Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Et ægte Havana - midt i Miami

Det virker, som om alle farver bliver mere levende i Floridas fortryllende Miami. Og hvis du bevæger dig ind i det cubanske kvarter – Little Havana – bliver indtrykkene yderligere forstærket.

Vores chauffør kigger overrasket, da han får stillet spørgsmålet, og gentager det, som om han aldrig er blevet stillet det før.

»Hvad er det bedste ved Miami?«

Han smiler, og der går nogle sekunder, før han reagerer. Men han tænker åbenbart over spørgsmålet, som i virkeligheden er stillet i ren høflighed som en form for small talk, mens vi bevæger os fra A til B. Svaret ender dog med at være meget mere end blot et høfligt svar. Det vender vi tilbage til. Men det ender med at bekræfte de indtryk, som byen udstråler fra det øjeblik, man flyver over byen, til man står i lufthavnen, der ligger ganske tæt på byens midte.

Miami er fest, farver og forskellighed. Bybilledet er præget af hispanics, personer med latinamerikansk baggrund, og størstedelen af dem er fra Cuba eller efterkommere af personer derfra. En af dem er vores chauffør, Juan.

Læs mere: Tyrol for stamgæster

Som så mange andre af beboerne i Miami taler Juan engelsk med kraftig spansk accent. Det er der ikke noget at sige til. Juan fortæller, at han kom til USA som illegal flygtning som 11-årig i starten af 1980’erne. Han sad i en båd sammen med sine forældre, to søskende og 50 til 80 andre cubanere som illegalt flygtede fra Castros Cuba. Her valgte de at bosætte sig, som mange andre cubanere, i Miami. Primært i området, der nu hedder Little Havana. Det er blot en lille by i byen, men dens status er slet ikke ubetydelig for byens ry som en amerikansk by med en stor cubansk befolkning. For alle er enige - uden cubanerne ville Miami ikke være den by, den er i dag.

Rundt i Little Havana

Cubansk mad er egentlig ret simpel. Det finder man hurtigt ud af, hvis man besøger Little Havana, hvor hovedgaden er domineret af restauranter, caféer, dinere og lokale butikker i en grad, så det er til at blive helt forpustet over.

Fælles for butikkerne er, at det kun er turister, som tiltaler de lokale på engelsk. Og faktisk er det ikke usædvanligt, at spansk er det eneste sprog, der er gangbart i området. Ligesom i det rigtige Havana, som faktisk kun er 357 km væk i fugleflugtslinje.

Kommer du tidligt på dagen, vil du ane latinske musikrytmer overalt fra forskellige højttalere, der vender ud mod gaden fra diverse butikker og caféer. Kommer du senere på dagen, vil musikken være mere markant, og lydniveauet på gaden stiger synkront med, at dagens timetal forøges. Det giver liv i gaden. For er der noget, man kan sige om Little Havana, så er det, at byen er levende og larmende på en charmerende måde.

Fra vandsiden er det nogle gange som at være med i en scene af Miami Vice, for der er ser man konstant alt det vildeste luksus, byen kan fremvise.
Fra vandsiden er det nogle gange som at være med i en scene af Miami Vice, for der er ser man konstant alt det vildeste luksus, byen kan fremvise.

En af undtagelserne fra det larmende gadebillede er dineren El Pub, som har ligget på samme hjørne i 54 år. Det er et af mange familieejede spisesteder i området, og det er en vaskeægte institution. Det er også et sted, som er meget populært blandt de lokale cubanere, og der er masser af referencer til markante dage fra den cubanske historie gennem tiderne med avisudklip på væggene på både spansk og engelsk.

I El Pub sælger man mange af de cubanske hurtigretter som empanadas (butterdejsbolle med en slags let krydret oksekødsovs i – noget nær millionbøf), en sandwich med et tommeltykt lag kødpålæg i hvidt brød, bønnesuppe og meget, meget andet. Det hele kan naturligvis krydres til med chilisauce af forskellig styrke – alt efter mod. Enkelt, men velsmagende. Og ganske billigt, hvilket går igen for en del af maden og oplevelserne i Little Havana.

