Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Vi snakker om et systematisk sammenbrud af dimensioner, som vi ikke har set før i Danmark«

Dagens overblik: Milliarder er gået tabt i Skat, men ingen politikere er blevet stillet til ansvar. Det kritiseres i dag af flere eksperter. Løkke mener, de offentligt ansatte skal bruge mindre tid på »alt muligt diller-daller«. Og så vil DF have en tyrkisk religiøs rådgiver udvist. Hele dit politiske overblik her.

Velkommen til ugens sidste politiske morgenpost - stedet hvor du alle hverdage får alt det, du skal vide om dansk politik.

Vi begynder på forsiden af Berlingske.

Her er de seneste ni danske skatteministre afbilledet ved siden af overskriften: »Milliarder er tabt - men ingen stilles til ansvar«.

Historien handler om de senere års skandaler i Skat. Dem tager vi lige i kort form her:

  • Udenlandske kriminelle har lænset Skat for 12,3 mia.
  • Systemet for ejendomsvurderinger er brudt sammen.
  • Inddrivelsen af danskernes gæld til staten er gået i stå.
  • Borgere og virksomheders gæld til Skat er eksploderet, og skatteminister Karsten Lauritzen (V) er nu klar til at nedskrive danskerne og virksomhedernes gæld med 80 milliarder kroner i regnskabet.

Oven i det er danskernes tillid til Skat helt i bund. Men på trods af, at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne sammen med utallige eksperter ad flere omgange har udtalt sønderlemmende kritik, vil ingen af de ni ansvarlige ministre blive stillet til ansvar.

Et faktum, der i dagens Berlingske kritiseres hårdt af eksperter:

»Vi snakker om et systematisk sammenbrud af dimensioner, som vi ikke har set før i Danmark. Det er på så mange forskellige områder og til så mange milliarder, at det her kræver en egentlig undersøgelseskommission, som er det mest indgribende undersøgelsesværktøj. Så vi er sikre på, at vi får en komplet afdækning af årsagerne. Det er væsentligt, at en sådan undersøgelse ikke isoleres til embedsmændene, men også inddrager de skiftende skatteministre,« siger Rasmus Kristian Feldthusen, der er juraprofessor ved Københavns Universitet.

Læs hele historien her.

Danmark får særaftale om Europol

Vi iler videre til en anden stor historie.

Uden en særaftale stod Danmark til at ryge ud af det europæiske politisamarbejde Europol 1. maj 2017, fordi et flertal af danskerne 3. december 2015 sagde nej til at erstatte vores retsforbehold med en tilvalgsordning.

Dengang advarede ja-partier og eksperter om, at en særaftale ville blive både vanskelig at få og ville have meget lange udsigter. Men i går stemte først Folketinget ja til et lovforslag, der gør det muligt for Danmark at begynde særaftalen, og sidenhen godkendte også EU-Parlamentet særaftalen.

Det betyder, at det kun er regeringerne i de andre 27 EU-lande, som mangler at sige ja til aftalen, men det betragtes som en formsag.

Særaftalen betyder, at Danmark får en operativ aftale med det europæiske politisamarbejde Europol. Danmark er ikke medlem af Europol længere, men aftalen vil via forbindelsesofficerer give adgang til oplysninger i Europols databaser, som ifølge Rigspolitiet er et helt afgørende redskab for det danske politis arbejde.

Dansk politi har som led i aftalen ikke længere direkte søgeadgang i databaserne, men Rigspolitiet har vurderet, at adgangen via forbindelsesofficerer på den korte bane er tilstrækkelig.

Læs mere om særaftalen hos Berlingske her.

»Det her kræver velvilje fra 27 andre lande i EU, og det har vi fået, og det skal vi være rigtig glade for og lige huske,« sagde Søren Pape Poulsen i går til dr.dk.

Hos DF langede formand Kristian Thulesen Dahl i går ud efter de såkaldte ja-partier:

»Jeg forstår godt, at mange af de andre partiers ledere har et forklaringsproblem over for danskerne. For de sagde, at det, vi leverer i dag, var en umulighed. Nu forsøger de så at finde nogle bortforklaringer om, at 'jaja, men i løbet af nogle år, så er det ikke særlig godt',« sagde han til dr.dk.

Partiet har i dag store avisannoncer med overskriften »Hvad sagde vi« i snart sagt alle aviser.

Og også på de sociale medier glæder de sig i DF. Gruppeformand Peter Skaarup var eksempelvis i går en glad mand, fortalte han. Han havde en »supergod dag« og havde »svært ved at bevare pessimismen«.

