Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Borneo: hjemsted for nogle af verdens mest sjældne dyr

Sabah er den ene og mindste af de to malaysiske delstater på Borneo. Her bydes på et tagselv-bord af de helt store oplevelser, lige fra sorgløst daseliv på strandene og jungle-trek til et rigt dyreliv, hvor orangutanger og næseaberne hører til de mest sjældne.

Borneo er et af kun to steder i verden, hvor der stadig findes orangutanger.
Borneo er et af kun to steder i verden, hvor der stadig findes orangutanger.

Tågen hænger som et tungt tæppe over skoven, og sigtbarheden er højst 100 meter.

En kraftig byge sidst på natten har efterladt kolossale mængder af vand, og derfor føles det som at gå i klister, når vi trasker langs den lerede sti med vores solide trekkingstøvler. De er i forvejen ret så tunge, men føles dobbelt så tunge, fordi den klæbrige, fyldige ler bæres med under sålerne.

Endnu er her rimeligt tyst; kun enkelte kåde fugle og insekter giver lyd fra sig. Her i den korte tropiske overgang fra mørke til dagslys er det, som om dyrenes livsudfoldelse lader vente på sig, fordi tågen hænger så lavt.

Men så med ét begynder den opgående sol at vise tænder og får gradvist brændt tågen af. Et magisk øjeblik, for her ser vi dampen løfte sig hurtigt over stien, og snart ser vi regnskovens vælde i al sin majestæt.

Derpå sætter kakofonien af lyde fra fugle og insekter også ind. Velkommen til en ny dag i en af verdens smukkeste og mest artsrige tropiske lavlandsregnskove, Danum Valley på Borneo. Et beskyttet område med et areal lidt mindre end Falsters.

Har man mod på at gå på opdagelse med sin telelinse, findes der næppe mange steder i verden, hvor man kan indfange så smukke naturscenarier som her.
Har man mod på at gå på opdagelse med sin telelinse, findes der næppe mange steder i verden, hvor man kan indfange så smukke naturscenarier som her.

Gårsdagens tur herind fra kystbyen Lahad Datu på Sabahs østside tog godt et par timer, for trods de blot 90 kilometer så gik det langsomt ad en dårlig vej, som nu og da bød på jordskred og huller.

Glemt var de trafikale udfordringer dog, så snart vi indlogerede os på den smagfulde Borneo Rainforest Lodge, hvor luksus kombineres med at være så tæt på naturen, det er muligt.

Myldretid i skoven

Det er en af hotellets naturguider, Paul, der her til morgen fører os dybere ind i skoven. Målet er den 300 meter lange hængebro, der er udspændt fra fem gigantiske træer i en højde på op til 26 meter – under halvvejs til toppen af træerne.

Vi gør ophold på en af platformene, som omslutter den svulstige træstamme. Neden under os ser vi løvdækket på nogle af de mindre træer, mens skovens øverste lag tårner langt op over os. Nu hvor skyer og tåge er brændt af, er der myldretid i skoven. Fugle og insekter synes at kappes om at overdøve hinanden.

Godt og vel 300 meter hængebro er udspændt i Danum Valley regnskoven.
Godt og vel 300 meter hængebro er udspændt i Danum Valley regnskoven.

Paul er klar med sin kikkert og spejder ihærdigt for at fange nogle af de mere prominente fugle i optikken. Han opremser navne på flere, men det er næsehornsfuglen, der opnår den største begejstring i vores lille selskab. Enkelte mindre aber udpeger han ligeledes, mens næseaben åbenbart ikke har lyst til at lade sig beskue denne morgen. Det går Paul noget på:

»Tænk jer, på udflugten i går morges talte vi en gruppe på henved 10,« sukker han.

En i selskabet vil høre om chancerne for at se orangutanger.

»Gid jeg kunne indfri dit ønske. De er her bestemt, men det er nogen tid siden, jeg har set dem,« svarer han. Derimod lykkes det ham at udpege et par dværghjorte nede på jorden.

