Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Amalfikysten mellem himmel og hav

Ønsker man sig en vandreferie med garanti for forrygende udsigter kombineret med god mad og italiensk charme og med vandring for alle niveauer, kommer man ikke uden om den verdensberømte Amalfikyst.

Den verdensberømte Amalfikyst lokker med forrygende udsigter med bjerge, himmel og hav i skøn forening.
Den verdensberømte Amalfikyst lokker med forrygende udsigter med bjerge, himmel og hav i skøn forening.

Min kærestes mor siger det som en advarsel: »Der er ingen fortove på Amalfikysten, Gitte.« Amalfikysten er nok smuk, forstår man på hende, men at kunne slentre roligt hen ad et fortov var tydeligvis ikke en oplevelse, hun havde med hjem fra sin ferie på den berømte kyststrækning.

Hun har ret. Amalfikysten, den godt 40 km lange strækning på sydsiden af den sorrentiske halvø, er verdensberømt og Unesco-belønnet for den skønhed, der ligger i de høje og stejle klippesider, der tårner sig op direkte fra Middelhavet, og de små byer, der klamrer sig til den forrevne kyst.

Men selvsamme natur, der skaber den skønhed, betyder også en begrænsning i infrastrukturen. Vejene mellem og i byerne er ganske smalle og ditto snoede, og med en myretue af biler og evige parkeringsproblemer er der kun ganske få steder brugt kvadratmeter af den sparsomme plads på at anlægge fortov.

Det betyder noget, hvis man bevæger sig langs vejen mellem eller i byerne. Men er man her for at vandre i de bjerge, der ligger bag og oven over byerne, er det ligegyldigt. For så benytter man en af de mange ældgamle hyrdestier, der går på kryds og tværs gennem dale og på bjergsider, og som tidligere var den eneste måde at fragte mennesker og varer til og fra Amalfikysten. Og som modsat byerne er salig fred og ro og udsigter af den slags, postkort er lavet af.

Flere pakkemodeller

Der er mange måder at holde vandreferie på Amalfikysten på. Der findes i hundredvis af km vandrestier i forskellige sværhedsgrader og med forskellige særpræg, fra havudsigt til historiske seværdigheder undervejs. Mange vælger at have base ét sted på kysten og så tage ud derfra med f.eks.lokalbussen. Andre vælger en pakketur med en guide. Og andre igen er mest til den udgave, der hedder forskellige overnatningssteder, bagagen transporteret mellem stederne og så selv af sted til fods udstyret med et kort og en rutebeskrivelse.

Sidstnævnte er den model, vi er hoppet på.

At denne pakkemodel er meget brugt blandt vandrere på Amalfikysten, opdager vi allerede, da vi ankommer til det første overnatningssted på den otte dage lange tur. Det er en såkaldt ’agriturismo’ – på dansk bondegård – i landsbyen Bomerano på Agerola-plateauet godt 800 højdemeter og 21 snoede km landevej over havet.

Mama på stedet taler kun italiensk, men med fagter får hun os fortalt, hvornår der er morgenmad, at vi kan spise aftensmad hos hende, hvis vi ikke orker at lede efter noget andet, at bagagen bliver hentet kl. 9, når vi skal videre, at der er et kvarters gang ind til torvet i Bomerano, hvor alle vandreture på plateauet tager deres udgangspunkt. Og så udleverer hun rutineret den mappe med bagagemærkater, kort og 40 sider rutebeskrivelse, der ligger klar til gæsterne på det første overnatningssted.

Første mål

Det er ganske ligetil. Præcis som næste dags program er det. Efter morgenmaden snører vi vandrestøvlerne og sætter ud. Første mål er den lille slagterbutik på torvet i Bomerano, hvor vi for beskedne 50 kr. køber frokost: limonade, sandwich med saftig parmaskinke og ditto tomater og ved siden af en klump parmesanost så stor, at det næsten er frås. En kop kaffe fra den lillebitte café ved siden af bliver det derefter til, mens vi betragter byens lokale gadekryds, der forventningsfuldt logrende sidder i døren til slagterbutikken. Og så af sted.

Frokosten de fleste dage er simpel, men god - brød, ost og skinke, indkøbt i en slagterbutik. Det er billigt og smager forrygende. Alternativt kan man lave sig en madpakke af morgenmaden på hotellet.
Frokosten de fleste dage er simpel, men god - brød, ost og skinke, indkøbt i en slagterbutik. Det er billigt og smager forrygende. Alternativt kan man lave sig en madpakke af morgenmaden på hotellet.

Drej til venstre ned ad det lille stræde til venstre for baren i hjørnet af torvet, står der som det første punkt. Følg stien under broen, og drej til højre, når I kommer til det sted, hvor flere stier mødes.

Rutebeskrivelsen er detaljeret – vi har smugkigget og kan se, at den for nogle dages vedkommende er på over 50 punkter – og den bliver i løbet af ugen et bogstaveligt talt fast holdepunkt, som vi har i hånden det meste af tiden.

