Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bjergtagende urlandskab i Languedoc

Storladen natur, søvnige småbyer, brændende sol og kølig vin kombineret med lokal gastronomi og afslappet livsstil. Det lyder som populære Provence, men faktisk er det Languedoc. Her har især det nordlige departement Hérault alt det, der lokker os til Frankrig år efter år.

Den grønne østersformede monolit i bunden af det tidligere plateau, kendt som Cirque de Navacelles, er et tilløbsstykke i den bjergrige nordlige del af departementet Hérault i Languedoc pga. sin rå naturskønhed. Cirque de Navacelles.
Den grønne østersformede monolit i bunden af det tidligere plateau, kendt som Cirque de Navacelles, er et tilløbsstykke i den bjergrige nordlige del af departementet Hérault i Languedoc pga. sin rå naturskønhed. Cirque de Navacelles.

Vi er allerede blæst omkuld af begejstring, så snart vi ser Canal Royal med de kalkede huse, hvis italienske farver bliver badet i den sydlandske sol og grangiveligt ligner … Venedig! siger guiden Arnaud og tager ordene ud af munden på os med filosoffen og forfatteren Paul Valérys kælenavn for sin hjemby, Sète. Han kaldte den i sine voksne leveår indtil 1945 for ’Languedocs Venedig’, og når man kender byens forhistorie, må man give ham ret i det italienske islæt.

Det er ellers det typiske Frankrig, som vi danskere elsker, vi er taget på udkig efter. Vi har ledt efter alternativer til mange års besøg i det populære Provence med storladen natur og søvnige småbyer, sol fra en skyfri himmel og riviera med badestrande, lokal gastronomi og kølig vin.

Vi har fået at vide, at alt det også fås i Languedoc hernede i det sydvestlige hjørne – og specielt i departementet Hérault, hvor der ganske vist er mindre glamour, men hvor man får mere for pengene, og livsstilen er mindst lige så hyggelig og afslappet. Og i øvrigt en af franskmændenes egne top tre-destinationer.

Så efter nogle dage i regionshovedstaden, Montpellier, begynder en uges rundtur til hjertet af det ægte Frankrig – selv om det første stop altså har en snert af støvlelandet.

Vi skruer først tiden 350 år tilbage, hvor denne sydvestfranske region var i fokus hos den franske solkonge, Ludvig XIV. Han havde beordret udgravning til det, vi i dag kender som Canal du Midi, en af landets smukkeste vandveje, og entreprenøren Paul Riquet ledte efter en passende udmunding til Middelhavet, så både de kongelige fartøjer fik en sejlrende og regionen en havn, hvorfra man kunne udskibe landbrugsprodukter fra Languedoc.

Solkongens finansminister Jean-Baptiste Colbert mente, at den lille pynt ved Sète, eller Sita og Cette, som den blev kaldt dengang, var velegnet, og i 1660 gik der befaling fra Paris om at anlægge en helt ny havneby. Der blev hentet gæstearbejdere fra Napoli til at stå for opbygningen, og de satte ikke kun deres præg på konstruktionen, men også på kulturen.

Mange af dem blev boende og stiftede familier, og den dag i dag eksisterer der et helt italiensk kvarter, selv om det officielt hedder Le Haut Quartier. På bakken over byen blev de tilrejsende gennet sammen, og mange af de italienske efterkommere holder stadig til her sammen med kunstnere og studerende, som elsker den uhøjtidelige stemning i den farverige bydel.

Selv om vi allerede er ganske betagede af kanalbyens første indtryk, synes Arnaud, at vi skal have det store perspektiv på og lader vognen kravle 183 meter op over havets overflade til toppen af Mont Saint-Clair, deres lille ’bjerg’, hvorfra man kan se helt til Pyrenæerne i godt vejr.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/kirsten-birgits-guide-til-det-kulturelle-europa

Fremgang for havnebyen Sète

Mere nærliggende og interessant er det dog at kigge på det vand og det land, som har været med til at give Sète fremgang og popularitet gennem århundreder.

Vi ser det fine netværk af kanalerne i byen, der i sommerhalvåret lægger vand til ugentlige båddyster, hvor det gælder om at vippe hinanden over bord med årerne, men også sømændenes kirkegård, Le Cimetiere Marin, som blev grundlagt i 1843 på et fundament af stenbrud, der var blevet til overs ved anlægningen af havnen i sin tid.

