Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

5 frokoststeder i Stockholm

Sveriges hovedstad byder på en buket af gode frokoststeder for enhver pengepung. Her kan man både få stillet sulten og vækket sanserne.

Matbaren2, foto: PR
Matbaren2, foto: PR

Gro Restaurant, foto: Mattias Fornell (PR)
Gro Restaurant, foto: Mattias Fornell (PR)

1. Den naturlige

Hvad: Gro Restaurant
Hvor: Sankt Eriksgatan 67
Info: grorestaurang.se

Kvadratmeterne er få, og indretningen er spartansk. Men engagementet er i top. Maden er rustik, enkel og velsmagende – og er bygget op som små byggeklodser for at sikre et effektivt flow: En ret med kød eller fisk eller en vegetarret. En sideret, f.eks. en salat, og én slags dessert. Menuen skifter hver dag. Alle råvarer – som grøntsager, planter, frugter og bær – er lokale og primært økologiske. Bag spisestedet Gro står et par kokkevenner, der i første omgang kun holdt åbent for frokostserveringer. Mandag er der lukket, men teamet har nu udvidet til også at holde åbent om aftenen. Maden bliver lavet i et micro-køkken med fortilberedte råvarer midt i restauranten. Så serveringen går faktisk relativt hurtigt, fordi kokkene og deres venner skiftes til at lave mad, anrette og servere for gæsterne ved de få borde.Bordbestilling er en god idé.

Louie Louie, foto: Anne Axholm
Louie Louie, foto: Anne Axholm

2. Hipsterstedet

Hvad: Louie Louie
Hvor: Bondegatan 13
Info: louielouiesthlm.wordpress.com

I hipster-højborgen Södermalm ligger Louie Louie, som lige så godt kunne have ligget på Vesterbro i København.

Med bænke og små borde ude på fortovet er spisestedet oplagt til at nyde en trendy sydamerikansk frokost i solen med en pale ale i hånden eller til at nyde en iskold club mate under en parasol. Club mate er en iste med kulsyre lavet på den sydamerikanske plante yerba mate – næsten uden sukker og med masser af koffein. Louie Louie er også kendt for sine mexicanske tortillas – quesadillas. Stedet er opkaldt efter en legendarisk rock’n’roll-sang, som blev et hit med bandet Kingsmen i 1963. Interessen for musik fylder også indendørs med ejerens favorit-pladecovers på hylderne. Louie Louie er et kreativt kraftcenter i gaden og er medarrangør af gadefester og fejring af andre begivenheder.

Fine Food, foto: PR
Fine Food, foto: PR

3. Instagram-favoritten

Hvad: Finefood Kärlek & Mat
Hvor: Hammarby Allé 62
Info: finefood.se

Lad det være sagt med det samme. Finefood Kärlek & Mat serverer god, traditionel cafémad med store kyllingesalater og klassiske sandwiches, som også kan fås mange andre steder. Til gengæld findes det gennemførte moderne bistro-miljø i skønne, sarte pastelfarver ikke mage til andre steder i Norden, hvis massiv omtale er et målebånd på at være unik. Caféen har fået internationale designmagasiner og trendspottere til at finde superlativerne frem, og bloggere fra hele verden valfarter hertil og instagrammer straks, når sollyset falder ind gennem det orangefarvede gardin. Designfirmaet Note Design har indrettet bistroen og har hentet inspiration til farvetonerne hos den amerikanske fotograf Jordan Sullivan. Han er berømt for sine bløde pastelfotos af ørkenen Death Valley i Californien. Hammarsby ligger i udkanten af Stockholm centrum og er et nyt upcoming-område af byen med gamle industribygninger og moderne boliger. Køb en coffee to go med derfra, og snup en kanelbullar som selskab. Caféens kanelbullar er blandt Stockholms allerbedste, og kaffen er hjemmeristet. Gå over sporvognenes holdepladser, og forsæt lige ud ned mod vandet. Så kommer du ned til færgen, som sejler gratis til Södermalm. Stå af ved Barnägsbryggen – lige som flertallet af de andre gør. Færgen helt ind til centrum koster penge.

4. Den stolte

Hvad: Matbaren
Hvor: Södra Blasieholmshamnen 8
Info: grandhotel.se/mat-dryck/mathias-dahlgren/matbaren

Spis frokost i Michelin-ligaen hos Stockholms grande dame, Grand Hotel, som ligger centralt i Stockholm med udsigt til kongeslottet. Mathias Dahlgren er en af Sveriges førende kokke, der vandt den fornemme Bocuse d’Or-hædersbevisning i 1997.

Matbaren er en bistro i moderne svensk almuestil og har en Michelin-stjerne. Naboen Matsalen har to stjerner i bæltet, men den holder kun åbent om aftenen, og der er lang ventetid. Så er det lettere at komme til hos Matbaren. Selv om det altid er en god idé at bestille bord, så er der hver dag ’drop in’-pladser at få i baren. Matbaren skifter menu dagligt, og de mellemstore retter tager altid udgangspunkt i årstiden. Mathias Dahlgren kalder det selv for ’det naturlige køkken’, men råvarerne begrænser sig ikke kun til at komme fra Sverige eller Norden. Menukortet er bredt, og niveauet er af høj international klasse.

Den britiske designer Ilse Crawford har indrettet både Matsalen med veloursofaer og Matbaren med røde træstole, 60’er-lamper og Kjærholms Koglen og er i sig selv en oplevelse værd.

Fotografiska1, foto: Anne Axholm
Fotografiska1, foto: Anne Axholm

5. Den kreative

Hvad: Fotografiska
Hvor: Stadsgårdshamnen 22
Info: fotografiska.eu

Ofte står Fotografiska Museet i skyggen af Moderna Museet, men det er en skam. Der er foto-workshops, foredrag og fotoudstillinger af høj international klasse, som folder sig ud på flere etager af den gamle havnebygning. En frokost i museets café kræver entrébillet. Til gengæld kører stedet ofte med 50 pct. rabat på maden. Der er store grønne salater, friskpressede juicer og velsmurte sandwichboller – og alt, hvad hjertet kan begære af små delikate desserter i glas, franske tærter og wienerbrød til at ’fika’ med, som svenskerne kalder en hyggelig kaffestund med sødt til. Udsigten ud over Stockholms havneindløb er forrygende. Og det er en særlig oplevelse at sidde i den gamle havnebygning med de rå, fritstående træbjælker og kig op til himlen gennem glasvinduerne i taget. Et oplagt pitstop på vejen til Södermalms populære butikker.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.