Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Armeniens lyserøde hovedstad

For foden af bjerget Ararat ligger Armeniens hovedstad, der byder velkommen med et væld af museer, gallerier og spændende arkitektur. Og hvis du når at blive færdig med de mange kulturoplevelser, kan de bagefter skylles ned med et glas af landets fremragende cognac.

Nede i Europas sydøstligste hjørne rækker bjerget Ararat mere end fem kilometer op i luften. Silhuetten fylder en betragtelig del af synsfeltet, og den sneklædte tinde træder tydeligt frem på himlen over Armeniens hovedstad, Jerevan, 60 kilometer væk.

Ifølge sagnet strandede Noa på bjergtoppen med sin ark efter syndfloden. For de kristne armeniere er Ararat derfor et vigtigt nationalsymbol. Den enorme naturformation befinder sig dog omme på den anden side af grænsen til Tyrkiet, og kun dalen nedenunder hører til Armenien. Lange linjer af vinstokke forsvinder ud i landskabet – ud i den ældgamle kulturnation, hvor et kloster eller en kirke ofte ligger på en skråning et sted i baggrunden.

Umiddelbart efter folkemordet i 1915, hvor mellem 300.000 og 1,5 mio. armeniere mistede livet (afhængigt af hvem du spørger) og fordrivelsen af millioner af armeniere fra Det Osmanniske Rige slog mange sig ned i Jerevan. Byen blev hovedstad i den nydannede armenske sovjetrepublik og voksede eksplosivt. For at gøre plads til de mange flygtninge og nytilflyttere udviklede de sovjetiske myndigheder en helhedsplan for byen. Projektet blev ledet af stjernearkitekten Alexander Tamanyan, der lod monumenter, boulevarder og bygningsværker opstå på højsletten. Det sindrige netværk af færdselsårer har den imposante Jerevan Opera som fikspunkt.

Udsigt over Jerevan med operaen og Lille Ararat i baggrunden.
Udsigt over Jerevan med operaen og Lille Ararat i baggrunden.

En omfattende havering, som også kaldes Tamayans Bælte, omslutter bymidten og danner ramme for Jerevans omkring en million indbyggere. Byboerne ynder at spadsere langs det grønne bælte, og parkområdet flankeres af karréer opført i Armeniens karakteristiske tufsten. Det enestående byggemateriale danner tern i et væld af nuancer: Rød, pink, rosa, violet og lilla, og stenene har været med til at give Jerevan tilnavnet ’den lyserøde by’. Langs ringgaden findes også glimrende eksempler på sovjetisk senmoderne arkitektur, som det kan betale sig kigge nærmere på.

Armenien på lærredet

Gæster i Jerevan opdager hurtigt, at koncentrationen af museer, gallerier, udstillinger og spillesteder langs Tamanyans Bælte er høj. Særlig anbefalelsesværdig er kunstneren Martiros Saryans Husmuseum, som efter flere års renovering nu endelig byder kunstinteresserede indenfor igen. Dermed får publikum igen adgang til flere hundrede værker af Armeniens mest berømte maler.

»Enhver armenier kender Saryans værker. Vi er vokset op med malerierne og lever og dør med dem,« siger en af museets gæster, Seda Mavian, mens hun peger på de mest kendte.

Flere værker gengiver Armeniens overdådige natur. Kunstneren fandt inspiration på talrige rejser rundt i det bjergrige land i begyndelsen af det 20. århundrede. Dramatiske slugter, sneklædte bjergtoppe og dansende landsbyboere træder frem på kanvasserne i klare farver og udført med en dygtighed, der gør, at Saryan ofte sammenlignes med Paul Gauguin og Henri Matisse.

Eksempler på, hvordan Martiros Saryan tilpassede sig sovjetisk ideologi, findes også på museet, selvom teksttavlerne ved malerierne mestendels forsøger at presse kunstneren ind i et nationalt narrativ. På det mesterlige Bjergmarchen fra 1932 vrimler Den Røde Hærs heltemodige soldater hen over Armeniens formidable panoramaer efter Den Russiske Revolution i 1917. Og han flirter dygtigt med socialistisk realisme i fremstillingen af kobberfabrikken i den nordarmenske by Alaverdi – et værk, der hænger i rummet, hvor Saryan havde sit atelier, og som udgør en del af museet.