Også her den første dag, hvor beskrivelsen punkt for punkt sender os op langs højderyggen over Bomerano. Med en svimlende udsigt til hele plateauet under os, som først møder sin ligemand, da vi når toppen og kan se uendeligt ud over Middelhavet. Her smider vi os ned i det lange græs, der bølger i den svage vind, pakker sandwich og parmesanost ud og taler om, hvor meget bedre ting – især de italienske – smager, når man sidder i græs og under en himmel uden skyer på.

Imponeret over de italienske kvinder

Dagen efter skal vi gå fra Bomerano ned til Amalfi by. I km ikke meget længere end gårsdagens program på cirka 10 km, men til gengæld er der 800 højdemeter ned. Som, går det op for os, for mestendels vedkommende foregår på trapper. Gamle og meget smukke trapper, men ikke desto mindre er de færreste knæ og lægge glade for så mange trappetrin, og vi bliver mere og mere imponerede over de ældre italienske kvinder, vi ser undervejs, der tilsyneladende upåvirket piler op og ned ad trapperne, som om de aldrig havde bestilt andet. Det har de formentlig heller ikke – selv om det er muligt at køre i bil til de fleste små landsbyer i disse bjerge, ligger nogle af dem så afsondret, at det er langt hurtigere at komme ned til kysten ad stier og trapper.

Man bliver glad, når man ser et skilt, for generelt er ruterne sparsomt skiltet.
Man bliver glad, når man ser et skilt, for generelt er ruterne sparsomt skiltet.

Således også til Amalfi, som vi ankommer til via små stenbelagte gyder og stræder, der snor sig ned mellem hvidkalkede huse, nogle af dem overdækkede, nogle af dem så smalle, at vi tænker, at nu er vi gået forkert og ender i nogens lille gårdhave. Indtil vi drejer om et hjørne, ned ad et par ældgamle slidte trappetrin - og pludselig står på et torv med restauranter, isboder, souvenirbutikker og et mylder af mennesker midt i Amalfi. I løbet af ugen lærer vi, at mange af ’gaderne’ i byerne på Amalfikysten er disse labyrinter af et tilsyneladende uendeligt antal unavngivne gyder og stræder, som er enormt hyggelige at gå på opdagelse i, men ikke altid så lette at finde vej i, uagtet rutebeskrivelsen. Men med masser af overskudstid tager vi det med ophøjet ro, at vi flere gange må frem og tilbage, før vi finder den rette vej ud af labyrinten.

Forrygende udsigt

De næste dage vandrer vi i dalene bag Amalfi – Dragernes Dal og Møllernes Dal, som de er døbt, og som er to dale, der ligger som de famøse uberørte perler bag den hektiske kyststrækning. Livet heroppe, i de små søvnige landsbyer og på stierne på bjergsiderne eller i skovene, er indbegrebet af ro. Langt under os kan vi se de røde tage på husene i Amalfi by, men de eneste lyde heroppe er et hanegal i ny og næ eller et pludselig bjæf fra en hund et sted. Og de eneste mennesker, vi møder, er lokale, der arbejder i en af de mange marker og citronlunde, der breder sig over hver en stump skråning. Andre vandrere er der ikke ret mange af.

Det er der til gengæld på turens sidste vandredag, som foregår på det, der er døbt Gudernes Sti, fordi den befinder sig halvvejs mellem himlen og havet. Og som det er lykkedes de lokale turistmyndigheder at markedsføre ualmindeligt succesfuldt, for pludselig vandrer vi i gåsegang med hundredvis af andre. Gudernes Sti har sit udgangspunkt i Bomerano, men kan nås via en smutsti fra Praiano, vores sidste overnatningsstop. Den sti snupper vi – og stopper lettere forbløffede op, da vi rammer hovedstien og det, der bedst kan beskrives som en trafikprop bestående af større grupper med guide, skoleklasser, familier og hunde. Det er ikke mærkeligt, for det er en tur, alle kan være med på. Vandringen er ikke voldsomt strabadserende, og undervejs er der flere muligheder for at hoppe på en bus, hvis man ikke vil gå samtlige syv km (der bortset fra smutstien op fra Praiano udelukkende går nedad). Og udsigten ER forrygende.

Furore hedder fjorden, der skærer sig ind mellem klipperne og har skabt en oase på stranden i bunden. Der går trapper op til vejen og broen 30 meter over vandet.
Furore hedder fjorden, der skærer sig ind mellem klipperne og har skabt en oase på stranden i bunden. Der går trapper op til vejen og broen 30 meter over vandet.

Det er den i det hele taget rigtig mange steder langs Amalfikysten, uanset om det er havet, stejle klippevægge, citronlunde på skråninger eller små pittoreske landsbyer, man gerne vil se på, mens man går. Amalfis vandrestier – og trapper – er for alle. Bortset fra hvis man insisterer på et fortov.

Rejseliv var inviteret af Ruby Rejser.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.