»Èn ting er, hvad man med egne øjne er heldig at se i en tropisk lavlandsregnskov, men det står i skærende kontrast til, hvad skoven reelt indeholder. 330 fuglearter, 220 træarter – udryddelsestruede dyr, som – ud over orangutangen – tæller arter som pygmæelefanter, sumatranæsehorn og malajbjørne,« fortæller han.

Parade af dyr

Var vi knapt så heldige med dyrelivet i Danum Valley, så er det en anden sag, da vi besøger Sukau Rainforest Lodge, der ligger ud til Sabahs længste flod, Kinabatangan, relativt tæt på Sandakans lille lufthavn i Sabahs nordlige ende. Lodgen har fået fine priser, inklusive at være på National Geographics liste over de bedste af slagsen.

Næsehornsfuglen er den mest prominente af Sabahs utallige fuglearter.
Næsehornsfuglen er den mest prominente af Sabahs utallige fuglearter.

I en langbåd tager guiden, Suhaili, der også fungerer som bådfører, os med ud på en sejltur, der ender med stående ovation, da vi forlader båden. Her taler vi virkelig om en succes – både for os og for Suhaili. Nok er skoven, der flankerer floden, langtfra så overvældende som Danum Valley, men mange af de ’seværdige’ dyr har ikke desto mindre valgt området som deres habitat. Næseaberne med deres lidt grinagtige ansigtsprofiler ser vi et væld af, både siddende og hoppende i træerne, og når de foretager en maveplasker i det grumsede, brune flodvand.

Næsehornsfuglene basker om hovederne på os, når vi sejler ind i små afstikkere fra floden. Meterlange leguaner, som ligger lade og henslængte på træstammerne, har selskab af en gul-sort, fed slange, som har snoet sig sammen om stammen ikke langt fra dem. Enkelte krokodiller med åbent gab, som oplader energi fra solens stråler, sejler vi tæt på. Vi må nøjes med viden om, at her også lever træleoparder, pygmæelefanter og orangutanger i det vilde, for dem ser vi dog ikke.

Velbekomme!

Det er spisetid i Sepilok, hjemsted for Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre, der er et center, som tager hånd om efterladte og skadede orangutanger, som ikke kan klare sig alene i naturen.

Der er to daglige spisetider her i centeret – én om morgenen klokken ti – og én om eftermiddagen klokken tre. Dog ikke for os, men for Sepiloks beboere. Og de ved, hvornår klokken er to, og hvornår den er tre, så rangerne behøver for det meste ikke bruge tid og energi på at kalde til bords.

Spisetid i Sepilok. Orangutangerne får indimellem selskab af de uindbudte langhalede makakaber.
Spisetid i Sepilok. Orangutangerne får indimellem selskab af de uindbudte langhalede makakaber.

På en platform, der omkranser en voldsom ttyk træstamme, står et par grønklædte rangere iført gummistøvler parat med måltidet, der væsentligst består af bananer, som fylder godt op i et par kurve. Wirer fra andre af de store træer forbinder platformen, og med næsten punktlig præcision begynder trafikken af de orange-røde aber, som med deres store hænder svinger sig lydløst hen mod platformen for at få sulten stillet. De finder så fast grund på platformen og spiser lystigt. Publikum står på en lille arena og betages af synet.

Parat til det vilde liv

Sepilok Orangutang Rehabilitation Center er et af de ret få centre på Borneo og Sumatra, hvor der gøres en flot indsats for at kere sig om disse prægtige aber, der har haft en trist livsskæbne. Hvad enten de har været holdt ulovligt som kæledyr, eller er blevet beskudt af farmere, hvis afgrøder de er kommet for tæt på i en verden, hvor menneskets aktivitet har bevæget sig stedse længere ind på dyrenes naturlige bosteder. Eller – som meget hyppigt – er blevet forældreløse.

Sepilok-centrets mål er at oplære aberne til på et tidspunkt at kunne leve i det vilde. Derfor er succeskriteriet egentlig, at jo færre af orangutangerne, der møder op til spisetiderne, jo bedre, for så kan det være tegn på, at de er blevet i stand til at leve i naturen.

Centret har korridorer ud til junglen, så når disse prægtige primaters instinkt føler tryghed ved at begive sig ud på egen hånd, vil de gøre det. At Sepilok Rehabilitation Center så samtidig er en af Sabahs absolut største seværdigheder, kan måske synes paradoksalt. Ikke desto mindre skæpper de mange turisters entréer heldigvis godt i kassen til fordel for orangutangerne.

