Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Casinoer, kaos og kulørte lamper i Las Vegas

Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde ville komme tilbage. Det skal man passe på med. Især når det gælder Las Vegas, som i al sin kunstighed har en særlig charme. Og køber man præmissen – at sjælen netop ligger i det kunstige, er det til gengæld sjovt.

Tourists takes photos with the "Welcome to Fabulous Las Vegas" sign on the Strip Saturday, Feb. 6, 2016. CREDIT: Sam Morris/Las Vegas News Bureau
Tourists takes photos with the "Welcome to Fabulous Las Vegas" sign on the Strip Saturday, Feb. 6, 2016. CREDIT: Sam Morris/Las Vegas News Bureau

Sidst jeg var i Las Vegas, havde jeg travlt med at komme ud af byen – væk fra det evigt glimtende lys, casinoerne, man har en følelse af ikke at kunne slippe ud af, de letpåklædte damer, der byder sig til overalt, de halvfulde mænd med sultne blikke, og larmen, som aldrig synes at få en ende. Kort sagt alt det, som er indbegrebet af Las Vegas – ørkenbyens DNA.

Det har formentlig spillet ind, at temperaturen ramte 40 grader, og der, midt i Mojave-ørkenen, føltes varmen kvælende. Desuden havde jeg børnene med, og Las Vegas er ikke just familievenlig.

Det er otte år siden. Nu er jeg tilbage. Med sønnike, som i mellemtiden er blevet 21 år. Og lige præcis 21 er temmelig afgørende, når det handler om Las Vegas, for det er aldersgrænsen for at indtage alkohol, gå på natklubber og spille på casino, og det er ligesom det, man gør i Las Vegas.

Den 21-årige har i mange år haft en passion for international boksning. Dyrket digitale communities, hvor mænd i alle aldre og fra alle lande med stor iver og nørdet viden diskuterer fortidens ikoner og nutidens fights. Han har siddet utallige nætter og set sine helte kæmpe i ringen på TV3 Viasat. Og drømt om selv en dag at sidde langs ringsiden og opleve stemningen i de legendariske boksearenaer, som for eksempel MGM Grand og Mandalay Bay Resort i Las Vegas, USA.

Dagen er kommet, og derfor er jeg tilbage. På en mor-søn tur, som lørdag aften kulminerer med en af årets største fights mellem mexicaneren Canelo Alvarez og Miguel Cotto fra Puerto Rico. På Mandalay Bay Resort.

I sin kamp for at vinde skandinavisk luftfart har Norwegian netop lanceret den eneste direkte rute mellem København og Las Vegas, så man efter godt ti timers flyvning kan stå ud midt i ørkenbyen i Nevada. Til gengæld betyder det, at man skal tilbringe en uge i Las Vegas. Ud tirsdag, hjem tirsdag. En hel uge i Las Vegas – kan man det?

Jeg tænker straks, at jeg må finde det ’andet’ Las Vegas – et sådan må da findes, men dropper snart mine let frelste intentioner og beslutter i stedet at rette min nysgerrighed mod at opleve Vegas, som den er. Med sine glimtende lys, letpåklædte damer, liderlige mænd, insisterende larm og kopier af historiske monumenter som Eiffeltårnet, Luxor-pyramiden og Frihedsgudinden. Jeg vil med andre ord gå all-in. Forsøge at se det smukke i alt det kunstige.

Læs også http://www.b.dk/rejseliv/rio-de-janeiro-den-gryende-kulturmetropol

The Neon Museum

Det mest oplagte sted at begynde en sådan oplevelsesrejse er på The Neon Museum, hvor man kan se de berømte neonskilte, som var begyndelsen til det Las Vegas, vi kender i dag. Symbolet på Las Vegas. Og med en passioneret guide, som Danial, bliver man hurtigt grebet af det fascinerende i pærerne, som gennem årtier har gjort Las Vegas til den evigt blinkende by.

Det er nemlig meget mere end blot kulørte lamper – det er kunst og håndværk. Tag nu bare skriften, hvordan den grafisk er udformet, som er et helt studie i sig selv.

En af de få kvindelige skiltedesignere fra neonlysenes velmagtsdage er Betty Whitehead Willis, som blandt andet står bag byens mest berømte neonskilt »Welcome to Fabulous Las Vegas Nevada«, der, siden 1959, har stået i den sydlige ende af The Strip. Fire år tidligere, i 1955, designede hun neonskiltet til det første raceintegrerede casinohotel Moulin Rouge, som lukkede efter bare fem måneder, men skiltet med de håndskrevne bogstaver kan man se den dag i dag på The Neon Museum, som gør det ud for kirkegård for de ikoniske skilte, som har udtjent deres værnepligt. Danial fortæller entusiastisk om skiltene, og gennem disse får vi historien om tilblivelsen af en casinoby midt ude ørkenen i 1930erne, hvor de første casinoer så dagens lys, da spil blev legaliseret i staten Nevada i 1931.