Dette sidste hvilested har udsigt til havet, og respekten for sømændenes skæbne fik Paul Valéry til at udødeliggøre dem i et digt fra 1920 og valgte selv at blive begravet her, ligesom et andet kendt bysbarn har gjort, sangskriveren Georges Brassens.

Udsigten fra Mont Saint-Clair i Sète ved Middelhavet giver et flot overblik over kanalbyen og saltvandssøens opdræt af skaldyr.
Udsigten fra Mont Saint-Clair i Sète ved Middelhavet giver et flot overblik over kanalbyen og saltvandssøens opdræt af skaldyr.

Vi vender blikket ind mod fastlandet, hvor den store saltvandssø Bassin de Thau ligger, i daglig tale bare kaldet Étang, som er det franske ord for dam. Mens havnen har travlt med store landinger af f.eks. tun og blæksprutter fra havet, så bruges Ètang til opdræt af østers og muslinger, som vi senere nyder på en af de mange restauranter ved kanalkajerne.

Det er ellers ’tielle’, der er den lokale specialitet. Det er en flad madtærte med låg fyldt af ragout med tomat, krydderier og blæksprutte, og det siges, at den kom hertil med gæstearbejderne fra Napoli, men i dag betragtes som en egnsret.

At blæksprutten har stor betydning for byen, finder vi ud af, da vi kommer ned fra Mont Saint-Clair, for på Place Léon Blum foran rådhuset står en kæmpe statue af kunstneren Pierre Nocca, der forestiller en ’poufre’, som er lokal slang for havets mangearmede bløddyr.

Vi har hørt, at Sète også kan levere en anden kulinarisk oplevelse, alt efter smag. På vej ud til den 12 km lange tang, hvor vi er på jagt efter de eftertragtede brede strande, der løber lige ned til Agde, passerer vi nogle af de 260 hektar vinmarker, hvor producenten Vranken-Pommery dyrker druer i sand, som giver den særlige blege rosé, der kaldes ’gris de gris’.

Da vi tager afsked med Arnaud, smiler han og peger op på toppen af Mont Saint-Clair, hvor mødet med Sète begyndte ved kapellet og det mægtige kors:

»En flaske kold gris de gris, en lun tielle og dén udsigt, så er man nærmere Gud,« siger han med et smil.

http://www.b.dk/rejseliv/soria-spaniens-ukendte-provins

Pézenas - En tidslomme fra Middelalderen

Efter dette alternativ til Cote d’Azur går turen ind i baglandet på jagt efter historisk idyl, og den fører os først til Pézenas. Det er som at vandre ind i en tidslomme fra Middelalderen eller være statist i et teaterstykke af Molière.

Det er ikke helt galt gættet, for da vi begynder at gå i de smalle, brostens-toppede gader, er der masser af referencer til den store komedieforfatter, født som Jean-Baptiste Poquelin. Han kom til byen i 1647 med sin teatertrup for at optræde, men han følte sig så godt tilpas, at han gjorde byen til sit hjem i perioder over 12 år.

Her skrev han nogle af sine største og mest kendte stykker, men han nød også godt af provinslivet, og det fortælles, at han hang ud hos byens barber Gely i hans salon nogle timer hver eftermiddag, og det er angiveligt hans faste stol, man kan se udstillet i et rum dedikeret til Molières liv på lokalmuseet Vulliod Saint-Germain.

Så autentisk og romantisk kan man bo på bed & breakfast i Pézenas.
Så autentisk og romantisk kan man bo på bed & breakfast i Pézenas.

Hele det indre af byen er fra Middelalderen, men selv om byggeriet udenom går så langt op som til 1700-tallet, er den siden sluppet for arkitektonisk modernisering. Dette med hjælp fra kulturminister André Malraux, der i 1965 gav den beskyttelse som nationalhistorisk monument, i øvrigt som den første by i Frankrig, og det har reddet 115 af de mest bevaringsværdige bygninger, fra teatret til kirker og almindelige borgerhuse. Mange af dem er indrettet til restauranter, gallerier og butikker, men aldrig så det skæmmer facaden.

