Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Danmark

Femø med familien

Verdens ældste kvindelejr på Femø er stadig et fristed for kvinder, som trænger til at udforske deres feministiske side. Hver uge har sit tema med forskellige workshops, hvor kvinder i alle aldre kan deltage.

Kvindelejren på Femø er verdens ældste af sin slags og opstod som et tiltag fra Rødstrømpebevægelsen.
Kvindelejren på Femø er verdens ældste af sin slags og opstod som et tiltag fra Rødstrømpebevægelsen.

»Vi skaber en verden, der syder. Af livskraft og lesbisk harmoni. Der alle gamle normer bryder. Og gør alle kvinder fri. Gi’r os energi. For vi er heeeer«.

Synger vi for vores fulde lungers kraft og med den ene arm i vejret, hver gang vi når til »heeeer«.

Jeg har været på Femø Kvindelejr med min veninde og vores børn. Vi står nu i høj sol på færgen fra Femø, der er ved at lægge til kaj i Kragenæs, hvor et nyt hold kvinder og andet feriefolk skal om bord for at sejle retur til Femø.

Velkomstsangen fra os til dem er en gammel tradition, der går tilbage til lejrens begyndelse i 1971.

Femølejren er for bedstemødre, der er af sted med deres døtre og børnebørn. For kvinder, der holder ferie med deres børn, med deres kærester eller helt alene.

Og for os – et hold på otte kvindfolk i alderen fra ti år til 46 år, som har været af sted for første gang.

Kvindelejren er et tematiseret fristed

Og hvor drivkraften lå hos min veninde og mig, der mente, at vi og vores piger som et led i vores almene udvikling skulle opleve verdens ældste kvindelejr.

I løbet af sommeren er der i lejren forskellige forløb og løse temaer – med navne som sports-ugen, krealternativ-ugen, børneugen, body and soul-ugen og internationale-ugen.

Og så familieugen, som vi har været på og som er en blød begyndelse til dem, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med kvindelejr-universet.

Og som jeg har fået lov til at skrive om til Berlingske under forudsætning af, at jeg ikke nævner navne eller viser billeder af andre end dem, der har sagt ja til at medvirke.

For Kvindelejren er et fristed, hvor man kan tale åbent om alt det fine, svære og sjove, der optager os kvinder i livet, og være splitternøgen, hvis det er det, man ønsker.

Telte for samværets skyld

Vi kører fra havnen op ad en jordvej ved øens kro, hvor et skilt med et stort rødt kvindetegn cementerer, at vi er på rette vej. Lejren er stille – de fleste er på bondegårdstur.

Vognen med børn og voksne mødte vi på grusvejen ned til lejren, hvor børnene sad på hynder og sang en haj-sang.

Lejren ligger helt ned til vandet og kan ved første indtryk minde om en beduinlejr – for alle telte er hvide, underlaget nedstampet klit, og himlen blå så blå.

Nogle telte er tjekkede funktionelle telte med køkken, fællesrum, badeværelse og legerum i, andre er fælles sovetelte, og nede i bunden ligger de private telte i det område, der kaldes for »Nylonparken«.

Vi har egne telte med, men en flok kvinder er netop rejst, så vi får et smukt hvidt fællestelt med fire meter til loftet, hvor vi kan ligge på rad og række og hyggesnakke med hinanden og de ørentviste, der jævnligt kommer forbi.

Sammenhold, solidaritet og kvindelighed i forenighed

Kvindelejren, der i sin tid blev startet af kvindebevægelsen, holder fast i de gamle solidaritetsprincipper, så alle skal bidrage til dagens virke. Det gør man ved at have én tjans hver dag.

Vi skriver os på arbejdsplanen, og får tildelt lokums-, opvaske- og madtjanser. Og det skal vise sig at være noget at det fine ved Femø.

For når man går dér sammen med andre kvinder og koncentrerer sig om at tømme lokummer uden at spilde, snitter grøntsager til 40 mennesker, eller vasker op under åben himmel, hvor nogle af de kvinder, der ikke har tjansen, underholder med sange fra kvindelejrens sangbøger, får man en masse gode samtaler med hinanden.

Sangene er et kapitel for sig. Der ligger en del hæfter rundt omkring i teltene – én kaldes for »Den Lesbiske sangbog«, en anden for »Kvindesangbogen« – og her finder man sange skrevet specifikt til lejren, mens andre er feministiske eller politiske slagsange.

Hver side toppet med små infotekster om alle mulige kvinder, der er værd at fremhæve i feministisk regi – alt fra den canadiske sangerinde Joni Mitchell til den franske videnskabskvinde Iréne Joliot-Curie. Og så også lige en opskrift på vagina-cupcakes – naturligvis.

For vi skal ikke glemme, at vi er i en lejr, hvor alle gør sig umage for at opdyrke al iboende kvindelig styrke – og samtidig give plads til og forståelse for de svære og skrøbelige sider af os selv.

