Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Adrenalin i sommeralperne

Udendørs ekstremsport i de østrigske Alper hører ikke kun skisæsonen til. I det gigantiske aktivitetsområde ’Area 47’ i Tyrol er der vand, skæg, gys og udfordringer nok til alle. Et oplagt udflugtsmål for legesyge adrenalinjægere og aktive familier med teenagebørn.

Der er aldersbegrænsning på 12 år for mange af aktiviteterne, men riverrafting kommer i flere sværhedsgrader. Også børneraftingture for de 6-13 årige. Bemærk i øvrigt forhindringsbanen oppe under broen i 27 meters højde.
Der er aldersbegrænsning på 12 år for mange af aktiviteterne, men riverrafting kommer i flere sværhedsgrader. Også børneraftingture for de 6-13 årige. Bemærk i øvrigt forhindringsbanen oppe under broen i 27 meters højde.

Jeg elsker det her sted – der er klar overvægt af flotte fyre,« oplyser teenagedatteren, efter at have checket det enorme poolområde ud her i Area 47. Hun retter på hestehalen og sætter kursen mod monster-vandrutsjebanerne, hvor forekomsten af ungersvende ser ud til at være tættest netop nu.

Solen glinser i vandet, folk rutsjer, griner, hopper, laver saltoer med ski på eller bruser ned ad brede ramper, siddende i store, gule baderinge. De balancerer, klatrer, lader sig skyde ud med vandkanon og, nå ja, svømmer. Men der ér ikke meget fredsommelig motionssvømning med badehætte og svømmebriller over stedet her. Det er nærmere en kæmpe legeplads, hvor alle som legesyge oddere igen og igen hopper i og kravler op med vandet dryppende fra pelsen og store smil under knurhårene.

Voksne har for få legepladser her i livet, og Area 47 gør virkelig noget ved sagen, for dette sportsparadis er for sommeren i Østrig, hvad skisportsterræner er for vinteren: Et sted, hvor vi kan bruge løs af alle de ’arbejds- og skole-indespærrede’ kræfter i fri luft og afprøve alt muligt, der kilder i maven, sparker pulsen op og kalder smilet frem.

Ungerne bliver omvendt

Hvis der er unge mennesker i familien, der seriøst tvivler på, om det er sejt at holde ferie i Østrig om sommeren, er det her, I skal tage hen: De vil blive omvendt i det splitsekund, I forlader hovedvejen og kører ind på området. Lige dér, hvor man kører under broen, der forbinder de to bjergmassiver, og får øje på alle de små, vævre edderkopper med orange hjelme, der klatrer på en bropille på højde med Rundetårn, mens andre står i kø med gysende forventning, klar til at springe ud i en »Flying fox«, hvor man suser på tværs af hele området under høje hyl, hængende i et kabel i en betragtelig højde, for at sige det mildt. Eller når de får øje på en flok riverrafters, der er ved at gå om bord i deres våde adrenalinkick med røde redningsveste og brede, forventningsfulde smil.

»Første gang får man et kick ud af bare at se på det hele herude. Det er jo så vildt, så højt og så ekstremt alt sammen,« forklarer sportsguiden her i Area 47.

Han er en klippe af ro, mavemuskler og erfaring med alt, hvad der har med udendørs sport at gøre. Med stor autoritet tilpasser han seletøj og hjelme til det udsnit af familien, hvis vovemod rækker til en gang »Hochseilgarten«, som en af Area 47´s heftige fornøjelser kaldes. Det går, kort fortalt, ud på at forcere en lang række kreative forhindringer i 27 meters højde. Altså, som i syv-og-tyve meter! Og banen, der er hægtet op på undersiden af betonbroen, går på tværs af en iltert brusende, klippefyldt flod dernede i bunden af dalen.

Man balancerer på tynde træstammer eller hænger i armene i et reb, mens man forsøger at finde fodfæste på gyngende bildæk. Eller klatrer fra én træklods til den næste, mens den vel at mærke svinger muntert i et tov og er rigtig svær at ramme, når den klods, som man står på, svinger lige så meget.

