Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

17-årige Amanda tog et helt år til USA - alene

Amanda Kragh blev sidste sommer færdig med folkeskolen, men hun ville hverken på gymnasiet eller efterskole. Hun ville i stedet væk fra de trygge rammer og ud i den store verden, nærmere bestemt USA.

Amanda Kragh.
Amanda Kragh.

Da Amanda Kragh sidste sommer blev færdig med folkeskolen, følte hun sig ikke helt klar til at begynde i gymnasiet.

Modsat ville hun heller ikke på efterskole. At blive »plantet et sted i Jylland« kunne den dengang 16-årige Amanda Kragh simpelthen ikke se for sig.

Men hun havde en plan. En plan, hun havde arbejdet på, siden hun var ti år gammel.

Dengang var hun tre uger på sprogrejse til Malta, og det havde været en succes. Så da hun kom hjem, gik hun straks i gang med at spare penge op, så hun kunne komme af sted igen, når hun var færdig med skolen. Denne gang et helt år ude på egne ben.

»Da jeg rejste hjemmefra, var det fordi, jeg håbede at få noget ud af det sprogligt, men også for at finde mig selv og finde ud af, hvem jeg egentlig er. Jeg ville gerne have meget mere livsglæde og nyde livet,« siger Amanda Kragh.

En test og et helt specielt håndtryk

Først rejste hun til Boston i seks måneder.

Hun valgte Boston, fordi det er en stor studieby med kendte uddannelsessteder som Harvard og Boston University. Selv skulle hun læse og bo på en sprogskole, og inden hun forlod Danmark, tog hun en test over nettet og blev på baggrund af resultaterne sat i en klasse, hvor undervisningen passede til hendes niveau.

På skolen lærte Amanda Kragh mange andre unge mennesker at kende. Folk kom fra hele verden for at lære sproget og for at få nogle gode oplevelser.

»Den største oplevelse, jeg har haft, mens jeg har været i USA, var at møde Bill Clinton i Boston. Jeg mødte ham på en kæmpe konference og fik lov at trykke »Mr. President« i hånden. Det var en meget magisk oplevelse,« fortæller Amanda Kragh.

Hen over vinteren faldt temperaturen til minus 21 grader, og skolen holdt lukket i to uger på grund af sne. Det fik den unge studerende til at drømme om varmere himmelstrøg. Derfor rejste Amanda Kragh til Hawaii.

Her bor hun nu efter syv måneder af sted hjemmefra.

Hun læser i en klasse med andre unge fra blandt andet Japan, Korea, Grønland og Sverige.

I fritiden, når de er sammen, sover de i telte, laver bål på stranden, dykker, vandrer og lærer hinanden at se livet på nye måder.

»Jeg er rejst til USA, men i virkeligheden oplever jeg måske 10-20 forskellige kulturer på ét sted. Jeg får så meget inspiration til, hvordan jeg kan leve livet, når jeg kommer hjem,« siger hun.

Kufferten pakket med fremtidsplaner

Blandt andet har Amanda Kragh fundet ud af, hvad hun gerne vil læse, når hun rejser hjem til Danmark i juni.

»I fremtiden vil jeg gerne åbne min egen lægepraksis. Måske vil jeg tage hele vejen til USA og åbne en praksis for folk, der ikke har så mange penge. Det er noget, jeg har fundet ud af, mens jeg har været her. I Boston havde jeg nogle lærere, der fik min selvtillid til at vokse. De fik mig til at turde sætte nogle kæmpe mål i livet, og jeg fandt ud af, det er læge, jeg vil være,« siger Amanda Kragh.

Derfor er det hendes plan at starte på Ørestad Gymnasium i København og studere biologi, når hun kommer hjem.

»På de her syv måneder har jeg fundet ud af, hvem jeg egentlig er som person, og det, synes jeg, er super fedt som 17-årig. Nu ved jeg, hvad jeg kan lide at lave, og hvad jeg ikke kan lide at lave, og jeg synes bare, jeg har oplevet hele verden på det her år,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.