De første neonskilte begyndte da at dukke op i det små, men det var først i løbet af 40erne, at kampen om lyshavet tog til. Et eksempel på det er Golden Nugget, som åbnede i 1946 på Freemont Street med et gigantisk lysskilt, der 10 år efter blev erstattet af et endnu større og endnu mere flamboyant.

Efter at have hørt historien om, hvordan en lille stationsby i ørkenen blev omdannet til en blinkende spilleby, er det sjovt at gå de 10 minutter fra neonskilte-kirkegården til Freemont Street, hvor gamle, klassiske casinoer som Binion’s Horseshoe og Golden Nugget stadig ligger. Og selv her om formiddagen er der godt gang i de enarmede.

På vejen til Freemont kan man passende slå et smut forbi The Mob Museum – et forholdsvis nyåbnet museum, hvor Las Vegas hylder sin dystre gangster-fortid med fokus på mafiaen, som har styret store Las Vegas-symboler som El Cortez, The Tropicana og The Flamingo – sidstnævnte ejet af den berygtede gangster Bugsy Siegel.

Freemont Street, som også kaldes downtown Las Vegas, er et lille og langt mindre heftigt område sammenlignet med The Strip. Men ikke mindre crazy. Som vi slentrer på gaden, i den let kølige novembersol, kommer en næsten nøgen mand gående imod os med en hat på hovedet og sine ædlere dele dækket af en lille, hæklet pose i en g-streng.

Downtown er blot en enkelt gade, centreret omkring gadekrydset, hvor de legendariske casinoer ligger – en gade, som er overdækket af en gigantisk markise, der hver time aftenen igennem bliver omdannet til et blinkende lyshav.

Fremont Street i downtown Las Vegas. Foto: Las Vegas News Bureau
Fremont Street i downtown Las Vegas. Foto: Las Vegas News Bureau

The Strip

Men det er på The Strip, det sker. Hele døgnet. Hele året. Las Vegas sover aldrig. Selv når man tidligt om morgenen bevæger sig gennem casinoerne, sidder en flok unge mænd omkring det grønne Black Jack-bord og prøver at vinde, hvad, der måtte være tabt i løbet af natten. Eller en enlig, ældre dame med skarpt optegnede øjenbryn, stort, lilla hår og en cigaret i mundvigen, mens hun prøver lykken ved spillemaskinerne. Selvfølgelig må man ryge i casinoerne. Man må alt i Las Vegas.

Udover casinoerne er det et must at overvære et af de tusindvis af shows, som er på plakaten hele året. Berømte kunstnere kører i længere perioder shows i Las Vegas og sikrer sig dermed en klækkelig del af deres i forvejen skyhøje årsindtægt – Celine Dion, Lionel Ritchie, Elton John, Britney Spears etc.

Hvis ikke nogle af de verdenskendte sangere har interesse, kan det anbefales at se Cirque du Soleil – det canadiske nycirkus, som blev dannet af to gadeartister for godt 30 år siden. De laver shows med masser af effekter, akrobatik og en storslået scenografi – og det er altid muligt at finde et Cirque du Soleil show, for kompagniet spiller hver dag hele året. Og så der jo boksning, som er anledningen til vores besøg. Turens absolutte højdepunkt. Den 21-årige har dagen i forvejen været med til indvejning på Mandalay Bay Resort – det guldfunklende hotel i den sydligste ende af The Strip. På dagen varmer vi op med at se en dokumentarserie på HBO, hvor et filmhold har fulgt de to boksere i ugerne op til kampen – en god måde at komme i stemning til aftenens fight.

Det vrimler med bokseentusiaster på The Strip, og på vores hotel, Caesers Palace, kommer bokselegenden Mike Tyson forbi for at skrive autografer.

Vi tager det pæne tøj på og prajer en taxa i god tid, hvilket viser sig at være en god idé, for der er mange, der skal mod Mandalay Bay Resort denne lørdag. Den 21-årige glæder sig som en lille dreng til juleaften og sidder foran og konverserer lystigt med taxachaufføren. Humøret daler dog en smule, da taxachaufføren spørger, om vi er på bryllupsrejse – replikken falder i noget bedre jord hos passageren på bagsædet.

