Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

En tur rundt om Mont Blanc

Den godt 160 km lange tur rundt om Mont Blanc-massivet mellem Italien, Schweiz og Frankrig er en af Europas klassiske vandreture. Rejseliv tog med på en komfort-udgave af den ikoniske tur.

En komfort-udgave af den ikoniske vandrerute rundt om Mont Blanc.
En komfort-udgave af den ikoniske vandrerute rundt om Mont Blanc.

Det dunker i mit venstre knæ.

I de sidste to timer har mine ben båret mig mere end 900 højdemeter nedad. Fra et vindomsust pas over trægrænsen ned ad en smal sti i serpentinersving efter serpentinersving og derefter gennem skov på en sti dekoreret med trærødder og rullende småsten.

Trods den aflastning, vandrestave giver, har den stejle nedstigning betydet et voldsomt pres på knæene, og især en tidligere menisk-skade i mit venstre knæ har i et stykke tid ønsket sig et skift i terrænet.

Det kommer, da skoven bliver til mark, og der kun er tilbage at vade over et lille vandløb, før jeg er nede på flad vej i udkanten af en landsby. Den landsby, hvis huse jeg kunne skimte som små prikker i en græsklædt dal fra passet næsten en kilometer oppe ad bjerget.

Byen hedder Trient og er et af mange overnatningsstop på den klassiske vandretur om Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc.

Eller rettere Mont Blanc-massivet. 400 kvadratkilometer is, sne og klippe i den vestlige del af Alperne, som med sine enorme gletsjere og mere end 40 toppe, der stikker mere end 3.000 meter op mod himlen, er et imponerende bjergområde, der hvert år tiltrækker skiløbere og bjergbestigere fra hele verden.

Og vandrere.

Ruten tager de vandrene igennem både Frankrig, Italien og Schwiez.
Ruten tager de vandrene igennem både Frankrig, Italien og Schwiez.

For siden den schweiziske naturforsker og alpinist Horace Benedict de Saussure i 1767 som den første satte ud til fods med det formål at komme over de høje pas rundt om massivet, har den godt 160 km lange vandretur rundt om Mont Blanc været en af de mest populære vandreruter i verden.

Dels på grund af nærheden til Vesteuropas højeste bjerg og de fabelagtige bjerglandskaber, dels fordi massivet ligger på grænsen mellem Frankrig, Italien og Schweiz, hvorfor man undervejs på den mellem syv og ti dage lange tur oplever tre forskellige lande og kulturer.

Jeg, og resten af min gruppe på 13 vandrere, har gået én dag og allerede oplevet to af dem. Vi startede i morges i Chamonix-dalen i Frankrig, og oppe i passet gik vi ind i Schweiz.

Nu er vi på dagens endestation, et pensionat i Trient, hvor kælderen med schweizisk effektivitet er indrettet med masser af hyldemeter til vandrestøvler, bøjler til eventuelt våde jakker og knager til vandrestave. Vi tager vandreudstyret af og tripper på strømpesokker eller i et par af de badesandaler, der ligger i en kurv, op til en kold øl i baren.

På slaget 19, hvor dørene til spisesalen åbnes, myldrer vi ind til middagen sammen med sultne vandrere fra alle egne af verden – at dømme efter de mange franske, engelske, tyske og japanske gloser, der fylder det højloftede rum.

Tre hurtige retter senere er de fleste ude igen, på vej i køjen på sovesalene. Bjergluft og mange kilometer i benene er lig med tidlige tunge øjenlåg.

Horace Benedict

Siden Horace Benedict tog den lange tur rundt om Mont Blanc for næsten 250 år siden, er hundredtusinder fulgt i hans spor. Mange bogstaveligt, andre med små eller større sving væk fra sporet, og i dag er der flere versioner af den officielle Tour du Mont Blanc-rute: nogle sværere end den oprindelige, andre lettere.

Da vi næste morgen traver væk fra pensionatet, vælger Pierrick, vores franske guide, at føre os mod den lette rute af de to mulige på dagens etape.

