Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Afrika set fra en luftballon

En tur i luftballon ud over bushen, på jagt efter vilde dyr, er den ultimative oplevelse. Det er dyrt, der er ikke nogen garanti for at se dyr, og vejret er ikke altid med én, men man bliver alligevel rigt belønnet.

Præcisionen og styringen af luftballonen er imponerende. Kaptajnen kan få bunden af kurven til at danse hen over trætoppene. Foto: Nanette Vabø
Præcisionen og styringen af luftballonen er imponerende. Kaptajnen kan få bunden af kurven til at danse hen over trætoppene. Foto: Nanette Vabø

Fanget i Heathrow.

Med udsigt til 19 timers ventetid før det næste fly videre til Johannesburg.
Alt sammen på grund af tåge så tyk, at selv den indebrændte førsteklassespassager, der står og gestikulerer ophidset ved skranken, må give fortabt og overgive sig til naturens luner.

Læs også: 3 kulturelle oplevelser i Sydafrika

I den slags vejr er alle lige. Vi finder en engelsk lufthavnspub og belaver os på en nat i Heathrow sammen med flere tusinde andre strandede rejsende.
Ikke just den start på ferien til Sydafrika, som vi havde drømt om.

Men efter godt halvandet døgns udmarvende rejse er vi fremme ved vores mål, Mpala Safari Lodge i det nordøstlige Sydafrika.

En lille eksklusiv lodge, der de næste syv dage er vores hjem og udgangspunkt for et sandt afrikansk eventyr.

Et eventyr, der blandt andet byder på indfrielsen af en stor og længe ønsket drøm: En tur i luftballon ud over det smukke sydafrikanske landskab på jagt efter vilde dyr og endeløse vidder, mens solen står op i det fjerne og farver det hele orange og gyldent.

Sådan så billederne på den indre filmrulle i hvert fald ud. Stykket sammen af lige dele imaginære filmklip, egne forventninger og fotos fra utallige kataloger og hjemmesider.

Men da vi godt søvndrukne og endnu ikke udhvilede efter den lange rejse bliver vækket kl. 03 næste morgen er det ikke just udsigten til en blændende morgen, der møder os.

Tågen og småregnen fra London har tilsyneladende fulgt os hele vejen til Afrika.

Godt nok er de engelske vintertemperaturer på kun et par grader erstattet af tropiske ditto, men vejret er ikke just klippet ud af et feriekatalog.

»Bare rolig. De flyver. De har meget præcise vejrudsigter. De ved ned på minutter og meter, hvordan vejret bliver. Der venter jer en stor oplevelse. I kan godt glæde jer.«

Mpalas ranger fornemmer vores bekymring og skepsis, da vi sidder i bilen på vej ud af den hullede grusvej. Støvregnen og støvet fra den rødlige jordvej farver forruden okkerbrun.

Det er svært at forestille sig, at om mindre end en time svæver vi lydløst hen over det selvsamme landskab, som vi nu passerer i bil - på ivrig jagt efter Afrikas vilde dyr.

Efter en god times kørsel er vi fremme ved take off-stedet. Her er hektisk aktivitet. Mens himlen i det fjerne så småt er ved at skifte karakter, fra mørke til lys, er et større hestearbejde i gang på landjorden.

Ikke mindre end tre luftballoner er ved at blive fyldt med luft. Varmeblæserne hvæsser højlydt, og mandskabet arbejder hurtigt og koncentreret med at få ballonerne til at rejse sig, som de skal.

Imens står de betalende gæster og drikker kaffe eller te og tager billeder. En landarbejder fra den nærliggende landsby kommer trækkende forbi med sin cykel med flade dæk.

Han kigger nysgerrigt på hele menageriet, stopper op og basker med armene, som var de vingerne på en fugl. En ordløs gestus og ønske om en god tur.

 

Himlen er stadig grå, og vi ser i øjnene, at den klare blå himmel og uforstyrrede solopgang må vi tænke os til. Eller lade være, for snart får vi andet at tænke på.

Landingsprocedure og sikkerhed undervejs bliver givet, vi bliver bedt om at hoppe om bord, vores luftkaptajn giver de sidste dessiner - og sekunder senere er vi i luften.

Følelsen af at flyve luftballon er ulig alt andet. Det er en adrenalintriggende oplevelse - men på en stille og kontrolleret måde. For man skal ikke gøre det store. Bare stå og nyde, mærke og spejde.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvor man flyver luftballon.

Min første tur var i Danmark, langs Ring 4 rundt om København og med landing på en græsplæne ved et socialt boligbyggeri i Taastrup. Det var en fantastisk tur, jeg aldrig glemmer.

Men at stige til vejs i en luftballon i Afrika og flyve ud over afrikanske landsbyer, opdyrkede marker, floder og naturreservater er i en liga for sig.

Sydafrika udgør kun godt 1 procent af verdens landjord, men cirka 10 procent af verdens fuglearter og 14 procent af de varmblodede landdyr lever her.

