Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

90 km ægte californisk skønhed

Der er ingen bedre måde at opleve Californiens Sierra Nevada-bjerge på end til fods. Jeg sætter ud på en 90 km lang vandretur i Kings Canyon National Park, hvor landskaberne fortæller historien om ’Amerikas bedste ide' og manden, hvis navn er uløseligt forbundet med de bjerge, han mente var guddommelige.

Jeff skuer ned over Owens Valley på den første vandredag, hvor vi har 2000 højdemeter op til Sawmill Pass og Kings Canyon National Park. Fotos: Tore Grønne
Jeff skuer ned over Owens Valley på den første vandredag, hvor vi har 2000 højdemeter op til Sawmill Pass og Kings Canyon National Park. Fotos: Tore Grønne

Planen er at nå så højt op på bjergsiden som muligt, inden solen begynder at bage på de brankede skråninger. I går sneg temperaturen her i Owens Valley sig op på den hede side af 40 grader, så vi har snøret skoene og svunget rygsækkene på, inden solen er stået op bag de brunlige, golde ørkenbjerge i horisonten mod øst.

Foran os venter en lang opstigning til Sawmill Pass, der danner porten ind til Californiens mægtigste bjergkæde – Sierra Nevada, hvor forrevne toppe prikker hul på den dybblå himmel, glatskurrede granitmastodonter vidner om istidens enorme kræfter, og kølige nåleskove danner hjem for bjørne. Det er samtidig en tur, der kommer til at kaste os 100 år tilbage i tiden og lede tankerne tilbage på ’Amerikas bedste ide’ og et navn, der er blevet noget nær synonymt med naturbeskyttelse og det guddommelige, man kan finde i bjergene.

I løbet af de næste fem dage vil min amerikanske kammerat Jeff og jeg vandre gennem John Muir Wilderness og ind i Kings Canyon National Park. Ind til de blikstille bjergsøer og brusende vandfald, nøgne granittinder og frodige enge, iskolde gletsjere og solbadede dale. Men først venter passet.

Kradsbørstige buske og duftende nåletræer

Stien snor sig opad fra det første skridt. Der er ikke en sjæl i syne. Skridt for skridt kommer vi højere over ørkenen. Temperaturen falder. Som timerne går, er det, som om årstiden ændrer sig. Fra hed midsommer til blidt forår. De kradsbørstige ørkenbuske bliver skiftet ud med duftende nåletræer. Vi holder pause på bløde græsenge, hvor sommerfugle flakker og vand risler.

For 24 timer siden startede vi i en hed, ugæstfri ørken. Nu skuer vi ud over de højalpine landskaber i Kings Canyon National Park.
For 24 timer siden startede vi i en hed, ugæstfri ørken. Nu skuer vi ud over de højalpine landskaber i Kings Canyon National Park.

Vi er i det store beskyttede område John Muir Wilderness, der er opkaldt efter manden, hvis enorme fodaftryk mest af alt kommer til udtryk i form af manglen på spor efter mennesker i ikke bare det her område, men også i nationalparkerne Kings Canyon, Sequoia og Yosemite, der ligger på stribe op gennem rygraden af Sierra Nevada-bjergene. Man skal ikke opholde sig længe i Sierra Nevada-bjergene, før man støder på navnet John Muir. Ser ham på forsiden af bøger. Læser citater af ham på skilte. Finder billeder af det slanke ansigt og det lange, hvide skæg; den aldrende vandringsmand, der hviler hænderne på sin trofaste vandrestav. De drømmende øjne indstillet på uendeligheden, på horisonten, på bjergtoppen.

Johns guddommelige bjerge

John Muir blev født i Skotland i 1838, men voksede op på en bondegård i Wisconsin, hvor hans presbyterianske præstefar insisterede på, at han lærte Biblen. Ord for ord. Gik lille John i stå, når han hakkede sig gennem bibellinje efter bibellinje, fik han prygl af faderen. Det lod til at virke. I hvert fald kunne John Muir som 11-årig recitere hele Det Nye Testamente plus to-tredjedele af Det Gamle.