Det har aldrig været en stor by, i dag bor her stadig kun knap 9.000 mennesker, og alle er opmærksomme på den kulturarv, de er med til at forvalte. Da det er slut med at betragte alle de smukke huse udefra, er det derfor en fornøjelse at få lov til at overnatte i et af dem, der med respekt for det oprindelige er indrettet som romantisk bed & breakfast.

Saint-Guilhem-le-Déserts betagende natur

Endnu mindre er vores næste stop. Vi er kommet længere nordpå til Saint-Guilhem-le-Désert, der er en af 28 landsbyer i Gellon-dalen ved Hérault-passet. Her bor kun 250 fast, men hvert år vælter det ind med 700.000 turister, der vil se en af Frankrigs smukkeste og ældste af sin slags, så man har måttet bygge en parkeringsplads til turbusser og privatbiler i gåafstand.

Byen er nemlig kun én vej gennem Saint-Guilhem-le-Dèsert, og det er enten oppefra eller nedefra ad en stejl gade, men så får man stort set også set alt og alle, både beboere, butikker og restauranter.

Den har altid været et religiøst centrum, både som naturligt stop på pilgrimsruten til Santiago de Compostela og som samlingspunkt for egnens beboere.

Den blev grundlagt af en munk i 800-tallet med et kloster, og siden kom kirker og beboelser til. Alt står nu fuldstændigt renoveret og ligner et postkort, ikke mindst når man sidder under det 160 år gamle platantræ i landsbyens centrum, Place de la Liberté.

Allerede under besøget i Saint-Guilhem-le-Désert fornemmer vi den rå natur, vi er omgivet af, og det bliver endnu vildere og meget større, efterhånden som vi nærmer os Cirque de Navacelles.

Saint-Guilhem-le-Dèsert er blevet kaldt en af Frankrigs smukkeste landsbyer, og det tiltrækker 700.000 turister om året.
Saint-Guilhem-le-Dèsert er blevet kaldt en af Frankrigs smukkeste landsbyer, og det tiltrækker 700.000 turister om året.

Vi er kommet op i noget, der ligner et urlandskab, og det er da også godt 200 millioner år siden, at det højtbeliggende kalkstensplateau, her i nærheden af bjergområdet Centralmassivet, blev skabt, men den store overraskelse kommer, da vi når landsbyen Blandas og kører imod panoramaudsigtspunktet Belvédere de Blandas, der også fungerer som turistkontor ved restauranten Baume Ariol. Vi er godt 600 meter oppe, og foran os åbenbarer sig det mest fantastiske naturfænomen, der selvfølgelig også har udløst alle mulige blå stempler som seværdighed. Dernede i bunden ligger en grøn østers af en monolit, omgivet af en håndfuld huse, noget græs og så de stejle klippevægge op til, hvor vi står.

Engang har det været ét stort plateau, men 10 mio. års erosion af floden Vis i en slangeformet strøm har skabt denne mærkelige, men spektakulære formation, som tiltrækker 27 mio. turister om året. Nogle foretrækker at tage et par timers vandretur til landsbyen Navacelles i bunden, men det er også muligt at køre derned i bil.

Ud over de velbevarede, beboede huse er der et lille klippefremspring, hvor resterne af floden stadig springer, og her er det populært at få sig en dukkert mellem marts og november, hvor området er tilgængeligt.

Det sidste stop på turen tilbage mod Montpellier bliver hos familien Geindreau i landsbyen Saint-Saturnin-de-Lucian. Deres lille bed & breakfast ligger lige ud til hovedgaden og over for en restaurant, men vi tager glad imod tilbuddet om at spise med ved langbordet sammen med et par andre gæster.

Sylvan, manden i huset, er udlært konditor, men står også i køkkenet med konen, Sonja, og middagens clou er hans langtidssimrede lammekølle stukket med egne syltede citroner og rosmarin i et halvt døgns tid og serveret med kartoffelmos med egen trøffelolie og bagte courgetter. Der snakkes og gestikuleres, smages og kommenteres, mens luften og tiden står stille.

Så bliver det ikke mere fransk på disse breddegrader.

Rejseliv var inviteret til Languedoc af Atout France og Hérault Tourisme.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/paa-oehop-i-oehavet

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.