Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Søndag aften så toppolitiker nogle »HELT vanvittige billeder« – nu har hun samlet over en kvart million ind til offeret

Dagens overblik: En politikers blomsterindsamling til hærværksramt bager får stor opmærksomhed. Patientklagestyrelses Aarhus-flytning vækker bekymring. Og juraprofessor mener, at statsministeren har givet Folketinget forkerte oplysninger. Hele dit politiske overblik her.

De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, har indsamlet mere end 250.000 kroner til Ali Parnian, som fik sit bageri raseret af hætteklædte mænd.
De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, har indsamlet mere end 250.000 kroner til Ali Parnian, som fik sit bageri raseret af hætteklædte mænd.

Godmorgen og velkommen til endnu en omgang politisk morgenpost.

Selvom tirsdagen lover grå og kold, garanterer vi, at du efter endt læsning er klædt varmt på til en ny dag i dansk politik. Dagens aviser er nemlig lige så rige på gode historier, som januar er fattig på sol og tocifrede varmegrader.

Men inden vi springer ud i spalterne, skal vi forbi en indsamling, der i går tog fart på de sociale medier.

Det hele begyndte lørdag aften, da fem maskerede mænd gik amok og smadrede den forretningsdrivende Ali Parnians bageri, Kaj Bageriet, i den udsatte københavnske bydel Tingbjerg.

Butikkens overvågningskamera optog de hætteklædte gerningsmænds raseren af bageriet lørdag, og videoen af den voldsomme episode blev søndag aften lagt ud på TV2 Lorrys hjemmeside. Det bemærkede de Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, der delte artiklen på sin Facebook-side, kaldte det »HELT vanvittige billeder« og »til at tude over« og skrev, at hun nu havde besluttet »at sende en buket blomster til Ali«, og at folk var velkomne til at spæde til.

Et døgn senere havde så mange borgere doneret et beløb til indsamlingen, at Mette Abildgaard nu nærmest kan tømme den nærmeste Interflora-butik for blomster til Ali Parnian. Der er nu indsamlet 336.000 kr., fortæller politikeren her til morgen Berlingske.

Socialdemokratiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard-Thomsen, og formanden for Dansk Folkepartis Ungdom, Chris Bjerknæs, er nu blevet en del af indsamlingskomiteen. Andre politikere som de Radikales Sofie Carsten Nielsen og Alternativets Uffe Elbæk har bakket initiativet op.

Indsamlingen ændrer dog ikke ved, at politiet fortsat efterforsker sagen. Vidner og andre med viden om sagen opfordres til at kontakte politiet.

Og så skal vi videre til dagens andre historier.

Pape: Soldater i gaderne er ny normal

Og vi begynder på forsiden af Berlingske, hvor justitsminister Søren Pape Poulsen (K) nu understreger, at vi skal vænne os til at have soldater på bevogtningsopgaver i danske gader.

For terrortruslen mod Danmark består, selvom Islamisk Stats terrorkalifat i Syrien og Irak er ved at falde fra hinanden, lyder det fra justitsministeren. I dag står der bl.a. soldater foran den jødiske synagoge i Krystalgade i København. Soldaterne blev i efteråret bedt om at hjælpe politiet med bevogtningsopgaverne, og dengang mente forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), at militæret skulle hjælpe et halvt års tid.

Men, siger Søren Pape Poulsen til avisen, »jeg kan ikke forestille mig, at soldaterne skal væk til marts«.

»Lige nu hjælper dygtige folk fra Forsvaret os, og det tror jeg, man skal indstille sig på, at de bliver ved med,« siger han.

Berlingske har også talt med Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, der ikke synes overrasket over justitsministerens melding.

»Det er nyt, at det bliver sagt så åbent af regeringen. Jeg har fra dag ét sagt til vores folk, at den her opgave kommer vi ikke væk fra igen. For hvad er det for en situation, der skulle udløse, at de steder ikke længere skal bevogtes? Skulle det være et eller andet fredsbrev fra Mellemøsten?« spørger han.

Den artikel kan læses her.

Patientorganisation frygter Løhdes flytning

Vi hopper videre til Jyllands-Posten, der nu har en ny bekymringsvinkel på regeringens planer om at flytte flere tusinde statslige arbejdspladser fra København til andre dele af Danmark.

Et led i planen er nemlig at flytte 141 statslige arbejdspladser til en nyoprettet Patientklagestyrelse i Aarhus. Men dermed splitter man samtidig Styrelsen for Patiensikkerhed op, som ministeren bag flytteplanerne, innovationsminister Sophie Løhde (V), selv stod i spidsen for fusionen af, da hun i 2015 var sundheds- og ældreminister.

Dermed skal den nye Patientklagestyrelse bl.a. behandle sager om dårlige læger i Aarhus, mens tilsynet med sundhedspersonalet kommer til at ligge hos Styrelsen for Patientsikkerhed i København.

Og det bekymrer Morten Freil, direktør i Danske Patienter.

