Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Venstre-toppen i København i åbent opgør: »Det er et barnligt angreb og tenderende til det partiskadelige«

Dagens overblik: Venstres tidligere spidskandidat i København Pia Allerslev beskyldes for løgn og at skade partiet. Regeringen vil fjerne udskældt lov om mørklægning, og så vil Mette Bock have DRs indhold ud på platforme som Youtube og Snapchat.

Godmorgen og velkommen til denne uges sidste morgenpost (som også ligger stille i næste uges efterårsferie).

Vi begynder dagens rundfart i det politiske landskab med en fejde i Venstres top i København.

I september sidste år blev Venstres børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) vraget som sit partis spidskandidat til kommunalvalget i november. Venstres medlemmer i hovedstaden ville, ligesom en enig bestyrelse, hellere have medlem af borgerrepræsentationen Cecilia Lonning-Skovgaard til at tegne partiet i valgkampen.

Det har nu ført til et giftigt opgør i toppen af partiet, skriver Politiken.

Allerslev har ad flere omgange rettet et angreb mod sin efterfølger, senest med et meget kritisk indlæg i Valby Bladet onsdag, som hun har skrevet sammen med ingen ringere end Lonning-Skovgaards største konkurrent, den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen.

I indlægget skriver de om en konflikt med de københavnske skoler, som har afvist at søge en særlig pulje penge fra regeringen, der skal løfte fagligt svage elever. Det har både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Lonning-Skovgaard kritiseret skolerne for.

Men Allerslev har forsvaret afvisningen, og i Valby Bladet kritiserer hun sammen med Frank Jensen under overskriften »skal børnene også smides ud, Lonning-Skovgaard?« Lars Løkke for i sin åbningstale i Folketinget i sidste uge at »banke løs på den københavnske folkeskole«.

»Venstres nye spidskandidat i København følger trop og siger, at skolerne skal lukkes, hvis de ikke får løftet gennemsnittet. Ikke bare skal de lukkes, siger Cecilia Lonning-Skovgaard, de skal også have nyt navn, ny ledelse - vi er i tvivl, om hun også vil hælde de fagligt svage elever ud, nu hun er i gang?«, skriver de.

Indlægget får nu Venstre i borgerrepræsentationen til at skyde tilbage på Pia Allerslev.

Sundheds- og omsorgsordfører Caroline Stage (V), der var en af Lonning-Skovgaards støtter i sidste efterårs opgør, er forarget over Pia Allerslev og mener, at »det er et barnligt angreb og tenderende til det partiskadelige«.

»Jeg synes, at Pia burde være større og bedre end det her. I stedet for at kæmpe imod den nuværende spidskandidat og fremtidige borgmester burde hun prøve at hjælpe Venstre med at få så godt et valg som muligt,« siger hun.

Hvorfor tenderende til det partiskadelige?, spørger Politiken.

»Fordi det jo er løgn, og det ved Pia også godt,« svarer Caroline Stage.

Pia Allerslev har ikke andre kommentarer til historien, andet end at hun vil fortsætte med at udtale sig om skolerne i København, »indtil den dag, jeg stopper som borgmester«.

Cecilia Lonning-Skovgaard nøjes med at konstatere, at hun er den politiske leder, og at Allerslev kun er »borgmester et par måneder endnu«.

Du kan læse hele historien i Politiken her.

Regeringen vil fjerne udskældt lov om mørklægning

Vi springer til Berlingske, som har fået fat i et lækket dokument, der viser, hvordan regeringen vil ændre en af de mest udskældte regler i offentlighedsloven, som et flertal under Thorning-regeringen ændrede, og hvor ændringerne siden har været under hård kritik for at afskære offentligheden fra at få aktindsigt i vigtige sager i ministerierne.

Regeringens nye ændringsforslag indebærer bl.a., at den særligt udskældte ministerbetjeningsregel skal ophæves og erstattes af to nye undtagelsesregler. Problemet med ministerbetjeningsreglen – lovens paragraf 24 - er, at den i praksis har ført til væsentlig indskrænkning af retten til aktindsigt, vurderede Folketingets Ombudsmand sidste år i en undersøgelse af offentlighedsloven.

Det nye forslag deler to eksperter på området. En kalder det reel opblødning af loven, mens en anden kalder det ren »kosmetik«.