Ingen vej tilbage

Det kritiske punkt er bropillen. Her forlader du den del af banen, hvor du ser jord og skov, hvis du skulle komme for skade at kikke ned. På den anden side af bropillen går banen ud over floden, og selv om det i princippet kan være ligegyldigt, hvad der er nedenunder, virker en hidsigt larmende flod en del mere grænseoverskridende end fast grund. Godt så – man er altså fremme ved bropillen. For at komme udenom balancerer man på en vandret træstamme, der svinger i de to reb, den hænger i. Og jeg skulle hilse og sige, at 27 meter forekommer dobbelt så vildt, når man ligesom skal læne sig tilbage, ud mod ingenting, for at manøvrere sig selv rundt om bropillen og finde balancen på den næste stamme, der dingler ligeså meget, som den du kom fra. Ens fødder flakser som forvildede insekter i luften, og man føler sig som hele Jægerkorpset, når det faktisk lykkes at få flyttet vægten over til det nye ståsted.

Og dér får man gyset. For nu er der »ingen vej tilbage«. Hvis du har overskud til at se lodret ned, kan du være heldig at opleve en flok riverrafters tordne forbi. Det er sådan et flot syn heroppefra, fortæller guiden, inden vi starter turen. Jeg tager hans ord for gode varer, smiler venligt og nikker. Men planlægger at stirre ligefrem. På kyllingemanér.

Hele denne afsindige klatrebane kan få én til at filosofere over, hvorfor man i grunden hænger her med sved på panden og knokler sig fra det ene knude-reb til det andet, mens mavemusklerne sitrer. Er dét at holde ferie, måske? Hvem nedstemte egentlig badestranden i Italien med stribede liggestole, fede oliven og opvartning? Men, ærlig talt, dette her ér meget mere intensivt. Levende, simpelt hen.

Intet at frygte – rationelt set...

Er man så heldig at have store børn med gå-på-mod, er det skønt at kunne sige: »Ja, det må du gerne prøve«. For her kan de virkelig få lov at udfordre sig selv, og de vil elske dig for at arrangere oplevelsen. Ikke mindst, hvis de plejer at stemple dig som overforsigtig ’høneforælder.’

Her er der nemlig, objektivt set, ikke det fjerneste at være ræd for: Man er spændt grundigt ind i en klatresele med en line, der fæstnes i en slags overdimensioneret gardinhægte. Den kører i en bane oppe under broen. Skulle man miste balancen og falde, styrter man således ikke helt ned, men hænger blot i seletøjet. Klar til at blive fisket op igen med guidens hjælp. Det kan naturligvis være en skræmmende tanke i sig selv, men i afgrunden ender man da ikke.

Da vi lettere speedede når tilbage til platformen, står en flok ivrige unger i 14-års-alderen parat. Som vævre, små egern svinger de sig fra den ene himstregims til den næste. Ja, pigerne har endda overskud til at sludre med hinanden om, hvilken en af guiderne, der er pænest.

»Det er fordi, de har tillid til udstyret i den alder. Voksne gør sig alt for mange tanker,« forklarer guiden.

»Når man er helt tryg, kan man slappe af og simpelt hen nyde oplevelsen.«

Masser af aktiviteter

Der er kun én ting at gøre: Ned i receptionen og booke flere tider. Til klatrebanen, igen, og et par af de mange andre aktiviteter de frister med. Man kan bl.a. booke riverrafting på den flod, hvor selveste Europamestrene i denne vovemods-sport har kæmpet. Men turene fås i flere sværhedsgrader, endda en børnevariant, så alle fra 6 år kan være med.

Man kan også vælge en krævende gang canyoning, hvor man klatrer og springer gennem heftige bjergstrømme, og der er paragliding, guidede ekspeditioner i bjerggrotter og giga-klatrevæggen, der går for at være verdens højeste. Så bare kom an.