Som ung voksen flakkede han rundt i Amerika på rejser, der i marts 1868 så ham stige af båden i San Francisco. Jernbanen var endnu ikke nået til den californiske vestkyst, og Sierra Nevada-bjergene var vilde og forbeholdt de få. De næste somre brugte han i bjergene nogle dagsmarcher nord for stien, Jeff og jeg nu trasker på. Han skrev fire årtier senere bogen ’My First Summer in the Sierras’, der er en hyldest til naturen i det førindustrielle Californien. Muir så det guddommelige i naturen. Han omtaler Sierra Nevada- bjergene som The Range of Light. Bjergtoppene sammenligner han med kirker og katedraler.

Overalt i naturen ser han det guddommelige, som vandrede han gennem Paradis. Han skriver, at ’stedet forekom helligt, et sted, man kan håbe at se Gud’, ’Gud selv lader til altid at gøre sit bedste her’ og ’Disse velsignede bjerge er så kompakte med Guds kærlighed’. Han spillede senere i livet en væsentlig rolle i at få fredet bl.a. Yosemite – eksempelvis via af en campingtur med machopræsidenten Theodore Roosevelt, hvor de to sneg sig væk fra præsidentens oppassere og camperede tre dage i det fri. I dag er John Muir uløseligt forbundet med Californiens mægtigste bjergkæde. Og selv om hans sprogbrug virker noget svulstigt, når han beskriver landskaberne, så er de gudesmukke – også for en helt almindelig, dødelig, ikketroende dansker.

Lige meget hvilken retning man kigger i, er udsigt og natur spektakulær.
Lige meget hvilken retning man kigger i, er udsigt og natur spektakulær.

Ind i kongernes dal

Sidst på vores første eftermiddag når vi Sawmill Pass efter at have vandret mere end 2000 højdemeter op fra ørkenen. Heden ligger under os. Og pludselig bliver vi ramt af store snefnug, der kommer hvirvlende gennem den kølige luft. Vi er i bjergene. Da det kort efter klarer op igen og bjergbrisen jager skyerne på himmelflugt, skinner solen ned over blanke bjergsøer, ranke nåletræer og bløde enge. Her er ingen mennesker, ingen forstyrrelser, blot oceaner af plads. Med trætte ben finder vi en perfekt grøn plet ved en lille sø, slår teltene op og ser den nedgående sol få de grå granitklipper over os til at gløde i brændende rød.

Det er midt på morgenen, da vi næste dag rammer John Muir Trail, der løber 338,6 kilometer gennem bjergene, fra Yosemite Valley mod nord til toppen af Mount Whitney i syd, ikke langt fra det lille kryds, vi står i. Stien bliver ofte beskrevet som en af verdens bedste vandreruter, og vi har fornøjelsen af at følge den et stykke. Vi er nu i Kings Canyon National Park. Stien bliver mere trafikeret, og mens vi ikke stødte på en sjæl i går, møder vi nu folk en gang eller to i timen. Folk, der er ude på stierne i et par dage. Folk, der vandrer hele John Muir Trail. Og folk, der har gang i et langt mere ambitiøst projekt: den 4279 kilometer lange vandresti Pacific Crest Trail, der følger bjergene gennem Californien, Oregon og Washington fra den mexicanske grænse i syd til den canadiske grænse i nord.

Vi vandrer ned gennem en bred dal langs en brusende flod med fossende vandfald. Krydser den på en hængebro og vandrer op gennem skyggefuld nåleskov, der af og til åbner op, når en ny jomfruelig bjergsø lokker med glasklare vande. Vi kunne fortsætte på stien her i dagevis, ugevis, men vi har andre planer. Vi vil væk fra stien. Længere ind i vildmarken.

Total radiostilhed

På kortet er der ingen sti, men vi finder alligevel spor på, at her har været folk før os. Bag os ligger et grønt dalstrøg med en doven flod og endnu en glitrende sø. Foran os ligger klippeblokke hulter til bulter op ad en stejl bjergside. Det er nemmere, end det umiddelbart ser ud til, at komme over den lille bjergkam, og snart er det, som om vi er kommet ind i et helt andet område.

De få mennesker, der var på den anden side af bjergkammen, er nu fuldstændig forduftet, og i stedet har vi udsigt til en massiv væg af granit, der fylder horisonten, der ikke ligger langt væk. Vi er trukket ind i området Sixty Lakes Basin, og navnet lyver ikke. Vi slår lejr ved en glasklar, lille sø. Her er ingen forstyrrelser, men plads til at lade tankerne flyve, eller helt forsvinde, som vi sidder på hver vores sten og skuer mod klippetårnenes himlensrækken.

