Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Guide

Fem oaser i Canberra

Canberra i Australien kan meget mere, end de fleste tror. Rundt om byens centrum tegner sig en spændende periferi – designet til at give byen en pause fra den politiske puls.

National Capital Exhibition i Canberra ligger i billedskønne omgivelser.
National Capital Exhibition i Canberra ligger i billedskønne omgivelser.

1. Vandingshul

Canberras stille indsø, Lake Burley Griffin, er lige så planlagt som resten af byen. I søen svømmer sorte svaner side om side med ’canberrans’ i kajak, robåd eller på brede surfboards. Canberra er kendt for sin aktive befolkning, men er man til mere afslappede aktiviteter, byder stier og stikveje omkring søen på botaniske parkområder, museer og monumenter.

Hvad: Lake Burley Griffin
Hvor: Nord for parlamentet

2. Planlagt pause

Rygtet siger, at Canberra blev grundlagt midt mellem Sydney og Melbourne, for at ingen af de to skulle løbe med sejren i deres evindelige rivalisering. Selv om myten er morsom, egner den sig nu mere til pubben end historiebøgerne. Sandt er det dog, at Canberra blev anlagt fra bunden, og selv i dag er en spadseretur til tider som at trave tværs igennem en arkitekttegning. Med en så nøje plan over hver en officiel bygning og beboelse er et godt sted at starte ved byplanen selv. I National Capital Exhibition finder man en gennemgang af Canberras oprindelige design og senere knopskydninger. Og bliver det for tørt, serverer museumscaféen forfriskninger på terrassen. Her kan man med udsigt til seværdigheder brygge videre på sin besøgsplan og over en øl gøre andre klogere på kontroversen om Canberra. I virkeligheden løb Melbourne nemlig med den midlertidige regeringsmagt, mens Sydney fik hovedstaden placeret i, efter australske standarder, egen baghave.

Hvad: National Capital Exhibition
Hvor: Barrine Drive, Parkes

3. Markedsstop

Spadserer man mod øst langs indsøens sydside, kommer man til bydelen Kingstons lystbåde og caféliv. Her genlyder toner mellem nyopførte lejligheder, og tatoverede baristaer og unge kunstnere bekræfter, at flere flytter til Canberra for andet end en politisk karriere. Hver søndag huser Kingstons gamle busterminal, Old Bus Depot, et af Canberras mest populære markeder. Stedet summer af aktivitet, livemusik og dans, men byder også på et lille fotomuseum og andre stille kroge. Og skulle man være så uheldig ikke at være i Kingston på en søndag, er der andre steder – bl.a det dagligt åbne Belconnen Markets på 10 Laithlan Street i den anden ende af byen.

Hvad: Old Bus Depot Markets
Hvor: 21 Wenworth Avenue, Kingston

Selvfølgelig er der også spændende markeder at finde i Canberra - eksempelvis markedet i den gamle busterminal i bydelen Kingston.
Selvfølgelig er der også spændende markeder at finde i Canberra - eksempelvis markedet i den gamle busterminal i bydelen Kingston.

4. Luftrum

Over Canberra giver blide bush-vinde gunstige forhold for flyveture i varmluftsballoner. De bedste letter ved daggry, når de første solstråler bader byen i et orange skær. Med entrébeløb på 1.700-2.000 kr. for voksne er også prisen noget højtflyvende. Til gengæld får man et uforglemmeligt pusterum, ofte akkompagneret af et glas bobler til solopgangen. Ønsker man en mere jordnær oplevelse, kan ballonerne ses fra parker, caféer og altaner rundt i byen. I særligt én uge om året, midt i marts, er himlen et særsyn, når verdens største samling af varmluftsballoner finder sted til Canberra Balloon Spectacular. Her fyldes over 50 balloner fra hele verden hver morgen med varm luft.

Hvad: Varmluftsballon
Hvor: Over byen, fra forskellige afgangssteder

Under Canberra Balloon Spectacular er der hver morgen over 50 luftballoner i luften over hovedstaden.
Under Canberra Balloon Spectacular er der hver morgen over 50 luftballoner i luften over hovedstaden.

5. Festivaler i det fri

Canberra er tænkt som folkets by, og hvert år fejres grundlæggelsen med den officielle Canberra Day. Uden for hovedstadens territorium er markeringen begrænset, men er man i Canberra, er man sikret en dag med koncerter og tivolistemning. Også resten af året lægger Australiens føderale hovedstad løbende jord til flere festligheder.

De mest kendte er efterårets Canberra Balloon Spectacular samt den årlige Floriade, hvor foråret fejres med et veritabelt mylder af nyudsprungne blomster i kunstfærdigt udformede mønstre. Uanset om man er til frisk luft i højderne, frisk duft fra blomsterne eller frisk på en helt tredje festival, er det dog vigtigt at huske, at Australiens årstider ligger omvendt af de nordlige breddegraders.

Hvad: Canberra Day
Hvor: Commonwealth Park (bl.a.)

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.