Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

5 middelalderbyer til fods i Norditalien

Cinque Terre er fem byer langs stejle kystklipper i den nordlige del af Italien. Byerne ligger i et smukt område langs vandet, og efter vandreturen kan du stille sulten med lokale lækkerier.

Cinque Terre området blev i 1997 en del af Unescos verdensarvliste på grund af sit unikke kulturlandskab, hvor vand og huse i forskellige farver præger.
Cinque Terre området blev i 1997 en del af Unescos verdensarvliste på grund af sit unikke kulturlandskab, hvor vand og huse i forskellige farver præger.

Fem små middelalderbyer, der på rad og række ligger gemt mellem stejle kystklipper. Og 100 km vandrestier mellem og rundt om dem.

Så kort kan man beskrive Cinque Terre, området og nationalparken af samme navn, der ligger i den sydlige del af den italienske Riviera mellem Levanto og La Spezia. Området har siden 1997 været på Unescos verdensarvliste på grund af sit unikke kulturlandskab – skabt gennem århundreder af kultiveringen og travle hænders arbejde med at bygge stengærder og omdanne de stejle skråninger til frodige vinmarker og olivenlunde – og et terrasselandskab af bevaringsværdig skønhed.

Indtil starten af sidste århundrede var den eneste måde, man kunne komme til og imellem de fem små byer med båd eller til fods ad smalle og stejle stier langs kysterne.

I 1930’erne blev jernbanen langs den Liguriske kyst, fra Genova til La Spezia, bygget med stop i alle fem Cinque Terre byer, og gjorde det dermed lettere for lokalbefolkningen at bevæge sig rundt og for turisterne at komme hertil.

Først i 1978, da den nye vej gennem baglandet blev bygget, blev det muligt at komme til Cinque Terre byerne i bil. Vejen ender dog for alle fem byers vedkommende i udkanten af dem for al biltrafik i de smalle gader er forbudt. Samtidig er det dyrt og besværligt at parkere.

Så, lad bilen stå i La Spezia eller Levanto, tag toget, hop af, hvor du vil, og snør vandrestøvlerne – den eneste helt rigtige måde at opleve byerne, stierne og landskabet på, er til fods.

Turen gennem de 5 byer

Vi starter vores første dags vandretur i Monterosso, den nordligste og største af de fem Cinque Terre byer, med en tur mod syd ad kyststien, der skiftevis er hugget ud i de yderste kystklipper eller snor sig gennem vinmarkernes terrasselandskaber, svimlende højt over havet. Turen starter med en lang og stejl stigning og ind imellem er stien ikke bare en sti, men en oldgammel trappe med uendelig mange skæve trin. Gang på gang stopper vi op for at nyde udsigten, der hver gang stien slår et nyt sving, er præsenterer os for nye og og fantastiske scenerier.

Efter godt to timers vandring, en masse stigninger, sved på panden og endnu et sving kan vi pludselig se Varnazza som en broget mosaik dybt under os. En lilleputby med kirketårn, havn og Doria Borgens mørke fæstningstårn på den yderste pynt. Herfra går det kun nedad, til vi ender på hovedgaden i det, der regnes for en af de smukkeste byer i Italien.

Man forstår godt hvorfor: Små huse i brændte, gule, røde, orange og rosa farver, bygget tæt sammen, med smukke hoveddøre, balkoner med blomster i krukkerne og skyggefulde buegange, et smukt lille torv, hvor en tjener lynhurtigt serverer os en hurtig frokost og en kold øl under parasollerne, en lille stump sandstrand med vandplaskende unger og en havnemole, hvorfra vi nupper os en hurtig dukkert i Middelhavet, inden vi fortsætter vores vandring.

Som perler på en snor

Og sådan dukker de op, byerne, én efter én i løbet af eftermiddagen, som livlige kulørte collager mellem alt det grønne, de mørke kystklipper, den lyseblå himmel og det turkisgrønne vand: Først den lille borgby Corneglia, der som den eneste af de fem Cinque Terre byer, ikke har hverken havn eller direkte adgang til havet.

Den ligger på toppen af en klippeknold i 190 meters højde, og har borgmure og byport og små cafeer under skyggefulde plataner på piazzaen. Så Fiskerbyen Manarola, hvor havnen er så lille, at bådene hver aften, med et sindrigt hejseværk, må hejses 20 meter lodret op og lægges til hvile i hovedgaden for natten, beskyttet mod højvande, uvejr og bølger.

Og til sidst, efter et sidste stop på en minimalistisk vinbar og et iskoldt glas af den lokale hvidvin og med udsigt til havet og himlen, Riomaggiore. Med en fin gammel kirke, og huse, der klynger sig til klippeskråningerne på begge sider af en dyb kløft, i hvis bund, Riomaggiore floden løber, og et væld af stejle og snørklede trappegader, det er en fryd at fare vild i.

Der er bare 15 km fra den ene ende af Cinque Terre til den anden, hvis man følger kyststien, men langt nok til, at vi er trætte efter en dagsmarch på stejle stier og et hav af trappetrin. De næste dage udforsker vi en del af de mere end 80 km vandrestier i baglandet. Blandt andet den vandresti, der løber langs bjergkammen og forbinder Levanto i nord med Porto Venere i syd.

Her er ikke så mange mennesker som på kyststien og i lange perioder møder vi ikke et øje. Ind imellem lukker træernes kroner sig mørkt over stien, og indimellem snor den sig gennem grønne vinmarker, frodige citronlunde eller gennem blomstrende enge, der dufter at vilde krydderurter.

