5 sansefulde byer på Italiens hælespids

På det yderste af den italienske hæl funkler havet i flotte nuancer, og lyset er stærkt. Herude ligger fem dejlige kystbyer på stribe.

Det mægtige fyrtårn

Ifølge overleveringen søgte Sankt Peter ly her på sin rejse fra det nuværende Israel til Rom. Mange år senere i årene lige efter 2. verdenskrig var det overlevende jøder, der blev tilbudt midlertidigt ophold her af de lokale. Santa Maria di Leuca – eller blot Leuca – vil gerne invitere verden indenfor. Højt hævet over marianen og den mondæne ferieby knejser det enorme fyrtårn med samme navn som byen. Udsigten til det blå Middelhav og det intense lys herude på hælens spids er enestående, og der er frit kig ned på Leuca med dens yachter og både.

Hvor: Santa Maria di Leuca

Med kig til Korfu

Porto Tricase var engang et sløvt fiskerleje, og selvom der stadig er erhvervsfiskeri, så er det især badegæster og livsnydere, der holder hjulene i gang i den lille kystby nu. Neden for restauranten Bolina er der en lille strand med vand i turkise, grønne og blå toner, og kombinationen af en restaurant med havudsigt og muligheden for at bade gør Tricase til et glimrende sted at stoppe for at spise frokost med en efterfølgende dukkert. Fra det lækre vand er der kig over til Balkan og Korfu. Faktisk ligger Tricase så tæt på den græske ferieø, at EU for nogle år siden igangsatte et samarbejdsprogram mellem fiskere fra Tricase og Korfu. Projektet skal støtte de kulturelle og merkantile udvekslinger, der har fundet sted på tværs af Otrantostrædet i generationer. Selve navnet Porto Tricase kan forvirre lidt, for nogle kilometer inde i landet ligger selve købstaden Tricase.

Hvor: Porto Tricase

Lækre fisk og slidte facader

De ligger på rad og række, de lækreste fisk og skaldyr. Her er sværdfisk, sardiner, søpindsvin, jomfruhummere og dorader – til ufatteligt lave priser. Er man til havets frugter, vil tænderne hurtigt begynde at løbe i vand inde i Castros indbydende fiskehandel nede på havnen. Man skal komme til Castro så tidligt på dagen som muligt for at få dette syn med, som bevidner, at man spiser sundt på Italiens hæl. Foruden fisk er der masser af bønner, grøntsager, olivenolie og groft brød på middagsbordene – og på menukortet.

Hvor: Castro

Filmmandens palads

Er vi i Marrakech? Eller et sted i Mellemøsten? Den enorme, privatejede villa midt i badebyen Santa Cesarea Terme ligner på ingen måde et stykke italiensk arkitektur. På lang afstand stikker den ørkenbrune kuppel og de blå- og sandfarvede mure med mauriske buer frem og sætter tanker i gang om det lykkelige Arabien. Villaen blev bygget i en periode, hvor man sværmede for det eksotiske i Italien – det var før, Mussolini indførte sin fascistiske modernisme med rene flader i hvidt marmor og sandsten. I mange år var det orientalske hus ejet af skuespilleren, digteren og instruktøren Camelo Bene, der døde i 2002. Han var en flamboyant herre og en aktiv stemme på den italienske venstrefløj.

Hvor: Santa Cesarea Terme

Byen med den lækre strand

Otranto er den største og nordligste af de fem byer. Den ligger så tæt på Albanien og Grækenland, at man uundgåeligt vil få velkomst-sms’er til de to lande under opholdet her. Byens tykke, mandelhvide mure er ikke kun bygget for at holde sommervarmen ude, men også for at forsvare sig mod de tyrkiske hære, der flere gange i historien er kommet og har plyndret, raseret og dræbt de lokale. Otrantos historie er fuld af lidelse og kampen for at overleve, men alt det er fortid nu, og byen lever i dag højt på sin flotte marina, sine hyggelige gader med butikker og spisesteder – og så ikke mindst sine strande på den anden side af Otrantos lille industrihavn. Her er sandet pulverblødt og lyst – og havet har som så mange andre steder langs hælens kyst nogle helt utrolige toner af blåt og grønt. Strandløver og badenymfer i alle aldre har kronede dage her gennem hele sommerhalvåret. Historieinteresserede vil finde det spændende at bruge lidt tid på den intakte bymur samt byens citadel og domkirke.

Hvor: Otranto

Læs mere: Charme og varme i gæstfrie Algeriet

Læs mere: Forført af det ægte Cuba

Læs mere: På eventyr ved Phuket

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.