Dansk Folkeparti, som ikke er en del af forliget, er til gengæld ikke i tvivl:

»Jeg vil virkelig advare de partier, som er med i aftalen, mod at købe katten i sækken,« siger Peter Skaarup:

»Som det ser ud, vil det stadig være en ladeport til at nægte indsigt i centrale ting og sager, fordi man altid kan henkaste det til noget, der har med Økonomiudvalget, Koordinationsudvalget eller andet at gøre. For det trænede øje ligger der ingen særlig indrømmelse i regeringens udspil.«

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ønsker ikke at kommentere udspillet eller kritikken af samme.

Du kan læse hele historien her.

DF: Regeringen tegner skræmmebillede af Rusland

Dansk Folkeparti er glad for indholdet i regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig. Men regeringen tegner med bagtæppet med Rusland som primær trussel mod Danmark og danske interesser et skræmmebillede, skriver Jyllands-Posten.

»Ukraine har en intern krise, der har ført til borgerkrig med udefrakommende indblanding, hvor både NATO, EU og Rusland er involveret. At tro, at sådan noget kan ske i Baltikum eller Polen, synes mig en smule forrykt. Så at sige, at vi er nødt til at opruste for at afskrække russerne fra at gøre det samme i Baltikum eller Polen, er helt forkert,« siger forsvarsordfører Marie Krarup.

Hvad skulle være motivet for at tegne et skræmmebillede være?, spørger avisen.

»Der er et skævvredet billede af et forfærdeligt farligt Rusland både blandt politikere i Danmark, Europa, USA og i medierne generelt. På den måde adskiller situationen i Danmark sig ikke med det skæve syn, vi ser overalt i den vestlige verden.«

Du kan læse den historie her.

Regeringen skifter kurs og varsler millionbøder for offentligt datasjusk

Regeringen vil nu efter stort pres straffe myndigheder med bøder på op til 16 millioner kr. for brud på datalovgivningen, skriver Politiken.

Fremover vil regeringen straffe myndigheder med bøder på op til fire procent af en myndigheds driftsbevilling – dog med et loft på 16 millioner kroner - hvis de har sjusket med borgernes CPR-numre, sundhedsoplysninger eller andre persondata. Det fremgår af et forslag til en ny databeskyttelseslov, som justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fremsætter 25. oktober.

»Overholder man ikke reglerne om databeskyttelse, er det en alvorlig sag, som skal have mærkbare konsekvenser. Derfor har regeringen besluttet, at også offentlige myndigheder skal kunne få bøder, hvis de overtræder reglerne,« skriver Søren Pape Poulsen i en kommentar til Politiken.

Læs mere om det her.

Norge og Storbritannien udleverer modsat Danmark kriminelle rumænere til hjemlandet

I Ekstra Bladet kan man læse, at Norge og Storbritannien har udleveret henholdsvis 17 og 129 kriminelle rumænere til afsoning i hjemlandet.

Men i Danmark er antallet 0, fordi Højesteret vurderer, at visse fængsler i Rumænien er for små ifølge Menneskerettighedskonventionen.

De to lande har ifølge et svar fra det rumænske justitsministerium til Folketingets retsudvalg en aftale med Norge og Storbritannien om udlevering, og derfor vil justitsminister Søren Pape (K) forsøge at få en lignende aftale med Rumæniens justitsminister og en garanti for celler, der er store nok.

»Hvis vi ikke kan få den garanti, så må vi se på, hvad det angiveligt er for en aftale, som Norge og Storbritannien har. Jeg er klar til at gøre hvad som helst, så vi får det her ordnet,« siger Søren Pape.

Det kan du læse mere om her.

Skolerne gør dagen for elever kortere

Over hele landet er folkeskolerne godt i gang med at korte skoledagene ned, skriver Jyllands-Posten. Ifølge en undersøgelse lavet for Undervisningsministeriet svarer 43 pct. af skolerne, at de nu anvender en særlig paragraf i folkeskoleloven til at skære ned på f.eks. lektiecaféer.

Det er først og fremmest i de mellemste og ældste klassetrin, at skoledagene er blevet gjort kortere, og derfor vil undervisningsminister Merete Riisager (LA) holde øje med skolerne.

»Forventningen var, at den ville blive brugt på indskolingsdelen, men der er tilsyneladende en større efterspørgsel til fleksibilitet, end man havde forventet,« siger hun.

Læs om det her.

Fire kortere fredagsnyheder, der er værd at få med inden efterårsferien

1) ​220 millioner kroner er de seneste år endt som godtgørelser til fyrede topchefer i landets kommuner og regioner. Og de gyldne håndtryk til kommunale topchefer forarger eksperter, skriver TV 2.