Det er vel nok et af de bedste steder at se dyr, komme tæt på vild natur og føle sig langt hjemmefra. Men som med alt andet, der ikke er programsat i den bedste sendetid på tv, udstedes der ingen garantier og tjeklister, der blot skal krydses af i takt med, at dyrene viser sig.

En luftballontur ved solopgang er ikke ensbetydende med, at man automatisk har første parket til dyrenes morgentoilette.

 

Vores luftkaptajn flyver lavt hen over trætoppene. Der hersker en spændt forventning i kurven. Pludselig udbryder en af de andre: »Giraffer« - og ganske rigtigt. En flok på tre voksne og to unger er i gang med morgenmaden skråt under os.

De smukke og forunderlige dyr kigger nysgerrigt op på os, men de flygter ikke. Kun ungerne gemmer sig bag deres mødre. Men da disse ikke gør mine til at flygte, er idyllen genoprettet.

Det er svært ikke at blive grebet af at se vilde dyr i deres naturlige omgivelser. Giraffernes hoveder når trætoppene, ikke langt derfra kommer en større flok impalaer (afrikansk hjort, red.) gående. Også de er ved at fouragere, men synet af en luftballon får dem til at stå helt stille i alert-beredskab. Med stive ører, rank ryg og vibrerende næsebor.

Sekunder senere er de væk, forsvundet ind under det tiltagende tætte løv, som den begyndende regn usvigelig sikkert fører med sig.

»Det er ikke den bedste tid på året at spotte dyr i. Til gengæld er bushen smuk og grøn. Hver årstid har sine fordele og ulemper. Det samme gælder vejret. Er det for varmt, ligger dyrene ofte dvaske hen, og de kan være svære at se. Er det køligere og mere overskyet bevæger de sig mere. Det er bevægelserne, det menneskelige øje først får øje på.«

Vores luftballonskipper, Maritza de Kock, peger ligefrem. 300-400 meter foran os er et af områdets yndede vandhuller for vilde dyr. Igen er det mere besøgt, når der har været tørt længe, og denne morgen ser det ikke ud til, at der er bid.

»Kig godt efter. Mange af dyrene er som skabt til at kamuflere sig. Deres overlevelse afhænger af det. Derfor kan et tilsyneladende tomt vandhul sagtens indeholde overraskelser. Det gør det her, kan jeg se,« lyder det med et lumsk smil.

Hele kurven gynger og danser af bare begejstring og kappestrid om at spotte den påståede »overraskelse« først. Få minutter efter kan alle se flokken af flodheste, der svømmer rundt i det lave mudrede vand.

Vi har heldigvis kurs lige hen over dem. Flodheste er nogle af de farligste dyr i bushen. De er ekstremt territoriale og kommer man imellem dem og deres vandhul, så er man ilde stedt, fortæller guiden.

Vi står heldigvis i en kurv 50-100 meter over dem. Med sublim udsigt og på sikker afstand. Da vi nærmer os, dykker de og efterlader kun ringe i vandet og enkelte luftbobler. Vandhullet ser igen forladt og fredeligt ud.

 

Efter en time lægger vi an til landing. Med hovedet fyldt af oplevelser og fototrigger-kløen behørigt tilfredsstillet. Solen har vi stadig kun fået at se i korte glimt. Men det gør ikke noget.

I stedet for den gyldne postkort solopgang har vi fået en diset morgen, hvor de lavthængende skyer kombineret med svage solstråler klædte landskab og natur i et nærmest mytisk lys.

Lige inden vi lander, passerer vi nogle af de kæmpe gårde, der ligger i udkanten af de mange små og store naturreservater. På den måde får vi en lektion i, hvad der også er et af Sydafrikas - og måske hele verdens - problemer, nemlig de konstante sammenstød mellem vild natur og mennesker/civilisation i form af byer, infrastruktur og opdyrket land.

For i disse år taber naturen. Selv om Sydafrika er et af de lande, der forholdsvist gør mest for at genetablere og beskytte deres eksisterende dyrebestand og natur, blandt andet ud fra et turistmæssigt perspektiv, er det en daglig kamp, hvor der er flere nederlag end sejre.

Set fra oven og fra en luftballon bliver det meget tydeligt, hvordan Afrikas vilde natur og umættelige behov for opdyrket landbrugsjord kolliderer.

En impala på vild flugt fra lyden af en hvæssende gasbrænder og en stor skygge er kun centimeter fra et frontalt sammenstød med et af de mange dyrehegn. Et mindre naturreservat, hvor bushen får lov at gro vildt, er omkranset af enorme citrus- og mangomarker, hvor vandingsanlæggene arbejder på højtryk.

Vel nede er det tid til den obligatoriske champagne og bevis på, at vi nu har fløjet luftballon i Afrika.

I det fjerne kan vi høre flodhestene. De ville ikke være villige statister og stille op til fotografering, da vi for få minutter siden passerede deres vandhul. Og godt det samme.

Det uforudsigelige, anderledes, mystiske Afrika var jo nu engang det, vi kom efter - og det var det, vi fik. 

 

Turen blev til i samarbejde med Mpala Safari Lodge.

 Læs også: Drømmen blev til virkelighed i Afrika 

 
 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.