Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

De grønne bugters ø

Det er ikke let at finde en græsk ø, der ikke er tæt pakket med turister. Den lille, grønne ø Meganisi i Det Ioniske Hav kunne være et bud på en forholdsvis uberørt ø. Rejseliv tager et kig på sommerens nye græske rejsemål.

Udsigten over mod øen Scorpios og Lefkas i baggrunden er en lise for sjælen.
Udsigten over mod øen Scorpios og Lefkas i baggrunden er en lise for sjælen.

De mange hvide sejl på havet understreger, at vi er i et sejlerparadis. Vi er midt i Grækenlands grønne øhav. Det blågrønne Ioniske Hav, den blå himmel, de grønne bjergskråninger og de hvide sejl bringer et saligt smil frem. Her er bare lækkert.

Vi er omgivet af små, frodige øer på alle sider af bilfærgen mellem Lefkas og den lille ø Meganisi. Det er lidt misvisende, at Meganisi betyder den store ø. Den er kun på 22 kvadratkilometer. Men Meganisi er omgivet af endnu mindre øer end den selv. En af dem passerer vi om bagbord.

Da vi nærmer os Meganisi, kan vi se vort hotel oppe mellem de grønne træer. Hotel Esperides bliver basen for de fleste gæster fra sommersæsonen 2017. Færgeturen fra Lefkas tager kun en halv time. Færgen smækker sin broklap ned i Spilia neden for Hotel Esperides og sejler så videre til fisker- og sejlerbyen Vathi længere henne ad kysten.

Wow, sikke en udsigt fra hotellets værelser. Hele øhavet breder sig ud med de store bjerge på Lefkas i baggrunden. Hotellet har en rigtig pæn standard med rummelige værelser med balkon, en restaurant, poolbar og så en megastor swimmingpool med havudsigt. Hotellet har nogle rigtig gode firetakts-Honda-scootere med store hjul til låns. De kan køres med bilkørekort og en bagpå.

Landsbyen og fiskerbyen

Der er imidlertid kun ti minutters gang op til den lille landsby Spartochori. Citroner hænger ud over gaden, hvor den græske dagligdag er tæt på. Der er et par taverner. Tropicana er beliggende oven på en lille forretning med en flot udsigt over havet. Lakis Taverna ligger midt i byen i traditionel græsk blå-hvid stil med åben grill og græsk dans og musik på programmet. Ud over dem er der et par hyggelige barer i byen. Her leves det stille liv uden alt for meget turisthurlumhej.

Fiskerbyen Vathi er mere livlig. Her er fisker- og sejlbåde blandet mellem hinanden, krydret med enkelte taxabåde, der farer hidsigt ind i havnen.

Fiskerbåde og sejlere deles om pladsen ud for Vathis mange taverner.
Fiskerbåde og sejlere deles om pladsen ud for Vathis mange taverner.

Hovedgaden i Vathi passerer gennem den hyggelige bar Boom-Boom og videre langs mange små taverner og barer. Umiddelbart kan jeg anbefale Stavros med god hjemmelavet mad og udsigt til livet i havnen. En hjemmelavet Taramasalata (fiskerognsalat) med frisk brød til og stegte blæksprutter med fritter blev 160 kr. inklusive en god halv flaske Retsina-vin og en halv liter vand.

Hovedbyen Katomeri ligger højt bag havnebyen Vathi. På grund af de snævre gader næsten uden butikker og med almindelig biltrafik er den noget besværlig at bevæge sig rundt i.

Caribisk stemning

Via en kringlet bagvej ved torvet i charmerende Vathi går det ud langs de grønne bugter mod nordøst, et ideelt sted for sejlere, der lige vil hoppe en tur i vandet eller få sig et måltid mad på en af de mange taverner. Tavernerne ligger spredt nok til ikke at ødelægge landskabet. Første bugt er Pirate’s Cove, men jeg fortsætter på scooteren ud til Fanari-bugten, hvor der skulle ligge en nærmest caribisk bar ved en dejlig strand.

Caribisk stemning på "Jammin in Paradise". Afslappet med festlige cocktails og let mad.
Caribisk stemning på "Jammin in Paradise". Afslappet med festlige cocktails og let mad.

Det passer skam også. Jammin’ In Paradise er en lille caribisk perle med pangfarver og diskret reggaemusik i højttalerne. Det skorter heller ikke på eksotiske cocktails i baren. De har endda en lille parkeringsplads til kørestole. Bartenderen Chrissas smiler over mit lettere måbende udtryk.

- Jo, det er skam en lille caribisk oase. Og hver august måned afholder vi en ægte reggae-festival her på stranden. Du er velkommen til at kigge forbi, foreslår hun venligt.

Udflugtsmekka

Mange af strandene og de små badebugter kan man have næsten helt for sig selv. På østsiden af øen, nær Spartochori, er der flere strande over mod øen Lefkas. Den bedste er nok Ioannis på en smal tange med badevand i caribiske nuancer. De fleste strande er typiske græske strande med småsten. Et par badesko er derfor en god investering.

Meganisi er også et godt udgangspunkt for udflugter. Tager man en af de hyppige færger til Nidri på Lefkas er man straks i et hektisk turistmiljø. Her kan man leje bil og tage på rundtur på smukke Lefkas, køre videre ind på fastlandet eller tage en af de mange bådudflugter til de omkringliggende øer.

De Ioniske Øer over mod Italien er alle frodige og indbydende. De strækker sig fra Korfu i nord til Zakynthos i syd, med Meganisi midt i det hele.

Rejseliv var inviteret af Primo Tours.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.