Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

5 oplevelser i Kolding og omegn

Fabergés juvelerkunst, blomstrende rododendroner, en brødremenighed og et glemt Arne Jacobsen sommerhus er nogle af de oplevelser, der venter.

1. Skatkisten

Hvad: Koldinghus

Hvor: Centrum ved Slotssøen

Hvor meget: Voksne 90 kr., studerende 45 kr., børn op til 18 år gratis.

Info: koldinghus.dk

Udefra ligner det ikke længere en ruin. Men faktisk er det en ruin. Jyllands sidste kongeslot og i dag Koldings stolte vartegn, Koldinghus, skal det handle om og ikke mindst om den exceptionelle sydfløjsruin, der i dag er et af landets mest spektakulære udstillingsrum med det svævende tag båret af stolte piller af lamineret træ. Det er arkitektægteparret Exners formidable idé og restaurationsarbejde, der i dag er det bankende hjerte i slottet, som blev grundlagt i 1200-årene, og hvor Christian IV’s bryllup skulle have stået.Det satte en større brand imidlertid en stopper for, og et par århundreder senere gik det helt galt, da stedet i 1808 stort set nedbrændte. Nu har Koldinghus rejst sig som en anden fugl Føniks af asken. En særudstilling fra 13. maj og fire måneder frem viser juvelerkunst af den russiske zars hofjuveler, Carl Fabergé. Ham med æggene, De ved. Man kan opleve en skatkiste af de af mesterens godt 100 værker, som er i den danske kongefamilies eje, og som ellers kun sjældent har været vist for offentligheden.

2. Tag verden rundt

Foto: Koldinghus, Iben Kaufmann, Visit Kolding, Geografiske Have og Hotel Koldingfjord
Foto: Koldinghus, Iben Kaufmann, Visit Kolding, Geografiske Have og Hotel Koldingfjord

Hvad: Geografisk Have

Hvor: Christian 4 Vej ved landsbyen Tved

Hvor meget: Voksne 75 kr., børn op til 12 år gratis, studerende 35 kr., pensionister 55 kr.

Info: geografiskhave.dk

Ja, sådan kan det også lyde i et Danmarks-tillæg, i hvert fald når man spørger sig for i Kolding og omegn. Opfordringen kommer nemlig fra den snart hundredeårige Geografisk Have. En 12 hektar stor botanisk have, hvor planterne ikke er fordelt efter arter, men efter hvor de kommer fra.

Den specielle opdeling gør det muligt for gæsterne næsten at tage verden rundt under et besøg, og opfordringen fra havens nye leder, Lene Holm, er da heller ikke til at tage fejl af, nemlig at tage turen over Nordamerika og Sibirien og ikke mindst til Japan og Kina. Sidstnævnte lande var grundlæggeren, Aksel Olsen, dybt fascineret af, og han hjembragte bl.a. derfor et stort udvalg af rododendron, hvis arts forskellighed gør, at de med sydjysk muld om rødderne blomstrer fra det helt spæde forår til ind i juli.

Også stedets fine rosarie – et rosenmuseum med antikke roser – fortjener respekt. Geografisk Have bliver til sommer den første nordiske have, der modtager den fine pris Award of Garden Exellence. Og det netop for havens gamle traditionelle roser.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/ring-til-en-svensker

3. Honninghjerter og verdensarv

Fotos relateret til Brødremenigheden i Christiansfeld - til pressemeddelelser med mere. Billederne er taget af Kommunikationsafdellingen i Kolding Kommune
Fotos relateret til Brødremenigheden i Christiansfeld - til pressemeddelelser med mere. Billederne er taget af Kommunikationsafdellingen i Kolding Kommune

Hvad: Christiansfeld

Hvor: 16 km syd for Kolding

Hvor meget: besøg centret og kirken gratis

Info: christiansfeldcentret.kolding.dk

Verdensarv lokker turister til. Det ved man i brødremenighedsbyen Christiansfeld, som er det syvende sted i Danmark, der er kommet på den meriterende liste. Vadehavet, Jelling-monumenterne og Kronborg er nogle af de øvrige.

