Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den lille by med det store skiløb

Næste vintersæson er der VM i slalom på pisterne over den midtsvenske skisportsby, Åre, der er et af Nordeuropas største skiterræner. Ud over heftige VM-strækninger og kilometervis af varierede pister har de også godt med andre fristelser.

Åre er en vellykket hybrid af udfordrende skiløb på og udenfor pisterne og en masse svensk hygge.
Åre er en vellykket hybrid af udfordrende skiløb på og udenfor pisterne og en masse svensk hygge.

Det er ligesom et ’liveaction’ eventyr, hvor helten må igennem tre prøver for at score det halve kongerige og et stk. prinsesse. Her i skisportsbyen Åre er der dog – så vidt vides – hverken ledige prinsesser eller prinser, skønt det svenske kongehus nu og da indlogerer sig i Hotel Copperhills eksklusive private villa. Til gengæld venter der rigeligt med belønning i form af brede smil, skønt trætte muskler og lutter livsglæde, hvis man er frisk på nye ski-udfordringer i området, der minder mere om alpine terræner end svenske ditto, selv om byen er tydeligt svensk med hyggelige træhuse. Det samlede skiterræn består af ’Duved’ med 10 lifter og mest rødt skiløb, samt ’Åre by’ og ’Björnen’, der er hægtet sammen i ét stort område med 28 lifter og ’fråderen mange fede pister’, som en ung fyr på en afterski-bar sagde om udbuddet.

På pisten uden plysdyr

Det er ellers ikke, fordi der mangler fordomme, når man annoncerer sine planer om at tage nordpå: »Svensk skisport, det er magre Wasaløbstyper med tophue eller også kanelboller, varmestuer og udklædte plysdyr, der leger med børnene. Og en masse blå, nej, grønne pister, ikke?« falder det skeptisk fra heli-ski- og freeride-vennerne.

Det betyder meget for stemningen, at terrænet tager sit udgangspunkt i en rigtig by, hvor de lokale bor og lever, også uden for skisæsonen. Åre er rigtig hyggelig med gode klubber, restauranter og butikker.
Det betyder meget for stemningen, at terrænet tager sit udgangspunkt i en rigtig by, hvor de lokale bor og lever, også uden for skisæsonen. Åre er rigtig hyggelig med gode klubber, restauranter og butikker.

Såmænd, såmænd. Sverige har pragtfuldt langrend i overflod og skiterræner – mange endda – hvor livet er enkelt for børnefamilier, så ungerne får en dejlig oplevelse på ski. Hvilket betyder skuldrene-ned-succesferie for forældrene. Således også her, hvor man lykkeligt råder over ’Björnen’ med lette, børnevenlige pister og aktiviteter. Og Valle. En glad og tyk snemand i – just præcis – hvidt plys.

Realiteten er imidlertid, at Åre har næsten hundrede præparerede pister. Også sorte. Samt offpist i rigtig stor stil. Og næste sæson – i februar 2019 – lægger de sågar sne til verdenseliten, når ’Alpine World Championships’ afvikles på pisterne over byen. Den slags skiløbere kommer næppe for plysdyrenes skyld.

Farvel til bekvemmeligheden

Så ærlig talt, hvorfor ikke sparke sig selv ud af den komfortzone, der er så nem at blive hængende i, når skiløbet kører ganske godt. Man hygger sig, gør man, og plejer de uvaner, man nu engang har tillagt sig på ski.

Men nu må det være slut med mageligheden, for Åres rødklædte guider er skarpe som barberblade, når det handler om at lære fra sig og skubbe til dig. Vi kastede os ud i en ’triple threat’ i form af en gang personlig træning, et møde med den klassiske Randonée-sport og en intro til ’Parken’ med hop, rails, bokse og anden vildskab. Så er der også fyldt op på harddisken for en tid.

»Det er din krybdyrhjerne, der forhindrer dig i at stå optimalt på ski,« siger Olle Röding ubarmhjertigt. Tænkte man det ikke nok. Det er bekvemt med en naturvidenskabelig undskyldning, men Olle Röding, der har løbet professionelt race på ski i årevis og også ser sådan ud, påstår, at det er et spørgsmål om at tage kontrol over krybdyrhjernen og gøre noget andet, end instinkterne dikterer os. Det kan man nemlig godt, hvis man er klar på, hvor man skal hen.

