Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

5 vilde westernbyer i Colorado

Colorado var tidligere det rene vilde vesten. Det skinner igennem i dag, hvor byerne i staten har bevaret stemningen, der blev skabt af guldgravere og nybyggere.

Silverton
Silverton

1. Hvor guldet blev jagtet

Hvor: Idaho Springs
Info: visitidahospringscolorado.com

Hvor Denver slutter, begynder Rocky Mountains. Man skal ikke langt ind ad Highway 70, før man runder et sving i dalen og møder skiltet med påskriften ’Welcome to Idaho Springs – Where the Gold Rush Began’. Midt i byen finder man det lille, charmerende centrum, hvor husfacader i klare gule, blå og grønne nuancer dominerer gadebilledet. Husene er bygget i to etager i den lidt firkantede stil med store vinduer, man så ofte møder på de her egne. Bag vinduerne gemmer sig små forretninger, der ligger milevidt fra fastfoodrestauranterne i udkanten af byen. Køb hjemmelavede bolsjer hos Georgetown Valley Candy Company, og vælg mellem et hav af lokalbryggede øl på det prisbelønnede mikrobryggeri Tommyknocker Brewery & Pub, hvor du også kan få en klassisk burger. Snup en kaffe og en croissant på caféen Java Mountain Roasters, hvor der er højt til loftet, støvede bøger på reolen og banjomusik i radioen.

Men skal du have den lokale historie med, skal du en tur ned i minerne, hvor det hele startede i 1859, da der blev fundet guld, og 50.000 lykkejægere oversvømmede kløften. Det gør du i Argo Gold Mine Mill, der byder på guidede ture ned i skakterne.

2. Hvor luften er tynd

Hvor: Leadville
Info: leadvilletwinlakes.com

I Leadville er luften klar, himlen er høj, og solen brænder ned over hovedgaden. Byen ligger på en bred slette omgivet af nogle af de højeste bjerge i Rocky Mountains. Hvis ikke udsigten til bjergene gør en lidt svimmel, så gør den tynde luft det måske. Leadville er nemlig USA’s højest beliggende by. Den ligger i over 3.200 meters højde og går under navnet The ’Two-Mile High City’ – en hilsen til statshovedstaden, Denver, der er kendt som ’The Mile High City’.

Fredelige Leadville kan også spores tilbage til guldfeberen i den sidste halvdel af 1800-tallet. Velbevarede historiske murstensbygninger flankerer hovedgaden, der i sin tid så sin andel af lovløse cowboys, gamblere og lykkeriddere. ’Doc’ Holliday boede i byen. Han er mest kendt for at svinge seksløberen side om side med Wyatt Earp og hans sherifbrødre under den vel nok mest legendariske skududveksling i Det Vilde Vest – de 30 sekunder ved O.K. Corral i Tombstone, Arizona, hvor lovmændene stødte sammen med lovløse cowboys med Clanton-brødrene i spidsen.

I dag er Leadville en rolig westernby med klassiske diners og restauranter og adgang til store naturoplevelser. Uden for byen findes et væld af mountainbikespor, og det er muligt at vandre i bjergene og komme til tops på Mt. Elbert – det højeste bjerg i Rocky Mountains. Byen er desuden vært for et berygtet ultraløb, ’Lead-ville 100’, hvor jernmænd og -kvinder tilbagelægger 160 kilometer i bjergene til fods eller på mountainbike.

3. Hvor sneen falder tungt

Hvor: Silverton
Info: colorado.gov/townofsilverton

En bjergby kan dårligt ligge smukkere placeret end Silverton. Uanset om man kommer fra nord eller syd til den lille by i det sydvestlige Colorado, sker det via spektakulære bjergpas på veje, der dykker ned i en dal klemt inde mellem enorme bjergmassiver.

Klimaet er barskt i over 2.800 meters højde, og blot 531 mennesker bor i byen, der består af en hovedgade og ikke meget mere. Byen skylder, som navnet antyder, sin eksistens fundet af sølv i bjergene omkring den.

Mens sølvet for længst er forsvundet fra minerne, lægger folk om vinteren vejen forbi for at stå på ski på Silverton Mountain. Bjerget er berømt for sit fantastiske offpiste-skiløb i en egn, hvor der falder mere end 10 meter sne om året. Om sommeren er der godt med liv på den charmerende hovedgade, hvor farverige bygninger huser hyggelige caféer, små barer, udstyrsforretninger og souvenirbutikker. Her er også masser af muligheder for eventyr i bjergene omkring byen, hvad enten man er til korte vandreture på en time eller to, eller man er på jagt efter adskillige dage på vandrestier dybt inde i de øde bjerge. Det er også i Silverton, at den populære jernbane fra Durango ender – en dagstur, hvor man i et lille tog trukket af et damplokomotiv tøffer over pittoreske bjergpas.

4. Hvor bjergene rejser sig

Hvor: Ouray
Info: ouraycolorado.com

Ouray ligger klemt inde mellem lodrette og meget dramatiske klippevægge. Her går livet sin fredsommelige gang, som det har for vane at gøre i bjergbyer. Turister på roadtrip stopper for at fylde op på gourmetkaffe og croissanter, og klatrebumser med hang til lodrette klippevægge fortæller røverhistorier fra livet på kanten over en lokalbrygget øl på Ouray Brewery (ouraybrewery.com). Byen huser for øvrigt en verdenskendt isklatringsfestival, hvor vovehalse forcerer frosne vandfald med isøkser, reb og steigeisen. Er man mere mageligt anlagt, kan man passende bruge et par timer i Ouray Hot Springs, hvor varmt vand fra undergrunden løber ind i et par store svømmebassiner på kanten af byen. Vil man have et fuglekig ned over Ouray, kan man begive sig ud på en overkommelig sti, der starter i udkanten af byen, og hvor både store og små, magelige og drevne kan være med. Først kommer man til Box Canyon Falls, hvor et vandfald brager næsten 100 meter ned i en klaustrofobisk klippekløft. Herefter er der en lille kilometer op til en metalhængebro over en dyb kløft. Man kigger nu ned over hustagene i Ouray, ud gennem dalen og op ad de lodrette klippevægge. 

5. Hvor vejen ender

Hvor: Telluride
Info: visittelluride.com

Bjergene i Telluride tårner sig op over byen, der nok en gang har en bred hovedgade med historiske murstensbygninger og ligger for enden af vejen i en hesteskoformet dal omgrænset af et voldsomt imponerende bjergmassiv.

Telluride er et broget sted og hjem for alt fra bjerghippier over skibumser til folk med fede bankbøger, der har lagt livet i overhalingsbanen bag sig for at suge til sig af bjergenes klare luft og aktive livsstil. En gratis svævebane fører én højt op bag byen til det berømte skisportssted, der om sommeren byder på små markeder, musik og masser af mad i den lille skilandsby Mountain Village. Er man til vandring, er mulighederne mange, og lejer man en mountainbike, er der stier nok til at underholde og udfordre i ugevis. Hvis du kan holde øjet på bolden i stedet for på udsigterne, kan du også gå 18 huller på golfbanen, der ligger i små 2.900 meters højde. Telluride byder på en perfekt kombination af det tilbagelænede og det aktive.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.