Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fem finske kanelfristelser i Helsinki

Det er ikke kun svenskerne, der mestrer at bage kanelbullar. Finnerne kan også. De kalder dem bare korvapuusti.

Den dunkle

Interiøret er holdt i afdæmpede, cognacfarvede nuancer, og ved de borde, der er placeret længst væk fra de store panoramavinduer, er belysningen nærmest dunkel. Ud over søde delikatesser og kaffe ad libitum serverer Café Esplanad lette frokostretter, og især de blandede salater lader til at være i høj kurs.

Café Esplanads korvapuusti er kæmpestore – grænsende til det voluminøse. Det er ikke tilfældigt, at Café Esplanad har ry for at servere nogle af Helsinkis største af slagsen.

Hvad: Café Esplanad
Hvor: Pohjoisesplanadi 37

Den historiske

Old Market Hall – eller Vanha Kauppahalli, som den gamle torvehal hedder på finsk – har serveret delikatesser for Helsinki-borgerne siden 1889. Alt fra friskfanget fisk til nyopgravede grøntsager og lunt bagværk frister hos de handlende i Old Market Hall, der er belejligt placeret ved siden af den centrale markedsplads, Kauppatori-Torvet. Flere af de handlende sælger korvapuusti, og det er muligt at indtage kage og kaffe siddende, da flere af de små stader råder over siddepladser. Både lokale og turister slår vejen forbi de lange korridorer i Old Market Hall, der undergik en større renovering i 2014. Ombygningen er sket med arkitektonisk respekt for den oprindelige byggestil, og i dag fremstår Old Market Hall som en velbevaret tidslomme, hvor handelsstemningen og duften af friskbrygget kaffe ikke synes at have ændret sig synderligt de seneste 128 år.

Hvad: Old Market Hall
Hvor: Eteläranta

Den lille

I bydelen Töölö, ca. 20 min. i bus nordvest for centrum, ligger et lillebitte, rødt bådehus helt ude på Østersøens molekant. Det over 100 år gamle træhus huser den mikroskopiske Café Regatta, der har plads til godt 20 siddende gæster. Café Regattas korvapuusti er kendt for at være nogle af de bedste, der kan opstøves i Helsinki. Og hånden på hjertet: En lun, blød og sød Regatta-korvapuusti indtaget foran det charmerende bådehus er noget af det nærmeste, man kommer på kanelsneglehimlen.

Hvad: Café Regatta
Hvor: Merikannontie 10

Den svedige

Der findes ikke ret meget, der er mere traditionelt finsk end at gå i sauna. De fleste hoteller råder over egen sauna, men hvis man er på jagt efter en mere lokal saunaoplevelse, er der flere offentlige saunaer i Helsinki. En af de nyeste på stammen er Löyly, der er lidt af en arkitektonisk perle et par kilometer syd for centrum. Löyly råder over en restaurant, der foruden sublime korvapuusti serverer andre finske specialiteter, bl.a. blåbærvafler, vilde svampe og forskellige fiskeretter. Både saunaområdet og restauranten har store panoramavinduer, så man kan nyde udsigten til havets bølger, samtidig med at man tager for sig af finske traditioner.

Hvad: Löyly Sauna
Hvor: Hernesaarenranta 4

Læs også: På pub med Amy Winehouse

Den gamle

Midt inde i Helsinkis designdistrikt ligger en af byens virkelig gamle cafétravere, Café Ekberg. Det lille konditori er det nærmeste, man kommer en ægte caféveteran i den finske hovedstad: Grundlæggeren, Fredrik Ekberg, lagde grundstenene til den nuværende Café Ekberg i 1852, da han åbnede et bageri med navnet ’Ekberg ’, og i 1915 åbnede etablissementet på sin nuværende adresse på Bulevardi 9.

Café Ekberg gør sig både i sødt og salt bagværk, men det er især caféens konditordelikatesser som napoleonskager, roulader og macarons – og naturligvis korvapuusti – som lokker lokale og turister til Bulevardi 9. Der er bordbetjening på Café Ekberg, og tjenerne har stil over sig. Benyt besøget hos gamle Ekberg til at slentre en tur ned ad Bulevardi, der er en af færdselsårerne i Helsinkis Design District – et område, der dækker 25 gader og stræder, hvor koncentrationen af gallerier, design-, mode- og interiørbutikker er tæt. Kreativiteten summer, og atmosfæren emmer af innovation.

Hvad: Café Ekberg
Hvor: Bulevardi 9

Rejseliv var inviteret af Visit Helsinki og Finnair.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.