Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Rejseliv

Dubai for børn og barnlige sjæle

De Forenede Arabiske Emirater skruer op for charmen overfor børnefamilier, som udover sol, sand og varmt blåt vand tilbyder et væld af nye temaparker med underholdning for alle.

Man kan godt se, at Legoland ligger under varme himmelstrøg, for figurerne henter inspiration i det lokale liv.
Man kan godt se, at Legoland ligger under varme himmelstrøg, for figurerne henter inspiration i det lokale liv.

Jeg har prøvet elevatoren op i verdens højeste bygning, Burj Khalifa på 828 m flere gange, og det giver både sug i maven, klikken for ørerne og let svimmelhed ved udsigten over Dubai så langt væk fra jorden, hvis man har tendens til højdeskræk.

Men det er ingenting ved siden af turen i Thor’s Thunder Spin i forlystelsesparken IMG Worlds Of Adventure, som er et af de nyeste tiltag for at øge turismen blandt børnefamilier i De Forenede Arabiske Emirater.

Det tager 1 minut og 42 sekunder at blive snurret, vendt og drejet i den gigantiske gynge, omgivet af røg, springvand og lilla lysshow otte-ti meter oppe i luften, inden turen, der angiveligt er sagafiguren Thors måde at redde os fra den drilske jætte Loke, efterlader os med rystende ben – og, for nogens vedkommende, indre – i verdens største indendørs temapark. Det er også bare, fordi vi er danske, at vi absolut skulle begynde med noget, der minder om det, vi kender, nemlig den nordiske mytologi. For der er masser af andre forlystelser med lige så høj skrækværdi, men det finder vi først ud af senere.

Ferie i børnehøjde

Dubai er ikke længere kun et rejsemål for voksne, selv om mange kalder den for Mellemøstens svar på Las Vegas med dens moderne skyskrabere og neonlys, trafikerede motorveje med luksusbiler, shoppingcentre med skibakker, akvarium og skøjtebaner samt de mange internationale restauranter.

Nu finder familieturister også vej til den Arabiske Golf, og derfor har landets turistministerium indset nødvendigheden af alternativ underholdning i børnehøjde. I de senere år er der investeret i flere vandlande, men fra denne sæson tilbyder ørkenstaten et sandt boom af temaparker, der skal gøre Dubai endnu mere attraktiv.

»Dubai og de øvrige Arabiske Emirater er en erstatning for Egypten, der for få år siden modtog tusinder af danskere i vintersæsonen, men som desværre gennem de senere år har været plaget af politiske uroligheder og terror. Det er også et supplement til de gæster, som vil opleve noget nyt og muligheden for at kombinere en storbys mange tilbud og kultur med dage på eksotiske strande i et for årstiden perfekt klima,« udtaler PR-chef Glenn Bisgaard fra Apollo og fremhæver de forholdsvis korte afstande med taxa eller metro fra hotellerne til Dubais mange forlystelser.

Verdens største temapark

Den største af de nye, IMG Worlds Of Adventure, ligger en god halv times kørsel ude i ørkenen, som bliver mere og mere bebygget. På vej derud passerer vi Global Village, der har ligget her i 20 år som en udendørs mini-Expo-udstilling med restauranter, butikker og forlystelser fra forskellige dele af verden.

Det er lidt samme tanke, der ligger bag IMG, her er det hele bare indendørs og bygget op omkring kendte figurer fra film, TV og spil i en megahal på 140.000 kvm, der gør den til verdens største indendørs temapark. Det betyder, at den kan være åben for publikum hele året, men vi vil nu nok betakke os for at komme til Dubai i sommerhalvåret pga. varmen, uanset hvor meget kuldegys og aircondition, der er med i prisen.

Man får virkelig Thors hammer i mellemgulvet, når man prøver den vilde gynge, opkaldt efter den nordiske sagnhelt, i IMG Worlds Of Adventure.
Man får virkelig Thors hammer i mellemgulvet, når man prøver den vilde gynge, opkaldt efter den nordiske sagnhelt, i IMG Worlds Of Adventure.

Den indendørs park er delt op i områder, så den når store som små, piger og drenge, de forsigtige og de eventyrlystne. Det handler meget om rutsjebaner og 3D-film med superhelte som Spider Man, Hulk og Captain America, så man sidder helt ude på kanten af stolen, når filmene kører, men også om gys med kæmpedinosaurer og krokodiller i den Jurassic Park-inspirerede Lost Valley-afdeling.

Flot så det klodser

Så går det lidt mere stille for sig i Legoland, men lyset i øjnene er ikke mindre hos de børn, som besøger Dubais udgave af den danske succes fra Billund. Her kan de ikke kun se deres yndlingsklodser og –figurer i stor størrelse, men også besøge en lille fabrik, hvor man viser fremstillingen af dem; der er forsigtige rutsjebaner og karruseller og en sagte undervandsbåd med glasbund, så man kan se de fisk, der lever i sejlrenden.

Legoland ligger som en del af et rekreativt område kaldet Dubai Parks, men da det er det første af sin slags i den mellemøstlige region, er det allerede et trækplaster blandt de lokale. For en dansk familie er det sjovt at se, hvad man også kan bygge med fantasi og tusindvis af klodser, ikke mindst i det populære Miniland, som pga. klimaet er indendørs i en stor hal. Det var måske i virkeligheden her, man skulle starte sin ferie, for vi får det store overblik på en mindre model af Dubais ikoniske skyskrabere, ret nøjagtigt gengivet i deres moderne arkitektur, så man ikke behøver at tage turen op i Burj Khalifa for at se det hele på én gang.

En duft af Indien

Halvdelen af Dubais befolkning på 2,5 mio. indbyggere er immigranter fra det indiske kontinent gennem flere generationer, så Legolands nabo i det nye underholdningsmekka er naturligt nok Bollywood Parks.

Bollywood Parks er som at gå rundt i en filmkulisse.
Bollywood Parks er som at gå rundt i en filmkulisse.

Den henvender sig til større børn, teenagere og voksne, og det er helt klart en fordel at kende lidt til indisk kultur, for mange af forlystelserne og den musikalske optræden tager udgangspunkt i de populære filmgenrer, musikken og heltene fra Mumbais svar på Hollywood hjemme i Indien.

Her er også biografer med 3D-simulatorer og mange forskellige scener, hvor der på skift dagen lang er danseoptrin til Punjabi-pop og internationale hits, men vil man ind og se en hel musical i rigtig Bollywood-stil, skal man løse ekstra billet til det pompøse teater, som selvfølgelig hedder Raj Mahal.

Det er svært at gå sulten herfra, for der hænger hele tiden en fin duft af karry fra kulisse-byens mange restauranter i luften, og den er ægte nok.

Rejseliv var inviteret af Apollo og Emirates.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.