Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Tidligere Venstre-ministre trodser regeringen: Kræver statslige arbejdspladser væk fra København med det samme

Dagens overblik: Venstre-folk vil have regeringen til at udflytte arbejdspladser, DFs forhold »til Venstre er meget, meget ringe«, og så går en minister til kamp mod Kammeradvokaten.

Se mere

Godmorgen og velkommen til denne uges midtvejspost.

Efter et par lidt sløve dage med politiske historier er aviserne spækket med interessante nyheder i dag.

Så vi skynder os i gang med dagens overblik og begynder på forsiden af Jyllands-Posten.

Avisen har nemlig modtaget et debatindlæg fra fem Venstre-medlemmer af Folketinget, herunder de tre tidligere ministre Eva Kjer Hansen, Carl Holst og Hans Christian Schmidt.

Sammen med Anni Mathiesen og Preben Bang Henriksen opfordrer de regeringen til at flytte yderligere statslige arbejdspladser fra København til provinsen.

I regeringsgrundlaget står der ellers, at regeringen i 2018 vil evaluere, hvordan det er gået med udflytning af 3.900 arbejdspladser, som blev sat i gang af den daværende Venstre-regering i 2015, og derefter vil regeringen fremlægge et forslag til yderligere udflytninger.

Men udflytningerne skal ske nu, slår de fem fast i debatindlægget.

»Der er ingen grund til at vente. Vi kan lige så godt tage fat på en ny runde med det samme. Vi skal videre med det gode arbejde,« skriver de.

Konkret peger de på tre styrelser i København med tilsammen ca. 840 årsværk, som, de mener, bør flyttes ud: Erhvervsstyrelsen skal rykke til Silkeborg eller Nykøbing Falster. Bygningsstyrelsen skal flyttes til Skanderborg, og Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte skal også flyttes til provinsen.

»Vi skal ændre på, hvordan vi tænker på udviklingen i hele landet. Det skal for eksempel være lige så naturligt at tage en smuttur til Kolding, Køge eller Kalundborg, som det er at tage en smuttur til København – fordi alle steder har noget at byde på. Når de statslige arbejdspladser bliver placeret rundt om i landet, skaber det en mindre distance, og det ændrer på vores opfattelse af afstande,« skriver de.

Du kan læse kronikken her, og her kan du læse Jyllands-Postens nyhed på historien, hvor Eva Kjer Hansen uddyber deres holdning.

DF advarer Venstre mod at gå sammen med S

Dansk Folkeparti er voldsomt utilfreds med Venstre, og partiet advarer nu udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg mod at vedtage en lov på udlændingeområdet, skriver Ekstra Bladet.

Det drejer sig om en lov om Statsborgerskab, som i sidste uge var til afstemning i Folketinget. Her stemte Dansk Folkeparti nej til det årlige lovforslag om tildeling af statsborgerskab, der skulle give 2.710 udlændinge statsborgerskab.

Indfødsretsudvalget i Folketinget tager hvert år stilling til, om der skal gives dispensation i sager om dansk statsborgerskab, og DF er utilfreds med, at Venstre har stemt for flere dispensationssager.

DF beskylder Venstres indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, for at tilgodese venstrefløjen frem for DF i sagerne.

Situationen er ekstra alvorlig, fordi regeringen har opbakning fra Socialdemokratiet til lovforslaget, og derfor kan gennemføre det.

Men Dansk Folkeparti har tidligere slået fast, at partiet vil vælte regeringen, hvis den laver udlændingepolitik uden om DF.

Det sagde partiets næstformand, Søren Espersen, til TV2 News i september 2015:

»Så vælter vi regeringen.«

»Det kunne aldrig nogensinde forekomme, at vi ville acceptere det, og Lars Løkke Rasmussen ville aldrig nogensinde være så dum at gøre det,« sagde han.

Derfor siger Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Christian Langballe, også, at partiet ser »meget alvorligt« på sagen.

»Jeg synes, at forholdet til Venstre er meget, meget ringe. Vi kommer altså ikke bare til at agere stemmekvæg for Venstre. De må finde ud af, hvor de vender sig hen: Om de vender sig over mod venstrefløjen, eller om de vender sig mod os?,« siger han.

Inger Støjberg gør det over for Ekstra Bladet klart, at hun ikke vil imødekomme et ønske fra Dansk Folkeparti om, at der maksimalt kan gives dansk statsborgerskab til 1.000 personer om året.

