Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

5 hippe brunchsteder i New York

Det er let at blive overvældet af udbuddet af madsteder i New York. Her får du en guide til trendy spots.

På bedstemor-inspirerede Bubby's er der travlt i weekenden, men til hverdag er det lettere at finde plads.
På bedstemor-inspirerede Bubby's er der travlt i weekenden, men til hverdag er det lettere at finde plads.

Den lyserøde darling

Du ved, du er endt et Instagram-venligt sted, når det første, du møder, er en fotograf, der zoomer ind på en keramisk skålfuld mad. Caféen er ejet af den svenske kunstner André Saraiva, der også har designhotellet Grand Amour i Paris. Bag den gammeldags slagterdisk kan du se kokken tilberede den tilbedte Mr. Pink Bowl med grov bulgur, rødbede, granatæbler, avocado, kylling og pocheret æg. Drik en juice til – måske den med ananas og gurkemeje, der er god for inflammationen i de trætte shopping-ben?

Hvor: Café Henrie, 116 Forsyth St.

Bedstemors opskrift

Er du på udkig efter et solidt, men smagfuldt amerikansk morgenmåltid, der får kolesteroltallet til at stige? Så tag forbi Bubby’s i TriBeCa, der oprindelig startede som et bageri med gammeldags tærter i 1990. Bubby er et jødisk kælenavn for bedstemor. Det refererer til, at ejeren, Ron Silver, har stjålet sine opskrifter fra sin mor, der har stjålet dem fra sin. Alt er hjemmelavet – fra velkrydrede pølser til lyserød limonade – og af økologiske råvarer, der er håndplukket på lokale markeder. De lokale er også så vilde med stedet, at du kan vente to timers kø i weekenden, men på en hverdag før kl. 10 kan du typisk bare gå direkte ind. I 2013 åbnede Ron også en filial ved The High Lane, men den er tætpakket med turister og har et andet tempo. På det sydlige Manhattan er indretningen med ejerens umage kunst på de rå murstensvægge både hyggelig og hipstervenlig. Sørg for at bestille pandekager. De er lige, som du forestiller dig – bare bedre. Er du mæt? Så køb Rons brunch-kogebog med hjem – med bedstemors opskrifter!

Hvor: Bubby’s, 120 Hudson St.

Den hurtige under jorden

’Underground street food’… Lyder det ikke som en modsigelse? Bestemt. Men det er også meningen bag placeringen af New Yorks nye og hippe food court i subway’en ved Columbus Circle. Stedet minder om Papirøen i København – bare i mindre skala. Her er 20 forskellige madboder, der har kæmpet om at få en plads side om side med interiørbutikker og pop-up-shops for nye designere.

Hvor: TurnStyle, Columbus Circle Station, 1000 S 8th Ave.

The Doughnuttery er blot én af Turnstyles 20 madboder på subway'ens Columbus Circle-station.
The Doughnuttery er blot én af Turnstyles 20 madboder på subway'ens Columbus Circle-station.

Byens bedste udsigt

Glem Chelsea Market. Hyggeligt, men ’so last season’, hvis du spørger newyorkerne. Tag i stedet til centrum og ned til Brookfield Place, der med sin glasarkitektur, palmetræer og marmorgulve må kandidere til at være USAs smukkeste shoppingcenter. Her finder du Hudson Eats, der er en ny food court, hvor du kan spise fancy fastfood med byens bedste udsigt til Hudson River. Bagels er et must i NYC, og anmelderroste Black Seed Bagel er derfor også et oplagt sted at købe dagens første måltid. Denne variant er håndrullet, glutenfri og bagt i en ovn, der er fyret med træ. Faktisk er den hullede bolle så hypet, at nogle kunstnere serverer den ved shows. Der er 14 spisesteder at vælge mellem.

Hvor: Hudson Eats, Brookfield Place, 230 Vesey St.

Bondegårdsmad

Det er ikke svært at finde et hipt sted at spise i Greenwich Village. Derfor er det sjovere at finde et hipt sted i nogle af de andre bydele. Spoon Table and Bar ligger diskret og næsten anonymt i NoMad - et par hundrede meter fra Empire State Building. Her har kokken Melissa Chmelar åbnet en restaurant med højt til loftet, mad og priser nede på jorden og inspiration fra barndommen på landet. Newyorkeren er uddannet på den verdenskendte kokkeskole Le Gordon Bleu i London. Men der er intet snobbet over brunchmenuen. Jeg forelsker mig i en Bodega Sammie, en hjemmebagt focaccia med krydret pølse og æg, som jeg opgraderer med den upcoming First Field Ketchup og pimento-ost – en blanding af cheddar, mayo og krydderier. Eller, som tjeneren definerer den: ’Between a heart attack and heaven!’ Jeg giver hende ret og slukker tørsten i den frisklavede limonade, der heldigvis ikke er fyldt med sukker, men blot vand og gode C-vitaminer. Indretningen er industrielt shabby chic med råt loft, cementgulv og blomstertapet – lige til kameraet.

Hvor: Spoon Table and Bar, 40 E 33rd St.

Tjeneren på Spoon Table and Bar beskriver Bodegae Sammie-focacciaen som 'between a heart attack and heaven'.
Tjeneren på Spoon Table and Bar beskriver Bodegae Sammie-focacciaen som 'between a heart attack and heaven'.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.