»Vi risikerer at havne i en situation som før 2015, hvor vi så nogle læger lave gentagne fejl, inden det blev opdaget. Det er vigtigt, at klagesager, erstatninger og indberetninger omkring fejl og utilsigtede hændelser fra patienter og pårørende ligger tæt på tilsynet, så de hurtigt kan reagere der, hvor der er en risiko for patienternes sikkerhed,« siger han.

Historien får nu Dansk Folkeparti til at opfordre regeringen til at flytte hele Styrelsen for Patientsikkerhed til Aarhus. Sophie Løhde har ikke ønsket at kommentere Jyllands-Postens historie, men henviser til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der udtaler, at hovedambitionen med flytningen er at »skabe bedre balance i Danmark«, og at patientklager i forvejen bliver behandlet af »en meget velfungerende« afdeling i Aarhus.

Hele historien her.

Embedsmænd reagerede på dom et år før Støjberg

Vi tænder for Radio24Syv, der her til morgen har nyt i sagen om den såkaldte Paposhvili-dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som først i januar 2018 fik Udlændinge- og Integrationsministeriet til at ændre praksis.

Radio24Syv kan på baggrund af en aktindsigt nu fortælle, at 12 embedsmænd fra to forskellige danske udlændingemyndigheder allerede i januar 2017 på et hidtil ukendt møde besluttede, at dommen, der på det tidspunkt var få uger gammel, var så relevant, at den skulle »optages« på en liste over internationale domme, der har betydning for dansk udlændingepolitik.

Alligevel gik der altså et år, før det fik betydning.

Det er en kompliceret sag, som forklares mere grundigt her.

Balladen om Løkkes sommerhuslån

Vi hiver igen fat i Berlingske og bladrer om til en baggrundshistorie om statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) forhold til storfiskeren John-Anker Hametner Larsen fra Thyborøn, hvis sommerhus i Skagen statsministeren lånte gratis i sommeren 2016.

Avisen har talt med flere eksperter og iagttagere, der udlægger statsministerens ferielån som et udtryk for »dårlig dømmekraft«, men intet regelbrud. Til gengæld mener professor i forvaltningsret ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen, at Løkke har givet forkerte oplysninger til Folketinget under et samråd i november sidste år. Her kaldte Løkke det både »ulækkert« og »uværdigt«, at oppositionen spurgte ham, om han havde relationer til de såkaldte kvotekonger.

Løkke forklarede, at han havde mødt »en bestemt fisker ovre i Thyborøn« til et velgørenhedsarrangement, men, sagde han også, »jeg har ikke nogen relation, der på nogen måder skulle være styrende i forhold til, hvad jeg går og tænker.«

Til det siger Jørgen Albæk Jensen:

»Han sidder notorisk på det samråd og giver indtryk af, at det er helt i skoven, at han skulle have haft noget med ham at gøre. Og så viser det sig efterfølgende, at han faktisk har fået en gave til en værdi af 10.000 kroner af ham.«

»Så helt ubekendt med de kvotekonger er han ikke, og så er det vildledning og en overtrædelse af ministeransvarsloven om at give fyldestgørende oplysninger,« siger Jørgen Albæk Jensen, der kalder det en »alvorlig sag«, som godt kunne give »en eller anden form for næse«.

Hele historien her.

Kun tre partier mødes med catalonsk separatistleder

Og vi tager også lige en tur mere i Jyllands-Posten, der i lighed med andre aviser også når forbi den catalonske separatistleder Carles Puigdemonts danske visit. Tirsdag tager han en tur i Folketinget for at mødes med de folkevalgte politikere på invitation fra den færøske folketingspolitiker Magni Arge.

Men kun tre af Folketingets ikke-nordatlantiske partier ønsker at møde Puigdemont. Hvor Enhedslistens Nikolaj Villumsen, Alternativets Rasmus Nordqvist og SFs Holger K. Nielsen har sagt ja til et møde, afviser andre politikere det blankt.

»Det en rød klud i hovedet på spanierne, at man som her forsøger at bruge Folketinget som institution til sådan et arrangement. Det er simpelthen bare dumt,« siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, f.eks. om besøget.

SFs Holger K. Nielsen minder omvendt om, at Danmark tidligere har haft besøg af den tjetjenske leder Ahmed Sakajev og den tibetanske eksilleder Dalai Lama, og Enhedslistens Nikolaj Villumsen kalder omvendt sagen »absurd«.

»Det er drønhamrende relevant for medlemmerne af det danske folketing at lytte til den catalonske leder. Det er i Danmarks interesse at undgå yderligere konfrontation i Spanien, og at der i stedet bliver fundet en fredelig og demokratisk løsning,« siger Nikolaj Villumsen til avisen.

Allerslev frikendt og ramt af ny ballade

Københavns nu forhenværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) røg i efteråret ud i et mediestormvejr, der førte til, at hun trak sig fra sit hverv.

Balladen handlede bl.a. om borgmesterens gratis bryllupslån af et lokale på Københavns Rådhus, men borgmesteren røg også en tur i medierne på grund af en sag om et byggeprojekt, hvor Anna Mee Allerslevs private ven var involveret, og hun kontaktede kommunens teknik- og miljøforvaltnings direktør, fordi vennen manglede en byggetilladelse. Fire dage senere gav forvaltningen byggetilladelse til projektet.

