridigheder mellem kunder og flyselskaber, som Rejseliv beskrev sidste uge.

Men med dommen kan flyselskaberne ikke længere bruge tekniske problemer som begrundelse, og det vil fremover gøre det lettere for forsinkede flypassagerer at få kompensation.

»Det er glædeligt for flypassagerne, at Højesteret følger den linje, som EU-Domstolen har lagt for forsinkelser, der skyldes tekniske problemer. Dommen er særlig vigtig, da den vil danne præcedens for tusindvis af sager på samme område både i Danmark og Europa,« udtaler Gustav Frederik Thybo, direktør i FlyHjælp, der hjælper forsinkede flypassagerer med at føre deres sag om kompensation.

Frygter det kan skade flysikkerheden

Flybranchen er dog knap så glad for dommen. Brancheforeningen Dansk Luftfart har endda været ude at advare mod, at dommen fra Højesteret kan skade flysikkerheden, fordi det vil lægge pres på den enkelte medarbejder til at flyve, selv om der er tekniske problemer med flyet, fordi en forsinkelse vil koste selskabet dyrt.

Det giver direktør i FlyHjælp Gustav Frederik Thybo dog ikke meget for:

»Man bør aldrig flyve med et usikkert fly, og jeg synes, at det er usmageligt, at flyselskaberne hentyder til, at økonomiske overvejelser vil gå ud over flysikkerheden,« siger han og fortsætter:

»Hvis flyselskaberne brugte flere penge på vedligeholdelsestjek og udskiftning af gamle reservedele, vil de kunne undgå flere dyre forsinkelser«.

De to retssager, der i mandags blev afgjort i Højesteret, omhandler to afgange med flyselskabet Primera Air, der blev ca. 10 timer forsinket pga. tekniske problemer. I begge sager blev årsagen til forsinkelsen ikke anset for at være usædvanlig, og dermed står passagerne til at få næsten 3.000 kr. udbetalt af Primera Air.

Man har nemlig ret til kompensation, hvis ens fly er forsinket mere end tre timer, aflyst eller overbooket, medmindre der er tale om de såkaldt ’usædvanlige omstændigheder’, der – med den principielle dom – altså nu kun gælder i tilfælde af strejke, politisk ustabilitet, sikkerhedstrusler og ekstremt dårlige vejrforhold.

Afgørelsen i Højesteret kommer med stor sandsynlighed til at udstikke kursen for, hvordan 1.300 lignende sager, der er i venteposition i landets byretter, skal dømmes.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.