Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Besøg i jazzlegendens forstadshjem

Louis Armstrong havde råd til at bo, hvor det skulle være, men trompetisten fra New Orleans valgte et ydmygt træhus i New York-bydelen Queens de sidste knap 30 år af sit liv. Det er nu et museum, og her kan man se, hvad han og hustruen i stedet brugte noget af formuen på.

Lucille og Louis i det kontor, hun indrettede til ham.
Lucille og Louis i det kontor, hun indrettede til ham.

Da vi går gennem stueetagen, skrues der op for Louis Armstrongs populæreste hit, ’What a Wonderful World’, fra 1967, og da vi spidser øren til den sværmeriske lyrik om grønne træer, røde roser, blå himmel, regnbuer og små børn, lyder det som en hyldest til den lille forstadsvej, hvor hans hus ligger.

Han forfattede den ikke selv, men der er ingen tvivl om, at George Weiss kendte alt til trompetistens forelskelse i hverdagslivet på 34-56 107th Street i Corona, Queens, da han skrev de fire enkle vers specielt til Louis Armstrong og fik komponisten Bob Thiele til at sætte den iørefaldende musik til.

Denne formiddag er himlen også blå, og fordi det er fredag, hvor alle er på arbejde og i skole, er her meget stille som på alle villaveje, og var det ikke for skiltet uden for toetagershuset med murstensfacade, ville man ikke vide, at verdens mest berømte jazzmusiker boede her i næsten 30 år, at hans hjem har været et nationalhistorisk monument siden 1986, og at det nu er dedikeret til at være museum, uden at der er ændret på indretningen, siden fru Armstrong døde i 1983.

Fattige kår blandt prostituerede

Louis Armstrong blev født og voksede op under de fattigste kår blandt prostituerede i New Orleans-kvarteret Storyville, hvor han boede med sin lillesøster og moderen som eneforsøger, efter at faderen tidligt forlod dem. Han glemte aldrig, hvor han kom fra, da han som voksen slog igennem som jazzmusiker, og levede altid meget spartansk rundt omkring på hoteller.

Da han efter tre forliste ægteskaber på to årtier mødte den første sorte danserinde på Broadway, Lucille Wilson, på The Cotton Club i Harlem i 1942, besluttede hun, at det skulle være slut med at leve livet i en kuffert, når de var blevet gift.

Med en turnéplan på 300 rejsedage om året skulle han have et rigtigt hjem som base, men da han ikke brød sig om at skilte med sin efterhånden stigende formue, faldt valget på hendes gamle nabolag, arbejderkvarteret Queens, hvor der allerede boede flere jazzmusikere såsom Dizzy Gillespie, Lena Horne, Ella Fitzgerald og James Brown.

De blev gift i St. Louis, Missouri, året efter, og hun forlod straks showbusiness for at blive fru Armstrong på fuld tid. Hun lagde udbetalingen på tofamiliers-huset i malet træ på 107th Street, hendes mor flyttede ind på førstesalen, og Lucille Armstrong gik i gang med det, der skulle blive hendes livslange passion – ud over at passe på Satchmo, som Armstrongs kælenavn var – nemlig boligindretning.

Museumsbutik og garage

Vi starter rundturen i hans garage, som nu er indgang og museumsbutik, med en lille kortfilm om hans liv, og ganske pudsigt er et af de få koncertklip fra hans besøg i Danmark i 1933, hvor han spillede otte gange i København og to gange i Odense, begge steder for udsolgte huse, og desuden lige fik tid til at medvirke i lystspillet ’København, Kalundborg og?’ med bl.a. Ib Schønberg og Gösta Ekman.

Mens han turnerede og indspillede film, havde Lucille travlt indendørs. De ville ikke skille sig for meget ud fra vejens øvrige beboere, men de valgte alligevel sammen at få piftet facaden op med røde mursten, og i sin godhed tilbød Louis Armstrong alle sine naboer at få gjort det samme, han skulle nok betale, men der var ikke ret mange, der takkede ja, og den dag i dag står de fleste af vejens øvrige huse stadig i malet træ.