Den vanskelige går over et af de højeste pas på turen rundt om massivet, Fenetre d’Arpette i 2.665 meters højde, og passerer tæt ved en gletsjer, der i øjeblikket er i temmelig kraftig aktivitet.

Der er ikke risiko for at blive fanget i et sneskred på den lette rute, så i smuk formiddagssol går vi forbi små græsarealer med brogede køer med enorme klokker om halsen og op gennem skov, hvor vi mellem stammerne kan se ned i en dal svimlende langt under os.

Midt på dagen når vi til en hytte, der ligger midt på en mudret mark. Faktisk så midt på marken, at man må puffe let til en ko for at komme ind i det indhegnede område omkring hytten, hvor køerne er forment adgang, og hvor vi okkuperer et af mange borde og bænke til vores frokost.

Pause i Les Chapieux dalen.
Pause i Les Chapieux dalen.

Frokost er – ligesom på alle andre vandreture – et vigtigt punkt på dagsprogrammet. Og på denne tur endnu mere vigtigt, fordi vores frokost ikke er en sur madpakke, men en fransk picnic med alt, hvad dertil hører, man kan se frem til. Pølse, ost, paté, landbrød, frugt, salater. Plus chokolade, kaffe, te og vin.

Vi bærer selv frokosten. Om morgenen stiller Pierrick hele molevitten frem, og så snupper alle lidt – én tager osten, en anden brødet, osv.

Det er til gengæld det eneste, man skal bære. Mens nogle tager turen rundt om Mont Blanc med fuld oppakning, er det muligt at vælge en model, hvor man får bagagen fragtet fra hytte til hytte, så man kun skal slæbe på solcreme, vand og den slags småting.

Det er et såkaldt komfort-trek, hvor de, som måske ikke har kræfter til at fragte både sig selv og deres bagage rundt om bjerget, også kan være med.

Ikke at trekket dermed er nemt; der er stadig cirka 10.000 højdemeter op- og nedstigninger, og specielt for et par ældre mindre vandrevante kvinder i gruppen er pølsen og patéen og frokostpausen her midt på marken nærmest livgivende.

På med rygsækken igen

Efter måltidet er det fristende at tage en lur på bænken i solen. Det ved Pierrick godt, så han kalder til afgang, inden det sker, og vi hiver rygsækkene på igen – nu uden vægten af et stort frokostmåltid – og baner os igen hen over den mudrede mark tilbage til stien.

Herfra går det nedad, gennem skov og over en række vandløb, som kræver små hop fra sten til sten, hvis man vil undgå våde støvler og strømper.

Vi hopper alle sammen. Til meget lidt nytte, for himlen, der i løbet af eftermiddagen er blevet mørkere og mørkere, sender, en time inden vi når frem til dagens endestation, tung regn ned over os. Der fortsætter, mens vi spiser middag i den hyggelige spisesal, og som stadig hænger i luften næste morgen, omend den er forvandlet til dryp fra mørkegrå skyer.

Regntøjet ligger derfor øverst i rygsækken, da vi begynder opstigningen mod en af turens smukkeste pas, Grand Col Ferret på grænsen mellem Schweiz og Italien.

Den intense vej mod toppen.
Den intense vej mod toppen.

Mens vi langsomt bevæger os op gennem bevoksning, der bliver tyndere og tyndere, jo nærmere vi kommer trægrænsen, bliver tågen tykkere – og så kommer vandet. Vi hiver regntøjet på og strider os videre, først over græsgange og nærmest i bogstaveligste forstand over køer, så ad en snoet sti op mod passet.

Grand Col Ferret ligger i 2.537 meters højde, og fra plateauet på bjergkammen skulle man have en af de smukkeste udsigter på hele turen.

Det har man ikke i dag. Vi kan ikke se Grandes Jorasses, af mange betragtet som de smukkeste tinder i Mont Blanc-massivet, vi kan ikke se 4.314 meter høje Grand Combin, og vi kan ikke se den smalle italienske Ferret-dal, der ligger omgivet af stejle bjerge.

Vi kan kun se tåge.