Umiddelbart siger Christiansfeld og brødremenighed måske ikke mange noget, men når vi så føjer honninghjerter til, så plejer det at dæmre for de fleste. Netop medlemmer af brødremenigheden har således gennem mere end 200 år udviklet dette traditionelle julebagværk til at være en landsdækkende succes. Det var kong Christian VII, der, inspireret af hollandske brødremenighedsbyer i 1773, inviterede brødremenigheden fra Herrnhut i det østlige Tyskland til Sønderjylland for at opføre en dansk pendant, og frimenigheden lever fortsat i bedste velgående, om end de nuværende beskedne 400 medlemmer ikke fylder meget i det kirkelige landskab.

Det gør til gengæld byen, der med sin meget enkle og stringente byplan er noget helt for sig selv.

4. Aktiv kunst

Hvad: Trapholt

Hvor: Æblehaven 23, Kolding

Hvor meget: Voksne 100 kr., børn op til 18 år gratis, studerende 50, over 65 år gratis.

Info: trapholt.dk

Lav din egen kunstudstilling. Sådan lyder opfordringen fra Koldings fine kunst- og designmuseum Trapholt. Parken og udsigten over fjorden er en lise for øjne og sjæl, og museet er i sig selv en arkitektonisk perle. Moderne, dansk billed- og skulpturkunst, dansk møbeldesign og en Richard Mortensen- udstilling er blot nogle af omdrejningspunkterne for museet, som gør en stor indsats for at aktivere publikum. Mest vellykket er det sket med ’Din udstilling’, som ifølge museets direktør, Karen Grøn, er en unik mulighed for publikum for at kuratere, som det hedder på museumssprog, deres egen udstilling. På dansk betyder det, at man som gæst via nogle interaktive skærme kan sammensætte sin helt egen udstilling ud fra f.eks. en bestemt farve, motiv eller kunstner. Hvert kvartal udvælger museet den bedste, som realiseres på museet med ægte genstande.

Museet har også en anden verdensnyhed, nemlig det eneste eksisterende Arne Jacobsen-sommerhus, som nu har fået plads i parken, efter det har stået gemt og glemt på Sydsjælland. Et sommerhus opbygget af kubeformede moduler, i samarbejde med Høm Typehuse i 1970, men åbenbart, ifølge museet, et så radikalt arkitektonisk eksperiment, at det aldrig blev sat i produktion.

5. Tom Jones og børnene

Hvad: Hotel Koldingfjord

Hvor: Fjordvej 154, Kolding.

Hvor meget: Dobbeltværelse fra 1.075 kr.

Info: koldingfjord.dk

Smuk udsigt, frisk luft samt god og sund mad hører til en perfekt feriedag for mange. Men det kan også være væsentlige ingredienser i god sygepleje. Ja, engang det vigtigste endda, nemlig for bare 100 år siden, da det nuværende Hotel Koldingfjord blev opført som julemærkehjem og landets første tuberkulosesanatorium.

Tuberkulosen var en af datidens største dræbere, og behandlingsmulighederne små. Ja, faktisk var det fjordens friske luft og stedets nærende øllebrød, der langt hen ad vejen fik æren for at få de fleste på benene igen.

Historien om både øllebrød og tiden som sanatorium får hotellets muntre direktør, Peder J. Madsen, ofte mulighed for at genfortælle, men sjældent over for så interesseret en gæst som den walisiske sanger Tom Jones, der sidste år boede på hotellet. Til direktørens undren ville Tom Jones have alle detaljer om stedets fortid, og tiøren faldt først, da sangeren fortalte, at han selv som barn havde været lænket til sin seng i to år med netop tuberkulose.

Det er dog også muligt at bo med vandudsigt i andre prisklasser i Kolding. Ligefor falder f.eks. Danhostel Kolding Vandrerhjem, der ligger på en bakketop midt i Kolding by.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/fremgang-for-turismen-paa-fyn

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.