Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Vi skal turde sige det ligeud til de muslimer i Danmark, der kræver særhensyn: Sådan lever vi her, og det skal du respektere«

Dagens overblik: Inger Støjberg vil ikke lovgive om religiøse særhensyn, Karsten Lauritzen må holde hemmeligholdt rapport tilbage, og udmelding fra Donald Trump undrer Anders Samuelsen. Hele dit overblik her.

Se mere
Arkivfoto: Udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg.
Arkivfoto: Udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg.

God-mandag-morgen.

Vi er atter stået tidligt op og har pløjet dagens aviser igennem, så du kan få hele dit politiske overblik samlet et sted.

I dag kommer du til at læse om Karsten Lauritzen (V), der mod sin vilje ikke kan offentliggøre en hidtil hemmeligholdt rapport, om Sophie Løhde (V), der tager skeen i den anden hånd, og om Anders Samuelsen, der undrer sig over Donald Trumps træk.

Vi begynder dog med en kort historie om svømning i dagens BT.

Mens et flertal i Aarhus Kommune senere på ugen forventes at vedtage et forbud mod kønsopdelt svømning i den offentlige åbningstid, besluttede Københavns Kommune i efteråret at yde økonomisk støtte til Hovedstadens Svømmeklub, der tilbyder svømmetræning for nydanske piger og kvinder bag lukkede døre og tildækkede vinduer.

Trods forskellene kommunerne imellem vil udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ikke lovgive om de religiøse særhensyn. Det skriver hun i dag i en kommentar i BT.

»Det er netop ikke kun et spørgsmål om lovgivning. Det er i meget høj grad også et spørgsmål om at stå ved det i det daglige. Så vi ikke 'putter' os og skubber lovgivning foran os, når kravet om særhensyn dukker op. Vi skal turde sige det ligeud til de muslimer i Danmark, der kræver særhensyn: Sådan lever vi her, og det skal du respektere!.«

I Aarhus vil et byrådsflertal forbyde kønsopdelt svømning, mens Københavns Kommune yder økonomisk støtte til kønsopdelte aktiviteter. Hvorfor accepteres kønsopdelt svømning nogle steder og ikke andre?, spørger avisen.

»Jeg synes også, det er en forkert beslutning. Jeg accepterer ikke det forkvaklede syn på kvinder og ligestilling, som den beslutning repræsenterer, men Københavns Kommune kunne passende se mod Aarhus, og hvad man gør dér,« siger ministeren.

Artiklen er ikke på nettet.

Vi forlader svømmehallen og ser på dagens andre nyheder.

Hvad Karsten Lauritzen ikke kan

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er parat til at offentliggøre en 200 sider lang og hidtil hemmeligholdt rapport om myndighedernes håndtering af den såkaldte udbyttesag, hvor det lykkedes udenlandske kriminelle at lænse den danske statskasse for 12,3 milliarder kroner, uden at der blev grebet ind.

Den historie kan du læse i Politiken i dag.

Men selv om skatteministeren er klar til at offentliggøre rapporten, kan det ikke lade sig gøre.

Offentliggørelsen bliver nemlig ifølge Politiken blokeret af en af de tre skattechefer, der oprindeligt blev udpeget som hovedansvarlige for myndighedernes svigt i udbyttesagen - det selvom rapporten frikender de hjemsendte skattechefer og konkluderer, at der ikke er noget grundlag for at trække dem igennem en række tjenstlige forhør.

»Jeg ønsker fortsat denne rapport offentliggjort, og skulle den pågældende medarbejder ændre holdning, er vi klar til at offentliggøre redegørelsen hurtigst derefter«, siger Karsten Lauritzen til Politiken.

Dyk ned i den historie her.

Skeen i den anden hånd

Store dele af statens vitale it-systemer risikerer at blive ramt af nedbrud og hackerangreb på grund af manglende vedligeholdelse.

Det fremgår af regeringens eget kasseeftersyn på it-området, der konkluderer, at mere end hver tredje af de vigtige it-systemer er i dårlig stand. Den historie kan du læse på Jyllands-Postens forside i dag.

Ministeren for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), mener, at kasseeftersynets konklusioner er dybt bekymrende, og hun vil nu gribe ind med et omfattende strategiskifte, som det hedder i avisen.