Ø-perler i havet

Sandet er så fint og blødt, at det klæber sig ind imellem tæerne. Det knirker, når man går i det hvide pulversand, og når solen står højt på himlen, føles varmen så kraftig, at skygge under en kokospalme frister.

Daseferie? Det kan Borneo også.
Daseferie? Det kan Borneo også.

Ovenpå de storslåede oplevelser i Sabah, som indimellem også har budt på strabadserende trek i regnskovene, er det rart at slutte rejsen af med ren afslapning, hvor de største fysiske anstrengelser begrænser sig til at rejse sig fra strandstolen og gå ud i det 28 grader varme vand.

På The Magellan Sutera, der ligger kort tids kørsel fra Kota Kinabalu, i daglig tale blot kaldt K.K. Den er Sabahs delstatshovedstad, og her oplever vi forkælelse, ikke blot i form af strandene og den luksuriøse komfort, men også den nære adgang til øerne i Tunku Abdul Rahman - den maritime nationalpark med flere intakte koralrev og grønne øer, som ligger drysset ud i farvandet umiddelbart ud for K.K.

Vi tager på nogle af de ture, som hotellet tilbyder ud til nogle af øerne. Nogle af de små er helt ubeboede; andre af de lidt større har de traditionelle pælehuse, hvor fiskere bor og lever. Fælles for alle øerne er kridhvide strande og – for det meste – intakte koraller og altid en uhyre stor venlighed, når vi møder de lokale, enten på vandet eller inde på øerne.

Bounty for enhver

Skipper kaster anker ved et sted, hvor korallerne er sunde, og nogle af gæsterne ombord iklæder sig bare badeshorts og en T-shirt for at beskytte mod solens stråler. Andre – og det gælder kineserne – vil iføre sig sikkerhedsveste, for de er noget vandskrække. Alle har dog påført sig maske og snorkel. Derpå kaster vi os ned i det lunkne vand, og en times tid går med at svømme rundt i det farverige koralrev med stimer af farvestrålende fisk, som bevæger sig ind og ud igennem de vanvittigt smukke koraller. Atter ombord bydes der på en forfriskning – og den er velkommen her i middagsheden.

Vi sejler videre til endnu en lille ø og gentager forrige succesrige oplevelse med udforskning af revene. Til sidst gælder det et besøg på øen Pulau Manukan der er den næststørste af øerne i Tunku Abdul Rahman Marine-nationalparken og også en af de mest besøgte, fordi den ligger kun et kvarters sejlads fra K.K.

Der er ikke langt fra de store dyreoplevelser i junglen til lige så store oplevelser ved og i havet langs Borneos kyst.
Der er ikke langt fra de store dyreoplevelser i junglen til lige så store oplevelser ved og i havet langs Borneos kyst.

Her har et par hoteller opført sympatiske pælebygninger, som helt lever op til forestillingen om ren afslapning i tropiske omgivelser. Høje kokospalmer flankerer ikke bare stranden, men også de stilfulde, høje pælehuse, hvor værelserne er indrettet. Vi er langtfra alene. En gruppe af kinesiske turister er netop ankommet, og de styrer direkte ned mod strandene.

Øen er dog tilpas stor til, at der sjældent bliver trængsel på strandene. Det er det herlige ved øen, for ellers ville Robinson Crusoe-følelsen meget hurtigt forsvinde. På øen sker der mildt sagt ikke det store, og det er heller ikke meningen, for her er dømt herlig dvale. Og dog kalder koralrevet på at blive udforsket med snorkel og maske, så det må vi også lige have med. Det bliver da også den eneste fysiske udfoldelse i løbet af dagen, før vi atter sejler tilbage til The Magellan Sutera, hvor solens sidste stråler nydes fra altanen over et par svale, store øl – Carlsberg, naturligvis, for de brygges i Malaysia.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.

  • Mad & Vin
  • Relationer
  • Træning
  • Mode
  • Interview
  • Bolig & Design
  • Rejseliv