Skiltet med kvindetegnet, der møder en på jordvejen fra havnen, er det første møde med kvindelejren.
Skiltet med kvindetegnet, der møder en på jordvejen fra havnen, er det første møde med kvindelejren.

En dyrkelse af feminismen kan lede til antagelser

Vores lille gruppe er taget af sted for at dyrke vores feministiske side.

Uden på forhånd at vide, at hovedparten af de andre kvinder i lejren, der har lyst til at dyrke det fokus, er lesbiske eller af sted med en lesbisk veninde, mor, bedstemor eller datter. Her er rigtig mange regnbuefamilier – altså børn med to mødre – og min veninde og jeg bliver lynhurtigt antaget som værende et par af børnene i lejren.

»Hvad hedder I?« spørger en lille nøgen dreng med svømmebriller og et tusch-overskæg.

»Birgitte og Maise« svarer vi.

»Hvaad?« spørger han.

»Birgitte og Maise,« gentager vi.

”Nåeee,” svarer han så for at gå ind i sit telt og sige til sin mor:

»Der er kommet to nye. Den ene hedder Birgitte og hendes dame hedder Mike.«

Maise og jeg har rejst sammen med vores børn de sidste fire år, og er andre steder blevet antaget som et par, men en sen aften med en del af Femø-lejrens øl indenbords er der en kvinde, der får sat på plads, at der altså ikke er nogen af de voksne her på Femø, der ser os sådan – for vi har slet ikke nogen lesbisk vibe.

Aktiviter for de, som ønsker at deltage

Det er fint for en gangs skyld at være en minoritet – både for os voksne og vores piger, der på alle måder får flettet sig fint ind i lejrånden og ender med at få en del highfives af de andre kvinder. For pigerne går ind i det hele med krum hals.

De tømmer lokummer fra klokken seks om morgenen, snitter grøntsager i stride grøntsagsstrømme, vasker flere timer lange opvaske op, går til en bodyscrup/kaffegrums workshop, der ender med et nøgenbad i havet.

De deltager i en mooncup-workshop, to drister sig til at tisse på de helt åbne toiletter – altså dem, der står helt frit som fem ensomme perler på en snor midt i lejren – og så ender tre af dem med at tæske hele kvindelejren i en fodboldturnering.

De lærer også noget. De lærer om en silikone kop, man kan bruge i stedet for en tampon eller et bind, og de store piger – dem på 17 og 19 år – er med til at gentage en kussetryks-workshop, som blev startet af Gritt Uldall-Jessen som et aktionsmaleri på Femølejren tilbage i 2005.

Det var inspireret af en kvindelig japansk kunstner, Noriko Sunayama, der startede hele miséren som en kritisk kommentar til afbildningen af forretningsmanden, der står og viser vækstkurver frem. Ved at vise et aftryk af sit køn.

Vi maler starutten med vandfarver og afsætter tryk på papirruller placeret på en gryde – nogle med håndklæder om livet og andre helt nøgne.

Og vores piger synes faktisk, at det, som vi inden vi tog af sted, havde lavet ret meget sjov med, skulle vise sig at være en smuk oplevelse. For det foregår i et lyst lukket telt, hvor der kun er dem til stede, der vil deltage.

Musik, snak og eventyr bidrog til familieugen

Toiletspandene skal spules.
Toiletspandene skal spules.

I familieugen er der ikke noget fast program. Der kan opstå det, som lejrens deltagere kan bidrage med. Min veninde og jeg kan ikke bidrage med meget andet end at snakke.

Det er vi til gengæld også ret gode til, og i løbet af ugen er vi med i en masse interessante samtaler, der handler om alt fra jalousi i parforholdet og makabre fødsler til hvordan man undgår at fremstå som en latterlig turist.

Heldigvis er der andre til stede i vores uge, der kan noget mere, så der bliver også hevet violin og cello frem, som børnene danser kædedanse til. Der bliver dyrket eventyryoga med børnene, og lavet rugbrød fra bunden med en Femøsurdej, der går mange år tilbage.

Og en dag er der nogle, der tager initiativ til at tage op til Gas-Knud. Det er ham, der leverer gasflasker til lejrens komfurer og kogeblus.

Og i hans eventyrlige have, hvor der hænger cykelstativer og petroleumsflasker i træerne, er der et hav af stikkelsbær, ribs og kirsebær, som vi plukker spandevis af, som vi tager med hjem og laver crumblecake af til alle damerne.

Da ugen er omme, og vi har sunget Femøslagsangen på færgens dæk færdig, kører vi mod København. Med seks døtre i bilen, som retter sig lidt yderligere i ryggen efter i en uge at have været sammen med nogle kvinder, der alle sammen er stolte af at være kvinder. På en lejr med en glad-i-låget stemning.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.