»Jeg mener, at vi skal stille meget skrappe krav til, hvem der kan blive dansk statsborger. Men lever man op til betingelserne, så synes jeg ikke, det giver mening at sige, at man skal have afslag, bare fordi man er ansøger nummer 1.001. Det er vilkårligt og ikke rimeligt over for de mennesker, der har anstrengt sig for at leve op til betingelserne,« siger Støjberg.

Christian Langballe siger til det, at partiet står fast på sit krav.

Du kan læse historien her.

75 kvindelige byrådsmedlemmer har oplevet sexisme

Videre til noget helt andet, nemlig til en historie i Berlingske om sexisme i byrådene landet over.

Avisen har lavet en rundspørge til landets kvindelige byrådsmedlemmer og spurgt, om de i forbindelse med deres arbejde har oplevet »verbale krænkelser eller kommentarer, de opfatter som sexistiske«.

Det har 75 af 312 respondenter, og det er ifølge kønsforsker ved Roskilde Universitet Karen Sjørup »uhyggelige« tal.

»Det er rigtig mange. Det er uhyggeligt, at det sker så meget i kommunerne. Men kommunalbestyrelserne er meget mandsdominerede, og kulturen har fået lov at overleve fra tidligere tider,« siger Sjørup, der selv tidligere har været lokalpolitiker.

I rundspørgen berettes der om kommentarer som »Nå, så må du i gang med borgmesteren«, »Nå, du er nok til læder og lak«, og »Søde ven, du kan da sidde på skødet af mig«.

Historien kommer, efter at flere kvindelige politikere den seneste tid har berettet om sexisme fra politiske kolleger.

Du kan læse historien her.

I en anden historie kan du læse om Cecilie Roed Schultz, der som byrådskandidat for Enhedslisten i Fredericia efter en 1. maj-tale oplevede, at en mand fra et andet parti, som hun ikke kendte på daværende tidspunkt, kom gående op mod hende og sagde:.

»Du trænger til at blive kneppet.«

Læs det her.

Minister til kamp mod Kammeradvokaten

Fra 2009 til 2016 er udgifterne til statens advokat, Kammeradvokaten - som er identisk med advokatfirmaet Poul Schmith - steget fra 230 til 426 millioner. Reelt er der tale om et monopol, som der flere gange har været advaret mod og været politiske løfter om at bryde.

For at gøre noget ved den stigende brug af Kammeradvokaten har innovationsminister Sophie Løhde (V) derfor sendt et hyrdebrev til samtlige ministerier, hvor hun opfordrer dem til at blive bedre til at bruge andre advokater, skriver Politiken.

»Vi har i dag en kammeradvokatordning, der ikke ligefrem er udsat for en sund konkurrence og med et forbrug, der stiger hvert år«, skriver ministeren i en mail til Politiken og fortsætter: »Derfor er der al mulig grund til, at vi i staten har større fokus på vores indkøb af advokatbistand. Det her er ikke godt nok i dag,« siger hun.

Du kan læse den historie her.

Kristian Jensen skyder Socialdemokratiets vækstplan ned

Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, har bedt Finansministeriet om at regne på Socialdemokratiets seneste vækstudspil. Det er nu sket, og ministeriet konkluderer, at planen vil koste job, fortæller finansminister Kristian Jensen til Børsen.

»Det er den forkerte vej at gå. Det er især pudsigt, at det, som Socialdemokraterne kalder et flaskehalsudspil, bliver vurderet til at have en negativ effekt på arbejdsudbuddet. Normalt laver man flaskehalsudspil for at undgå flaskehalse ikke for at skabe dem,« siger finansminister Kristian Jensen (V).

Socialdemokratiet hæfter sig ved, at Finansministeriet ikke har kunnet beregne jobeffekter på store dele af S-udspillet.

Læs historien her (kræver abonnement).

Seks hurtige nyheder, du også skal have med

1) Med den amerikanske forsvarsminister Jim Mattis ved sin side udtalte den danske forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) tirsdag, at Danmark godt kan finde på at øge antallet af danske soldater i Afghanistan.

»Vi er åbne overfor at øge antallet af vores styrker i Afghanistan, hvis det er nødvendigt, men vi har ikke taget beslutningen endnu,« sagde Hjort.

Læs om det her.

2) Børn skal ikke opereres, hvis de fødes med anderledes kønsorganer. Det mener Amnesty International, der i en ny rapport retter skarp kritik af det danske sundhedssystem. Flere eksperter bakker op, for operationerne har både fysiske og psykiske konsekvenser for børnene.

Det kan du læse om her (kræver abonnement).

3) Kristian Jensen stiller krav til de rige kommuner om at sænke skatten. Finansministeren vil ikke blot se stiltiende på, at likviditeten i en række kommuner fortsætter med at vokse, siger han til DK-Økonomi.

