Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

5 caféer til kaffepausen i Gøteborg

Gøteborg byder på en stolt cafékultur med et væld af caféer for enhver smag. Rejseliv har udvalgt fem særligt gode caféer.

Victoriapassagen midt i Gøteborg huser blandt andet da Matteo, årets café i 2015.
Victoriapassagen midt i Gøteborg huser blandt andet da Matteo, årets café i 2015.

Lysekroner og lænestole

Gøteborgs bykerne inden for voldgraven har stor koncentration af butikker og caféer i et net af gågader. Det summer af liv på Condeco-caféen i Fredsgatan lige i hjertet af byen. På disken pryder stabler af orange, grønne og turkise Condeco-krus, og betjeningen er frisk. Her er en afslappet dagligstuestemning med stor aldersmæssig spredning og plads til studerende, der ser ud til at få styr på lektierne. Indretningen indbyder til at blive hængende, efter maden er spist .

Hvad: Café Condeco
Hvor: Fredsgatan 14

Victoriapassagen

Inde i centrum finder vi også den populære café da Matteo i Victoriapassagen. Caféen er kendt for sin udsøgte kaffe og byder på kaffesmagningskurser. Caféen har tre søstercaféer i Gøteborg, hvor caféen i Magasinsgatan fik prisen som årets bedste café i 2015. Vi bestiller cappuccino, der serveres i en traditionel kop, og en iskaffe, der serveres med isterninger i et syltetøjsglas. Caféen har også et fristende udbud af kager. Fra caféen er der vinduer ind til tøjbutikken ved siden af. Vi tager plads ved et af bordene foran caféen med udsigt til blomsterhandlen overfor og nyder den vellavede kaffe. Caféen er velbesøgt, også af de unge og smarte.

Hvad: Café da Matteo
Hvor: Victoriapassagen

En duft af roser

Helt tæt på voldgraven ligger Gøteborgs haveforening, Trädgårdsföreningen, som en grøn oase. Vi går ind i haveforeningens velholdte park. Her er blomster for de haveinteresserede, udfordrende legepladser med faldunderlag for børnefamilierne og et grønt åndehul for alle. Vi lader os drage ind i det smukke palmehus, hvor vi indånder den tunge tropiske luft, der skaber ideelle forhold for palmer og eksotiske planter. Tæt på palmehuset tager vi plads i Rosencaféen, hvor roser klatrer op ad træfacaden og dufter om kap med kager og mad fra caféen. Rosencaféen er i sommersæsonen omgivet af blomstrende roser. Fra træmøblerne under de røde parasoller er der udsigt til parken og palmehuset. Caféen byder på kaffe, kage og traditionelle svenske retter. Her er nostalgisk hygge fremfor ungdommeligt og hipt.

Hvad: Rosencaféen (Rosenkaféet)
Hvor: I Trädgårdsföreningen ved voldgraven

Rosencaféen finder man i en af Gøteborgs grønne oaser, Trädgårdsföreningen.
Rosencaféen finder man i en af Gøteborgs grønne oaser, Trädgårdsföreningen.

Kolossale kanelboller

Det tidligere arbejderkvarter Haga ligger uden for byens voldgrave. Hagas brostensbelagte gader og historiske træhuse byder på en hyggelig stemning med caféer og butikker. Her stopper vi på Café Husaren, der byder på Gøteborgs og nok også verdens største kanelboller. Caféen har et imponerende udvalg af kager, men vi bestiller den berømte kanelbolle, der er så stor, at den fylder en hel middagstallerken, så vi vælger at være to om bollen, der dufter fristende af kanel og sødt brød. Vi tager plads ved et bord foran Café Husaren i hjørnehuset, der er fra 1800-tallet og et af bydelens bedst bevarede traditionelle træhuse med stukloft og glastag. Bollen ligner en kolossal kanelsnegl, men indeholder mere brød og mindre kanelsnask end de danske kanelsnegle. Den mætter så meget, at vi springer frokosten over, selvom Haga byder på mange fristende frokoststeder.

Hvad: Café Husaren
Hvor: Bydelen Haga

I vandtårnet

Vandtårnet Guldhedstornet ligger et stykke fra centrum, højt hævet over grønne Gøteborg. I toppen af vandtårnet, 130 meter over havets overflade, er der indrettet en café. Vi tager den klaustrofobisk lille elevator op til den runde café, der har en udendørs rundgang, hvor vi tager en runde omkring vandtårnets irgrønne top. Vi indprenter os den 360 grader vide panoramaudsigt over skovene og Gøteborg med de kendte vartegn.

Der er siddepladser inde og ude i Gøteborgs højest beliggende café. Indretningen er simpel, priserne overkommelige og udvalget beskedent med kaffe, kage, kolde drikke, is, smørrebrød og en enkelt varm ret. Her er frisk luft, fred og udsigt i caféen i vandtårnet for folk, der bevæger sig væk fra centrum med shopping og storbyliv.

Hvad: Guldhedstornets Café
Hvor: Dr. Sven Johanssons backe 10

Fra caféen i toppen af det 130 m høje Guldhedstårn er der panoramaudsigt over Gøteborg og omegn.
Fra caféen i toppen af det 130 m høje Guldhedstårn er der panoramaudsigt over Gøteborg og omegn.

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.