Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

5 historiske slotte kort fra Londons bymidte

England er kendt for sine slotte, der ofte er kulisser i film og tv-serier. Flere af dem ligger kun en kort tur væk fra centrum af London.

5. Windsor
5. Windsor

1. Det smukke orangeri

Engang havde mange af de rigeste adelsfamilier både et stort slægtsgods og et slot i eller lige uden for London. I dag har kun én slægt fortsat en nobel London-bolig, nemlig hertugerne af Northumberland. De ejer Syon House, der ligger omgivet af Syon Park ikke langt fra bydelene Richmond og Kew. Huset er åbent for offentligheden, og her kan man få en god fornemmelse af ejernes umådelige rigdom. Dramaer som ’Wings of the Dove’ og ’Gosford Park’ er optaget her.

Hvor: Syon House, Syon Park 1, Brentford

2. Historisk køkkenhave

National Trust er navnet på den store velgørenhedsorganisation, der arbejder for at beskytte den engelske kulturarv. Gennem donationer har fonden fået eller opkøbt slotte, herregårde, parker og smukke naturområder i lidt over 100 år. De mange National Trust-slotte fungerer typisk som museer, og det er også ofte dem, der optræder i diverse film og tv-serier, fordi der er let adgang til de møblerede, men ubeboede huse. Et godt eksempel på sådan et slot er Ham House, der i mange generationer var ejet af adelsslægten Dysart. Den sidste friherre donerede hele huset og den dejlige barokhave til National Trust for over 50 år siden. Ham House er fyldt med kunstskatte fra 1600- og 1700-tallet. De seneste par år er det dog især haven, der har tiltrukket mange besøgende. Her har man nemlig genskabt den store historiske køkkenhave fra 1650erne og dyrker nu urter, frugter og grøntsager, som bl.a. anvendes i cafeen på slottet.

Hvor: Ham House, Ham St, Richmond-upon-Thames

3. Den gale konges lystslot

I et roligt hjørne af Londons botaniske have, Kew Gardens, gemmer det tidligere kongelige lystslot Kew Palace sig. Det var et yndet opholdssted for den gale kong George III og hans familie. Senere monarker foretrak andre ferieresidenser som Osborne House og Sandringham, og lystslottet i hollandsk stil stod herefter ubrugt hen, men forblev i kongehusets eje. Interiøret er ført tilbage til George III’s tid, og med interaktive virkemidler får man et fantastisk indblik i 1700-tallets boligindretning her.

Hvor: Kew Palace, Royal Botanic Gardens, Kew, Richmond-upon Thames

4. Magtsymbolet

Henry VIII – kongen, der nåede at blive gift med hele seks koner – var ikke blot dameglad, men nød også store slotte, som han ejede adskillige af. Oprindeligt var Hampton Court Palace ikke hans, men tilhørte den berygtede kardinal Wolsey. Da kongen fratog ham hans magt og indflydelse, snuppede han samtidig nøglerne til Hampton Court, udvidede det og flyttede ind. Her er bl.a. verdens ældste eksisterende tennisbane, verdens største vinstok og en kæmpe udendørs labyrint, som man vitterlig kan fare vild i – til stor fornøjelse for børnefamilier ikke mindst. I en af de mange sale hænger minsandten et portræt af vores egen Christian IV. I stedets restaurant kan man nyde mad fra Henrik VIII’s tid.

Hvor: Hampton Court Palace, Molesey, East Molesey

5. Det gigantiske spisebord

Der er slotte og borge. Og så er der Windsor Castle. Dronningens højt skattede sommerhus, som hun tilbringer stort set alle weekender i, regnes for verdens største beboede slot. Windsor – som også er navnet på den by, der har omgivet kongeslottet i mange hundrede år – er næsten en by i byen. Her er haver, kapeller, tårne, fløje og diverse tjeneste- og staldbygninger. Det tager en dag, hvis man skal nå hele slottet rundt – men det er tiden værd. Kongehusets umådelige rigdom kommer til syne i al sin pragt her med dronningens 250 kvm store spisebord som et fremmeligt eksempel. Her er bl.a. også udstillet kongehusets porcelænssamling, der omfatter et stel med danske slotte og herregårde på – en bryllupsgave til den danske prinsesse Alexandra, der var datter af Christian IX, da hun blev gift med den senere George V. Mange besøgende bruger også gerne lidt tid på at gå en tur ad den såkaldte Long Walk i slottets kolossale park. Her får man et flot kig ind på dronningens residens og kan samtidig nyde en grøn pause.

Hvor: Windsor Castle, Castle Hill, Windsor

Fotos: Kristoffer Flakstad og Flickr

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.