Stien snor sig i serpentinersving ned på den anden side. Et sted dernede i tågen og regnen ligger hytten, vi skal overnatte i, placeret nærmest på stien, så Pierrick lader fortroppen løbe i tørvejr, mens han følges med gruppens lidt langsommere bagtrop.

Det går hurtigt nedad, og da jeg senere kigger bagud, er bagtroppen forvandlet til små farverige pletter af Goretex i tovene af regn. Det er på sin egen måde et flot syn.

Med retning mod Courmayeur

Dagen efter går vi gennem dalen mod den italienske skisportsby Courmayeur.

Gruppen er reduceret med en håndfuld vandrere – nogle har vabler, nogle har ondt i knæene, og selv om det ikke er kutyme, at man står af turen, er det muligt på denne sektion, da der kører busser til Courmayeur, hvor der er butikker og restauranter nok til, at afhopperne kan underholde sig selv en enkelt dag.

Vi resterende går gennem græsgange oversået med blomster i rød, blå, lilla, gul og pink. Et ekstra smukt syn, fordi de står i skarp kontrast til de forrevne grå klippevægge – blandt andre Grandes Jorasses, hvis tinder knejser mod himlen på den modsatte side af dalen, som er så smal, at man må lægge hovedet tilbage for at se toppen af bjergene.

Mens vi går her med hovederne tilbage, møder vi en gruppe japanere på vej i modsat retning. Man kan gå rundt om Mont Blanc både med og mod uret; de fleste går mod, så for os, der går med, betyder det, at vi må træde til side, når vi møder folk på vej i modsat retning. Til gengæld slipper vi for at jokke i hælene på andre.

Selv om man ofte vandre alene rundt i mange timer, er der også mulighed for at slå »pjalterne« sammen i hytterne eller i baren.
Selv om man ofte vandre alene rundt i mange timer, er der også mulighed for at slå »pjalterne« sammen i hytterne eller i baren.

For turen rundt om Mont Blanc ér populær, og med 10.000 årlige vandrere får man ikke turen for sig selv, uanset hvilken retning man går i. Det er dog ikke så slemt ude på stierne; vi går ofte i timer uden at møde andre – det er i pensionaterne og hytterne, man skal være indstillet på tæt samvær.

For selv om der er mange hytter at vælge imellem, er der fuld belægning på de fleste af dem. Spisesalen er ofte fuld, bad og toilet skal deles af mange, og de fleste steder bor man på sovesale, i nogle hytter med op til 30 senge i samme rum.

Men det er også i hytterne, man oplever det hyggelige aspekt ved vandringen. Det er her, man deler dagens oplevelser over en øl eller en kop kaffe på terrassen, hvorfra man oftest har en fabelagtig udsigt, her, man i spisesale i typisk alpestil får lækker mad fra det lokale køkken, her, man tøffer rundt i tykke sokker og afslappet tøj og nyder, at man bor midt i bjergene.

Aftenens hytte uden for Courmayeur er ingen undtagelse. Vi bor 14 i køjesenge, der står ualmindeligt tæt, og har to badeværelser til deling. Men fra terrassen har man en førsteklasses udsigt til forrevne klippevægge og gletsjere, der kælver med jævne mellemrum, og middagen i den lavloftede spisesal med sprossede ruder og en kamin for enden af rummet er italiensk på højt niveau.

På vej gennem dalen Veni op mod Col de Seigne passet .
På vej gennem dalen Veni op mod Col de Seigne passet .

Den rå natur

Pierrick har ledet grupper rundt om Mont Blanc flere gange, end han kan huske, og hans personlige etape-favorit er næste dags tur. Fordi naturen er mere rå, siger han.

Ruten går over trægrænsen det meste af vejen til passet, der udgør grænsen mellem Italien og Frankrig, og udsigten er fænomenal. Til vidtstrakte dale i begge retninger, til en gletsjersø så turkis, at det skærer i øjnene, og så til Mont Blanc.

