Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Svar fra Inger Støjberg er fyldt med overstregninger: »Det lugter langt væk af mørklægning«

Dagens overblik: Et svar til Udvalget for Udlændinge og Integration er fyldt med sorte streger. En sundhedsordfører arbejder for et af verdens største tobaksfirmaer. Og et nyt gartneri København er »jo fuldstændig forrykt«. Hele dit politiske overblik her.

Vi er halvvejs gennem ugen, og her får du dit daglige overblik over alt, hvad der er værd at vide om dansk politik i dag.

I dag kan du læse om en oprevet gartner, et overstreget svar fra Inger Støjberg (V) og en længere vej til skilsmisser.

Vi begynder dog med en historie fra det kommende kommunalvalg, som flere medier er faldet over.

Den handler om sundhedsordfører og medlem af Sundhedsudvalget i Københavns Kommune for Venstre, Caroline Stage.

For ved siden af sit hverv som sundhedsordfører arbejder Caroline Stage for et af verdens største tobaksfirmaer, British American Tobacco Company. Det skriver blandt andre Ekstra Bladet, TV 2 og DR.

Hos Kræftens Bekæmpelse mener direktør Leif Vestergaard ikke, at man kan forene de to ting.

»De to ting hænger simpelthen ikke sammen,« siger han til Ekstra Bladet og uddyber:

»Hendes arbejde går om dagen på, hvordan kan hun sælge flest mulige cigaretter til børn og unge. Når hun er sundhedsordfører, så er hendes arbejde, hvordan hun kan undgå, at børn og unge ryger cigaretter.«

Caroline Stage blev første gang valgt til Borgerrepræsentationen i København i 2013.

Til Ekstra Bladet forklarer hun, at hun godt kan se, hvordan hendes arbejde hos tobaksgiganten er et problem, og hun understreger desuden, at hun har truffet beslutning om, at hun ikke vil være sundhedsordfører længere, hvis hun bliver valgt igen 21. november til kommunalvalget.

Caroline Stage fik jobbet hos British American Tobacco Company i december sidste år, og allerede dengang kontaktede hun Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København for at få afklaret spørgsmålet om sin habilitet. Her var beskeden, at den ikke gik.

»Siden den dag har jeg ikke deltaget i sådanne møder i Sundheds- og Omsorgsudvalget, når det har handlet om tobak,« forklarer Venstre-politikeren.

Caroline Stage er ikke den eneste kommunalpolitiker med den udfordring. DR skriver således, at Louise Feilberg (V), som er medlem af Kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune, også er direktør i en brancheorganisation kaldet Tobaksproducenterne, der varetager tobaksindustriens interesser.

Historien begyndte i øvrigt på Twitter, hvor kommunikationsrådgiveren Jonas Juhler Hansen delte et screenshot af Venstre-politikerens LinkedIn-profil. Så er det på plads.

Og så videre til dagens andre historier.

Overstregninger

Vi begynder med lidt overstregninger og en historie i Information.

I 38 konkrete afgørelser om Udlændingestyrelsens adskillelse af unge asylpar er der således så massive overstregninger, at det er svært at danne sig et overblik over forløbet i kølvandet på, at Inger Støjberg med en instruks lagde op til en ulovlig praksis i foråret 2016, skriver avisen.

Udvalget for Udlændinge og Integration havde bedt udlændinge- og integrationsministeren om at oversende »samtlige afgørelser om adskillelse af mindreårige asylansøgere fra deres ægtefælle eller samlever«, som Udlændingestyrelsen havde truffet i ugerne og månederne efter den instruks, som blev udsendt som en pressemeddelelse 10. februar 2016.

Men ifølge flere af oppositionens medlemmer af udvalget var der så mange overstregninger i svarene, at de reelt ikke kunne bruge det. Blandt andet var datoer overstreget.

»Vi ville gerne have tegnet en tidslinje fra 10. februar 2016, hvor ulovlighederne begynder, og så indtil administrationen langsomt bliver lovlig. Men det er ikke let at lave sådan en tidslinje, når alle datoer er streget over,« siger Mattias Tesfaye (S).

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) mener, at det er tydeligt, at nogen ønsker at hemmeligholde kronologien i sagen:

»Det lugter langt væk af mørklægning, at de har slettet datoerne,« siger hun til avisen.

Vi slutter historien med de to sidste linjer i Informations historie.

Vedrørende omfanget af overstregninger henviser Udlændingestyrelsen til Udlændinge-og Integrationsministeriet. Ministeriets presseafdeling oplyser, at overstregningerne er foretaget af Udlændingestyrelsen, og at hverken ministeren eller ministeriet har yderligere kommentarer.

Du kan læse hele historien her (kræver abonnement).

»Nej, nej, nej – nu må de stoppe!«

Vi skal videre til Børsen og en historie om blomster. Det skal der også være plads til.

Under overskriften »smarte investeringer i kernevelfærd« vil Københavns Kommune opføre et nyt gartneri i Valbyparken i København.

Prisen på gartneriet bliver på 4,7 millioner kroner, og det har et årligt driftsbudget på 2,63 millioner kroner. For de penge kan gartneriet levere 100.000 blomster årligt, hvor prisen bliver 26,30 kroner pr. plante, skriver avisen.

Men den plan mødes bestemt ikke med begejstring alle steder.

Claus Christensen, selvstændig gartner i Bjæverskov, siger med et planterigt citat til avisen:

»Det er jo fuldstændig forrykt, at man vil bruge så mange millioner på at opføre og drive et kommunalt gartneri. Jeg kan levere den type blomster, man efterspørger, til det halve eller til en tredjedel af den pris, som København betaler. Så det er helt ude i skoven i forhold til, hvad de kan købe dem til hos mig.«

Hos Dansk Industri (DI) er branchedirektør Jakob Scharff heller ikke ligefrem tilfreds.