Sovjets fineste cognac

Martiros Saryan blev født af armenske forældre i den russiske by Rostov i 1880. Han studerede på kunsthøjskolen i Moskva fra 1897 til 1904. I de følgende år rejste han vidt omkring i Orienten. Han tog ned langs Nilen, malede travle gader i Konstantinopel og skitserede bazarerne i Persien. I 1932 tegnede arkitekten Alexander Tamanyan et hus til den feterede maler, som i 1967 blev indrettet til museum. Saryans barnebarn, Rusan Saryan, har senere fået titel af direktør for institutionen.

»Den første berøring mange udlændinge har med Armenien sker gennem Saryans værker. Hvis de senere rejser rundt i landet, genkender de landskaberne fra lærrederne,« siger Rusan Saryan, inden hun viser ud på den solbelyste gade, der bærer bedstefarens navn.

En af Tamanyans boulevarder fører over floden Hrasdan til bygningerne, der huser Jerevan Brandy Kompagni. Selskabet blev grundlagt i 1887 og sælger den fine spiritus under navnet Ararat – måske som en slags kompensation for tabet af det hellige bjerg. Kompagniet er langt den største producent af de ædle dråber i Armenien og arrangerer dagligt rundvisninger for brandy-beundrere og cognac-connaisseurer. For at opnå den høje kvalitet, der har indbragt armensk cognac talrige priser ved internationale konkurrencer, destilleres hvidvin to gange. Derefter lagres den mindst tre år. Det sikrer en omfattende eksport til de tidligere sovjetrepublikker – først og fremmest Rusland, hvor drikken er blevet nydt, siden Jerevan Brandy Kompagni blev leverandør til den kejserlige familie i Sankt Petersborg i begyndelsen af det tyvende århundrede. Rundvisningen giver et indtryk af processen, mulighed for at smage forskellige årgange og adgang til at inspicere række efter række af tønder med den dyrebare væske.

Cognac fra det lille bjergrige land i Kaukasus nyder høj status i de tidligere sovjetrepublikker. På trods af drikkens fine kvalitet og Armeniens lange tradition for at fremstille de eksklusive dråber er brandyen stadig noget undervurderet i Vesteuropa.
Cognac fra det lille bjergrige land i Kaukasus nyder høj status i de tidligere sovjetrepublikker. På trods af drikkens fine kvalitet og Armeniens lange tradition for at fremstille de eksklusive dråber er brandyen stadig noget undervurderet i Vesteuropa.

Jerevan Brandy Kompagni har endda sit eget værksted til at lave fadene. De består udelukkende af kaukasisk eg, som først fældes, når træet er 70 år. Når den dobbeltdestillerede hvidvin kommer i kontakt med egen, opstår cognacens særegne bouquet. Under aldringen bibringes væsken anstrøg af chokolade og vanilje samt forskellige frugter og krydderier.

Guldglimt

Til prøvesmagningen serveres cognac, der er tre, fem og syv år gammel, og et af Jerevan Brandy Kompagnis flagskibe: En ’Dvin’ på ti år. Den ravfarvede drik ruller rundt i glasset, så glimt af guld slår ned i små jag. Spektret bevæger sig fra lys karamel for den yngste til Dvinens dybe mahogni. Den fem år gamle cognac har smagsnuancer af blomme, fersken, chokolade og solbær og blinker livligt gennem den buttede pokal med en varm glød. Den syv år gamle variant, som er blevet fremstillet siden 1902, udmærker sig derimod ved en aroma med anstrøg af citron, karamel, figen og mandel – så raffineret, at det med det samme står klart, hvorfor den eksklusive spiritus blev drukket med glæde ved hoffet hos tsar Nikolaj II, at den havde høj status i Sovjetunionen og sågar blev eksporteret til DDR.

Fra cognackompagniet er der kun en kort gåtur over til Republikpladsen. Fra tidlig forår til sent efterår samles lokale og turister hver aften for at opleve ’de syngende fontæner’. Det store lys-, vand- og musikshow udspiller sig omkring springvandet foran nationalmuseet fra omkring klokken 21. Pladsen er et populært spot at afslutte dagen, efter byens åbenbaringer har vist sig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.