Den med cigaren

Når man er i Little Havana, så foregår det mest interessante i området på ’Calle Ocho’, som hovedgaden også populært kaldes. Enhver taxa-chauffør vil vide, præcis hvad du taler om, hvis du udtaler det rigtigt – kajæ å’tjo – som det reelt udtales på spansk.

Når du går gennem gaden, vil det være meget svært at undgå at lægge mærke til en ældre herre, som sidder med en stor, hvid cowboyhat i bedste Texasstil og pulser løs på en cigar. Stop, og hils på herren, og tag et kig ind hans butik, som er legendarisk i hele Miami og sikkert i hele omegnen, hvis man er cigarentusiast. Der er masser af sjæl i de små lokaler.

Læs mere: Herretur i Dublin

Mr. Mayo, som herren hedder, sælger nemlig håndlavede cubanske cigarer, som er produceret inde i butikken bag ham af fire dygtige cigarrullere, som er ’importeret’ direkte fra Cuba – hvor man som bekendt laver verdens bedste og dyreste cigarer. Angiveligt er Mr. Mayos cigarer også præcis som den ægte vare.

Hvordan det? Jo, det viser sig, at Mr. Mayos cigarer er lavet med præcis samme fremgangsmåde, plantetyper og gamle teknik som originalen. Selv planterne er eksporteret fra Cuba til andre sydamerikanske lande, så bladene får samme klima som den oprindelige vare. Herefter importeres de til Miami, hvorefter de bliver rullet, ganske imponerende og professionelt, af cigarrullere med hver cirka 20 års erfaring. De håndlaver roligt og omhyggeligt cirka 125 cigarer dagligt, når de har mest travlt. Ellers går det ud over kvaliteten.

Læs mere: På tur i Ingas Island

Butikken er ikke specielt stor, men det er imponerende at se, hvordan de fuldstændig ubekymret fremtryller den ene cigar efter den anden, som har de aldrig gjort andet. Det har de muligvis heller ikke. Det er lige før, man selv som inkarneret ikkeryger får lyst til at prøve en enkelt, vaskeægte cubanercigar.

Cuba og kaffekulturen

Brickle Avenue ligger for enden af Calle Ocho, og det er her, alle de markante højhuse i byens finansdistrikt hører til. Det står i en vanvittig kontrast til afslappede og festlige Little Havana. Hver dag skifter utælleligt mange penge hænder i overførsler og handler mellem latinamerikanske lande og USA. Her sidder de hårdtarbejdende finansfolk, og de har, som os andre, brug for kaffe. Af samme grund er de lykkelige for Calle Ocho – eller Cuban Street – som man kalder den i byens finanskredse. Men forretningsfolkene har, som så mange andre, opdaget, at en kop kaffe svarer til en espresso. Det skal du nu ikke være ked af, for kaffen er ekstremt stærk og intens – og fyldt med sukker – og den minder dermed mere om en tyrkisk kaffe end en italiensk, så den er på mange måder et skud energi og en god undskyldning for at mødes over en hurtig kop.

I Cuba Tobacco Trading Co. en butik eller fabrik, alt efter hvordan man ser det, er der mulighed for at købe cigarer håndlavet efter ægte cubansk opskrift.
I Cuba Tobacco Trading Co. en butik eller fabrik, alt efter hvordan man ser det, er der mulighed for at købe cigarer håndlavet efter ægte cubansk opskrift.

Derfor er det heller ikke ualmindeligt at se, hvordan der står grupper af afslappede cubanere blandet med forretningsfolk i dyre jakkesæt og drikker to eller tre kopper kaffe med hinanden over en hurtig hverdagssnak. I hele Miami er det en hel kultur, at man holder kaffepauser på gaden – her er kaffe meget mere end bare en drik.