Læs om det her.

4) Kirkeminister Mette Bock (LA) vil af med den omdiskuterede blasfemiparagraf, og hun forventer også, at det kommer til at ske. Det siger hun til Kristeligt Dagblad, og dermed øger hun nu, sammen med de Konservative, presset på Venstre, der stadig forsvarer den omdiskuterede paragraf.

»Vi er nået til et punkt, hvor vi må af med paragraffen. Tiderne har ændret sig i forhold til i 1866, hvor paragraffen blev indført,« siger Bock.

Læs historien her (kræver abonnement).

5) Politiken erfarer, at Rigsrevisionen kommer med ny kritik af salget af Dong til Goldmann Sachs. Reglerne blev ikke fulgt af Finansministeriet, skriver avisen.

Læs mere om det her.

6) Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), nægtede i går at flage med EU-flaget på Christiansborg, selvom det var den officielle Europadag. Det skriver Ekstra Bladet, der også kan berette om radikal modaktion.

Læs om det her.

Dagens debat

Finder vi i Berlingske, hvor den liberale politiske kommentator Jarl Cordua skriver, at »Søren Krarup og Carsten Jensen kæmper om at være mest hadefuld og primitiv«.

»Carsten Jensen og Søren Krarup er åndsfyrster på henholdsvis venstrefløjen og højrefløjen. Hvem der end forstår det? De bidrager i alt fald begge meget lidt til den demokratiske samtale i deres indbyrdes råbekonkurrence om, hvem der kan være mest hadefuld og primitiv,« skriver han.

Læs det her.

Dagens debat 2

Finder vi i BT, hvor LOs formand, Lizette Riisgaard, skriver, at »SKAT-fadæsen viser, at hovedløs sparepolitik har kolossale konsekvenser«.

»Spørgsmålet er, om politikerne overhovedet har taget ved lære af sagen med SKAT? For jeg kan ikke lade være med at tænke, om der er andre dele af den offentlige sektor, der lider under samme 'hovedløse effektiviseringer'? Hvad med regeringens grønthøster-besparelser på 2 milliarder på ungdomsuddannelserne frem mod 2020. På trods af at alle er enige om, at vi kommer til at mangle faglærte i fremtiden –
Eller tag et kig på vores børnehaver og vuggestuer. Forskningen viser, at jo tidligere, vi investerer i børnene, jo mere effektivt kan vi udvikle og løfte dem – også de udsatte. Men er der egentlig nogen i Finansministeriet, der regner på, hvad manglende nærvær og sprogaktiviteter har af konsekvenser? Næppe.«

Læs det indlæg her.

Dagens analyse

Finder vi i BT, hvor avisens politiske kommentator, Søs Marie Serup, skriver om Dansk Folkepartis forhold til homoseksuelle.

»Det er lidt pudsigt, at i partiet, som med stor behændighed har brandet sig selv som både topstyret og mestre i at smide landsbytosser ud, finder homofobiske udsagn over overfladen som en korkprop i et reb på en pind i en svensk skovsø. Dansk Folkeparti har en unik position som nationalkonservative, der styrer efter ' Gud, konge og fædreland'. Og de kan godt grine ad det, når nogen taler om, at en bøsse er et skydevåben og kvindebevægelsen en dejlig gangart. Men partiet bruger også det danske frisind og bl.a. også homoseksuelles ligestilling som et slagnummer i debatten om danskhed,« skriver hun.

Indlægget er endnu ikke online.

Dagens citat

Står Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Christian Langballe, for på sin Facebook-profil.

»Øjeblikkets kommentatorer har det med at blive platte og gemene, fordi nutidens presse bare er en åndsforladt kværn, som kører derudad. Krarup (Søren, red.) har udvist langt, langt større større ånd og mere heroisk mod, end man gør i det åndsforsnottede lilleputland, som den danske presse udgør. Nu skal Krarup trækkes gennem sølet af åndelige dværge, der ikke engang kender eller anerkender hans format, vor herre bevares. Ja, han har sagt en aldeles uheldig bemærkning om Macron og de homoseksuelle, og så er det politisk korrekte helvede løs, men jeg holder på Krarup. Færdig!.«

Det sker i dag

10.30 Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), undervisningsminister Merete Riisager (LA) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) præsenterer regeringens reform af de forberedende tilbud til unge.

13.30 Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde. Fra regeringen deltager statsministeren.

14.00 Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal i samråd om ministerens holdning til Kvinfo og Kvinfos arbejde med mentornetværket.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.