»Det her er alvorligt, og det er derfor, at vi fra regeringens side tager initiativet til at lave en omfattende ny it-strategi. Det er tid til, at vi tager skeen i den anden hånd,« siger Sophie Løhde til avisen.

I en pressemeddelelse på Finansministeriets hjemmeside forklarer ministeren ligeledes, at »det er på tide at tage skeen i den anden hånd.« Her kan du ligeledes læse om de initiativer, som regeringen nu vil sætte i søen.

Fire historier fra i dag du også skal have med

1: Danmark er ikke ene om at ville hjemsende somaliske flygtninge. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

Norge gennemgår således ligesom Danmark et stort antal sager, for at se om somaliske flygtninge kan fratages deres opholdstilladelser med henvisning til fredeligere forhold i hjemlandet.

Du kan læse den historie - og en advarsel fra Dansk Flygtningehjælp - her (kræver abonnement).

2: Regeringen vil ophæve de skilteregler, der forpligter kviklånsfirmaer, butikker, bilforhandlere og andre mindre låneudbydere til at skilte med priser og omkostninger på deres lån. Det skriver Politiken i dag.

I dag skal de samlede kreditomkostninger fremgå af skilte både i butikslokalerne og på firmaernes hjemmesider. I fremtiden skal priserne alene oplyses, når låneprodukterne bliver markedsført, mener regeringen.

Historien er ikke på nettet endnu.

3: Ekstra Bladet skriver i dag, hvordan den nye socialminister, Mai Mercado (K), helt usædvanligt har valgt at skrotte et lovforslag, som daværende socialminister Karen Ellemann (V) fremsatte i november.

Lovforslaget skal forhindre pædofiles adgang til at finde nye ofre via internettet, men ifølge den nye minister og ordførerne på området er forslaget ikke godt nok, og derfor bliver det nu taget af bordet, så man kan begynde forfra.

»Jeg trækker nu det lovforslag tilbage, som jeg har overtaget, da jeg ikke er sikker på, at vi har fat i de rigtige instrumenter,« skriver Mai Mercado i en sms til Ekstra Bladet.

Du finder hele den historie her.

4: Inden de første forhandlinger om en ny boligskat tirsdag markerer Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet stenhårdt, at regeringen må glemme ønsket om at afvikle boligtopskatten. Det skriver Børsen.

Finansordfører fra DF, René Christensen, siger til avisen:

»Formålet med en ny boligskatteaftale er at skabe en rimelig og langtidsholdbar beskatning af danskernes boliger. Formålet er ikke at give en skattelettelse til de dyreste boliger. Vi er tilfredse med et system med progression, og det ønsker vi at holde fast i.«

Hele den historie her (kræver abonnement)

En weekend med Trump

USAs præsident, Donald Trump, underskrev fredag en bekendtgørelse om et midlertidigt indrejseforbud rettet mod personer fra syv overvejende muslimske lande; Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen. De kommende 90 dage vil de således blive nægtet indrejse i USA.

Det kan du læse mere om hos Berlingske her.

Danskere med dobbelt statsborgerskab i et af de syv lande får samtidigt ikke lov at rejse ind i USA. Det oplyste Udenrigsministeriets Borgerservice i går til Ritzau. Læs mere her.

Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen, har i weekenden kritiseret beslutningen. På Twitter lød det bl.a.:

Og til TV 2 News sagde han efterfølgende:

»Jeg undrer mig over Trumps træk. Det virker som en form for symbolpolitik, som har meget hårde konsekvenser.«

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, undrede sig til gengæld over Samuelsen og forklarede efterfølgende til Ritzau, at Samuelsen ville gøre bedst i ikke at blande sig.

»Derfor havde han været bedst tjent ved at sige "ingen kommentarer",« lød det fra Espersen.

Donald Trump så ikke umiddelbart ud til at tage den kritik, som flere politikere verden over rettede mod ham, tungt. På Twitter, hans foretrukne medie, skrev han søndag:

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) påpeger hos Berlingske, at Trumps beslutning kan få store konsekvenser:

»Det er en meget farlig vej, Trump her slår ind på. Han sender det signal til Mellemøsten, at USA betragter alle muslimer som jihadister og ekstremister. Det kan kun føre til yderligere radikalisering.«

Du kan læse en kommentar fra ham og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) her.