En muskuløs ungersvend i Hawaii-blomstrede badebukser kæmper på den udadskrånende klatrevæg, så de våde skuldre sitrer. Han er halvvejs, da han slipper grebet med den ene hånd. Benene flakser i luften efter fodfæste. Forgæves. Med et frustreret råb tumler han bagover, ud i den blå luft… og lander med et kæmpe plask i vandet, mens vennerne jubler.

Vi er ovre ved den 7000 kvadratmeter store sø med rent bjergvand, og vandhunde kan uden problemer plaske her hele dagen. Alene rutsjebanerne, der tangerer Rundetårn i højden, med næsten lodrette rør og masser af snirkler oppe fra højderne er for vilde, og det er underholdende at se de checkede freestylere, der på ski suser ned ad en vandoverrislet rampe a la skihopbane, bare bredere, hvorefter de hvirvler sig ud over vandet i skruer og saltoer. Men du kan også tage turen i en overdimensioneret badering. Ikke så macho, indrømmet, men det er meget lettere og ligeså sjovt.

Kanonkonge for en dag

Uanset hvad, så gå ikke glip af vandkanonen: Man når kun lige at trykke på udløserknappen, når der er grønt lys for affyring – så skal man krydse armene foran sig, før man ryger hovedkulds af sted i et heftigt brus af vand og komplet mangel på overblik: Er man landet i bassinet eller stadig undervejs? Har man hovedet op eller ned? At være kanonkonge er et meget lidt hverdagsagtigt adrenalinkick. Og har man ikke selv mod på at være ammunition, er det smaddersjovt at se de andre blive skudt afsted.

Da vi spørger til vipperne ovre ved søområdet, får vi at vide, at alle er velkomne til at springe fra vipperne og også fra broen i fem meters højde. Men når der er shows i disciplinen ’Cliff Diving’, bliver broen skruet op til 25 meter, og så er der virkelig brug for bassinets syv meters dybde.

»Den slags begivenheder tilsætter vildskab, og alle ved, at det er her på området, de kan opleve det ekstreme. Du behøver jo ikke selv prøve mere, end du har lyst til, og hvis du synes, det er rigeligt at lave en salto fra tremetervippen, svømme lidt og ellers slikke sol i en liggestol, så gør du bare det. Men derfor kan det jo være fantastisk at se nogle af disse her jerngutter – f.eks. kommer der nu og da gæster fra Red Bull-teamet til showsene,« forklarer han.

Så selv om man hverken tør – eller får lov at springe ud fra samme højde som showteamet og Red Bull-fyrene, så er der masser af muligheder, hvis man da ikke er en kylling med at blive våd. Og ikke er en kylling – sådan, i det hele taget...

Blob er pausekonge

Når man ikke orker mere, eller har slugt så meget vand at man har brug for en pause, finder man op på terrassen foran restaurant Lakeside. Så er det blot at nyde forestillingen, for alle er underholdning for hinanden på skift her på området.

Lige foran terrassen ligger den populære hop-og-flyv-sag ved navn ’Blop’. Den består af en platform, fra hvilken én mand springer ned og lander i den ene ende af en kæmpestor oppustet pude, der flyder på vandet. I den anden ende sidder offeret, klædt i redningsvest, klar til at lade sig skyde op fra kæmpepuden, når vægten fra springeren får den til at opføre sig som en katapult. Det afføder de sjoveste krumspring, to-trekvart-agtige saltoer med flagrende arme og ukontrollerede landinger, når den modige »flyver« bliver sendt af sted. Man kan nemlig ikke se, hvornår man får startskuddet, så oftest bliver stuntet mere kreativt end elegant.

Area 47 er perfekt for teens og opefter, hvis man agter at prøve kræfter med de vildere fysiske udfordringer, der kræver en vis kropskontrol og styrke. Men det ér intet problem at have yngre søskende eller ældre familiemedlemmer med, for dels er der masser af underholdning i blot at kikke på alt hurlumhejet. Og dels er der rigtig meget at tage sig til, blot man holder af at være udendørs i den friske alpeluft. Og bjergene, der skaber kulissen, er jo lige flotte, uanset alder og vovemod.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.