Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Charmerende og særegne Kiev

Kiev har lidt af ånden fra de store pladser i Paris og meget af stemningen fra det tidligere Sovjet – men mest af alt er der en ’vibe’ af forandring og uforstilthed i den kontrastfulde og mærkelige storby.

Kiev er stor, stemningsfuld og stadig i høj grad uopdaget. Og billig tilmed. Men Ukraines hovedstad er alligevel ikke et oplagt turistrejsemål. Måske fordi mange stadig forbinder byen med de blodige uroligheder i vinteren 2013-2014, hvor mindst 100 mennesker måtte lade livet på Maidan Nezalezhnosti, Uafhængighedspladsen.

Fra balkonen på mastodonten Hotel Ukraine, hvor vi har lejet en fyrstelig suite for en slik, er der udsyn over pladsen, hvor landets politiske dramaer har udspillet sig i nyere tid. Præsidenten Janukovitj undlod i november 2013 at underskrive den EU-aftale, han havde lovet. Folket gjorde oprør, bosatte sig på pladsen og blev angrebet og beskudt, men veg ikke tilbage, og i februar 2014 måtte Janukovitj forlade både præsidentposten og landet. Efter at den nye og mere progressive præsident Petro Porosjenko er kommet til, er stemningen lettet, og særligt de unge vil gerne frem, ud og op – og det mærkes i byen.

Vi går hurtigt ned for at inspicere Maidan-pladsen. Her er der gadegøgl og vemodige musikanter som i enhver anden storby. Men sandelig også billeder af de 100 døde mennesker og mindeplader med deres navne indgraveret, omgivet af blomster og vågelys. Desuden er hæren i den grad til stede. Forestil jer Strøget uden panfløjter, men med bazooka-opsatser og unge mænd med hårde blikke.

Bamsekostumer

Vi går forbi alle symbolerne og bliver antastet af to fulde mænd, som er klædt ud i søde bamsekostumer. De vrister fotoapparatet ud af hænderne på os, knipser og afkræver en ordentlig sum penge, da seancen er forbi. Selv om landet er i fremdrift, er fattigdommen til at se og føle på, jo dybere man trænger ind i byen.

Pladsen danner midtpunkt for alle de store boulevarder. Trafikken er tæt, og det er kun muligt at komme over gaderne ved at bruge de underjordiske gange under Maidan-pladsen. Her udspiller sig et pulserende handelsliv med bittesmå forretninger, der sælger daglige fornødenheder, slik, chokolade samt et væld af russiske figurer, lakæsker, glas, kitsch, kunst – og toiletpapir med Putins ansigt påtrykt. Kiev er en mærkelig by.

Efter at have spist morgenmad omgivet af russere, der skyller havregrød ned med champagne, tager vi for alvor bestik af byen. Guidebogen varsler, at et besøg til en enkelt attraktion i Kiev hurtigt kan blive en dagsrejse i sig selv. Det viser sig at holde stik.

I stærk sol går vi op mod guldspirene, der glimter i det fjerne fra Skt. Sofia-kirken og Skt. Mikael-klostret. De ligger i gåafstand fra hinanden og fra hotellet og kan sagtens nås på en lang formiddag.

Skt. Mikael er et funklende blåt kloster fra det 12. århundrede, der blev så godt som jævnet med jorden af kommunisterne i Sovjet-tiden 1934-1936, mens nazisterne rapsede de sidste skatte derfra nogle år senere. Klostret blev genopbygget i 1997-98.

Vi træder direkte ind i en igangværende messe, da vi ankommer. Sortklædte, unge præster falder på knæ og samler sig til kor. Ældre mænd og kvinder tænder lys eller står spredt i kirken og trykker hovedet tæt ind til de religiøse symboler, mens de hulker, så det kan høres. Det virker forbløffende intenst og stærkt privat at se så direkte religionsudøvelse. Det er ikke et krav for de kvindelige turister at bære tørklæde, men det er nu alligevel god skik.