På Facebook var de Radikales gruppenæstformand, Sofie Carsten Nielsen, også særdeles kritisk. Her skrev hun i aftes:

»Trumps muslim-indrejseforbud er noget af det mest forkastelige, vi har oplevet fra en vestlig allieret. Grundlæggende rettigheder trædes under fode.«

Det er i øvrigt ikke første gang, USA har nægtet specifikke befolkningsgrupper eller nationaliteter adgang. Det har mediet Al Jazeera mere om her (på engelsk, red.)

Tre historier du - også - skal have med fra weekenden.

1: Regeringens 22 ministre var fra fredag til lørdag samlet på Tøystrup Gods til regeringsseminar. Som afslutning præsenterede de tre partiformænd, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K), regeringens politiske sigtelinjer for 2017. Flere medier, herunder Berlingske, var til stede på godset. Du kan læse mere om en jernnæve til banderne og en hjælpende hånd til nogle af boligejerne her.

2: På seminaret meldte regeringen desuden ud, at man agter at hæve pensionsalderen hurtigere end aftalt.

»Helt overordnet er vores ambition, at det vi har aftalt, bør indfases lidt hurtigere. Det sker i lyset af, at vi heldigvis lever længere og længere,« sagde Lars Løkke Rasmussen i den forbindelse. Ritzau har mere her.

3: Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, var af gode grunde ikke med til seminar. Hun var til gengæld at finde på forsiden af Information under overskriften »Kapitalismen er blevet syg«. I interviewet forklarer S-lederen, at der skal nye svar til for at svække populismens overtag. Det handler ikke kun om mindsket indvandring. Men om en ny social kontrakt med fokus på økonomisk omfordeling i form af en stærk velfærdsstat – og kamp mod ureguleret globalisering med finansskat, styrkelse af fondskapitalisme og en europæisk solidaritetspagt. Du kan læse det hele her (kræver abonnement)

I Politiken har Mette Frederiksen i øvrigt selv forfattet en kronik om samme emne med overskriften.... »Kapitalismen er blevet syg«. Den kan du læse her (kræver abonnement)

Brian Mikkelsens weekend

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) delte i weekenden en video på Twitter fra bagsædet af sin ministerbil, hvor han fortalte lidt om sin lørdag

Lidt senere delte han så endnu en besked til sine følgere: Ministeren havde ikke haft sin sele på i den første video, og derfor ville han nu selv kontakte politiet for at betale en bøde.

Generelt havde den konservative minister en weekend med op- og nedture på de sociale medier. Da regeringen via sin officielle Twitter-profil delte et billede fra seminaret, bemærkede flere, at Brian Mikkelsens ben manglede. Der kan dog være tale om, at han bare står med lidt spredte ben på billedet.

Dagens citat

»Nogen skriver f.eks, at 'højrefløjen er nogle nazi-svin' eller 'stasi-svin'. Der bliver sommetider rodet lidt rundt i det. Men det er nu ikke noget, jeg tager alvorligt. Du kender det vel også fra jeres egen Nationen.«

- Ole Stephensen, der for nylig blev opstillet til Folketinget for Det Konservative Folkeparti, i dagens Ekstra Bladet.

Dagens citat II

»I en kampsituation var der også engang en ko, der blev skudt. Det var ikke så heldigt. Så vi skulle forhandle med ejeren af koen, der ville have 100.000 afghani, som vist svarede til ca. 10.000 kr. Jeg spurgte min tolk, som mente, at en god ko i Helmand ligger på omkring 20.000 afghani. Så jeg begyndte på 5.000, og jeg tror, at vi blev enige om 30.000. Vi havde trods alt skudt hans ko, så det var bedre at give lidt for meget. Og så fakturerede vi heller ikke, at han garanteret brugte den døde ko til et eller andet.«

- Børsen har snakket med Venstre-politikeren Marcus Knuth om hans tid i både Lehman Brothers og Afghanistan. Det finder du her (kræver abonnement)

Det sker i dag

Ikke det store umiddelbart.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.