Også Enhedslistens politiske ordfører og frontfigur, Pernille Skipper, er glad. Det står nemlig »1-0 til demokratiet«, skrev hun i går på Facebook.

Dagens Europol-analyse

Helle Ib, Børsens politiske analytiker, kvitterer i øvrigt i dagens Børsen med at sende sin ugentlige 'ugens optur' i retning af DF - personificeret ved partiets gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen. Helle Ib skriver blandt andet:

»Ét kan ja-partierne være sikre på: Næste gang, danskerne skal stemme i EU-spørgsmål, vil DF bruge Europol-aftalen som joker. Som et bevis på, at befolkningen ikke skal tage konsekvensudlægninger fra ja-siden alvorligt.«

Hele analysen her.

Tre korte nyheder, du skal have med

Det var et par lange afsnit, så vi napper lige tre korte nyheder:

Nyhed I
Europaparlamentarikere behøver fortsat ikke at dokumentere, hvad de bruger omkring 32.000 kroner om måneden på i såkaldte blyantspenge. Det står klart, efter et forslag fra europaparlamentariker Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU torsdag er blevet stemt ned i EU.

Læs mere om forslaget her.

Nyhed II
Fremover bliver det lettere for en overlæge med høj løn end for en sygeplejerske med en mindre indtægt at vende hjem til Danmark med en udenlandsk ægtefælle efter mange år i udlandet.

Men det kan være ulovlig forskelsbehandling, siger Folketingets jurister. I et svar til Socialdemokratiet fremgår det, at lovsekretariatet i Folketinget mener, det »ikke kan udelukkes, at lovforslaget kan medføre forskelsbehandling«.

Politiken har den historie, og du kan læse den her.

Nyhed III
Det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle lastbilchauffører og vognmænd manipulerer med udstødningsrøgen fra deres lastbiler, så udstødningen bliver blæst urenset ud og derved efterlader store mængder sundhedsskadelige kvælstofoxider, såkaldte NOx’er, i luften. Det mener et stort flertal af danske politikere. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

Dagens citat

»Vi skylder vores skatteborgere at levere den bedst mulige kvalitet for pengene. Og vi skylder vores medarbejdere, at de får lov at bruge deres faglighed maksimalt og bruge mere tid på kerneopgaven og mindre tid på alt mulig diller-daller,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren er blevet interviewet af Berlingske om den såkaldte Sammenhængsreform, der udgør køreplanen for de forandringer af den offentlige sektor, regeringen vil have skal ske de kommende to år.

Det sker, fordi statsministeren i dag kickstarter arbejdet som vært for et topmøde på Marienborg, hvor omkring 60 repræsentanter fra fagbevægelsen, erhvervslivet, kommuner, regioner og interesseorganisationer skal komme med input og løsningsforslag til en bedre offentlig velfærd.

Læs hele interviewet her (kræver abonnement).

Sexchikane er ikke kun et problem i Nyborg

Det 22-årige socialdemokratiske byrådsmedlem i Nyborg, Sonja Marie Jensen, angreb tirsdag i den socialdemokratiske netavis Piopio under overskiften »Du knalder dig nok til tops« mandlige kolleger for sexchikane i det kommunalpolitiske arbejde.

Indlægget har siden affødt stor debat, og nu bekræfter flere andre kommunalpolitikere Sonja Marie Jensens oplevelser:

»Hvis unge politikere siger, at de ikke har oplevet det her, så er de enten meget heldige, eller også fornægter de. Fra min tid som 25-årigt nyt byrådsmedlem kan jeg genkende flere af de situationer, hun skitserer,« siger borgmester i Roskilde, Socialdemokratiets Joy Mogensen, i dagens Berlingske.

Læs om flere politikeres oplevelser her.

Liberal Alliances Henrik Dahl skriver i dagens Berlingske om sexchikanen, som han mener er beklagelig af flere grunde.

Både for Sonja Marie Jensen og for bystyret i Nyborg, skriver han og fortsætter så:

»Og sidst men ikke mindst for politikerstanden i bred almindelighed. Den har ikke for meget anseelse at give af i forvejen, men oplever ikke desto mindre, at nok en del af den sættes over styr. Hvis man vil forstå, hvordan de helt utilstedelige handlinger og bemærkninger, Sonja Marie Jensen er blevet udsat for, kan finde sted, er man dog nødt til at gøre sig klart, at de er en del af noget større. Og det større, de er en del af, er den politiske hverdags grænseoverskridende karakter i al almindelighed. For politik er ofte grænseoverskridende til det yderste.«

Læs hele indlægget her.