»Problemet er, at vi tyer til primitive reaktioner, så snart det går for hurtigt eller er stejlt og iset, så du mister kontrol. Og præcis som vi instinktivt viger tilbage for en giftslange ved at trække os væk fra den, så viger vi tilbage for en usikker situation på ski ved at læne kroppen tilbage mod det sikre, nemlig bjerget. I den position har du ingen balance og derfor ingen kontrol,« forklarer han. »Du skal fastholde den rigtige kropsholdning hele tiden. Også når du er bange. Vær opmærksom, så dit bevidste jeg, og ikke din krybdyrhjerne, beslutter, hvad din krop skal gøre.«

Åre har et stort og godt net af præparerede pister, men rigtig meget foregår uden for den slagne landevej.
Åre har et stort og godt net af præparerede pister, men rigtig meget foregår uden for den slagne landevej.

Olle Röding er en af Åres PTere. Det står for ’Personal Trainer’, og de arbejder efter samme principper som i f.eks. golf og tennis, hvor stil og teknik løbende finpudses og justeres. Han griber om dine primære fejl – og lader resten ligge i første omgang. Og forklarer med billeder og ord, så man krystalklart forstår, hvad der skal rettes. Det er første skridt til fremskridt.

»Armene længere ud fra kroppen og frem. Som når du viser, hvor stor en fisk du har fanget«, fortæller han Rejselivs udsendte. Ved at ændre armene og komme frem i knæene følger resten af kroppen med, og der kommer mere vægt på forfoden i stedet for hælene, hvorfor kontrollen straks er bedre. Men alt det siger han ikke, for så bliver man nemlig forvirret. Og fiskebilledet fungerer tiptop.

»Det er min opgave at analysere elevens teknik og pege præcis på, hvad der skal justeres. En uvane lader sig ikke ændre fra den ene time til den anden, og jo længere du har stået på ski, jo sværere er det at rette noget. Så vi arbejder med ganske få ting,« forklarer Olle Röding, der træner én elev ad gangen og helst om formiddagen, hvor både sne og elev er friskest. Tre timer giver helt vildt gode resultater, og samme aften tikker en mail ind med en video af eget skiløb og en checkliste for, hvad man skal arbejde med. Så kan man nemlig selv se det.

Langt hår og hipsterstil

De er pænt stolte af bysbarnet freestyler Henrik Harlaut, der er heroppe i Åre, for det er lige her i ’Parken’, den nu 26-årige stjerne har trænet sig op til VM-guldet i Aspen, Colorado, og OL-deltagelsen i 2014, hvor han endte som nr. seks med sin afslappede tøjstil, sit lange hår og de Ninja Turtles-luffer, som han valgte til lejligheden.

Vi har nu ikke købt store anorakker eller lavet rastahår i dag, hvor vi skal lure ham kunsten af i parken, for det går fint i helt almindeligt skitøj. Især i den grønne begynderpark.

Shane Jarl på 24 år har undervist, fra han var 17. Han er kompetent og præcis og forklarer, så man forlader ham med en super checkliste i hovedet over, hvad man selv skal træne videre på.
Shane Jarl på 24 år har undervist, fra han var 17. Han er kompetent og præcis og forklarer, så man forlader ham med en super checkliste i hovedet over, hvad man selv skal træne videre på.

Vil man lokke familiens unge med på ski, er Åres snowpark fortrinlig madding: Den er blandt de tre største i Skandinavien og opdelt efter sværhedsgrad i grøn, blå, rød og sort, præcis som pisterne. Her kan de blive udfordret og – ikke mindst – møde nye venner.

»Det har altid været gambling, når jeg lavede hop selv, så det er fint at få lidt teknik. Og sjovt, fordi han har en frisk og god attitude,« mener den medbragte teenager om instruktør Shan Jarl og hans ’Snow Park intro’. Det er tre timers introduktion til sikkerhed og adfærd i parken samt træning i afsæt, så man får højde på hoppet. Man øver også på at dreje rundt om sig selv, køre baglæns og løbe hen over ’bokse’. Det er en slags smal metalsti, hævet op over pisten, hvor man enten kan køre ligeud – går fint – eller køre sidelæns – går ikke fint. At sætte af fra sneen og få anbragt skiene samlet vinkelret på boksen er langtfra så enkelt, som det ser ud til. Det samme gælder at dreje hele vejen rundt om sig selv i en cirkel på sneen ved at lade, som om man tager et almindeligt sving, fortsætte, så skispidserne peger op ad bjerget, og dér flytte vægten over til den anden fod.

Teen-dyret smutter rundt om sig selv i et svirp, hvorimod undertegnede sidder fast med ryggen mod dalen, mens bagenden af skiene ligesom træder sig selv over tæerne. Nå, det skal nok bare øves; man skal ikke tabe modet på sin freestyle-karriere på grund af sådan en detalje. Til gengæld går det flot med at sætte af fra sneen og fra boksen, og fornemmelsen af at få højde på hoppet indfinder sig snart.

