Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Slår grundlaget for Mette F. revner?: »Der er ikke en rød blok med et fælles funderet politisk projekt«

Dagens overblik: Partierne i rød blok har ikke et fælles projekt, siger de selv, Banedanmark sættes under skærpet opsyn for at undgå ny IC4-skandale, og så mener Eva Kjer Hansen, at Folketinget er et realityshow, der mangler selvrespekt og selvindsigt.

Se mere

Godmorgen og velkommen til dagens politiske overblik.

Vi begynder dagens morgenpost i Information, der har lavet en rigtig fin gennemgang af rød bloks fælles projekt.

Avisen tegner et billede af, at det kan blive svært for Mette Frederiksen at samle de Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten, for partierne er dybt uenige på flere områder.

Information ridser problemerme således op:

  • Alternativet ikke vil sættes i bås med S.
  • SF har gjort det til et »ultimativt« krav for at kunne pege på Mette Frederiksen som statsminister, at hun fjerner kontanthjælpsloftet.
  • De Radikale foretrækker en regering, hvis parlamentariske grundlag går hen over »midten«.
  • Enhedslisten revurderer lige nu sin »parlamentariske strategi« for at undgå en eventuel gentagelse af årene med Thorning-regeringerne, hvor partiet ikke fik megen af sin politik igennem.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, siger om det fælles fodslag i rød blok:

»Der er ikke en rød blok med et fælles funderet politisk projekt. Og det betyder også, at svaret på spørgsmålet om, hvorvidt der er et alternativ – i ordets bogstaveligste forstand – nok er ja. Men er der også et politisk alternativ i den forstand, at vi ville få en anden politik, hvis regeringsmagten skifter? Det kommer an på, om Socialdemokratiet er villig til at føre en sådan – og det kommer særligt an på, hvordan stemmerne falder ud i blokken efter folketingsvalget,« siger Pernille Skipper.

Mette Frederiksen har heller ikke til denne artikel ønsket at lade sig interviewe, men Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, mener, at dansk politik er meget enkelt: Enten skal Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen være statsminister.

Du kan læse artiklen her.

Skandale til 20 mia. kroner under opsejling

Videre til Jyllands-Posten, der kan fortælle, at politikerne på Christiansborg nu vil sætte Banedanmark under skærpet tilsyn, fordi en investering til 20 mia. kroner er ude af kontrol. Frygten er, at det kan udvikle sig til en ny IC4-skandale.

Sagen drejer sig om et stort projekt, hvor signaler over hele landet skal skiftes ud, men det er allerede to år forsinket, og hele reservepuljen på 4 mia. kroner er brugt. Derfor er de borgerlige partier og Socialdemokratiet så bekymrede over Banedanmarks måde at håndtere det store projekt til 20 mia. kr. på, at man nu sætter Banedanmark under skærpet tilsyn.

»Udviklingen omkring signalprojektet er stærkt bekymrende med truende yderligere forsinkelser og kraftige fordyrelser,« lyder advarslen fra Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Han vil nu have en orientering hver måned fra Banedanmark, så signalprojektet ikke udvikler sig til en ny IC4-skandale.

Liberal Alliance mener, man bør overveje hele projektet.

»De påstår hos Banedanmark, at de stadig har et godt projekt, men jeg hører konstant vanvittige ting om, hvad der foregår,« siger transportordfører Villum Christensen (LA).

Du kan læse historien her (kræver abonnement).

»Vores forsvar skal ikke bruges til korstog«

Vi iler videre til Berlingske, hvor Dansk Folkeparti lægger op til en ny kurs i dansk forsvarspolitik.

Danmark skal fokusere på eget territorium og vores forpligtelser i NATO, men det danske forsvar skal ikke længere bruges til at fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne. Derfor skal forsvarsloven skrives om, lyder det.