Vi har ikke haft udsigt til selve Mont Blanc, siden vi forlod Frankrig, og selv om flere af de øvrige bjerge i massivet er imponerende, er det noget særligt igen at se det bjerg, der har lagt navn til turen – omend det her i Italien hedder Monte Bianco. Og er ekstra imponerende her fra den italienske side, hvor gletsjere omkranser bjergets enorme flanker.

Det meste af vandringen foregår ad fine stier og er forholdsvis nem – der er dog enkelte spændende passager.
Det meste af vandringen foregår ad fine stier og er forholdsvis nem – der er dog enkelte spændende passager.

Vi kæmper os op til passet og møder på den anden side endnu en smuk dal. Stien snor sig ned ad bjerget i noget, der virker som uendeligt, og mens solens lys bliver blødere og får klippevæggene til at lyse orange, bevæger vi os nedad. Og falder ind i en zen-agtig vandrestemning, sådan som det ofte sker, når man bare går.

De sidste dage går vi først opad over endnu et pas og gennem et stykke med sne, så nedad gennem skov til byen Les Contamines, og derfra gennem mere skov, ad en gyngende hængebro over en brusende flod,og op til det sidste pas på turen. På vejen bliver vi overhalet af senede mænd i løbetøj. De er på træningstur til det ekstreme ultraløb rundt om Mont Blanc-massivet, der finder sted hvert år i slutningen af august, og som regnes for at være et verdens hårdeste.

For os er det alt rigeligt at tage turen i gå-tempo. For selv i kategorien komfort-tur er Tour du Mont Blanc for mange en hård nød. Men også en spektakulær nød. Og, bliver vi enige om, da vi er ovre det sidste pas og kan se ned i Chamonix-dalen, hvor vi startede, en nød af en beskaffenhed, der gør, at den fortjener sin titel som en klassiker.

På køernes hjemmebane i den italienske Ferret dal.
På køernes hjemmebane i den italienske Ferret dal.

5 andre hytte-til-hytte vandringer i alperne:

1. Den hyggelige: Salzkammergut

Det behøver ikke være hårdt og med mange stigninger for at give store naturoplevelser. I regionen Salzkammergut midt i Østrig kan man opleve storslåede udsigter fra en familievenlig rute langs nogle af regionens 76 bjergsøer. Området indeholder ud over smuk natur flere historiske landsbyer, man passerer igennem på sin tur fra hytte til hytte. De fleste pakketure er på 8 dage.

2. Den hårde: Haute route

Haute Route, ruten mellem franske Chamonix og schweiziske Zermatt, er en af de mest populære gletsjervandringer i verden. På 7-8 dage bevæger man sig via dale, over høje pas, ad bjergstier af forskellige beskaffenhed og ikke mindst på gletsjere over grænsen til Schweiz med fabelagtige udsigter undervejs. Man skal være en erfaren trekker og klar på at lære gletsjervandring.

3. Rundturen: Rundt om Grossglockner

Det er ikke kun Mont Blanc massivet, man kan bevæge sig hele vejen rundt om. I Østrig kan man på syv dage gå rundt om landets højeste bjerg, Grossglockner på 3.798 meter. Det er en forholdsvis hård tur, hvor man, selv om man ikke skal klatre eller gå på gletsjer, skal være sikker på fødderne og klar på evt. barske vejrforhold.

4. Den mindre kendte: Vanoise National Park

Vanoise National Park er Frankrigs første nationalpark og ligger i den vestlige del af Alperne tæt ved den italienske grænse. Her er gletsjere, dale og masser af bjergtoppe, der stikker mere end 3.000 meter op mod himlen – alligevel er her meget få mennesker sammenlignet med andre mere kendte områder. Tour of the Vanoise er en 10-dages tur fra hytte til hytte.

5. Den italienske: Dolomitterne

Dolomitterne i det nordlige Italien består modsat de centrale alper, som er granit, af kalk, hvilket er årsagen til deres »hvide« udseende. Udsigterne på vandreturen er dramatiske – blide sætere går ofte direkte over i stejle bjergrygge – og her er god mulighed for at se alt fra farverige blomster til bjerggeder. De fleste vandreture varer 8 dage.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.