Bag det eventyrlige kloster er der en behagelig park med udsigt til floden Dnieper og adgang til kabelbanen, som specielt børn vil more sig over at køre op og ned i.

Kievs ældste kirke

Går man ud af Skt. Mikael-klostret, ligger Kievs ældste og mest imponerende kirke, Skt. Sofia, lige på den anden side. Mange af mosaikkerne og freskoerne er helt tilbage fra, da kirken blev opført. Bygningens imponerende guldtårne ligner noget, der er lånt fra et eventyr, og det er tilladt at klatre op i klokketårnet, hvorfra der er en betagende udsigt over byen, som man ikke skal snyde sig selv for.

Derfra drager vi mod byens vartegn, det voluminøse Moderlands-monument. En kæmpe kvinde/engel på 62 meter med et sværd i den ene hånd og et skjold med hammer og segl i den anden. Det er udført af den ukrainske billedhugger Vasyl Boroday, og på udvalgte dage kan man komme til vejrs i selve figuren.

Under statuen i den 40 meter høje sokkel ligger det nationale museum for ’Historien om Den Store Fædrelandskrig 1941-45’. Museet er dramatisk sat op med flænsede fly, udbrændte tanks, våben, man ikke anede fandtes, personlige beretninger og et par handsker lavet af menneskehud. Stedet vidner om en brutalitet, der får vort eget, lille, nu nedbrændte Frihedsmuseum til at ligne et uskyldigt miniputland.

Det siges, at man ikke har besøgt Kiev, hvis man ikke har spadseret op og ned ad Andrijevski Uzviz. Gaden går stejlt ned bag Skt. Andrejs-kirken og ender ved floden Dnieper. Det er Kievs mest charmerende plet med smukke, gamle byhuse, toppede brosten og den imponerende kirke på toppen.

Det svømmer over med små, trendy kaffebarer, boder til at flå turisterne, chikke kunstgallerier og små hostels. Det er hér, man skal bo, hvis man vil være på ’the hot spot’. Husene er i charmerende townhouse-stil med facader i forskellige farver, og gaden har endda sit eget museum: Museum of One Street.

I nr. 13 på Andriyvski Uzviz ligger endnu et museum, nemlig museet for den verdensberømte forfatter Mikhail Bulgakov, der navnlig er kendt for sit hovedværk, ’Mesteren og Margarita’. En besk ukrainsk dame viser os rundt på museet. Hun kan ikke et ord engelsk, men får alligevel formidlet Bulgakovs historie, og museet viser sig at være interessant – det rummer bl.a. et magisk spejl og en hemmelig dør i et skab.

Ukrainerne er kendt for at være gæstfri, men ikke specielt serviceorienterede. Også dét holder stik. På hotellet bliver en gæst skældt hæder og ære fra, da han forsøger at gøre opmærksom på, at internettet ikke fungerer. Da jeg selv spørger om muligheden for at drage til Kevlan for at besøge naturfænomenet ’Tunnel of Love’, lyder svaret:

»Er det livsnødvendigt at drage dertil? Det ligger 300 km herfra, og det her er altså ikke Tyskland, hvor man fræser af sted på motorvejen. Vi har masser, du kan besøge i Kiev.«

Men attituden hører samtidig med til den særegne charme, som kendetegner byen. Der er noget uforstilt og frit i den måde, byen bruges på. Her er ingen skilte med ’Græsset må ikke betrædes’. Rygeloven kom først i 2012, og på Maidan-pladsen hæver ingen et øjenbryn over, at brostenene bliver brækket op for at danne små vindskjold for vågelysene. I weekenden bliver hovedgaden, Khreschatyk, lukket, så ukrainerne har frie hænder til at lave pop-up-fitness, løbe maraton, danse eller spille teater på gaden. På sin vis er der ingen bånd, der binder ukrainerne, men samtidig er de historiske bånd enormt tydelige i denne kontrastfulde, mærkelige, men vildt interessante og eksotiske europæiske storby.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.