Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

5 anderledes steder i Los Angeles

Her er Los Angeles-guiden til dig, der gerne vil se millionbyen fra knap så kendte perspektiver.

Når man er i LA, er en filmoplevelse nærmest obligatorisk - en alternativ en af slagsen er Cinespas udendørs visninger af nye og gamle klassikere i løbet af sommeren.
Når man er i LA, er en filmoplevelse nærmest obligatorisk - en alternativ en af slagsen er Cinespas udendørs visninger af nye og gamle klassikere i løbet af sommeren.

Babyhud i koreansk spa

I bydelen Koreatown vrimler det med koreanske spabade, som bydelens indbyggere bruger flittigt. Udefra ligner de fleste steder bare halvtrætte industribygninger, men når man kommer indenfor, åbner der sig et sandt mekka af boblebade og saunaer i alle afskygninger. Da det er normalt at tilbringe flere timer i de afslappende omgivelser, har mange af badehusene også en restaurant, hvor du kan få stillet den værste sult, før eller efter du bliver genfødt med den blødeste babyhud.

Hvad: Natura Spa, 3240 Wilshire Blvd, CA 90010

Stranden ved Zuma Beach

Stranden er selvfølgelig et must, når solen skinner og kalechen på udlejningsbilen er nede. Men i stedet for at køre til Venice eller Santa Monica, så sæt tid af til at køre en tur op langs kysten, passér Malibu by og kør videre, indtil du kommer til Point Dume og strandområdet, der bliver kaldt Zuma Beach.

Zuma er et yndet udflugtsmål blandt mange lokale Angelenos, og det er ikke svært at forestille sig, hvorfor mange scener fra TV-klassikeren Baywatch i sin tid blev optaget her. Stedet er kendt for sine brede sandstrande, beachvolleybaner og surfervenlige bølger, så her er du garanteret at opleve essensen af strandliv LA-style.

Zuma Beach er mindre ikonisk end Santa Monica og Venice - alligevel er den verdenskendt som kulisse til 90er-serien Baywatch.
Zuma Beach er mindre ikonisk end Santa Monica og Venice - alligevel er den verdenskendt som kulisse til 90er-serien Baywatch.

Hvis du vil se velhaverbydelen Malibu på vej hjem, så er den mest eksklusive del gemt bag portvagter og ikke synlig fra Pacific Coast Highway, men det kan være meget hyggeligt at stoppe i Malibu Country Mart, hvor der ligger en mindre enklave af mærkevareforretninger, caféer og restauranter samt er en hyggelig legeplads for de mindste.

Hvad: Malibu Country Mart, 3835 Cross Creek Rd, Malibu

Svundne tiders storhed

Midt i downtowns mylder ligger Broadway Avenue, hvor intet mindre end 12 prægtige biografer og teatre engang lå side om side. Det gør de i og for sig stadigvæk, og selv om de fleste bygninger i dag er fredet og lukket for offentligheden, afslører de smukke facader og den pompøse skiltning, at den brede avenue i sin tid har været et centralt og levende knudepunkt.

Når det er tid til en kaffepause eller en frokost, så gør stop ved Clifton’s, der er et cafeteria, hvis lige du med garanti ikke har set. Det åbnede oprindeligt i 1935 og bespiste i sin storhedstid ikke mindre end 15.000 gæster om dagen. Efter at have været under renovering i nogle år er Clifton’s nu genåbnet med en mere moderne vibe – men det oprindelige og kitschede bjergtema er bevaret.

Hvad: Clifton’s, 648 S. Broadway, Los Angeles

Broadway i USAs filmhovedstad har været sat til med biografer og teatre, hvoraf de fleste i dag dog for længst er lukket.
Broadway i USAs filmhovedstad har været sat til med biografer og teatre, hvoraf de fleste i dag dog for længst er lukket.

Hiking i Hollywood Hills

Hiking er et udbredt fænomen i Los Angeles, hvor store dele af byen ligger omkranset af smukke bjerge med gode stisystemer og rig mulighed for mere eller mindre krævende gåture, afhængigt af din kondition, og hvad du har lyst til at opleve. Vil du gerne se på mennesker og samtidig have en smuk udsigt over byen, er Runyon Canyon helt perfekt. Der er altid masser af medmotionister og hundeejere, og er du heldig, spotter du en filmstjerne. Vil du derimod gerne have et totalt sceneskift, så besøg Franklin Canyon. Her er der ofte langt færre besøgende, masser af forskellige ruter og en enestående natur, der pludselig får storbyen til at virke langt, langt væk.

Hvad: Runyon Canyon sydlig indgang, 2000 North Fuller Ave.

Filmperler tilsat magi

Det er jo oplagt at se en film, når man nu engang er i Hollywood, men i stedet for at nøjes med en helt almindelig biftur kan man takket være organisationen Cinespa gøre noget ekstra magisk ud af oplevelsen. Cinespa arrangerer nemlig hen over sommermånederne visninger af gamle såvel som nyere klassikere forskellige steder i byen.

De fleste arrangementer finder sted på den gamle kirkegård Hollywood Forever Cemetery, hvor publikum nyder medbragt mad og drikke, mens filmen bliver projekteret op på en stor, hvid marmormur, men det er også muligt at fange en visning i en af byens smukke, gamle biografer, der normalt har lukket for offentligheden, eller på en tagtop med formidabel udsigt over Hollywood.

Find programmet, og læs mere om de enkelte arrangementer på www.cinespia.org - og book gerne billetter i god tid, for der kan være rift om dem.

Hvad: Rundt omkring i byen, men primært Hollywood Forever Cemetery: 6000 Santa Monica Blvd, Los Angeles

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.