Dansestederne

Drinken Mojito – som indeholder mynteblade, danskvand, lys rom og lime – er sørme også cubansk – og selvfølgelig en fast bestanddel af Miami. Men da den bliver serveret på koncertcaféen Ball and Chain, naturligvis midt på Calle Ocho, er det alligevel, som om den bare smager bedre end nogensinde før.

Måske er det stemningen, der er med til at pirre smagsløgene, for Ball and Chain er ikke et hvilket som helst sted. Stedet åbnede første gang i 1935 (og igen i 2011 efter restauration), og her var nogle af de faste optrædende blandt andet Ella Fitzgerald og Billie Holliday. Selv om det er midt på dagen, da Mojitoen bliver serveret, er der god energi på stedet, og et orkester med en (mindst) 70-årig forsanger spiller caféen – og gaden – op med en ganske smittende energi.

Læs mere: 5 museer på de stockholmske øer

Derfor bliver det også en let beslutning at vende tilbage sent på aftenen, hvor stedet har skiftet karakter fra hyggebar til en fuldblods natklub. Seniorlatinobandet er for længst taget hjem, og i stedet er der nu dansevenlig pop og de nyeste salsarytmer, som bliver nydt og udlevet af voksne i alle aldre.

Det er magisk og fascinerende at se kvinder i 20’erne i deres absolut strammeste festtøj stå i samme kø som et par i 60erne med deres fineste tøj, som ivrigt venter på at komme indenfor og svinge hofterne. Oplevelsen bliver ikke mindre, da det bagerst i lokalet viser sig, at der er udgang til en stor, udendørs scene, hvor der også er godt gang i blæseinstrumenter og salsadansen, og hvor omkring 500 mennesker nyder en ganske dragende koncert, som man slet ikke kan høre inde fra baren gennem poprytmerne.

Det er den originale scene fra 1935, og den sender dermed et herligt tilbageblik til en tid, der lige så godt kunne være dengang som nu – på den bedst mulige måde.

Smeltedigel

Hvis man ikke tæller omegnen med, så er Miami er ikke så stor, som man kunne tro. Med omkring 450.000 indbyggere er det kun officielt USAs 42. største by.

Når man så alligevel skal prioritere en tur til Miami, er det fordi, det samlede byområde omkring Miami er så stort, at det kun er overgået af New York, Los Angeles og Chicago, og at det er en smeltedigel af kulturer, som blander det caribiske, latinamerikanske og asiatiske til noget helt unikt. Det bringer os tilbag til vores chauffør og hans beskrivelse af Miami. Og svaret på, hvad der er bedst ved byen:

»Miami er bare så meget af forklaringen. Her er kun koldt tre dage om året. Der er masser er store kulturevents. Nattelivet er godt, uanset hvor gammel du er. Maden er god. Der er masser af sport. Vi har mange kendte i byen, og der er også mange kendte, som kommer hertil på ferie eller har en bolig her. Strandene er lækre. Og så er kvinderne jo også smukke,« griner han og ligner en, der ville gentage hvert et ord under ed i en retssag.

Læs mere: Himalayas hellige højder

Og det er ikke svært at give ham ret.

Lidt mere kulør

Det er i Miami, man finder en masse sjove kvarterer, som ikke kun er Little Havana, men også det skæve Little Haiti, turistmagneten Miami Beach, hipsterkvarteret Wynwood, det rige Key Biscayne, som er en oase af muligheder, og hvor de lokale selv tager til for at holde deres ferie. Og så er der alle de andre små stader i staden.

Det hele giver indtrykket af en by, hvor alle farver synes at være lidt stærkere, bikinierne lidt mindre, drinksene lidt bedre, kulturen lidt bredere, maden lidt sjovere, bilerne lidt dyrere og dansestederne lidt mere frigjorte, end de er andre steder i USA.

Rejseliv var inviteret til Miami af SAS og Greater Miami Convention & Visitors Bureau.

Læs mere: Danskerne vil til stranden i miniferien

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.