»Et gyldent håndtryk er ikke noget, der i sig selv bringer mere service eller hjælp. Du kan jo ikke få noget som helst ekstra for de penge – du får ikke passet børn, du får ikke ældreservice, du får ikke én eneste undervisningstime mere ud af det. Det er kun noget, der kommer ned i en privat pengepung,« siger professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

2) Justitsminister Søren Pape Poulsen vil lade borgere dele billeder af efterlyste på Facebook. Fremover skal der på politi.dk offentliggøres delbare billeder af personer, som man ønsker oplysninger om fra borgerne.

Læs om den historie her.

3) En række udlandsdanskere, der er kommet hjem efter flere år i udlandet og har taget en udenlandsk ægtefælle med, er blevet ramt af stramninger i udlændingeloven, så deres partner ikke har kunnet opnå opholdstilladelse.

Men nu har Udlændingenævnet i en række sager omgjort Udlændingestyrelsens afslag.

Det kan du læse om i Jyllands-Posten.

4) Tolkebureau Tolkdanmark, som står for tolkningen på sundhedsområdet i tre af landets fem regioner - Hovedstaden, Sjælland og Midtjylland - har ansat en tolk til at oversætte swahili, selv om han ikke kan tale sproget, skriver Information.

Regionerne kalder branchen »det vilde vesten«.

Læs den historie her.

Thorning igen, igen, igen

Som den flittige læser af morgenposten har kunnet konstatere, har der været adskillige artikler i denne uge om tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med hendes nye portrætbog, som udkom i går.

Kan du ikke få nok af det, kan du læse et fint interview med Thorning i Jyllands-Posten i dag, hvor hun bl.a. taler mere om forholdet til Henrik Sass Larsen, der »forandrede sig over årene frem til 2011«.

Er det ikke nok, kan du i Berlingske læse, at en tidligere S-minister under Thorning er rystet over sin tidligere statsminister: »Hun svigtede de hovedpersoner, som havde bakket hende op«.

Og er det heller ikke nok, kan du læse i BT, at avisens politiske redaktør, Andreas Karker, i går var til Thornings reception for den nye bog. Det har han lavet en analyse af på både tekst og video, hvor han fortæller, at der ikke var mødt en eneste socialdemokrat op til deres tidligere formands reception.

»Jeg rendte ind i min kollega fra Ekstra Bladet, og vi blev enige om, at selv hvis en enkelt socialdemokrat skulle have haft lyst til at komme, havde hun ikke turdet. For så var hun nok kommet i bad standing hos Sass og hos alle andre i gruppen. Ligesom Helle Thorning åbenbart er.«

Det kan du læse og se mere om her.

Dagens debat

Finder vi i Berlingske, hvor kulturminister Mette Bock har skrevet en kronik om, at danske medier er i krise. Ikke fordi indholdet er dårligt - det er faktisk rigtig godt - men borgerne kan ikke finde deres indhold, lyder det.

»Kernen i mediediskussionen er ikke institutionerne – hvem der skal producere indholdet eller hvordan, det skal finansieres. Jeg vil vove den påstand, at borgerne ikke er optaget af logoet – men af indholdet. Derfor er det afgørende spørgsmål, hvordan vi skaber de bedste rammer for, at det danske kvalitetsindhold bliver gjort tilgængeligt for alle. DR er selvfølgelig et omdrejningspunkt for diskussionen. Når regeringen taler om et slankere og tydeligere DR, skal det ses i lyset af generationskløften i befolkningens mediebrug. Hvorfor ikke, som en borger foreslår, lade borgerne helt selv om at vælge hvor og hvornår, de vil se det danske indhold – eller i det mindste sørge for, at de ikke forhindres i at se indholdet på de platforme, de bruger? Som en kvinde skriver på antennerneude.dk, så er hun »helt tosset« med de danske dramaserier, men ærgerlig over, at rettighederne udløber. Ellers kunne de danske serier sagtens konkurrere med internationale spillere som HBO og Netflix.«

Du kan læse hele kronikken her.

Det sker i dag

08.00 Regeringen mødes med Dansk Folkeparti til forhandlinger om finansloven for 2018.

10.00 Møde i folketingssalen. Se programmet her.

11.30 Transport-, bygnings- og boligministeren Ole Birk Olesen (LA) skal i samråd om EU-reduktionsmålene for de ikke-kvotebelagte sektorer.

Rigtig god efterårsferie (til dem, der er så heldige). Vi er stærkt tilbage, friske og veludhvilede, med en ny politisk morgenpost mandag den 23. oktober.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.