De største vandre-udfordringer finder vi på nogle af de mange tværgående småstier, der forbinder kyststien og Cinque Terre byerne med den højtliggende bjergsti. Ad disse små, smalle stier kan man f.eks vandre op i bjerget fra én by og ned igen til en anden. Nogle af disse stier er ekstremt stejle eller består næsten udelukkende af hundredvis af trappetrin, der gamle og pilskæve zigzagger sig op gennem vinmarkerne mod højderyggen.

Sine steder forsvinder stien og man må klatre på klipper og løse sten. Men alle steder begaves man med nye fabelagtige udsigter til havet og det, der herfra ligner dukkebyer langt nede. Undervejs drikker vi kølig lokal vin, spiser solmodne tomater og frisk pasta med ditto pesto. Dasker rundt i byerne, bader i havet. Og vandrer.

Lidt mere om de 5 byer

Monterosso: er den største (knap 2.000 indbyggere) og nordligste af de fem Cinque Terre byer. Det er den by, det er lettest at komme til i bil, og ligner på mange måder andre små italienske rivierabyer – køn og livlig, med små restauranter, kunst- og delikatessebutikker, en strandpromenade og et fint lille stykke strand med parasoller og liggestole. Monterosso har over den største hotelkapacitet i området og er et godt sted at overnatte og et fint udgangspunkt for vandture ad kyststien mod syd.

Varnazza: Er nok den mest overrendte og turistede af de fem byer, men med god grund: Den regnes for en af Italiens smukkeste byer med små kulørte huse, tæt bygget sammen, med detaljer som smedejernsbalkoner, udskårne hoveddøre, buegange og blomstrende roser i krukkerne. Den har en lille hovedgade, en fin plads, en stump sandstrand og en havnemole. Store oversvømmelser og et stort jordskred i efteråret 2011 overdængede næste hele byen med mudder op til 1. sals højde og to mennesker mistede livet. I dag er det hele blevet restaureret og ødelæggelserne næsten ikke til at se. Der ligger en del små hoteller i Vanazza, men man skal være hurtig for at få plads på et af dem i højsæsonen.

Corneglia: Er den mindste af de fem byer (ca. 300 indbyggere) og adskiller sig fra de andre ved ikke at have direkte adgang til havet. Den ligger på en klippeknold 190 meter over havet med en eventyrlig udsigt både mod nord og syd langs kysten og masser af middelalderidyl. Det er næsten umuligt at finde hotelovernatning i Corneglia, men byen er perfekt til en stille kop kaffe i skyggen under de høje plataner på den lille plads i midten af byen.

Manarola: Er en levende lille ligurisk fiskerby, hyggelig og lidt rodet og ikke så turistmindet som de andre Cinque Terre byer. Herfra tager fiskerne ud i deres joller og småbåde, vasketøjet flagrer i vinden, kattekillinger sover eftermiddagslur i solen, ungerne leger tagfat, og konerne snakker over deres strikketøj. Her er kun få hotelsenge og en smule privat udlejning.

Riomaggiore: (1.700 indbyggere) Er Cinque Terres administrative centrum. Her er både rådhus, supermarked, fodboldbane og udendørs-biograf. Byen er ikke en udpræget turistby, men en levende, autentisk og pulserende kystby. Her er en del små hoteller og privat udlejning. Riomaggiore er et godt udgangspunkt for ture ad kyststien mod nord og ad den lange sti langs bjergkammen mod syd til Portovenere.

Stierne 

Kyststien går højt over havet gennem vinmarker, olivenlunde og orangeplantager langs kysten hele vejen mellem Monterosso i nord og Riomaggiore i syd. Stien er ind imellem fin, jævn og bred og indimellem smal og stejl eller fyldt med skæve trappetrin. På en lidt hård tur kan man nå hele kyststien og dermed alle Cinque Terres 5 byer på en enkelt dag (ca. 15 km). Man kan naturligvis også tage den i mindre etaper alt efter kondition og vandrelyst.

Stien langs bjergkammen går langs højderyggen gennem hele Nationalpark Cinque Terre mellem Levanto i nord og Portovenere i syd. På bjergstien går man over enge og gennem skove med pinjer og kastanjer. Her er langt færre vandrere end på kyststien, så regn også med – udover smukke udsigter – nærmest meditativ stilhed.

Heller ikke de mange små stier, der går på tværs af nationalparken mellem kyststien og bjergstien, er overrendte. Disse stier er nogle steder mere udfordrende i form af løse sten og meget stejle skråninger.

Via dell’Amore Er navnet på den sydligste del af kyststien, der går mellem Manarola og Riomaggiore (1,3 km), et lille stykke asfalteret promenade-sti hugget ud i de stejle kystklipper. Herfra er udsigten over havet og til solnedgangen fantastisk. Og er det oplagte sted at gå en romantisk aftentur.
OBS. Denne sti er pt. lukket.

Maden fra området

Restauranterne i Cinque Terre har én stor fordel – alt er frisk. Tomaterne er plukket i baghaven, agurkerne, auberginerne, courgetterne, salaten og citronerne lige om hjørnet, pestoen og pastaen er hjemmelavet og brødet er nybagt. Osten og pølsen stammer fra bjergbyerne, og vinen er fra de omkringliggende marker.

Fisk og skaldyr er nyfanget og serveres i et utal af varianter, og det er næsten umuligt at opstøve en gemen bøf eller en ordinær bagt kartoffel på disse kanter. Det hele er enkelt og lækkert.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.