Til gengæld ville både Louis og Lucille gerne forvandle det indre af huset til noget lidt mere elegant, og han følte, at hustruen fik skabt et palads til ham. Hun var meget begejstret for mellemøstlig og asiatisk stil, men hun gennemførte det i elfenben og lyse cremefarver fra gulvtæpper til tapeter, polstrede møbler, gardiner og udskårne skodder og paneler, så det ikke så udpræget etnisk ud.

Derfor bliver vi bedt om ikke at røre ved de sarte vægge og møbler og kun holde os på de gangarealer, som er belagt med et ekstra tæppe på rundturen med vores guide, Ed, der er lokal voluntør og i øvrigt gammel jazzmusiker selv.

»Han rejste det meste af året, og hver gang han kom hjem, havde hun fundet på noget nyt, men han var lige begejstret hver gang,« fortæller Ed, da vi kommer til køkkenet, som virkelig bryder med palads-stilen. Det er knaldende turkis, og malet i højglans med runde metalhåndtag, der signalerer retro. Det var Lucilles yndlingsfarve, og parret havde en Lincoln i samme farve at køre rundt i.

Trange forhold

Svigermor boede ovenpå de første seks år, så i den tid sov ægteparret Armstrong i et lillebitte rum bag ved køkkenet, og det fungerede fint, men da hun døde, gik Lucille i gang med at indrette førstesalen med, hvad vi i dag vil kalde en suite med soveværelse, walk-in-klædeskab og et ejligt stort badeværelse.

»Louis Armstrong elskede at opholde sig herude og fik installeret højttalere, så han kunne være her i lang tid,« fortæller Ed om det sølvtapetserede luksusrum med separate håndvaske i porcelæn og marmor og stort badekar, begge dele med importerede guldvandhaner fra Europa. Og så afslører han, at det var toilettet, som havde den store tiltrækningskraft.

»Hans livret var bønner og ris, for det var det, han var vokset op på i New Orleans, men sammen med den uregelmæssighed, det giver at turnere og hele tiden spise forskellig mad på umage tidspunkter, blev han afhængig af afføringsmidler. Han havde faktisk lovet sin mor at tage det hver dag, og det blev hans daglige højdepunkt,« fortæller Ed, mens vi i gruppen ikke helt kan beslutte os for, om det er lidt for meget information?

Ed forsikrer, at det hører med til historien om Armstrong, og han var tilsyneladende nærmest besat af det. Han tøvede ikke med at anbefale Swiss Kriss, som var hans foretrukne mærke, til alle han mødte, også den engelske kongefamilie i London. Faktisk kan man købe urteblandingen nede i museumsbutikken – hvis det nu skulle være ...

Det andet sted, som Louis Armstrong elskede at trække sig tilbage til, selv om han var en meget gæstfri mand, der både bød vejens børn indenfor på is og tv-kigning og gerne samlede musikerkolleger omkring det fine spisebord i stueetagen, var hans kontor.

Lucille var smart og indrettede det rigtig maskulint som et herreværelse med mørkebrune træpaneler og en reol med plads nok til hans pladesamling og to Tandberg-båndoptagere. Han holdt sig godt orienteret om al anden musik end sin egen, og han brugte timer her på at indspille sine meninger og memoirer, ligesom han elskede at svare på fanbreve fra det store skrivebord.

Ed trykker for sidste gang på en knap i væggen, ligesom dem, der sidder i hver af de andre rum. Og fra de skjulte højttalere kommer et uddrag af Louis Armstrongs private båndoptagelser. Og som en afslutning på rundvisningen, endnu nogle strofer af ’What A Wonderful World’ som et symbol på den glade, ubekymrede tid, som han havde i dette hjem, indtil han sov ind to dage efter sin påståede fødselsdag.

Han mente selv, at han var født på Uafhængighedsdagen, den 4.juli, år 1900, og det står også i alle biografier skrevet i hans levetid, men efter hans død fandt en researcher i midt-80erne en kirkebogsoptegnelse med den korrekte dato, 4.august 1901.

Det gør bare, at museet fejrer ham en hel måned hver sommer med koncerter i den japanskinspirerede have mellem to de fødselsdatoer i stedet for kun én gang.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.