»Det er en anden version af skiløb, som kan være ret udfordrende. Man skal være klar på, at man kan slå sig. Så det er fint at få instruktion. Jeg fik lært at sætte af, så jeg har kontrol over kroppen i hoppet. Det er jo det, der er grundlaget for at lave de større tricks sidenhen,« konkluderer teenageren på kurset.

Ovre ved den røde park kommer der syn for sagen: Kæmpe sneramper og bakker gør det ud for afsæt, og unge vovehalse er oppe i højder som skihopperne fra nytårsdag. De er loose og grafitti-hipsteragtige at se på, men når det kommer til kropskontrol, er de totalt hardcore.

På vejen ned til byen forsøger jeg mig med drejninger rundt om mig selv og med at lave afsæt med benene trukket op og armene på plads. Det er ikke som vovehalsene deroppe – men langt bedre end i morges.

Næsten som i gamle dage

Udfordring nr. tre er den mest uvante: Vi går tilbage til tiden, inden man havde lifter og derfor gik op ad bjerget ved egen hjælp med ski på. Sender man familiens unge afsted hér, vil de næppe holde sig vågne til at ture Åres ellers glimrende natklubber og barer særlig længe, om aftenen. Bare et tip.

Disciplinen kaldes ’Randonée’ og er hastigt voksende i popularitet. Oprindelig spændte man sælskind under skiene, fordi den korte, stive pels fungerede som modhager på sneen. Det handler nemlig om ikke at glide baglæns.

»I dag har man syntetiske skind med kraftig lim på bagsiden. Du hægter skindet fast på skispidsen og sikrer, at det sidder glat og dækker hele fladen. Ikke ud over kanterne,« instruerer Shane Jarl, der er passioneret Randonée udøver. Ideen er at gå ’off the beaten track’, væk fra alle de andre. Ud, hvor naturen styrer oplevelsen og man får glimt af samernes rensdyr, der går og leder efter lav på stenene. Det er smukt. Og stille. En halv time væk fra pisten, og vi møder ikke et menneske, men bliver til gengæld blæst omkuld af et panorama i tværformat i kølige nordiske farver. Åre-søen ligger tilfrossen dernede, og i horisonten troner de norske fjelde omkring 100 km borte. Og man kan sagtens nyde synet, mens man moser på, for man sætter selv tempoet.

»Du skal ikke løfte skiene, det er ikke som snesko. Bare glid fremad med lange skridt, og sørg for, at skiene har kontakt med sneen hele tiden,« forklarer Shane Jarl. Det er ikke svært, og oplevelsen er dejligere, end den lyder, når man hører, at man skal transportere sig selv mange hundrede højdemeter op ad bjerget i sine tunge skistøvler. For en gangs skyld bliver tæer og fingre ikke iskolde, på trods af frosten, der fastholder sneen i blomkålslignende strukturer herude. Det ligner moderne kunst og knager som tyk marengs under de robuste ski.

»Mange lejer sikkerhedsudstyr og tror, at den hellige grav er velforvaret. Men det er sjældent, det redder liv, for rammes man af en lavine, er det ofte for sent,« forklarer freeride- og randonée-instruktør Shan Jarl.
»Mange lejer sikkerhedsudstyr og tror, at den hellige grav er velforvaret. Men det er sjældent, det redder liv, for rammes man af en lavine, er det ofte for sent,« forklarer freeride- og randonée-instruktør Shan Jarl.

Sporten kræver, at man går med en lokalkendt guide, der forstår at aflæse vejret og sneen for at undgå at komme i lavinefare, understreger Shane Jarl, mens vi piller skindene af skiene allerøverst i terrænet.

»Når jeg har fri, er vi nogle stykker, der vandrer i de øde bjerge derovre. Vi går i flere dage og overnatter ved at grave hul i sneen og sætte telt op,« fortæller dette gæve friluftsvæsen. Her synes man ellers, at en formiddag var passende, for efter nogle timer sætter kaffehallucinationerne ind. Vi kaster et blik ind i den lille hytte, der pakket i is og fygesne ligger helt alene på toppen. De har duftende varme vafler, men det bliver en anden gang, for nu skal vi pakke skindene i rygsækken og klikke bindingerne tilbage på plads, så støvlerne igen er låst fast på skien. På vej op er de nemlig løsnet bagtil, så man kan løfte hælen.

Belønningen vener på nedturen

Det er enestående at finde tilbage til pisten og løbe ned til byen fra toppen af et fjeld, man selv har kæmpet sig op på: Jo længere man har vandret op, jo mere velfortjent føles det at løbe nedover. De, der har overskud, kan endda vælge bagsiden af bjerget, hvis sneføret er til offpist. Helt ærligt, hvad skal man så med halve kongeriger, prinser og prinsesser? Det her er sjovere – og en del nemmere at styre. Og man kan sagtens nyde en kanelbolle i pauserne alligevel.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.