Advokatfirmaet Horten har på bestilling af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune undersøgt sagen, og de vurderer nu, at den tidligere københavnerborgmester ikke var inhabil i sagen. Det skriver Ritzau.

Det var et venskabeligt forhold, baseret på en professionel kontakt. Men det var ikke et venskab, der kan føre til inhabilitet, lyder vurderingen. Læs mere her.

Dagen efter den nyhed er Anna Mee Allerslev dog igen på forsiden af dagbladet BT.

Avisen skriver, at daværende direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune Torben Gleesborg i slutningen af 2016 og begyndelsen af 2017 personligt hjalp Anna Mee Allerslev (R) i en byggesag, hvor den daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester havde problemer med at få godkendt et altanprojekt.

Borgmesteren og forvaltningsdirektøren havde flere sms-korrespondancer om sagen, og det får professor i statskundskab ved Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen til at vurdere, at de to nu står med et forklaringsproblem.

»Allerslev udnytter sin politiske magtposition til at lægge pres på en forvaltning i en enkeltsag, hvor hun har en klar egeninteresse. Det er potentielt set magtmisbrug, og direktøren burde have sagt fra i forhold til at blande sig i Allerslevs sag og i forhold til at arrangere et møde. Der er klart tale om særbehandling,« siger han. Læs mere her.

Dagens analyse

... står en politiker for.

Vi er tilbage i Berlingske og omme på Business-siderne, hvor avisen har talt med finansminister Kristian Jensen (V) i forbindelse med det storpolitiske World Economic Forum i schweiziske Davos. På fredag ankommer den amerikanske præsident nemlig til alpebyen som den første amerikanske præsident i 18 år, og så vil Kristian Jensen lytte grundigt efter, fortæller han.

»Når man tænker på, hvor få udlandsrejser Trump har, så er det – at han vælger at tage til Davos – et signal om, at de mere traditionelle, republikanske kræfter er ved at have vundet magtkampen internt i Det Hvide Hus. Du skal langt tilbage for at finde en amerikansk præsident, der har valgt at tage til Davos, og det er et signal om, at det internationale betyder noget, selv om han også vil skælde ud over handelsaftaler, der ikke er gunstige nok for USA,« siger Kristian Jensen, der som bekendt også er tidligere udenrigsminister.

Læs historien her.

Det sker i dag

Der er en masse samråd og gruppemøder på dagsordenen.

10.15 Åbent samråd om regeringens erhvervspakke

Skatteudvalget har skatteminister Karsten Lauritzen (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i åbent samråd om regeringens erhvervspakke.

13.00 Møde i salen

På dagsordenen er blandt andet en ændring af straffeloven, så forældelsesfrister ophæves ved sager om seksuelt misbrug af børn og erstatningskrav mod forvaltningsmyndigheder. Desuden behandles også et forslag om dækningsomfang ved stormflod.

14:00 Åbent samråd om kritik af lovforslag

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skal også en tur i samråd, og det angående et lovforslags bestemmelser om bemyndigelse og videregivelse af personoplysninger. Det er Folketingets Retsudvalg, der har kaldt ministeren i samråd.

14.00 Åbent samråd om stopprøver i folkeskolen

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er kaldt i samråd for at redegøre for, hvordan ideen om at sprogteste børn i slutningen af 0. klasse harmonerer sammen med eksisterende viden om, at der skal sættes langt tidligere ind over for børn med sprogvanskeligheder. Ministerens partifælle Laura Lindahl bragte ideen om stopprøver på banen hen over nytåret.

14.00 Åbent samråd om administration og bureaukrati på ældreområdet

Ældreminister Thyra Frank (LA) skal i samråd om administration og bureaukrati på ældreområdet. Ministeren skal forholde sig til, om det er rimeligt, at kommunerne skal bruge op mod 200 timer på administration i forbindelse med ansøgning til den såkaldte køkkenpulje.

16.00 Åbent samråd om kontrakten mellem KU og videnscenter

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) er i dag kaldt i samråd om kontrakten mellem Københavns Universitet (KU) og Landbrug & Fødevarers videnscenter SEGES.

Så er der en hulens masse gruppemøder på programmet:

10.00 - 11.00 Alternativet
11.00 - 12.30 Alternativet
11.00 - 13.00 SF
11.00 - 13.00 Socialdemokratiet
11.00 - 13.00 Dansk Folkeparti
11.00 - 13.00 Radikale Venstre
11.30 - 13.00 Liberal Alliance
11.30 - 13.00 Venstre
16.00 - 20.00 Dansk Folkeparti

Carles Puigdemont gæster Folketinget

Den catalanske separatistleder Carles Puigdemont gæster Folketinget i dag, hvor han skal møde en række folketingsmedlemmer i et lukket møde. Carles Puigdemont ankom til København i går.

Og med de ord takker vi af for i dag. Tak, fordi du læste med, og på gensyn i morgen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.