Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

5 x vinyl i Paris

Salget af musik på god gammeldags vinyl går forrygende i Frankrig og Paris er et paradis for pladesamlere. Her er fem gode pladebutikker til enhver smag.

Born Bad Records har ligget i kvarteret bag Bastille-pladsen siden 2006. Her findes masser af fransk coldwave, new wave, punk og det hardore musik.
Born Bad Records har ligget i kvarteret bag Bastille-pladsen siden 2006. Her findes masser af fransk coldwave, new wave, punk og det hardore musik.

1. Den elektroniske

Hvad: La Source
Hvor: 46 Rue Albert Thomas
Hvor meget: Omkring 15 euro for de billigste plader.

På en rolig sidegade til den stærkt trafikerede Boulevard de Magenta ligger denne luftige og overraskende stille pladebutik. Udvalget består af nye og brugte plader med elektronisk musik. Af hensyn til naboerne er der skruet helt ned for lydniveauet. Ganske fornuftigt, da den to år gamle butik fokuserer på musik til dansegulvet og de sene nattetimer på klubben.

Dem, som leder efter fransk house eller tysk techno, kan fylde pladetasken her. Det samme gør en perlerække af lokale og udenlandske dj’s, når de besøger den franske hovedstad. Butikkens væg med autografer bekræfter den kendis-tætte kundekreds.

Jacques, butikkens medejer, står klar med gode råd til dem, som har svært ved at overskue udvalget. Det er nemlig ikke altid lige let at forudse det musikalske indhold i de ofte helt generiske pladecovers.

Butikken har flere lyttestationer, hvor kunderne i ro og mag kan høre pladerne, og pladesamlere med trætte ben kan hvile sig i en af butikkens sofaer.

La Source åbnede for to år siden og lægger jævnligt lokaler til koncerter, hvor naboernes tålmodighed for alvor kommer på prøve. På butikkens Facebook-side kan man finde oplysninger om, hvornår det går løs næste gang.

Crocodisc og Crocojazz.
Crocodisc og Crocojazz.

2 Den globale

Hvad: Crocodisc og Crocojazz
Hvor: 40-42 Rue des Ecoles og 64 Rue de la Montagne Sainte-Geneviève.
Hvor meget: Gennemsnitspriser på 15-20 euro. Her er klassiske »rodekasse« med billige plader og et stort udvalg af samlerobjekter, hvor priserne er væsentligt højere.’
Info: Crocodisc.com

Klemt inde mellem travle bistroer og udsøgte delikatesseforretninger finder man denne pangfarvede pladebutik. Siden 1978 har den forsynet pariserne med alt godt til højtalerne, fra Brooklyn til Benin. Her er verdensmusikken i højsædet, men genrer som soul, rare groove og acid jazz, er også repræsenteret i pladekasserne, ligesom hhiphoppere på pladejagt med fordel kan starte pariserturen her. Udvalget af fransk og amerikansk rap hører til blandt det bedste i Paris.

Blandt stamkunderne finder man angiveligt flere kendte musikere. Blandt andre den camerounske saxofonist og sangskriver, Manu Dibango – manden bag discoklassikeren, Soul Makossa.

Flere af Dibangos egne udgivelser står i kasserne med musik fra l’Afrique.

For dem, som er mere til rock end verdensmusik, kan det anbefales at besøge nabobutikken, som er del af samme kæde. Her findes et godt udvalg af både fransk og udenlandsk rock, pop og punk.

Den tredje Crocodisc-butik ligger lige rundt om hjørnet, i Rue de la Montagne Sainte-Geneviève. Her regerer jazzfolket og genrer som blues, country og gospel. Den jazzede afstikker hedder Crocojazz.

3 Den funky

Hvad: Superfly Records
Hvor: 53 Rue Notre Dame de Nazareth
Hvor meget: Fem euro for de billigste plader. Meget mere for samlerobjekter
Info: Superflyrecords.com

Butikken har fået samme navn som Curtis Mayfield’s samfundskritiske soundtrack til blaxploitation-filmen, Super Fly, fra 1972. En plade på højde med Marvin Gayes, What’s Going On, fra året før.

De to plader finder man med sikkerhed her, for Superfly Records gør sig i alle former for musique noire, og udvalget er stort. Både når det kommer til jazz, latin, rap og afrofunk er der meget at komme efter. Elektronisk musik og en passende mængde rock har også sneget sig indenfor. Alt sammen på vinyl.

Det hjælpsomme personale rejser selv verden rundt for at opkøbe nye plader til butikken, og kunderne mødes med et anerkendende nik og et venligt bonjour, når de træder indenfor.

Fuldt fortjent er Superfly Records en darling blandt kræsne pladesamlere. Stamkunderne tæller blandt andre den engelske dj og radiovært, Gilles Peterson og den amerikanske hiphop-producer, DJ Spinna.

Butikken har lyttestationer, hvor man kan høre musikken, inden man køber.

Le Walrus er café og pladebutik i ét.
Le Walrus er café og pladebutik i ét.

4 Den hippe

Hvad: Le Walrus
Hvor: 34 Rue de Dunkerque
Hvor meget: Kun nye plader. Sats på 15 euro for en plade. Nogle koster mere.
Info: the-walrus.fr

Le Walrus er café og pladebutik i ét. Den åbnede for et år siden og ligger tæt på Europas travleste jernbanestation, Gare du Nord. Navnet har butikkens kvindelige indehaver taget fra Beatles-sangen, I Am the Walrus.

Det er dog ikke for 60’er-musikken, man skal lægge vejen forbi hvalrossen på Rue de Dunkerque. Derimod kan pladesamlere og musikelskere glæde sig over et imponerende udvalg af det nyeste nye. Især med fokus på fransk og udenlandsk rock- og indiemusik. Dertil kommer et fint udvalg af elektronisk musik, enkelte plader med afrikanske kunstnere som William Onyeabor og en hel del hiphop.

Det er ikke noget krav, at kunderne køber plader for at hænge ud med en kaffe, croissant eller cocktail i den aflange bar Ej heller for at snuppe en frokost eller henlægge arbejdsdagen til caféen – med god udsigt til butikkens 3000 plader.

Der afholdes jævnligt koncerter i det rummelige lokale. På butikkens hjemmeside kan man se koncert-kalenderen.

5 Den punkede

Hvad: Born Bad Records
Hvor: 11 Rue Saint-Sabin
Hvor meget: Nye og brugte plader. Priserne varierer. Omkring 20 euro for en ny plade.

Butikken ligger i kvarteret bag Bastille-pladsen, hvor unge parisere fester i weekenden. I bydelens smalle bargade bliver der dog næppe spillet meget af den slags musik, som man finder hos Born Bad Records i Rue Saint-Sabin. Siden 2006 har butikken forsynet den alternative rockscene med genrer som fransk coldwave, new wave, punk og hardore. Alene de farverige pladecovers og obskure titler gør butikken et besøg værd. Psycho Tropical Berlin, Hunx and His Punx og Bloody Belgium for at nævne et par stykker.

I pladekasserne finder man også et godt udvalg af brugt rock ’n’ roll og surfrock fra 50’erne og 60’erne. Selv den mest kræsne rockabilly burde kunne finde noget nyt til pladesamlingen her.

Butikkens eget pladeselskab har udgivet et hav af plader med franske bands som Les Olivensteins, La Femme og Les Blousons Noirs. De egne udgivelser er til salg i butikken og fungerer som en fremragende introduktion til den alternative franske rockscene.

Kunderne kommer fra hele verden og butikkens ejer taler fint engelsk og hjælper gerne med at finde rundt i pladekasserne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.