Erdogan-modstandere i Danmark bliver overvåget

Den tyrkiske ambassade i Danmark har indsamlet oplysninger om dansk-tyrkiske Erdogan-modstandere, siger den religiøse rådgiver for den tyrkiske ambassade i dag i Kristeligt Dagblad.

Det kritiseres skarpt af Venstre, Socialdemokratiet og DF, som vil have udenrigsminister Anders Samuelsen til at overveje at udvise den religiøse rådgiver:

»Min indstilling og Dansk Folkepartis er, at der skal tages to skridt: at udenrigsministeren tager ambassadøren til en samtale og alvorligt overvejer at udvise den pågældende religiøse rådgiver. Det er ganske enkelt. Vi kan ikke have diplomater i Danmark, der er bedøvende ligeglade med dansk lovgivning. Det er helt uacceptabelt, at den tyrkiske ambassade med åbne øjne overtræder dansk lov. Det må have konsekvenser,« siger Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, eksempelvis.

Hele historien her (kræver abonnement).

Skal blasfemiparagraffen afskaffes?

Blasfemiparagraffen har ofte været til debat. Hver gang har et politisk flertal bevaret den. Nu er den til debat igen – og denne gang lurer et endeligt opgør, skriver Politiken i dag.

Sagen handler om, at de to regeringspartier K og LA sammen med DF, de Radikale, SF og Enhedslisten ønsker at afskaffe straffelovens paragraf 140, mens Venstre og Socialdemokratiet er gået sammen i en sjælden tosomhed, som Alternativets folketingsmedlemmer ikke helt ved, om de skal støtte og derfor har bedt deres medlemmer afgøre.

Et af argumenterne mod at afskaffe er, at det vil udgøre en stor sikkerhedsrisiko at afskaffe blasfemiparagraffen. Loven vil blive læst som en tilladelse til at brænde alt fra Koranen til Biblen og ikke som en styrkelse af ytringsfriheden, mener nogle. I dagens Politiken kan du læse om Norge og Islands erfaringer (de har afskaffet blasfemiparagraffen). Og så kan du læse en selvsikker Naser Khader:

»Jeg er overbevist om, at blasfemiparagraffen er afskaffet inden udgangen af denne regeringsperiode,« siger han i artiklen, der endnu ikke er online.

Dagens tegning

Det er fredag, så vi tager lige en tegning. Den er fra Berlingske:

NEDE METTE. Det vurderes at Mette Frederiksen (S) gik sejrrig ud af mødet med de andre partier i rød blok.
NEDE METTE. Det vurderes at Mette Frederiksen (S) gik sejrrig ud af mødet med de andre partier i rød blok.

Dagens tal: 22

Regeringen fremlagde i går udspillet til bedre vuggestuer, børnehaver og dagplejer. Det indeholdt 22 forslag, som altinget har samlet, og som du kan læse mere om her.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) blev efterfølgende interviewet af Berlingske. Det interview kan du se herunder:

Trumps 100 første dage

I morgen runder Donald Trump sine første 100 dage som USAs præsident.

På TV 2 Play kan du se, hvordan fire tidligere danske udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft, Per Stig Møller og Holger K. Nielsen - mener, han har gjort det.

Det er lige her (kræver dog abonnement).

Det sker i dag

10:00 Møde i salen med forhandling om udlændinge i arbejde
Der er i dag møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag skal behandles. Dagen indledes med en forhandling ønsket af Dansk Folkeparti med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), hvor de to ministre skal oplyse om beskæftigelsen for personer med udenlandsk oprindelse i Danmark, og hvad de vil gøre for at denne gruppe kommer på arbejdsmarkedet med særligt fokus på kvinderne.

11:30 Marienborgmøde om sammenhængsreformen
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har inviteret 60 repræsentanter fra fagbevægelsen, erhvervsorganisationer, brugerorganisationer, ministre og ansatte fra kommuner og regioner, erhvervsledere mv. til et dialogmøde på Marienborg om sammenhængsreformen.

Vestager taler på Ingrid Jespersens Gymnasium og mødes med politikere
EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager er i dag i København, hvor hun taler til eleverne på Ingrid Jespersens Gymnasium i forbindelse med innovationsdagen. Samtidig byder besøget i København på møder med finansminister Kristian Jensen (V) og Socialdemokraternes leder Mette Frederiksen, hvor politikerne vil drøfte aktuelle europæiske emner.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.