Læs også http://www.b.dk/rejseliv/et-cykeleventyr-i-taiwan

Mandalay Bay Resort

Da vi ankommer til hotellet, følger vi strømmen gennem det store casino og ned mod bokseringen. Passionerede fans, iført det mexicanske eller puertoricanske flags farver, råber henholdsvis »Canelo« og »Cotto« og bliver fotograferet sammen med de letpåklædte Corona-skønheder – det mexicanske bryggeri er en af aftenens sponsorer. Der er fire boksekampe inden ’the fight’, så vi har god tid til at finde vores pladser, få provianteret med mexicanske øl og tacos og opleve den festlige stemning.

På forreste række sidder det prominente musiker-par Beyoncé og Jay Z – førstnævnte i meget nedringet kjole – og kaster stjerneglans over eventet. Ved siden af mig sidder den amerikanske baseballspiller Giancarlo Stanton, som med en kontrakt på knap 2 mia. kr. over 13 år er den bedst betalte sportsstjerne i historien, så mange kommer forbi for at få taget en ’selfie’ sammen med ham.

Stanton hepper på Canelo. Vi holder med Cotto. Det viser sig, at vi er omringet af mexicanske fans, som hujer og skriger på Canelo, men det gør ikke noget, for alle er glade, og salen koger.

Og da den legendariske speaker, Michael Buffer, annoncerer aftenens rivaler med sin karakteristiske »Let’s get ready to rumble!,« er det lige før, at hotellets guldfacade krakelerer.

Vi opdager, at vi ikke er alene – lige neden for os står to brede mænd fra Puerto Rico, og sammen danner vi et lille Cotto-kor og giver hinanden high five, når Cotto har overtaget.

Der bliver kæmpet i ringen, og de går alle 12 runder igennem, og spændingen er på bristepunktet, men dommerne har alle Canelo som vinder.

Den 21-årige hænger lidt med mulen, men det ødelægger ikke oplevelsen - slet ikke, da han bliver foreviget med en af sine andre idoler, Felix Verdejo, som også har overværet kampen.

Vi bevæger os ud i den kunstigt oplyste nat og vælger at gå tilbage langs The Strip med de blinkende neonlys. Luxor, Tropicana, New York New York, MGM Grand, Monte Carlo, Planet Hollywood, Paris Las Vegas, Cosmopolitan, Bellagio – casinohotellerne ligger som funklende diamanter på snor på The Strip. Og efter en lang dag er det befriende at nå frem til Caesars Palace og trække sig tilbage fra al hurlumhejet.

Netop for at kunne rumme Las Vegas kan det anbefales at betale lidt ekstra for at bo på et hotel med mulighed for at lade op i rare omgivelser som for eksempel i poolhaven på Caesars Palace, hvor der hersker en lisende ro. At kunne slå sig ned på en solseng med en god bog til lyden af rislende fontæner er utvivlsomt en afgørende faktor for, at det ikke er noget problem at tilbringe en uge i spillebyen. Faktisk skifter vi til et billigere hotel efter fire dage, og det tydeliggør kun, hvor vigtigt det er, at de nære omgivelser er rare. Det nye værelse er lille og med udsigt til en lukket baggård, hvor solen ikke kan trænge ned, det trækker ind ad vinduerne, og om natten vælter det med fulde folk på gangen, som råber og banker på dørene, så om morgenen bliver der taget en rask beslutning: Vi rykker tilbage til Caesars Palace. Flygter fra den grimme side af Las Vegas.

Las Vegas - byen med de mange ansigter

Og sådan er det med Las Vegas. Den kan være smuk, og den kan være grim, og der er ligesom to tilgange til byen: Enten kan man passivt iagttage hurlumhejet og fordømme vestens overfladiske livsstil, som den udleves i det lovløse Nevada i yderste potens, og sværge, at til denne lastens hule vender man aldrig tilbage. Eller man kan vælge at være åben og lade sig invitere ind i dette kunstige og vanvittige univers. Men det kræver, at man køber præmissen – at al det kunstige er byens sjæl. At der ikke ligger noget dybere bagved.

Tingene tager sig nøjagtig ud for, hvad de er – intet mere. Som kopierne af de europæiske monumenter, der er en åbenlys erkendelse af USA’s manglende historie. Og som de letpåklædte damer, der har en magnetisk effekt på mænd. Så simpelt er det i Las Vegas. Underholdning for alle pengene, især hvis man har nok af dem, for det er også en del af byens DNA – at hive penge op af lommerne på folk. Og nej, Las Vegas er ikke en kulturhistorisk arne, men Las Vegas er i den grad kultur og historier. Masser af historier, som udspiller sig lige foran dig.

Las Vegas er fabulous!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.