Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

En hyggelig snelomme

Fred, idyl og gode sneforhold præger det østrigske skisportssted Zauchensee.

Liftene hæver sig op fra den lille by Zauchensee. Fotos: Altenmarkt-Zauchensee Tourismus
Liftene hæver sig op fra den lille by Zauchensee. Fotos: Altenmarkt-Zauchensee Tourismus

Godt halvvejs nede ad pisten laver vi et lille stop og hviler benene. Bortset fra en familie på fire er der ikke andre på pisten under os, og over os er der ikke et øje. Vi har således stort set strækningen for os selv.

Solen er begyndt at titte frem, og dens lunende stråler reflekteres i sneen omkring os. Pisten ligger omgivet af træer på begge sider, og er vi stille, kan vi høre et par fugle kvidre fra toppen af træerne. Kort sagt den ultimative skiidyl.

Det er formiddag i det østrigske skisportssted Zauchensee. Det er bestemt ikke landets største skidestination, men til gengæld finder man her særdeles gode skioplevelser. Og specielt om formiddagen er der masser af plads på pisterne - mere herom senere.

At kalde Zauchensee for en by er næsten at overdrive. Uden for sæsonen lever her blot omkring 50 fastboende sjæle, men om vinteren liver byen op, når skigæster og sæsonarbejdere indfinder sig. Byen rummer ikke et væld af butikker, men hoteller, skibutikker og restauranter leverer de nødvendige faciliteter til en god skiferie.

Oppe i terrænet kan man flere steder køre på ski med udsigt ned til byen.
Oppe i terrænet kan man flere steder køre på ski med udsigt ned til byen.

Zauchensee by ligger i 1350 meters højde, hvilket er ganske højt målt med østrigske alen. Byen er da også den højest beliggende i Salzburger Sportwelt, som en samling af skisteder, der ligger i forlængelse af hinanden. Salzburger Sportwelt er igen en af fem regioner i det gigantiske Ski Amadé, der tilsammen rummer 760 km pister. Når man køber et liftkort i Zauchensee, giver det adgang til hele Ski Amadé.

Lille snelomme

Skiområdet omkring Zauchensee byder på 44 pistekilometer og når ned til nabobyen Flachauwinkl. En kort bustur giver adgang til yderligere 27 km pister mellem Flachauwinkl og Kleinarl, og fra sidstnævnte kører busser videre til det større Wagrain, som igen hænger sammen med flere andre områder. Endelig råder Zauchensees naboby Altenmarkt over 17 km pister.

Da Zauchensee er det højest beliggende af områderne, er sneen som regel både rigeligere og bedre end i f.eks. Wagrain, som er danskernes foretrukne skidestination i Østrig. Derfor foretrækker stadigt flere gæster også at bo i Zauchensee, så man kan have den gode sne hele dagen.

Desuden tager mange skigæster fra Wagrain og nabobyen Flachau på dagstur til Zauchensee. Det tager dog et par timer at nå dertil, og det er netop årsagen til, at der er væsentligt færre mennesker på pisterne i Zauchensee om formiddagen end længere oppe ad dagen.

Den høje beliggenhed sikrer gode sneforhold vinteren igennem i Zauchensee, som angiveligt er en af regionens mest snesikre destinationer. Derfor går skisæsonen de fleste år også helt fra starten af december til midten af april.

Værtsby for World Cup

Zauchensee er kendt for mere end sin gode sne. Mange år i træk har byen nemlig været en af værtsbyerne i den verdensomspændende World Cup, hvor klodens bedste skiløbere dyster mod hinanden.

Det er kvindernes World Cup, der lægger vejen forbi, og det sker som regel i midten af januar. I år var ingen undtagelse, og her var World Cup-cirkusset forbi med løb den 14. og 15. januar.

Der dystes i disciplinerne styrtløb og Super-G, og i den forbindelse gemmer der sig en spøjs lille historie.

Der er generelt god plads på pisterne i Zauchensee.
Der er generelt god plads på pisterne i Zauchensee.

Det højeste skibare punkt i Zauchensee var nemlig oprindelig 2113 meter, men herfra kunne man ikke få så meget fart på fra start, som et World Cup-styrtløb kræver. Derfor ’forlængede’ man bjerget opad med en stejl top, så det nu måler 2188 meter.

Heroppe ligger World Cup-starthuset, og det kan anbefales at tage den lille lift op til toppen. Herfra har man i klart vejr en forrygende udsigt ud over det omkringliggende skiterræn.

Og nu vi er ved eliteskiløbere, så stammer en af Østrigs største skihelte fra Zauchensee. Det er Michael Walchhofer, der i sin karriere nåede at blive verdensmester, olympisk medaljevinder samt nummer et i diverse World Cup-løb – primært i styrtløb.

Michael Walchhofer bor stadig i Zauchensee, hvor han ejer flere hoteller. Indimellem tager han med ud på ski sammen med sine gæster. Walchhofer-familien er et indflydelsesrigt navn i byen, idet Michaels bror Peter ejer den lokale skiskole.

De gode muligheder for eliteskiløb betyder også, at mange skiklubber og konkurrenceløbere kommer her for at træne.

Hyggelige frokosthytter

Tilstedeværelsen af en World Cup-styrtløbspiste skal ikke forveksles med, at terrænet generelt er svært i Zauchensee. Tværtimod er resten af området let til middelsvært med en skønsom blanding af blå og røde pister.

Dertil råder området over særdeles gedigne offpist-muligheder i den lettere ende af skalaen, ligesom Zauchensee-Altenmarkt er et af de bedste steder for langrend i Østrig.

Spredt ud over skiterrænet ligger der flere hyggelige frokosthytter, hvoraf især to kan anbefales. Burgstallhütte ligger på pisten ned mod Flachauwinkl og byder på god mad, store portioner og en herlig solbeskinnet terrasse. I Zauchensee by lige ud til en af pisterne ligger Felserhütte, der byder på traditionelle østrigske retter til absolut rimelige priser. Prøv gerne deres ’wildragout’, der er ganske glimrende.

Om aftenen spiser de fleste gæster middag på deres hotel, og her kan man som dansker føle sig ekstra hjemme på Hotel Enzian. Det er nemlig danskejet, og en stor del af personalet, samt stort set alle gæster, er danskere. Hver eftermiddag bliver der efter skiløbet serveret kaffe og hjemmelavet kage på hotellet, og både her og om aftenen kommer folk hinanden mere ved end på traditionelle skihoteller.

Zauchensee råder over adskillige hyggelige frokosthytter – her Felserhütte.
Zauchensee råder over adskillige hyggelige frokosthytter – her Felserhütte.

Gå efter prioriteter

Ud over skiløb kan man i Zauchensee fornøje sig med blandt andet sneskovandring, kælketur og wellness. I nabobyen Altenmarkt er der en 3,2 km lang kælkebane, ligesom Zauchensee også har en kortere en af slagsen.

Man skal være sig sine prioriteter bevidst, før man drager på skiferie til Zauchensee. Er man til traditionel østrigsk afterski med fuld fart over alkoholindtaget og larmende diskoteker, skal man vælge et andet sted. Det samme gælder, hvis man ikke gider køre lidt i bus for at prøve mere end Zauchensees relativt begrænsede skiterræn.

Sætter man derimod fine sneforhold, dejlige hoteller og god plads på pisterne i højsædet, og har man det fint med at befinde sig i et mindre skiområde, skal man lede længe efter noget bedre end Zauchensee.

Rejseliv var inviteret af Højmark Rejser og Altenmarkt-Zauchensee Tourismus.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.