»Nej, nej, nej – nu må de stoppe! Det er svært at have en anden reaktion på dette helt gakkede eksempel på offentligt opgavetyveri, der direkte skriger til himlen,« siger han.

Der er dog politisk hjælp på vej, skriver Børsen. Ifølge avisens oplysninger mødes en række partier således med innovationsminister Sophie Løhde (V), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) onsdag for efter planen at slå sidste søm i en aftale, der skal sikre »fair og lige konkurrence« mellem private virksomheder og eksempelvis kommuner.

Du kan læse mere hos Børsen her (kræver abonnement).

Her er fire historier, du også skal have med i dag

1: Det skal ikke længere være muligt at blive skilt med et par klik, en digital underskrift og 420 kroner.

Det mener Dansk Folkepartis formand, som nu kaster sig ind i den afsluttende fase af forhandlingerne om en kommende lovpakke på skilsmisseområdet, skriver Jyllands-Posten.

»Når man har truffet en meget fundamental beslutning om at blive gift, bør man også bruge tid på at reflektere, før man ophæver ægteskabet igen,« siger Kristian Thulesen Dahl til avisen.

I 2013 afskaffede et politisk flertal den tvungne separationsperiode på seks måneder ved alle skilsmisser.

I regeringen går man ikke ind for en tvungen separation. Men internt er de tre partier uenige, skriver Jyllands-Posten.

De Konservative går »i bund og grund« ind for at genindføre den tvungne separation, som socialordfører Orla Østerby (K) formulerer det, mens Laura Lindahl (LA) fastholder, at Liberal Alliance ikke ønsker en sådan.

Du kan læse hele historien her. Og en længere baggrund her (kræver abonnement).

2: Et bredt felt af politikere samt gymnasielærerne lægger op til at bruge overvågningsprogrammer i indsatsen mod elevers eksamenssnyd på landets gymnasier.

Det skriver Berlingske i dag.

Programmerne, der installeres på computerne til eksamen og fjernes efterfølgende, kan afsløre, om eleven bevæger sig ind på forbudte hjemmesider eller kommunikerer med andre uden for eksamenslokalet, mens prøven står på.

»Vi skal hjælpe gymnasierne med løsninger, som ligner dem, man har på de videregående uddannelser. I dag er det meget få gymnasier, der arbejder med tekniske løsninger for at bekæmpe snyd. Indsatsen mod snyd kommer formentlig til at kræve nogle tekniske løsninger, som vi skal drøfte i regeringen og forligskredsen,« siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) til avisen.

Du kan læse hele historien her.

Artiklen fortsætter under grafikken.

3: Der er godt nyt til nye medarbejdere på arbejdsmarkedet i den nye ferielov, som regeringen tirsdag fik vedtaget.

Med ordningen får alle ret til at afholde betalt ferie allerede i det første år af ansættelsen frem for som nu at være nødt til at spare ferie op i det første kalenderår af ansættelsen.

Berlingske Business har detaljerne her.

4: Venstres indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, føler sig ikke ramt af den kritik, som seniorforsker og ekspert i indfødsret Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder i går i Information rettede af Indfødsretsudvalget for ikke at følge handicapkonventionen.

»Nej, jeg er ikke enig med hende. Det er ikke nogen menneskeret at få dansk statsborgerskab. Men det er en menneskeret, at man ikke bliver diskrimineret på grund af sit handicap,« siger Jan E. Jørgensen i dag til samme avis.

Interview her (kræver abonnement).

Dagens kommunalvalg

Frem mod valget 21. november samler den politiske morgenpost hver dag en række af de historier, der er værd at kende til.

I dag nøjes vi med en kort tur til Frederiksberg, den grønne konservative ø midt i et rødt københavnsk vælgerhav.

Ved kommunalvalget kan det nemlig meget vel være slut med 108 års konservativt styre på Frederiksberg, skriver Berlingske.

Og faren er overhængende, mener Venstre og de Konservative, som vil bruge de næste tre ugers valgkamp på at gøre Frederiksberg-vælgerne opmærksomme på den lurende rød-grønne fare.

Det er især de Radikales beslutning om at skifte side fra blå til rød, der har gjort forskellen. Flere gange har partiet været tungen på vægtskålen, når der skulle udpeges borgmester. Og i august meddelte spidskandidat Lone Loklindt, at de Radikale nu går i valgforbund med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Nikolaj Bøgh, som har siddet i det frederiksbergske bystyre for de Konservative siden 2012, mener, at risikoen for, at borgmester Jørgen Glenthøj (K) bliver væltet, er blevet meget større efter de Radikales skifte. Han kritiserer den radikale spidskandidat, Lone Loklindt, for at ville kaste alt op i luften og se, hvor det lander.

»Vi synes ikke, at man skal kaste noget op i luften,« siger han.

Du kan komme med til Frederiksberg hos Berlingske her.

Det sker i dag

11:30 Åbent samråd om ressourceforløb
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er kaldt i samråd om ressourceforløb.

14:00 Åbent samråd om salget af Mærsk Olie og Gas til Total
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) er i dag kaldt i samråd om, hvilke krav regeringen vil stille forud for en godkendelse af salget af Mærsk Olie og Gas A/S til Total.

17:00 Erhvervspolitisk debatmøde
Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn har inviteret de københavnske spidskandidater og det lokale erhvervsliv til debatmøde hvor der bliver sat fokus på det lokale erhvervsliv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.