»Forsvarets opgave er efter vores mening at forsvare den historiske konstruktion, der hedder Danmark. Opgaven er derimod ikke at forsvare en ideologi, en måde at være på eller nogle principper, og derfor vil vi have ændret forsvarsloven, så vi fjerner den del, der handler om, at forsvaret skal fremme en fredelig verden med respekt for menneskerettighederne,« siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup.

»Menneskerettighedstroen er jo blevet en religion, og vores forsvar skal ikke bruges til korstog,« siger Marie Krarup.

Hun nævner Kosovo-krigen i 1999, krigen i Libyen i 2011 og Danmarks bidrag til FNs militære mission i Mali som eksempler på operationer, som det danske forsvar skal holdes ude af i fremtiden.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er ikke klar til at ændre loven og understreger, at fremme af demokrati også er en sikkerhedspolitisk interesse for Danmark.

Du kan læse mere om historien, Claus Hjorts svar og flere reaktioner i artiklen her.

LA kræver mere åbenhed - men vil ikke selv gå forrest

Vi bliver i Berlingske og ser på offentlighedsloven fra 2013. Den har Liberal Alliance kaldt en »skamplet på demokratiet«, som skal ændres jo før jo bedre.

Som minister kan man boykotte de mest omstridte dele af loven, men ingen af Liberal Alliances seks ministre har tænkt sig at benytte sig af muligheden for at undlade at benytte de regler, partiet altså mener, er en skamplet for demokratiet.

At LA-ministrene nu ikke vil boykotte de tre kritiserede paragraffer er en »voldsomt skuffende« tilbagemelding, mener Enhedslisten, der sammen med LA og DF har arbejdet imod den nye offentlighedslov.

»Jeg troede faktisk, at Liberal Alliance ville agere anderledes i spørgsmålet om åbenhed. Det gjorde jeg virkelig. Når man tager i betragtning, hvor meget tid, energi og kræfter de sammen med os har lagt i at få ændret offentlighedsloven, så begriber jeg ikke, at de ikke griber den her chance nu,« siger politisk ordfører Pernille Skipper.

Du kan læse den historie her.

LAs politiske ordfører, Christina Egelund, forsvarer partiet med, at de hellere vil have ændret loven, og at »problemstillingen er for alvorlig til at gøre et mediestunt ud af det«.

Du kan læse et interview med hende her.

Tre hurtige nyheder, du også skal have med

1) Politiken skriver på sin forside, at næsten hele Folketinget står bag en markant ændring af principperne for dansk udviklingshjælp. Fremover skal staten, private virksomheder og ngo’er i langt højere grad samarbejde om dansk udviklingsbistand, lyder det i et forlig, avisen er i besiddelse af.

Læs den historie her.

2) Anders Fogh Rasmussen advarede i september sidste år om, at Donald Trump stod for en farlig linje, og at et valg af Trump som præsident kunne betyde EU og NATOs opløsning. I et nyt indlæg er den tidligere NATO-generalsekretær langt mere positivt stemt over for den kommende præsident: »Trump har potentialet til genoprette verdens tillid til amerikansk lederskab,« lyder det nu.

Læs den historie her.

3) Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) vil sætte en stopper for lægeregninger for blodprøver, så læger på hospitaler ikke længere kan tjene tusindvis af kroner oven i lønnen på at tage blodprøver for politiet. Det skriver DR, og det kan du læse her.

Dagens debat

Tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen var i weekenden ude og kritisere sin egen regerings lov om det udskældte uddannelsesloft, som hun håber, man i år vil indse er en fejl.

I dagens Jyllands-Posten har hun et debatindlæg, hvor hun i skarpe vendinger kritiserer politikerne for at mangle selvrespekt, selvtillid og selvindsigt og for at gøre Folketinget til et realityshow, hvor magten flyttes over til embedsmændene.

Hun peger især på de åbne samråd, som et stort problem og opfordrer til, at de afskaffes.