Her er ingen grund til ord. Det er det her, vi er kommet for at opleve. Stilheden. Storheden. For et par småbørnsfædre som os er lyden af brisen i træer og vandets sagte ridslen lig med frihed. Vi er langt uden for mobiltelefonens rækkevidde. Fem dages total radiostilhed.

Amerikas bedste ide

Som aftenen går, og solen atter sænker sig efter et glødende farveshow på granitvæggens lærred, er det umuligt ikke at føle sig taknemmelig for at være herude; at kunne opholde sig i uspoleret natur. Ideen om et naturområde, der er beskyttet, så det ikke bliver bebygget og beboet, blev født i de her bjerge.

Solnedgangen over kløften får lyset til at ændre sig for øjnene af en.
Solnedgangen over kløften får lyset til at ændre sig for øjnene af en.

I 1864, tre drøje år inde i den Amerikanske Borgerkrig, underskrev den amerikanske præsident, Abraham Lincoln, en lov, der fredede et område på 155 km2 i Yosemite Valley. Det var aldrig tidligere sket, at et stykke natur blev fredet, blot for at folk, rige som fattige, kunne opleve dets skønhed. Selv om det blot er godt 150 år siden, var der stadig store dele af det vestlige USA, der endnu ikke var blevet udforsket. Loven var det første spæde spadestik til det, der i 1872 blev til verdens første nationalpark: Yellowstone i det utæmmede Wyoming-territorium.

Ideen om nationalparker er senere blevet kendt som ’Amerikas bedste ide’, og i dag finder man 59 nationalparker i USA, der samlet dækker et areal på formidable 340.000 km2. I 1916 blev The National Park Service oprettet, og den fik til opgave at administrere USAs nationalparker og sørge for, at beskytte naturen for fremtidige generationer og samtidig gøre den tilgængelig for folket. Der er et vist indbygget dilemma i den målsætning, men nationalparkerne danner ramme om utrolige natureventyr, hvad enten man vil opleve dem gennem bilruden eller fra vandrestierne.

Hjorte, murmeldyr og tykhornsfår

Vi bruger hele den næste dag mellem søerne og vandløbene i Sixty Lakes Basin. Kravler op til en bjergkam højt over trægrænsen, hvor endnu mere uberørt vildmark åbenbarer sig. De eneste tegn på mennesker er ruteflyene, der trækker hvide striber over den blå himmel højt, højt over os.

Vi springer fra klippeblok til klippeblok, og pludselig står vi ansigt til ansigt med en flok storørede hjorte. De stopper deres noget mere elegante spring og stirrer på os. Senere på dagen er det et par tykhornsfår, der tripper af sted på bjergsiden. Bjørne ser vi desværre ingen af, men vi støder på flere pibeharer, adskillige murmeldyr og en enkelt slange. Det er først, da vi sidste på eftermiddagen bevæger os tilbage til de etablerede stier, vi igen ser mennesker.

Den aften slår vi teltene op ved Rae Lakes. Søerne ligger i bunden af en bjerggryde som et amfiteater, hvor vi nede fra scenen ser op ad bjergsiderne. Det er fristende at vandre videre mod syd, men vi må tilbage. Tilbage til ørkenen. Hjem til familierne. Ud af nationalparken. Efter fem dage og 90 vandrekilometer er vi dagen efter atter tilbage i ørkenen, hvor turen startede. Varmen trykker, og luften er tør. Vi står igen ved foden af bjergene. Skuer op ad de stejle bjergsider.

Inden vi sætter af sted på landevejen kaster jeg et sidste blik op mod Sawmill Pass. Jeg kan ikke se det, men jeg ved, at det ligger deroppe. Som en port ind til en anden verden. For dem, der vandrer gennem porten, venter et stykke uberørt Californien, der ikke har forandret sig, siden John Muir kom vandrende her for 150 år siden. Præcis som han ønskede det.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.

  • Mad & Vin
  • Relationer
  • Træning
  • Mode
  • Interview
  • Bolig & Design
  • Rejseliv