»I stedet for at holde fokus på den politiske substans ender vi alt for ofte i slagsmål, hvor det gælder om at beklikke hinandens troværdighed. Beskyldninger om løftebrud, hykleri, kovendinger og løgn fyger gennem luften. Frem for at møde hinandens forslag med interesse og lytte til argumenter gælder det om at nedgøre og lægge afstand til, hvad der end måtte komme fra den anden side,« skriver hun.

Læs kronikken her.

Dagens debat 2

BT spørger i dag, om det et problem, at otte personer samlet har lige så mange penge som jordens fattigste halvdel?

Ja, siger Alternativets leder Uffe Elbæk:

»Jeg synes, det er hamrende unfair. Vi har lige nu et ustabilt system, der gør det muligt, at otte mennesker kan eje det samme som 3,6 milliarder mennesker. Vi har - ligesom Davos' - holdningen, at der er en risikofaktor, som vi bliver nødt til at gøre noget ved. Vi kan arbejde mod det her ved blandt andet højere skat på finansielle transaktioner og at kigge på hele skattely-problemet, ligesom reglerne for dobbeltbeskatning skal komme verdens fattigste til gode. Det handler om internationale aftaler, men det kræver også, at vi internationalt kan finde ud af at lave samlede regler på området. Det er ikke bæredygtigt lige nu.«

Nej, siger Lars Seier Christensen, direktør i Seier Capital.

»Hvem er disse forfærdelige rige så? Sidder de bare på en enorm bunke penge og spiser kaviar? Nej, deres penge er investeret i virksomheder, der skaber millioner af arbejdspladser. De virksomheder, der giver os it-infrastruktur, billigere varer, bedre kommunikation, investeringer i nye produkter mv. Bedre liv for milliarder af mennesker. Flere af dem giver halvdelen af deres penge til velgørenhed. Så de har fortjent deres penge og gør stor gavn.«

Debatten er ikke online.

Dagens citat

»Grænsekontrol vil gøre ondt i den europæiske selvforståelse. Men hvis vi vil have frie, åbne og tillidsfulde demokratier indadtil i Europa, bliver vi nødt til at være langt mere konsekvente i forsvaret af vores grænser udadtil.«

Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia i et debatindlæg i Berlingske.

Dagens kend din folketingspolitiker

Hun sad i en frisørsalon, da Lars Løkke Rasmussen inviterede hendes parti med i regering:

»Aldrig har overfladisk snik-snak i en frisørsalon virket så ligegyldigt«, siger Laura Lindahl, der roser sin partifælle Joachim B. Olsen for »en unik evne til at sætte sig ind i ganske kompliceret stof«.

Kom tættere på Liberal Alliances Laura Lindahl her.

Det sker i dag

Storbritanniens premierminister, Theresa May, fremlægger i dag landets plan for at træde ud af EU.

Her vil hun i en afgørende tale slå fast, at hun ønsker et Brexit, hvor Storbritannien frit kan handle med Europa og resten af verden uden nogen formel tilknytning til EU. Læs om det her.

13.00 Statsministerens spørgetime.

14.00 Undervisningsminister Merete Riisager (LA) skal i samråd om, hvordan pædagoger i folkeskolen bidrager til at styrke elevernes læring og trivsel.

14.30 Kulturminister Mette Bock (LA) er kaldt i åbent samråd for at give en vurdering af pressens vilkår i Danmark, herunder om medierne er tilstrækkeligt i stand til at stå imod og holde fokus på fakta, når de udsættes for spin. Ministeren skal desuden redegøre for, om hun mener, at medierne bør styrkes yderligere, således at de ikke ender med at begå, hvad der typisk omtales som mikrofonholderi.

15.00 Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal i åbent samråd om alderstest af asylansøgere.

15.00 Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er kaldt i åbent samråd om resultaterne af den seneste PISA-undersøgelse.

16.00 Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen skal i åbent samråd om ministerens syn på social dumping i lyset af udtalelser fra en række af ministerens partifæller.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.